Charlie
Mikkel, du er simpelthen så dygtig! Vi fik rigtig meget fra hånden i dag. Men nu må du vente på mormor ude i gangen, ikke? Det bliver ikke længe, hun kommer lige om lidt. Kristina smilede varmt og gelejdede drengen ud af lokalet.
Nå, hvad siger du så, Kristina? Edith, mormor til lille Mikkel, sad så langt ude på kanten af stolen, at man skulle tro, hun snart ville trille af. Hun knugede sit lidt gammeldags håndtaske, og da psykologen sagde, at de skulle tale alene, var det lige før, hun sprang op med det samme.
Tag det roligt, Edith. Hvorfor er du så nervøs? Alt er okay! Altså, så okay som det kan blive lige nu. Mikkel begynder at tale, han åbner sig stille og roligt op. Der sker fremskridt, og du gør faktisk det hele helt rigtigt…
Men? Jeg kan mærke, der er et ‘men’! Ediths blik blev bekymret, da hun så på den unge psykolog, som hun ellers var blevet anbefalet som byens bedste. Edith havde da også rynket brynene første gang hun mødte Kristina. En så ung kvinde kunne da umuligt være erfaren nok, tænkte hun. Men anmeldelserne løj vist ikke. Efter tre måneder med alverdens eksperter uden fremskridt, skete der pludselig noget: Kristina fik gang i drengen på under en uge.
Ja, der er et ‘men’. Du har ret. Han er bange for dig.
Hvad?! Ediths øjenbryn var nærmest i nærkontakt med hendes pande. Hvordan er det muligt? Jeg behandler ham da ikke dårligt?
Nej, det har slet ikke noget med det at gøre. Han føler sig bare ikke tryg endnu. Hans hele liv er jo blevet vendt på hovedet. For ham er du bare ikke blevet en ‘tryg’ voksen endnu. Han kender dig jo ikke rigtigt? I sås aldrig, da hans forældre levede, vel?
Nej, jeg vidste egentlig bare, at han eksisterede.
Akkurat. Så for ham er du stadig fremmed. Som enhver anden dame fra gaden. Du må ikke blive forskrækket eller ked af det det er helt normalt. Du har jo ikke nogen relation til ham, og det tager tid at opbygge. Du elsker ham, ikke? Kristina kneb øjnene lidt sammen og betragtede Edith, der blev en smule forlegen.
Selvfølgelig Måske Det går jo stærkt alt sammen, og vi kender jo ikke hinanden.
Og det er præcis pointen! I skal bare have tid sammen. Er du klar på at sætte skub i processen? Nogle gange kan man få lidt hjælp undervejs. Har I overvejet et kæledyr?
Nej, det har jeg faktisk ikke.
Dyr er ofte den perfekte bro mellem generationskløfter. Det betyder ikke, at du straks skal ud og købe en grand danois! Det kan være en fugl, en fisk, en lille hamster hvad som helst! Bare noget levende, I kan tage jer af sammen.
Tak for rådet. Jeg tænker over det. sagde Edith og rejste sig.
I døråbningen standsede hun og spurgte:
Hvad med en lille hund? Jeg har altid drømt om sådan en helt lille, nuttet sag.
Alt, hvad der matcher jeres temperament! Selv en leguan, hvis det er det, du drømmer om. Hvis du kan indfri din egen barnedrøm samtidig, bliver det da win-win.
Edith gik ud i gangen. Mikkel sad næsten stift med hænderne pænt foldet i skødet. Hjertet krøb op i halsen på Edith. Han så så lille og forladt ud, at hun fik lyst til at kramme ham hårdt og bare sige, at alt bliver okay. Men hun lod være. Det der krammeri havde hun for længst lært at styre det gik ikke så godt første gang, hun hentede ham på børnehjemmet, hvor han var landet efter sine forældres død.
Mikkel! Min skat! Jeg er din mormor!
Han var blevet helt stiv i hendes favn, øjnene blev blanke, han prøvede at vride sig væk og endte med at knibe øjnene sammen. Det gentog hun ikke. Han havde boet hos hende i fem måneder, og endnu var det ikke blevet til så meget som et godnatkys.
Mikkel, nu går vi. Kom, søde.
Mikkel gled lydløst ned fra stolen og fulgte mormor hjemad. Han overraskede hende hele tiden. Der var aldrig vrøvl, aldrig ballade eller latter, sådan næsten som om han allerede havde set nok til at blive en lillemand med verdens erfaring.
Edith spekulerede tit over, om det var hendes skyld, at han var blevet sådan. Hendes egen datter, Gustav, havde altid været et usædvanligt barn meget begavet og lynhurtig til at lære. Som helt lille lærte han engelsk og fransk, fordi Edith selv talte så meget sprogfuskeri højt derhjemme imens hun oversatte for et forlag. Bedstefar havde skubbet Gustav ind i både skak og klaver, men det blev fysikken, der hev ham med storm.
