Jeg giver dig en stjerne
Katrine, hvor er mine sokker? Hvorfor kan man aldrig finde noget i det her hus? Hvorfor skal jeg bruge min tid på sådan noget pjat?
Katrine gik forbi sin mand, som stod foran spejlet og øvede sig i retorik, og åbnede kommodens skuffe. Sokkerne lå, som altid, pænt sorteret i par, lige og snorlige.
Her er dine sokker.
Hjælp mig også med slipset. Jeg kan aldrig få knuden lige så skarp som dig sagde Henrik og rakte hende slipset mens han rynkede på næsen. Hvad har du dog på?
Katrine så på sig selv. En varm træningsdragt, hun for nylig havde købt utrolig praktisk, især til havearbejde.
Det er rart. Jeg ville arbejde lidt ude i haven.
Kan du ikke tage noget andet på, når jeg er hjemme? Jeg synes, jeg bidrager nok til husholdningen til, at du godt kan gøre lidt mere ud af dig selv også derhjemme.
Katrine sagde intet. Hvad var der at diskutere? Det ville bare ende med, at hun tog fejl. Hun bandt hans slips og gik ud af værelset. Frihed! Når Henrik først var ude af døren, havde hun huset for sig selv indtil aften. Hun kunne rode i haven, undervise lidt online, som hun havde planlagt, og måske endda læse en bog.
Katrine! Min mor kommer i morgen.
Katrine standsede på trappen.
Hvorfor har du ikke sagt det før?
Jeg glemte det. Har haft travlt.
Hun gik ned i køkkenet, åbnede køleskabet og undersøgte indholdet kritisk. Nej, det gik ikke. Hun måtte på torvet.
Hun havde altid haft respekt og varme følelser for sin svigermor Ingrid Madsen. Tidligere inspektør på Katrines barndomsskole, højrejsende, altid korrekt. Børnene var aldrig bange for hende, de elskede hende. Hun kunne komme ind til idrætstimen og, med jakken smidt, spontant deltage i volley. Diskutere og kæmpe sin holdnings sag, for så straks efter at trække blusen på og være inspektøren igen.
Efter pensionen købte hun sig et lille sommerhus, hvor hun dyrkede roser, som hun kørte til udstillinger i hele Danmark og vandt priser for.
Katrines mor og svigermor var barndomsveninder. Samme børnehave, samme skole. Men efter gymnasiet skiltes deres veje. Brevene og telefonopkaldene fortsatte. Da Katrines forældre flyttede fra Aarhus til København, blev besøgene flere det var jo Danmarks kulturelle centrum! Ingrid kom på besøg med sin søn Henrik, som dengang dårligt gad hilse på lille tøsen Katrine, for der var ni års forskel. Men da Katrine blev student og de kom forbi midt i studentergildet, bemærkede Henrik pludselig Katrine smuk i sin hvide kjole. Han faldt pladask!
Jeg giver dig hele stjernehimlen, hele universet! Jeg elsker dig som ingen anden nogensinde har gjort! Du ønsker, jeg lover, at gøre alt for dig!
Katrine havde altid beundret Henrik. Flot, klog et rigtigt drømmetilfælde. Og så de ord, de løfter! Men hun studsede over, at han ville giftes lynhurtigt.
Henrik, hvad med min uddannelse? Jeg er jo lige begyndt på universitetet.
Uddannelse? Det vigtigste er, at vi er sammen, skat! Og kan du ikke lade være med at kalde mig Henrikske? Jeg hader det… Mit navn er smukt, det skal ikke forvanskes.
Katrine drømte også om slør og hvid kjole, men hun nægtede at opgive studierne. Enten måtte brylluppet vente, ellers blev de nødt til at leve med, at hun færdiggjorde sin uddannelse efter bryllupsrejsen. Det brød Henrik sig ikke om.
Katrine, at begynde et ægteskab med en slags krav… Det er ikke særlig klogt.
Jeg bliver klogere med tiden, kære. Jeg prøver bare at lære!
Og hvem forhindrer dig i det?
Du! Jeg har sagt ja til at flytte til København, forlade min mor, min lejlighed, mine venner.
Og det betyder mere for dig end mig?
Selvfølgelig er du min prioritet, det er jo derfor jeg gifter mig med dig, men jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal opgive alt? Jeg beder bare om at kunne holde fast i det niveau, jeg har nu og udvikle mig videre.
Du taler, som om jeg vil bure dig inde!
Lad os tage det, hvis vi engang får et reelt problem. Jeg skal nok klare studierne. Det er ikke til diskussion.
