– Mor… Astrid sagde det med sådan dyb eftertanke, efter at have fået et tungt bind H.C. Andersen i hovedet, at selv den uartige kat, Lakrids, standsede op på boghylden over sengen og betragtede hende nysgerrigt et øjeblik, før han fortsatte sin lille promenade blandt bøgerne.
Bogen, arvet fra Astrids mormor, lå nu sprædende sine sider på trægulvet i det lune gennemtræk, åbenlyst fornærmet over den behandling.
– Ja, det var altså ret dumt at hænge hylden lige over sengen Og mor advarede mig endda Jeg skulle bare have lyttet! Astrid gned sig i panden og forestillede sig den bule, bindets hjørne ville efterlade. Hvorfor er det, at man først forstår, forældrene har ret, når det gør ondt? Mon man kan lære uden knubs?
Lakrids lod som om, han lyttede eftertænksomt, før han satte sig på kanten af hylden, kradsede sig bag øret med sin imponerende lange pote, og med lethed sprang han så ned og landede direkte på Astrids mave.
Kun stædig stolthed afholdt Astrid fra at skrige. Hvad var hun for en katteejer, hvis hendes kat kunne bringe hende ud af fatning på tre minutter? Rekorden var hurtigere, og dét vidste de begge.
Hun greb den selvsikre kat i nakken, skævede ind i hans grønne øjne og trak lidt i øret:
– Jeg har først time nummer to i dag, slyngel! Hvorfor skulle du lege med mormors bog? Hvorfor tyranniserer du det danske eventyr? Tror du, jeg bliver klogere af at få den i hovedet? Nej, det hjælper næppe! Nu er jeg sur! Ikke mere oplæsning for dig!
Katten rullede forbløffet med øjnene og sendte hende et kærligt, ru slik med tungen.
– Ja, du kan godt forsøge at fedte! Ud, ud! Nu da jeg alligevel er vågen, må vi hellere gå en tur ned til bageren. Jeg fik aldrig købt kaffe i går, så vi er løbet tør.
Lakrids, fornærmet forvist fra sengen, strakte sig på det gamle vævede gulvtæppe, betragtede hende, og daskede så til bogen, han havde væltet.
– Ikke tale om! Astrid slog let mod den frække pote og samledes klenodiet op. Det er min yndlingsbog! Mormor læste altid op fra den da jeg var lille. Men hvad forklarer jeg egentlig dig for hvordan skulle en kat forstå glæden ved dansk litteratur?
Lakrids så på hende med den slags såret udtryk, at Astrid et øjeblik blev blød om hjertet.
– Nå, så ked af det, ja! Jeg ved jo godt, du elsker eventyr især om katte. Så lad nu være med at spille fornærmet! Det er jo ikke mig, der vækkede dig.
Kattekillingen var jo hendes mors gave, dengang moren vidste, Astrid snart skulle klare sig selv. En nabo havde hentet ham fra internatet, og så stod han pludselig der, sort og ranglet med kæmpe ører – hendes lyse ven.
– Navnet vælger du selv.
– Mor! Du var jo altid imod dyr i lejligheden.
– Nu er jeg pludselig meget for. Se ham han er jo både sød og selskabelig! Mens du var væk, sang han og jeg de skønneste duetserenader! Du kommer ikke til at føle dig ensom
– Mor!
– Ikke flere protester, Astrid!
Længe sad de sammen og spekulerede over navn til det sorthårede spektakel, der hurtigt fik herredømmet over både hjem og nabolag ingen klagde selvom han nat efter nat suste rundt gennem lejlighederne.
Først senere forstod Astrid, hvad hendes mor havde gjort for hende. Katten var virkelig selskabelig. Han krævede omsorg hele tiden og det var godt for Astrid, der ellers havde været alene. Hun tørrede tårerne væk for at kunne se Lakrids balancere på reolen, klatre op ad gardiner, og så lægge sig spindende ind til hende.
Også nu kredsede den snakkesalige skabning rundt om hendes ben, mens hun forsøgte at gøre sig klar.
Jeans, t-shirt og hendes gamle sneakers. Mere pynt gjorde hun sig sjældent kun tvunget til familiearrangementer som kusinens bryllup, der netop havde været.
Tanken om weekenden fik hende til at rynke brynene.
– Man burde vel tænke på familie nu, barn! sagde Astrid, efterlignende sin tante Marianne. Se nu min Anne-Mette, dygtig og smuk! Alt til tiden, men du Astrid, sådan kan man ikke Jeg lovede din mor at
Irriteret kastede Astrid sit tæppe på sengen og satte sig tungt.
– Nok nu! Så hiver de min mor ind i det igen Man skulle tro, der ikke var andet i livet end at blive gift!