Gustav blev forsker, og netop som livet faktisk tegnede godt, mødte han Lærke. Hun var kommet til København fra Herning for at læse medicin, og spurgte forvirret Gustavs veninde om vej i Metroen. Veninden, Katrine, smilede og pegede retning og pludselig havde Gustav en grund til at leve: gøre Lærke glad og være sammen med hende.
Desværre syntes Edith aldrig, Lærke duede til hendes søn. Hendes bryn så nærmest ud som om de ville på ferie op under den kortklippede pande. Hvem var det der landtpost-barn, og hvad skulle hun dog med Gustav?
Diskussionen blev højlydt, og da Gustav kom hjem fra at have fulgt Lærke til kollegiet, blev han mødt af en Edith, der råbte højere end Torvet på Freaky Friday. Gustav! Har du tabt sutten? Hvordan kan sådan et provinspige være noget for dig? Du risikerer jo hele din fremtid! Hun har ingen familie, ikke et eneste netværk!
Nej, hun er forældreløs. Datter af en landsbylæge og en lærerinde.
Præcis! Hvem ved hvad, du får af gener ud af det? Og hvem siger overhovedet, at barnet er dit, hvis hun engang får børn?
Gustav havde bare svaret: Jeg elsker hende, mor. Behøver det egentlig være sværere?
Så skred han. Edith talte ikke med sønnen i næsten et år. Hun fik lejlighedsvis korte beskeder: “Alt vel. Lejer en lejlighed. Disputats undervejs.” “Rejser væk bekymr dig ikke.” Så kom et bryllups-invitation, som hun ignorerede. Da hun tilsidst fik den korte seddel: “Du er blevet mormor,”, følte hun sig faktisk bare irriteret.
Mormor? Jeg? Klart, og sikkert er det engang hans barn, det der!
Hun fattede ikke, hvad der gik af hende. Hun havde aldrig været uvenlig eller ondsindet, men nu var det som om nogen trak i trådene og gjorde hende til en skør, arrig heksemester.
Gustav forsøgte nogle gange at invitere hende til kaffe eller middag, men hun bed altid hovedet af ham. Gennem små sedler vidste hun kun, at både for ham og Lærke gik det egentlig strygende: han lavede prisvindende forskning, og hun havde fået job på et stort hospital. Barnet voksede, og han hed Mikkel. Dem havde hun aldrig set… før telefonen ringede.
Er det Edith Kristensen?
Ja, det er mig.
Det er fra Børnehjemmet Regnbuen. Din dattersøn er her. Du er hans eneste nære slægtning.
Edith kunne mærke hjertet trække sig sammen og sank ned på stolen.
Hvorfor er drengen hos jer? Hvad er der sket med hans forældre?
Har du ikke fået noget at vide? stemmen blev mere nænsom. Begge forældre er druknet. Det skete i går: Faderen gik i vandet, og noget gik galt. Moren forsøgte at redde ham, men det lykkedes ikke.
Hun sad tavst og knugede telefonrøret, så håndfladen blev mærket.
Vil du hente ham, eller skal vi finde en anden værge?
Jeg henter ham sagde hun med en stemme, der lød, som om den kom fra en sagte radio i naboværelset. Hvordan finder jeg frem?
Vi ligger i Aarhus. Noter adressen.
Edith pakkede hurtigt en taske og kørte mod lufthavnen. Det hele føltes uvirkeligt hun kunne slet ikke forstå, at hendes søn var væk. Først et par uger senere, da alt det praktiske var overstået, kom tårerne. Mikkel var så lig hans far, at hun blev blød om hjertet med det samme. Men hun skræmte ham, da hun forsøgte at kramme ham, og derfor holdt hun igen.
Hun prøvede at skabe kontakt, men det var umuligt så begyndte karavanen af psykologer. Kun Kristina fik hul igennem i længden.
Da de kom ud i frisk luft, sagde Edith:
Vi skal ikke direkte hjem.
Mikkel så spørgende op.
Vi skal hen i et internat.
Han så skrækslagen ud og rystede på hovedet.
Nej, Mikkel! Ikke sådan et internat et for dyr! Et sted, hvor dyr uden ejere venter på nyt hjem. Vi skal se, om vi måske kan give et af dem et godt hjem. Det er hårdt at bo i bur, ikke?
Mikkel nikkede og for første gang tog han Edith i hånden. Hun lod, som om det intet særligt var, og gik målrettet mod den ventende taxa. Undervejs spurgte hun:
Hvad synes du, vi skal have? Kat? Hund?
Til hendes store glæde svarede Mikkel lydløst: En hund.
Fantastisk! Jeg har altid drømt om en lille, nuttet hund med kloge øjne.
På internatet gik de længe og kiggede, indtil Mikkel stoppede op ved en bestemt boks. Flere dyr sad sammen, men det var tydeligt, hvem der havde fanget hans opmærksomhed: en lille rødbrun vovse, sammenpresset som en garnnøgle i det fjerneste hjørne.
Hvem, Mikkel? Peg lige.
Han pegede på den trætte, sammenfiltrede fyr.