Henrik surmulede en lille uge, men fred og forberedelser fik dem hurtig til at forsone sig.
Det er et varsel, Katrine, sagde hendes mor, Birthe Christensen, mens hun bladrede i en blomsterkatalog. Tænk dig om. Det at binde sit liv til én, som ikke hører dig jeg synes ikke, det er det smarteste.
Mor… Men jeg elsker ham. Har gjort det i mange år, det ved du.
Jeg ved det, skat. Men tænk dig godt om. Mænd ændrer sig ikke. Kvinder kan tilpasse sig omstændigheder og være tålmodige, men mænd Nej. Hvis du tror, du kan lave ham om, så lad det være. Det lykkes ikke. Måske giver han sig lidt i starten, men det er kun skuespil. Alt vender tilbage til det gamle, og så bliver du trist. I dag gælder det studier, i morgen noget større Det er dit valg. Han er sød og velopdragen, men min datter er du og jeg ønsker kun din lykke.
Katrine krammede sin mor og indsnusede den velkendte duft af hendes parfume.
Tror du, at det ville være for moderne at have liljer i min buket?
Hvilken forskel gør det? Vælg det, du kan lide, min skat.
Brylluppet var stort og stift. Halvdelen af gæsterne havde hun aldrig set før og ville aldrig se igen. Nødvendige folk, inviteret af Henrik.
Det var den rigtige beslutning! sagde Henrik og hviskede kærligt i hendes øre. Nu ændrer alt sig. Det er vendepunktet.
Hvad han mente, forstod hun først senere. Med ét begyndte det at gå godt for firmaet, han netop havde startet. Indtægterne voksede.
En dag opfylder jeg mit løfte.
Hvilket?
Jeg giver dig en stjerne!
Katrine smilede, lagde sin hånd over vinglasset, han ville fylde.
Ingen stjerne, skat. Giv mig et barn.
Hvad? Henriks smil forsvandt. Er du gravid?
Nej, ikke endnu. Hvorfor ser du så bekymret ud?
Godt du ikke er Katrine, nu er ikke tiden.
Hvad mener du?
Vi er lige blevet gift. Du ønskede at studere gør det nu! Hvorfor have børn?
Men børn er da familie sagde hun sagte.
Jeg er din familie, og du min. Slut med den diskussion.
Aftenen var ødelagt. De spiste hurtigt og kørte hjem. For første gang siden brylluppet gik de ikke i seng sammen. Henrik satte sig ind i stuen, Katrine græd sig i søvn.
Et par dage senere ringede svigermor Ingrid og inviterede hende ud til frokost.
Uden drengene. Jeg vil tale med dig.
En rolig café tæt på universitet, hvor Katrine nu studerede, var et yndet sted for børnefamilier. En kæmpe børneafdeling med underholdere, fyldt med latter og glæde, adskilt af en glasvæg til voksenområdet.
Hvorfor har du taget mig med herhen? Katrine var lige ved at græde, mens hun så de små børn danse med animatorerne.
Henrik var her i går. Han er i panik.
Hvad nu?
Han gik nærmest i stykker af tanken om at skulle være far.
Han har intet at frygte. Katrine så igen på børnene. De ser så sjove ud
Katrine, se på mig.
Katrine så Ingrid i øjnene.
Jeg sagde, han har intet at frygte. Jeg gør intet uden at begge ønsker det. Jeg vil have en familie, hvor barnet mærker kærlighed fra os begge.
Ingrid tog hendes hånd.
Du er klog, Katrine. Der er styrke i dig. Nu vil jeg sige dig noget, en mor ellers ikke skal sige om sin søn. Henrik er et pjok, der elsker sig selv mest. Sådan vil han altid være. Jeg lykkedes ikke med at gøre ham til en mand, der står ved sit ord. Han havde brug for en far, der kunne lære og vise det.
Du tager nu fejl. Han driver forretning, klarer sig godt, hans samarbejdspartnere roser ham.
Jo, men det er nemt med fremmede. Han har svært ved de nære.
Som man var som barn, forbliver man som gammel… Katrine snurrede stille med kaffekoppen.
Hvad sagde du?
Bare noget min mor siger. Hvad skal jeg gøre, Ingrid? Kommer han nogensinde til at ønske børn?
Måske. Hvornår, ved jeg ikke. Men som kvinde og ikke som mor bliv skilt. Du er ung og smuk, du skal ikke spilde tiden. Du vil få familie og børn. Og én, der sætter pris på dig.
Jeg elsker ham…
Ingrid sagde ikke mere.
