Chefens Hemmelighed
Jeg er sikker på, at vores kære chef har fundet sig en eller anden, hviskede Frederikke til sin kollega, stemmen pakket ind i den flødeskumsagtige logik man kun har i drømme. Og de er tydeligvis blevet uvenner! Ellers ville han jo ikke hele tiden skrabe sammen på os andre, vel? Opgaverne bliver bare vildere for hver dag…
Kollegaen, Mille, svarede kun med et hult klikkende suk, og drejede sig demonstrativt væk, for i dette mærkelige kontorlandskab svævede ordene som bobler fyldt med sildelugt over deres hoveder. Men Frederikke var urørlig, hun flød videre i strømmen af nysgerrighed.
Helt ærligt, vil du ikke engang høre lidt sladder? fortsatte hun med stemmen dæmpet, men dog påtrængende, som når kaffeduften pludselig springer frem i et ellers neutralt mødelokale. Familien må da være skyld i surmuleriet! Hvad nu hvis vi bare ved UDYRINTET aner hvad der foregår…
Men chefens øjne var som sølvfarvede knapper, og i det samme standsede han talen og borede blikket ind i Frederikkes tanker, der krøllede sammen i et tapetlignende mønster af skam.
Frederikke, keder du dig, måske? klang det køligt fra Bjarne Kjærgaard, hans stemmes hårdhed hang i luften som rimfrost. Eller er mit indhold ikke værdigt nok til jeres opmærksomhed? Måske skulle du tage ordet i stedet?
Frederikke knugede hænderne, øjnene flaksede omkring som tusindfryd på en søvndyssende eng. Hvad så nu? Han så jo alt, han mærkede alt; han var som en drømmefugl i Jylland, hvor alle kender hinandens forhistorie gennem generationer.
Undskyld, Bjarne, jeg… Jeg kom bare til at vende et par ideer højt, det var intet alvorligt, mumlede hun og forsøgte at få stemmen til at lyde solid som en nybagt rugbrødsbund.
Bjarne løftede et bryn med underfundig elegance. Han vidste smilende, at snakken ikke handlede om arbejde, men han drejede alligevel kniven i drømmelogikkens smørhul:
Del det dog med os? sagde han, og sarkasmen var så let, at man kunne skære den med ostehøvel. Hele kontoret venter spændt.
Frederikke mærkede et isstrejf langs rygraden, smilede febrilsk, ordene dansede brudt og staccato.
Nja, jeg tror, jeg venter med at dele den slags… Den skal nok lige… ja, kræve lidt mere forarbejdning, svarede hun og lod som om det hele var logisk.
Bjarne nikkede, det sidste ord som en hvid stok oven i hendes tankeknuder.
Så ser jeg frem til dine færdigbearbejdede ideer senest fredag, annoncerede han med et klik, der lød præcis som et systemur, der bider en snegl midt over.
Herefter var Frederikke tavs som sild i natten. I et splitsekund brændte kinderne, og blikket gled hen på Bjarne, der duppede næsen med servietten og lignede et menneske, der havde glemt, hvordan man smiler.
Ved hendes side sad Agnes, der slet ikke kunne skjule sin drømmesmil. Oplevelsen foldede sig for hendes indre øje ud som et bizarre eventyr skrevet af H.C. Andersen på søvnmedicin. Frederikkes småfornærmede blikke mod Bjarne virkede næsten komiske i det underlige mødelokale, hvor tapetet blødte marcipan, og tiden gik baglæns.
Efter mødet var Frederikke som en pose Ostepops sprunget: hun sprang op, nærmest før Bjarne havde sat det endelige punktum, og fløj ud af rummet. Agnes gik efter, undertrykte lattermildheden, og havde kaffesmag i munden.
Inde i deres lurvede kontor fik Frederikke smækket sin bærbare sammen med et drømmesus, og sukkede teatralsk:
Aldrig lidt hjælp, hva, mumlede hun, armene over kors, og nu skal jeg opfinde et eller andet genialt, og det hele skal være klart på FREDAG, altså om tre dage!
Jeg sagde til dig, du skulle lade være med at koble fra under møderne… fniste Agnes, mens hun hældte te i sin kop, fandt et stykke Marabou i skuffen og lagde det ved Frederikkes side. Spark skoene af, spis lidt chokolade, og så… arbejde.
Frederikke så en overgang mere mild ud, men det blev lynhurtigt skubbet væk af hendes vante vrissen.
Arbejde kan bare vente, fnøs hun. Vi har da noget MEGET mere spændende at tale om. Vores nye chef!