Lakrids vred hovedet på skrå og nøs højlydt.
– Se! Du er endda enig! Så jeg lyver ikke!
Astrid trak lidt på smilebåndet, men blev alvorlig igen, da hun mødte kattens spørgende blik:
– Hvis du ikke var kat, ville jeg tro, du sad og gjorde grin med mig!
Lakrids mjavede drillende og hoppede rundt i værelset.
– Hold nu mund! Du har allerede overskredet dagens plan! Astrid satte bogen på plads og fandt kattens sele frem. Kom nu her!
Lakrids kendte rutinen og lod sig hjælpe i selen, for gåture var et fast ritual og ingen på vejen hævede længere øjenbryn over den unge kvinde med rodet fletning og den sorte langbenede kat i snor. Selv barmhjertige tante Inger, mors gamle veninde, var vant til deres samspil.
– Hvorfor er han så tynd, Astrid? Giver du ham ikke lidt mad?
– Han spiser som en hest, tante Inger! Han har bare den kropsbygning som min mor sagde, ikke en dråbe går til i ham!
– Han ligner dig! Sirlige former og alt! sagde Inger, mens hun kløede katten bag ørerne. Og ørerne! De ører!
– Hvad, også en kopi? Astrid rørte ved sit eget øre, lo og skubbede lidt til Inger. Åh, tante!
– Hvad nu? Smukke ører, det er alt! Kom forbi senere jeg har bagt boller, og Malene skal lave stil. Gider du hjælpe hende?
– Gerne! Hun skriver, jeg retter.
Astrid hjalp tit Ingers barnebarn med lektierne. Malene, som havde mistet begge forældre, var næsten som en lillesøster for Astrid.
– Du er alene, og jeg er alene Astrid, kan vi ikke bare være sammen?
Malene talte sjældent med bedstemor om det svære.
– Hun græder, hvis jeg nævner det, og så bliver hun så gammel at se på.
– Årh, Malene, din bedstemor er stadig frisk! Men jeg forstår dig jo.
Malene havde haft det svært hun var fem, da forældrene døde, og lå alene med dem i to døgn, før Astrid og hendes mor fandt hende og fulgte hende gennem tiden på hospitalet, mens Inger ordnede papirer om forældremyndighed. Malene blev hos bedstemor, og Astrid fik en lille “hale”, der aldrig slap hende.
– Forstyrrer jeg dig? Når Malene blev afleveret hos Astrid, krøb hun sammen ved siden af hende. Må jeg sidde tæt på dig?
Så pakkede Astrid hende ind i et tæppe og tog hende i armene, mens hun læste historie eller matematik højt barnet faldt som regel straks i søvn, og Inger lod hende tit blive natten over.
– Hun sover så trygt
– Lad hende sove! Jeg følger hende i børnehave i morgen. Sov du bare, tante!
Senere sagde Inger, at det var Astrids skyld, Malene kom ud af sine mareridt fra det første svære år efter tabet.
– Hun skriger om natten. Her sover hun så fredeligt.
– Måske fordi jeg er blevet hendes anker, tante?
– Præcis. Du giver hende ro. Og jeg burde have gjort det, men Malene har valgt dig. Hvordan kan jeg takke dig?
– Slet ikke bare Malene får det bedre.
Snart fik Inger mulighed for at takke Astrid. Moren blev meget syg, og Astrid blev overvældet af bekymring.
– Du skal ikke være bange, Astrid! Jeg hjælper dig! sagde Inger, nemlig operationssygeplejerske, og delte alle omsorgsopgaverne, mens Astrid tog sig sammen og færdiggjorde første år på universitetet og placerede eksamensbeviset på mors natbord, fuld af topkarakterer, inden sygdommen sejrede til sidst.
Selv efter det, slap Inger ikke Astrids hånd hun hjalp med alt det praktiske, holdt om hende, mens de løb med papirarbejde og dødsbo.
– Jeg er her, pige! Vi klarer os!
Tanten Marianne, som Inger straks havde ringet til, undskyldte at hun ikke kunne komme og dukkede først op ni dage efter begravelsen.
Astrid var stadig rundtosset af sorg og forstod ikke, hvorfor tanten nu trådte ind.
– Du kan bo hos mig. Der er plads det er trist her. Du burde snart lave lidt om, få malet væggene!
– Vi kunne ikke vi brugte pengene på behandling
– Det ved jeg, Astrid. Netop derfor du ville have det bedre hos os. Vi er dine eneste slægtninge.
– Tak, tante Marianne, men jeg vil gerne blive herhjemme.