Jeg har aldrig elsket sådan, at jeg glemte mig selv og alt andet. Jeg og Henriks far… Vi passede sammen på den måde. Heller ingen kærlighed ved første blik. Men jeg lærte, at han var den vigtigste for mig. Desværre for sent kun to år med kærlighed, og så var han væk og resten var venten.
Venter du stadig?
Da Mikkel gik bort, sagde han roligt, at vi ville ses igen. Så jeg venter.
Katrine trykkede svigermors hånd hårdt.
Tiden er den mest ubarmhjertige af alt. Den kan tage eller give. Lad den ikke stjæle det, du mener er vigtigt. Tænk over det.
Og Katrine tænkte.
Hun kiggede på sin sovende mand, nat efter nat, og prøvede at finde ud af hvad hun selv ville. Jo mere hun tænkte, jo tydeligere blev det, at hendes ønske om børn var ægte. Men hun tvang sig selv til at tænke, at måske var det bedre sådan? Henrik elskede hende jo, gjorde hvad han kunne for at hun ikke skulle mangle noget. Han havde endda insisteret på, at hun sagde op.
Hvorfor rode med det stress? Jeg sørger for dig, se til hjemmet og dig selv.
Katrine så det som omsorg. Hun elskede at undervise børnene, men store klasser og papirarbejde drænede hende.
Man kan slet ikke lære børn noget under de forhold! beklagede hun sig.
Så lad være du behøver det ikke!
Hvad så med min uddannelse? Kvalifikationen?
Du kan hjælpe mig til møderne.
Jeg er jo ikke tolk.
Du kan dirigere tolken.
Det er ikke mig. Jeg elsker at undervise.
Du er aldrig tilfreds! Hvis du bare selv vidste, hvad du ville…
Hun stoppede som lærer, lavede oversættelser en tid, og stødte så på en online platform for undervisning helt perfekt for hende. Motiverede elever, fred og ro. Det blev hendes nye passion, uden at fortælle Henrik noget. Hun vidste ikke selv hvorfor.
Forholdet til Henrik var hverken bedre eller dårligere. Meget jævnt. Til sidst følte hun, at de boede sammen, deltes om måltider og seng, men ikke hørte hinanden. Efterhånden blev det ikke nok.
Da hun fyldte 35, tog hun børneemnet op igen.
Nej! Katrine, du er skør! Børn i din alder? Tænk hvis det blev sygt?
Hvorfor skulle det blive sygt?
Fordi risikoen vokser. Henrik tog hendes hånd. Har vi det ikke godt sammen?
Nej, det har vi ikke!
Hvad? Henrik så forskrækket på hende.
Jeg sagde nej, Henrik. Vi er blevet vante men det er ikke nok. Vi udvikler os ikke.
Kan man kun det med børn? Han gik hen til vinduet.
Hvad er du bange for?
Henrik blev helt stille. Længe. Katrine forstod, at hvis han ikke svarede nu, var det måske enden på alt.
Jeg er bange for ikke at være en god far.
Hvad? Hvorfor?
Fordi! Du forstår ingenting! Han gik desperat frem og tilbage. Jeg vil ikke gøre ved vores barn, som jeg selv fik det!
Hvad var galt med din barndom? Forklar mig det. Jeg har ret til at vide det!
Noget ved Katrines stemme fik Henrik til at standse op. Han så på hende og begyndte stille:
Jeg husker ikke meget. Men mor og far så aldrig på hinanden. De var på hver sin side af en mur. Muren var mig. Jeg følte altid, alt de gjorde for mig, var bare pligt en opgave. Min mor tog aldrig rigtigt omkring mig. Fik jeg snotnæse, tørrede hun mig, gjorde mig pæn men krammede mig aldrig. Far svarede på alt, men de blev aldrig varme svar. Aldrig kærlighed. Da jeg blev ældre, forstod jeg, at det skyldtes, at de aldrig elskede hinanden. Så hvorfor så elske deres barn? Jeg var en del af at gøre det rigtige. Jeg ville ikke ende sådan. Så troede jeg, jeg elskede dig.
Du troede?
Ja… Jeg bildte mig ind, at det ville redde mig fra dét liv sætte verden i bevægelse.
Og så?
Så fandt jeg ud af, jeg gentog det samme. Man gjorde som man skulle. Intet mere.
Katrine mærkede, hun måtte ud. Ned ad trappen, ud i efterårsbrisen. Haven lå i halvskumring, roserne lyste blege. Hendes have, hendes hjem. Hvor mange kræfter og drømme havde hun ikke lagt her? For hvem?