Agnes rystede hovedet og trykkede næsen mod skærmen. Hun havde for længst vænnet sig til, at Frederikke diskuterede ledelsen, helst hver dag, helst højlydt.
To måneder Han er sgu ikke ny længere, sagde hun og fortsatte med at taste.
Pyh! Han har lavet flere regler end min gamle folkeskolelærer, viftede Frederikke. Og han fyrede folk…
Kun dem, der VAR for dovne, sagde Agnes roligt. Og os andre har han altså givet lønforhøjelse.
Hun så over på Frederikke og tilføjede:
Og møderne varer halv tid af, hvad de gjorde. Engang sad vi på kontoret i timevis og rodede i de samme fire slides. Nu er vi effektive bum, bum, færdig.
Frederikke så tankefuldt ud, men man kunne næsten se tanke-ballonerne glide rundt ovenpå hendes hoved, som skyer over en mark i Midtjylland.
Arh! Så skal vi hele tiden lave nye rapporter. Deadline, deadline, deadline…
Agnes smilede et blødt “ja ja”.
Så brækkede Frederikke et stykke chokolade, overvejede i et sekund om hun mon alligevel var ved at forstå meningen med alt det. Men hun ville stadig ikke give helt op.
Okay okay, du har måske ret Men Jeg troede faktisk, at han var helt single! Nu tænker jeg han har GARANTERET noget kørende! Skal jeg ikke lige smutte forbi HR og få indblik?
Agnes stødte et opgivende suk ud og lagde kuglepennen væk.
Hvorfor dog det? Hvordan gør chefen kærestesager dit arbejde lettere?!
Men Frederikke blev bare ved. Allerede nu tronede hendes fantasi om HR-kontorets røgelsesduft og papirbunker. Drømmen begyndte at glide hen over skrivebordet som en ål gennem en ruskampe.
Han hakker ned på alt, vi laver. Det må altså bunde i noget derhjemme, sagde hun standhaftigt. Åh, hvis jeg dog bare kunne vide det!
Agnes rystede på hovedet. For hende var det logisk som rugbrød og leverpostej: holder man næsen ude af de andres sager, ender man mindre ofte med blå tæer.
Frederikke, nu skal vi tilbage til arbejdet, sagde hun myndigt. Ellers står du først for skud til næste fyringsrunde.
Men Frederikke svævede allerede videre gennem gangene…
Snart begyndte hun at stikke sine små, bløde spørgsmål ind overalt: Hvem havde set Bjarne med en ukendt efter arbejdstid? Hørte nogen mon noget privat? Kontoret summede, men ingen ville dele deres puslespilsbrikker.
Kontorets HR-damer blev specielt iskolde. De lyttede med løftede øjenbryn, rystede på hovedet, mens Frederikke spurgte de mest absurde ting og blev pænt men bestemt opfordret til at vende retur til hendes egne opgaver og blev truet med, at den type snagen ville ende i chefens ører.
Frederikke dukkede tilbage til kontoret, nu drænet som en grydestegt torskeside. Agnes betragtede hende lydløst, drejede kuglepennen med fingrene og håbede, at veninden forstod: i Danmark spørger man ikke ind til den slags. Men nysgerrigheden brændte stadig i Frederikke, som sankthansaftenens snobrødsflammer.
Hun prøvede heldet ved Maiken fra regnskab, den evige informationscentral.
Maiken, du ved ALT! sagde hun i et sukkerfyldt tonefald. Ved du om Bjarne har nogen? Kæreste? Kone?
Maikens blik var lunt, men stemmen fast:
Frederikke, jeg roder ikke med den slags, svarede hun. Arbejd nu, du har i forvejen travlt!
Dagene smuldrede væk, Frederikke vendte specielt omhyggeligt hvert glitrende minde, hver lille situationskomedie hvor Bjarne skulle have sendt hende et signal. Snart brød erkendelsen løs: hun var forelsket! Uden varsel strømmede hun ind i kontoret:
Jeg er vild med ham! udbryd hun, og Agnes måtte næsten slippe kaffekoppen.
Hvem? spurgte Agnes mekanisk.
Bjarne, selvfølgelig! nu galoperede Frederikkes tanker; hun skulle vinde ham, koste hvad det vil.
Hvis han er gift, hvad gør du så? prøvede Agnes på fredelig vis, mens hun mærkede en tåge af dumdristighed rulle ind.
Så tager jeg kampen op! Han kan da ikke være lykkelig. Og du må hjælpe!