Ham? Er du sikker? spurgte den unge frivillige. Vi har masser af søde, friske hvalpe og denne her er både gammel og trist.
Hvad fejler den?
Den havde en gammel ejer, der gik bort, og ingen ville overtage hunden. Den spiser ikke, knap engang drikker. Helt nede.
Hvilken race?
En pomeranian faktisk. Slet ikke til at kende, så trist han er.
Edith var i tvivl skulle de slæbe en næsten apatisk hund med hjem? Kunne det skade Mikkel yderligere? Men Mikkel stod fast.
Er du sikker på, det er ham?
Ja.
Havde hun bedt ham bygge en bro til Sverige, havde han også sagt ja så stålfast, at hun ikke turde andet end at lytte. Den frivillige åbnede døren og løftede den lille fyr op. Han var til at tudbrøle over våde øjne, filtret pels, dinglende ben. Nul spræl i ham.
Hos dyrlægen tog de sig til hovedet:
Pyha, det ser ikke for godt ud, ham her!
Vi gætter ikke vi fixer! sagde Edith med myndighed. Det er mit barnebarns hund.
Et par indsprøjtninger, dråber, saks og et bad senere så vapsen lidt mindre skæv ud på øjnene. Hjemme fandt Edith et gammelt tæppe og spurgte:
Hvor skal han bo?
Mikkel gik i sit eget værelse og lagde det på gulvet.
Her? Skal han sove hos dig?
Drengen nikkede.
Aftale! Edith spredte tæppet. Men du må tale med mig, hvis vi skal passe hunden sammen. Kan vi ikke forstå hinanden, klarer vi det ikke. Er du med?
Ja, svarede Mikkel og satte sig med hunden.
Vi må finde på et navn. Hvad tænker du?
Ved ikke
Kom, vi googler hundenavne!
Det blev en hel aften med navnesøgning. I papirerne stod et besynderligt stamtavlenavn, så det var udelukket.
Charlie! sagde Mikkel pludselig og smilede.
Charlie! Ligesom Charlie Chaplin? Sagde Edith og løftede brynet. Kender du ham?
Mikkel rystede på hovedet.
Åh Mikkel, hvor har du meget til gode!
Resten af aftenen så de klassiske Chaplin-film. Først smilede Mikkel forsigtigt men til sidst kunne han ikke holde grinene tilbage.
Charlie med halen lå på tæppet og vrikkede med ørerne, når drengens latter rungede.
Charlie spiste ikke meget den første uge, men Mikkel sad tålmodigt og snakkede lavmælt med ham, stak vandskålen ind og opmuntrede ham til at tage små slurke. Snart begyndte han at spise lidt, og efter en uge gik han frivilligt med til døren, når de skulle ud at gå.
Til næste psykologtime stillede hele holdet op: menneske, dreng og hund.
Nå, har du fået dig en ny ven, Mikkel? sagde Kristina og klappede Charlie. Hvad hedder han?
Charlie!
Skønt navn! Men ved du egentlig hvem Charlie Chaplin er?
Edith måtte tørre øjnene udenfor, da hun hørte barnebarnets stolt fortælle om de film, de havde set. Charlie sad trofast og lyttede til hvert ord.
Det er jo fantastisk, sagde Kristina og vendte sig smilende til Edith. Jeg havde aldrig troet, effekten ville være så tydelig.
De har fundet hinanden, sagde Edith. To tabere, der fandt trøst hos hinanden.
Hun følte ikke længere den samme knugende uro hun noterede flittigt den nye viden og følte sig for første gang længe næsten optimistisk.
Nu ser jeg for første gang et vendepunkt. Men jeg er bange for, om jeg kan klare det hele.
Det kan du. Ingen tvivl! Jeg håber, vi en dag ses til andet end terapi.
Det håber jeg også.
Et år senere.
Mikkel, er du sikker på, du selv vil? Jeg tjekker lige, om du må.
Edith konfererede kort med dommerne.
Du må tage Charlie med i ringen som en undtagelse! Men jeg er godt nok nervøs.
Mormor, du kan jo ikke løbe rundt med ham inde i ringen! Det har vi jo talt om. Jeg klarer det.
Selvfølgelig, min skat! Charlie, nu skal du opføre dig ordentligt du er den smukkeste af alle og fortjener guldmedalje!
Udstillingen emmede af larm og folkemylder. Edith ville for et år siden have nægtet, at de kunne havne sådan et sted. Men deres lille trio havde skabt mirakler. Nu løb Mikkel i mægtig fart rundt med den finpudsede, nuttede Charlie, og Edith klappede stolt.
Er de dine? spurgte en præsentabel dame med clipboard.
Jeps! Barnebarn og hund.
Fantastisk par de kan virkelig mærke hinanden. Selv voksne vælter rundt, men jeres par løb bare stilsikkert hele vejen. Og sikke professionelt han præsenterer sin ven!
Sin ven, ja… Edith smilede, løftede Charlie op og klappede Mikkel på skulderen. Vi glæder os til medaljen, ikke drenge?
