Der var ikke noget, man kunne gøre om
Anders stod ved vinduet i sin lejlighed på Østerbro, blikket dvælende ved Københavns matte, vinterlige aftenlys. Ude på gaden gled fodgængerne hastigt forbi, mens biler susede gennem regnglansende brosten, lade lysende striber i natten. Klokken på væggen tikkede umiskendeligt mod halv et, og uroen voksede i ham Line var stadig ikke kommet hjem. Han kørte en hånd gennem håret og forsøgte at samle tankerne, men dagen genspilledes konstant for hans indre blik især deres korte, alt for kolde samtale før Lines forsvinden.
Tre timer tidligere.
Lyden af dæmpet latter og småsnakken fyldte stuen. Anders så sig over skulderen og mødte blikket fra sine venner. Mads, barndomsvennen, havde smidt sig i lænestolen og løftede brynene spørgende.
Nå, And, hvor har du gjort af din skønne kæreste? Vi har altså siddet her i en evighed, sagde Mads med et drillende grin.
Anders trak på skuldrene og nærmede sig gruppen, hvor fire mænd sad spredt ud i sofaen og lænestolene. På sofabordet stod flasker med Tuborg og en stor skål med chips, peanuts og et fad med kald røget laks. Alt var gjort klar til den slags aften, han havde håbet på en aften de ikke længere fik så tit.
Hun er træt, mumlede Anders, med stemmen presset, selvom han forsøgte at lyde rolig. Kom hjem fra arbejde, sagde hun. Hun havde ikke lyst til at snakke med nogen i aften.
Kasper, den skarpe af gutterne, lænede sig tilbage i sofaen og fnøs.
Nå, træt Den kender vi. Har du forkælet hende for meget, Anders? En pige skal altså kende sin plads, ikke?
En kant af irritation strammede sig i Anders. Han brød sig ikke om måden, vennerne snakkede om Line på. Alligevel kunne han ikke nægte, at Lines opførsel nagede ham. Hvor mange gange havde han inviteret hende til at være med? Hun havde altid haft en undskyldning: travlhed, manglende humør. Og nu, hvor han havde arrangeret en aften netop for at ændre deres mønster, havde hun bare låst sig inde, som om hans ønsker var ligegyldige.
Han trak vejret dybt og kæmpede med at finde ro. Hans hoved summede af spørgsmål. Gjorde han mon noget galt? Hvordan var det kommet så vidt?
Jeg tager mig af det, sagde Anders fast og rejste sig. Han mærkede den voksende blanding af såret stolthed og irritation, men kæmpede for at bevare fatningen. Det var ikke rart, at se vennerne trække på smilebåndet og veksle overbærende blikke. Men nu skulle det blive klart, hvem der bestemte…
Døren til soveværelset var låst. Anders gik hen og bankede fast, utålmodigt. I hans egen lejlighed skulle ingen låse sig inde for ham!
Line, kom nu ud. Drengene venter, sagde han, stemmen jævn, men der lød en hårdhed i ordene han ikke kunne skjule. Du skal ikke opføre dig som et barn!
Et øjeblik var der stille, så lød Lines trætte stemme, dæmpet bag døren:
Anders jeg orker ikke. Kan vi ikke tage den en anden dag? Virkelig, jeg har haft en forfærdelig dag.
Hans misfornøjelse voksede. Alligevel prøvede han at holde stemmen i ave:
Der bliver ikke noget næste gang. Åbn døren nu, for fanden!
Stilheden nedsunket tung i rummet. Han begyndte overveje at hente ekstranøglen fra køkkenet, da han hørte et spædt klik. Døren gik skælvende op, og Line stod der kridhvid i ansigtet, mørke skygger under øjnene, håret uglede efter en lur.
Kan du ikke se det? hviskede hun, stadig med blikket i gulvet. Tre deadlines på én dag, chefen råbte, kolleger svigtede. Jeg har brug for ro. Jeg kan ikke sidde og underholde dine venner nu
Anders bed sig i læben. Han mærkede medlidenheden med hende, men også hvordan hans eget forurettet ego nagede. Han var ikke klar til at tabe ansigt overfor gutterne. Ikke igen.
Skal jeg virkelig stå til grin for mine venner? vrissede han. De sidder allerede og griner, som om jeg er under tøflen! Kom nu, sid bare med en halv time. Så lader jeg dig være.
Jeg undskylder, men jeg vil ikke være redskab for din sårede stolthed, svarede hun, stadig lavmælt men med bid i stemmen. Havde du bare forberedt mig, samlet dem i weekenden, så fair nok. Men jeg går hjem og får stukket et maskebal i nakken det holder ikke, Anders!