Agnes sad lamslået. Skulle hun afsløre, at hun og Bjarne faktisk var gift…? De havde bevidst holdt det hemmeligt for at undgå fis og ballade på kontoret.
Frederikke ville det modsatte hun dansede emotionelt ud ad tangentens regnbue, fyldt af planlægning, spekulation og små indøvede sætninger, hun gentog foran spejlet derhjemme sent om aftenen, i skæret fra natborde dækket af lakrids og sakse.
Torsdag dukkede hun op iført en ny kjole, men i kontordrømmen hang den som lakridsremme fra skuldrene. Hun testede synsvinkler og glatte skuldre foran kontorets krakelerede spejl. Agnes komplimenterede, dog tøvende det var som om farverne i kjolen gled ned af væggene, som om ingen rigtig kunne se, om den var velegnet.
Jo selvfølgelig er det passende, sagde Frederikke, og nærmest dansede ned i sit eget spejlbillede. Han falder for det!
Fredag kom, og hele kontoret var som komfurvarmt rugbrød med konfettidrys. Lysene blendede salene, smørrebrød og bakker med små hindbærsnitter stod stablet overalt, og Frederikke stod klar som Danmarks mest utålmodige julegave. Hver gang døren gik op, var det som om Bjarne måske var en trold, der ville springe ud fra et hjørne.
Agnes valgte sort, diskret hun ville helst bare flyde med, bagefter, usynlig som en knop i et egetræ.
Bjarne indtog lokalet med ro. Han takket for arbejdet, sagde lidt om resultater og nye eventyr, hans stemme gled ud over bølgerne som lyden af en færge mellem Samsø og Jylland.
Frederikke studerede ham, som om han var en brunsviger fra Odense mystificeret, sulten.
Så, nu sker det! hviskede hun til Agnes. Du skal gå op og spørge ham, hvorfor han ikke har følgeskab med.
Nej, kort sagt, sagde Agnes, roligt men med selvet sit eget stormvejr indvendigt.
Hvorfor ikke!? Frederikkes stemme blev spids som en rød snurretop. Kom nu, du har lovet!
Agnes trak vejret dybt. Nu måtte hun sige sandheden.
Fordi… hun kiggede Frederikke lige i øjnene, fordi Bjarne er min mand.
Tavshed flød ind i rummet, tyk og drømmelignende som lørdagskage. Frederikke så på Agnes som om hun netop havde afsløret, at hun var Prins Henrik forklædt som pæretræ.
Hvad…? Hvor længe?
Seks måneder. Vi har ikke talt om det på arbejdet. Vi ville undgå snak og problemer.
Al Frederikkes flødeskumslogik smeltede. Hun så billeder rulle forbi: Bjarne der lynhurtigt vekslede blikke med Agnes til møderne, diskrete papirer, diskrete smil.
Og så sad du bare… Og lyttede til alt mit pjat om ham…
Vi ville arbejde med arbejde, intet andet, sagde Agnes blidt.
Bjarne nærmede sig, blikket undersøgende, og Frederikke udbrød pludseligt:
I har skjult det for alle!
Tid at forklare sig, sagde Bjarne, nu med højere stemme, så alle skæve kopper og drejende stole i lokalet bragte deres ejermænd til stilhed.
Kære kollegaer, jeg ved, I undrer jer Agnes og jeg er gift. Vi ønskede ikke at bringe privat ind på jobbet. Vi beder jer om diskretion og professionalisme det slutter intet i det daglige.
Han tog Agnes hånd, og samtlige nissehuer i rummet beundrede dem. Nogle jublede, andre mumlede i ringe, og fra regnskabslabyrinten råbte Maiken: Tillykke!
Frederikke sukkede. Nå, så må jeg vel finde et nyt arbejde, mumlede hun.
Agnes smilede: Du dramatiker! Bare rolig, Bjarne er ikke den hævngerrige type. Når festen slutter, har alle glemt det.
Frederikke så over på Agnes: Nu forstår jeg, hvorfor du altid har dækket for ham
Pludselig lo hun, let og ubekymret som hvis regnbuer kunne tale.
Du er sgu en mørk hest! Jeg troede bare, at du var vild med chefen…
Jeg vidste bare sandheden, smålo Agnes, og noget gammelt svandt mellem dem.
De lo, rystede hænder, musikken spillede op; og i denne drømmelige, surrealistiske fredag aften smeltede nye sandheder sammen som blåskimmel på en vesterhavsfisk, og Frederikke følte, hun endelig kunne glemme alt om chefens hemmeligheder og bare spise lidt mere ostemad, side om side i den danske nattedrøm.