– Som du vil. Men jeg kan ikke komme ofte her er andre, der let kan udnytte dig. Tænk over det!
Astrid afviste, og indså senere, det var klogt. Hun anede ikke, hvilke interesser tanten kunne have i lejligheden, men Inger gennemskuede det straks.
– Astrid! Luk ingen ind! Ellers står du uden tag over hovedet!
– Hvorfor dog det?
– Lad nu bare være. Ikke noget ondt om folk men bare lyt til mig. Vent og se tiden an.
Det blev tydeligt, da Marianne allerede efter et halvt år ville installere Anne-Mette i Astrids lejlighed.
– I er begge unge, studerer tæt på. Det ville være så nemt for hende, og plads nok til jer to.
Astrid nåede ikke at sige noget, før Inger greb ind, smilende og med lav stemme:
– Astrid, har du slet ikke sagt til din tante, at du skal giftes? Hvordan ville det fungere? Dine planer og alt det! Marianne, vi har fået sådan en dygtig ung mand i familien Ditlev! Fra en god familie! Jeg er så glad på Astrids vegne, din mor ville have frydet sig
Astrid, hvorfor siger du ikke noget? Det skulle du da fortælle din tante!
Astrid sad målløs, mens Inger forsikrede, hun bare ville hjælpe.
– Hun er bare genert! Men du kan jo se, hun arbejder og studerer og klarer alt selv. Godt gået! Din mor ville vært stolt, Astrid!
Tanten blev stille og forlod hurtigt lejligheden, mens Astrid, forvirret, så på Inger.
– Hvad? Hvem er Ditlev? spurgte hun og kæmpede for at undertrykke latteren over Ingers dårlige løgn.
– Gud ved det! Jeg fandt bare på det! svarede Inger.
– Tak
– Astrid, hvor I trænger til lidt moderlig omsorg, I piger. Jeg gør, hvad jeg kan.
Men denne morgen var bageren lukket.
– Hvad nu? spurgte Astrid og kiggede på katten. Ingen kaffe her! Vi må finde et andet sted. Inger er nok taget på arbejde… Nej, vent, hun skulle i nattevagt. Mærkeligt, Malene skulle ellers ha’ været her?
Hun nåede ikke at tænke videre, før katten rykkede hårdt i selen og trak hende om hjørnet.
Synet der mødte Astrid, fik hende til at stivne.
Inger, tårevædet og forpjusket, løb mod hende i hjemmesko, råbende.
– Gudskelov jeg fandt dig! Det er slemt, Astrid! Malene er væk!
Astrid følte sig som hægtet af hun trak ikke vejret og hjertet stod stille. Lakrids kradsede hende hårdt på anklen, så hun mærkede smerten og kom til sig selv.
– Hvordan væk?!
– Hun var ikke hjemme, da jeg kom fra nattevagt! Ikke sovet derhjemme, sengen uredt, tasken borte! Astrid, du ved, hun ville aldrig selv tage af sted! Aldrig! Gud, hvad skal jeg dog gøre?
Inger var tæt på hysteri, så Astrid gav hende et klap på kinden og et fast kram.
– Inger! Vi finder hende. Politiet nu. Og… jeg tænker videre. Kom!
Med Lakrids under armen løb Astrid afsted og gav katten til Inger:
– Hold på ham! Stramt! Ellers er det to vi skal finde! Jeg må ringe!
Inger klyngede sig til katten. Han jamrede kort, men lod være at sprælle, og krammede kvinden med sine lange ben som var han redningskransen selv.
En time senere stimlede både Astrids studiekammerater, nogle fra parallelklasserne og et par lærere sammen foran politistationen.
En lille gut bremsede cyklen, smed den fra sig og begyndte at uddele printede efterlysninger med Malenes billede.
– Kom, her! Jeg har måske ikke helt nok, så hold jer sammen to og to. Jeg deler op i grupper, og vi holder kontakt via telefon til mig, Astrid eller Ditlev. Ditlev! Hvor er du? Kom, vis dig!
En ranglet fyr løftede hånden og stillede sig ved siden af.
– Vi leder de steder, hvor et barn kan gemme sig. Kældre, lofter, baggårde, spørg folk med hunde nu har vi travlt, alle! Jo før, jo bedre! Husk, vi har ingen professionelle med, men vi klarer det sammen. Malene kan være bange, endda kommet til skade. Husk, der har ikke været ufred eller problemer derhjemme. Leder vi, venner! Og held og lykke
Inger, forvandlet på få timer, sank sammen på trappen. Benene bar hende ikke mere.
Astrid satte sig hos hende og strøg hende trøstende over ryggen.
– Vi skal hjem, Inger.
– Nej! Hvordan kan jeg gå derhen uden Malene?