Han lukkede desperate frustration ud med en hånd på hendes underarm. Line stivnede øjeblikkeligt og rykkede sig fri.
Slip mig! lød hendes stemme, hård og med et anstrøg af frygt.
Et øjeblik stod tiden stille. Men så greb han hende om livet, løftede hende op i armene. Hun protesterede, vred sig, sparkede småt med benene.
Kom nu ud, sagde han sammenbidt. Jeg bestemmer i mit eget hjem.
Men Line sparkede ham i siden, så en skarp smerte jog igennem hans ribben. Et kort sekund slap han grebet, og hun smuttede ind ad døren til værelset, prøvede at nå at smække den bag sig.
Men hun nåede kun tre skridt.
Anders flåede hende tilbage ved skulderen.
Slap nu af! hidsede han sig op, fortvivlelsen gennemsivede stemmen.
Rør mig ikke! Hendes øjne glimtede af tårer, stemmen sitrede af raseri.
I en oprevet, klodset bevægelse kom hans hånd mod hendes kind ikke voldsomt, men hårdt nok til, hun stivnede vantro, såret.
Hun vendte sig væk, rev sin jakke fra knagen, smækkede hoveddøren op og forsvandt. Larmen fra døren rungede gennem lejligheden så var der stille.
Vennerne sad lammede i sofaen. Mads, der havde bedst udsyn til entreen, brød stilheden først:
Hold da kæft, Anders. Skal du ikke løbe efter hende?
Han stod et øjeblik forstenet, knyttede og løsnede hænderne, ville sige noget men ordene klæbede til ganen.
Hun kommer nok, mumlede han dog, og gik ind i stuen igen. Hun skal bare køle lidt af…
Men Line kom ikke tilbage.
Efter en time begyndte han for alvor at mærke uro. Mobilen blev grebet, hendes nummer ringet op et hav af signaler, én gang, to intet svar. Smser Hvor er du? Kan vi tale sammen? Jeg er bekymret. ingen reaktion. Og så pludselig var han på hendes blokeringsliste.
Han ringede hendes veninder op. Én efter én svarede de nej ingen havde set Line, ingen anede hvor hun var. Kun Katrine, som hun havde kendt siden universitetet, tøvede længe, før hun sagde:
Anders. Hvis Line er gået, havde hun en god grund. Du spiller uskyldig nu, men tænk lige lidt over dig selv, ikke?
Hendes stemme var kølig, rolig, men budskabet ramte. Anders ville forsvare sig, men samtalen var afbrudt.
Mod midnat tog han overtøjet på og vandrede formålsløst gennem de kolde gader på Østerbro. Blæsten fik ham til at trække jakken tættere sammen, sokkerne var snart våde af den skinnende asfalt. Han lod tankerne få frit løb. Omgivet af Københavns nattelys gik han og genkaldte sig første gang, han mødte Line. Et lille cafebord nær hans kontor hun sad med en bog, så opslugt, at verdenen omkring hende var væk. Da hun smilede for sig selv, var han blevet fanget hans spørgsmål om bogen førte straks til en samtale om skandinaviske krimier, grin over de samme passager. Efter en uge havde de haft deres første date, og en måned senere var hun flyttet ind.
I starten havde det været let og ubesværet. Line var kvik, sjov, lydhør. Hun lavede mad, læste højt for ham, de lo over kaffe sent om aftenen. Men lidt efter lidt skabte hverdagsforskellene gnidninger. Anders elskede gæster, fest og leben. Line trak sig mod bøgerne, filmene og de stille timer uden selskab. Han havde troet, det bare var overgang, insisterede på, hun burde være med. Det blev til du bør, ikke hvad har du lyst til?
Har jeg været for insisterende? spurgte han sig selv på Gustav Adorfsvej under et ensomt gadelys.
Næste dag forsøgte han igen at ringe, sende beskeder, men Lines telefon forblev tavs. Så kørte han ud til hendes forældre i Vanløse, i deres klassiske andelslejlighed.
Hendes mor, Helle, lukkede op med et stift smil.
Anders? Hvad laver du her?
Hej Er Line her? Må jeg komme ind? sagde han, famlende.
Hun er her ikke, og jeg havde alligevel ikke sagt noget, selvom hun var, svarede Helle skarpt.
Helle, hvad har jeg gjort galt? Jeg forstår det ikke
Længe så hun på ham, overvejede. Så trådte hun til side.