– Men hvad hvis hun selv finder hjem, og ingen er der? Lad os vente på hende der.
Inger så op, tog katten under armen og forsøgte at rejse sig.
– Du har ret! Lad os vente hjemme! Hun kommer nok hun er jo sulten!
Astrid nikkede til de andre, tog armen om Inger og støttede hende.
– Kom så. Forsigtigt. Lakrids! Kom!
Katten ignorerede tilnavnet for nu, han lå slapt i Ingers greb, vimsede med hovedet og dinglede med de lange ben.
– Nå, hvis nu du har det bedst sådan Astrid tjekkede klokken og rystede på hovedet.
Malene havde været væk alt for længe hun måtte have givet lyd allerede. Skolen havde Astrid allerede talt med, Malene var ikke mødt op mandag.
Ved et kryds drejede Astrid pludselig af.
– Hvor skal vi, Astrid? Vi skal jo hjem!
– Det skal vi, bare lige forbi skolen. Måske har nogen set hende? Eller du kan gå hjem, jeg løber selv forbi
– Nej! Jeg går med! Inger byttede katten over i den anden arm lad os skynde os!
Så hurtigt gik det nu ikke. Ingers ben ville ikke mere, sorte prikker dansede for øjnene, og Lakrids blev pludselig så tung, at hun rakte ham til Astrid i selvsamme øjeblik sprang katten fri med voldsom kraft, pilede hen til hegnet omkring byggepladsen.
– Lakrids! Stop! Astrid ilede efter for at gribe efter linen, der hang bag ham.
Han forsvandt under hegnet.
– Inger!
– Jeg ved ikke, hvordan han slap! Astrid, løb den vej! Der er indgang!
– Jeg bliver her med dig! Sæt dig på bænken har du hjertemedicin?
– I lommen…
Astrid satte Inger på bænken og fandt frem til hendes telefon.
– Skal jeg ringe 112?
– Ikke tale om! Find Malene jeg skal nok komme mig. Bare fang katten og kom tilbage!
Inger prøvede at være tapper sådan var hun. Dårligt kunne hun klare sig selv, men tænkte kun på Astrid og på, at hun jo nu havde mistet sin mors sidste gave.
– Jeg spørger pedellen, om han holder øje, og så kommer jeg tilbage, okay?
Inger nikkede træt. Hun følte sig pludselig så fortabt. Hvorfor havde hun nogensinde sagt ja til at lade Malene sove alene hjemme? Hvad havde hun tænkt på?
Malene var egentlig fornuftig af sin alder gik selv i musikskole, var ansvarlig men man ved aldrig… Hvor er hun nu?
Inger begyndte at græde, mærkede ikke, at Astrid og pedellen løb afsted mod byggepladsen.
Efter et øjeblik kom pedellen løbende med Malene i favnen.
Astrid nåede dem, greb Inger, som var på vej til at falde, og råbte:
– Ring efter en ambulance! Malene med det samme! Det skal gå, Inger, alt skal gå godt!
Ambulancen fik hurtigt Inger på fode, og Malene, der havde brækket benet, på hospitalet.
Hjemme senere fortalte Malene, kælen med Lakrids, hvordan hun var endt på byggepladsen.
– Vi fulgtes fra skole, og der var nogle drenge, der kastede sten efter en hund med hvalpe. Hun bor dernede, bedstemor! Vi gav hende mad, og hun så så sulten ud. Men drengene kastede, og en hvalp blev bange og løb væk. Vi ledte, og så faldt jeg i den grav Det var mørkt, og jeg så ikke hulllet. Jeg råbte, men ingen hørte mig. Så kom hunden og hylede ved mig hele natten Lakrids må have hørt hende og hentet Astrid!
– Kan ikke forstå, pedellen ikke fandt dig før?
– Jeg ved det ikke. Jeg var alene men jeg lover, jeg går aldrig mere alene hjemme!
– Hverken du eller din kat, Malene! Inger kyssede hende på håret.
Astrid takkede alle, der deltog i eftersøgningen, og rakte lettere rød i kinden sit nummer til Ditlev, hvis navn hun endelig ikke glemte.
Om aftenen sad Inger hos Malene og fortalte eventyr, mens Lakrids vogtede ved siden af sengen. Malene sov trygt, for hendes drømme blev passet på ikke af en engel, men af en kat med det underlige navn Lakrids.
Hvad gør det, hvad man hedder, hvis man kan gøre det, kun en engel ellers kan? Og selvom katte ikke har vinger, har de ben, der løber hurtigt, kløer til at forsvare og store ører, der hører alt. Nok til, at dem, der elsker dig, kan være i sikkerhed.