Kom ind. Vi tager den i køkkenet.
Stemningen i rummet var tung af friskbagte boller duften mindede ham akut om hyggelige vinteraftener, han havde delt med Line.
Anders, du er en god fyr, sagde Helle stille, mens hun satte sig med ham ved bordet. Men du må forstå: Line er ikke din at bestemme over. Hun har brug for plads.
Han nikkede stift; ville afbryde, forklare at det ikke var sådan ment, men ordene kunne ikke skubbes frem.
Hun gik bare. Uden forklaring, sagde han lavmælt.
Gav du hende chancen for at forklare? spurgte Helle blødt. Eller krævede du kun, at hun skulle følge din plan?
Han fortabte sig i minderne fra aftenen råbet i gangen, grebet om hendes arm, slaget. Han stirrede ned på hænderne i skam.
Hun ringede til mig i går aftes, tudende, fortsatte Helle. Fortalte, hvordan du havde tvunget hende ud, selvom hun sagde stop. Måske var slaget ikke hårdt, men ydmygelsen sidder fast længe. Hvorfor gjorde du det, Anders?
Han havde ikke noget svar; kun en fysisk fornemmelse af, at noget i ham krøllede sammen til en klump af skyld.
Jeg var vred, det var ikke meningen
Vrede er naturligt, Anders, men det retten ikke til. Line holdt så meget af dig. Hun er bange nu. Tænk over det.
Han nikkede og rejste sig, gravalvorlig.
Jeg må finde hende, sagde han stille.
Prøv. Men tænk dig om. Start med at sige undskyld.
Senere gik han en lang tur ved Sortedams Sø deres faste sted fra kærestetiden. Blade hvirvlede langs stien, gadelamperne kastede det gule lys på hans fortvivlede ansigt. Tiden gik underligt langsomt, som om hele byen var på pause.
Så han så hende. Line, stålende alene med hovedet i hænderne, et tørklæde viklet om halsen. Hendes skridt var tunge, skuldrene runde af træthed. Han rejste sig, næsten for hurtigt.
Line prøvede han, men stemmen knækkede.
Hun stoppede. Så på ham, uden vrede bare ren, brutal udmattelse. Hendes ansigt var blegt, mørke rande under øjnene.
Hvad vil du, Anders? sagde hun dæmpet. Jeg orker dig ikke nu.
Han ville sige alt det, han havde indset at han var ked af, hvad der var sket, at han frygtede at miste hende. Men i stedet kogte de sårede følelser over: vennernes latter, deres “under tøflen” alt det, der nagede.
Mener du det? Du skred bare. Du gjorde mig til grin foran drengene!
Line rankede ryggen, hvæsede ikke, hun var tændt af emotioner, men i stedet faldt stemmen til ro:
Jeg ville ikke ydmyge dig. Jeg kunne bare ikke mere.
Han lød igen frustrationen:
Synes du aldrig, mine følelser betyder noget? Jeg prøvede at samle os alle, at skabe en god aften, og du trak dig bare væk!
Jeg knoklede til ni, chefen skreg, kolleger dumpede alt over på mig! Da jeg kom hjem, kunne jeg kun tænke på ro ikke dit behov for at vise mig frem!
Tavsheden groede mellem dem. Hver undskyldning, han havde opmagasineret, virkede pludselig barnlig, for lille.
Og nu? sagde hun stille. Skal vi igen tale om din stolthed? Eller vil du lytte nu?
Han var tavs, knuget af skyld og tab.
Jeg håbede, du bare ville holde om mig, sagde hun svagt. Det var alt, jeg havde brug for.
Jeg prøvede han, men hun afbrød ham:
Nej, Anders. Det er nok nu. Jeg orker ikke mere.
Line vendte sig og forsvandt ind i mørket langs søen. Skæret fra gadelygterne fangede hendes figur, først i lyset, så i skyggen, indtil hun var væk.
Anders stod tilbage, knyttede hænder og lyttede til nattens stille, fjerne lyde. Kun hans eget åndedræt fyldte luften og den altoverskyggende erkendelse, at man ikke kan spole tiden tilbage, lige meget hvor meget man fortryder.
Han vidste nu, han havde mistet mere end en kæreste. Han havde tabt hende, som bar ham igennem livet med mildhed, som troede de kunne klare alt indtil han valgte sin egen stolthed over forståelse.
Hvad har jeg gjort? tænkte han, mens natten lukkede sig stille omkring ham ved Sortedamssøen. Og denne gang var der intet, der kunne ændres.