Pludselig forstod hun, hvordan Henrik havde haft det. Hvis hendes barn skulle vokse op med den følelse Var det så ikke bedre, at det aldrig blev? Hun så for sit indre blik en lille dreng på trappen, ensom og uønsket. Hun blev rædselsslagen.
Nøglerne lå i lommen. Uden at tænke kørte hun af sted, stadig i hjemmesko, ud af Københavns regnvåde veje.
Hun kørte grædende. Først stille, så med stemme. Bandeord, stilhed, hvisken. Al sorg blev skyllet ud i den mørke nat. Halvvejs på motorvejen mod Aarhus, holdt hun ind ved en tank, parkerede bag kiosken og faldt i søvn urolig, uden lettelse.
Birthe åbnede døren og gispede ved synet af sin datter. Katrine kastede sig uden et ord om sin mors skuldre og slap bare.
Katrine! Min pige!
Ambulancen kom hurtigt.
Har du haft problemer med helbredet? spurgte lægen og målte blodtrykket.
Nej.
Er du gravid?
Hvad? Katrine satte sig op.
Læg dig ned, det er rutinespørgsmål. Jeg skal udelukke, at besvimelsen skyldes graviditet.
Nej, jeg er ikke gravid. Katrine vendte sig væk, tårerne trillede ned af kinderne.
Så vil jeg ikke insistere på indlæggelse, men opsøg egen læge senere. Så store udsving i blodtrykket bør undersøges.
Birthe fulgte personalet ud og vendte tilbage til sin datter.
Vil du fortælle?
Mor, lad nu være. Du havde ret. Katrine begravede hovedet i sin mors skød, som hun gjorde som barn. Hvor er det trist, jeg har spildt så meget tid. Sig til Henrik, jeg er her og har det okay.
Ja, min skat.
Katrine trak dynen op over hovedet, som da hun var lille, og lukkede øjnene. Kunne hun begynde forfra?
Hun sov næsten et døgn. Da hun vågnede, brugte hun et øjeblik på at orientere sig. Hendes gamle, sjove bamse sad på hylden, stadig med en grøn og en blå knap som øjne. Mors lappeløsning for mange år siden. Smilende vendte hun blikket rundt og dér sad Henrik, benene foldet under sig i stolen, og sov.
Han vågnede ved hendes blik.
Hej.
Hej. Hvad laver du her?
Vi blev jo ikke færdige.
Du har sagt alt, har du ikke?
Nej, for du hørte mig ikke færdig. Jeg har indset, hvor dum jeg har været. Men da du tog væk, forstod jeg, hvor meget jeg har brug for dig. Jeg elsker dig, Katrine.
Først nu?
Nej, måske altid. Men jeg var bange. Bange for at lukke nogen helt ind.
Ved du hvad? Jeg ved heller ikke, om jeg vil mere. Jeg har været en nem kone. Gjort som du sagde, aldrig stillet krav. Men sådan vil jeg ikke mere.
Elsker du mig ikke længere?
Jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at jeg ikke vil fortsætte sådan.
Det vil jeg heller ikke.
Så er vi endelig enige.
Hvad ønsker du dig?
Et nyt liv. Jeg vil have et barn, måske flere. Og jeg skal nok få det. Friske, kloge, glade børn fordi jeg vil. Jeg vil leve, Henrik ikke bare eksistere.
Bliver der også plads til mig, hvis jeg vil det samme?
Det ved jeg ikke. Jeg tror ikke helt på dig længere.
Hvad hvis jeg beviser, du kan?
Katrine så på sin forpjuskede mand og opdagede pludselig drengen, hun engang havde elsket til tårer. Og den unge mand, hun sagde ja til i rådhuset, mens benene rystede. Hun indså, at hun stadig elskede ham men nu var hun selv forandret.
Som man var som barn, forbliver man som gammel
Hvad sagde du?
Jeg siger… vi prøver. Men denne gang sammen.
Birthe sagde intet, men serverede morgenmad, fandt sine gamle løbesko frem og sendte dem af sted, kiggede ud ad vinduet og smilede stille. Hun kendte hemmeligheden. Katrine ville først om en uge få at vide, at hun var gravid. Og når hun så sin forfjamskede, euforiske mand forsøge at rede seng og bygge tremmeseng, ville hun le og forsikre ham om, at én seng var nok. Indtil scanningen. Så klappede Henrik i hænderne:
Hvad sagde jeg! En seng er alt for lidt!
Senere, mens drengene sparkede fodbold med deres far, ville Katrine mindes den svære samtale. Og når hendes viltre og elskede børn råbte mål! og tumlede om hinanden, ville hun samle dem i et kram, kysse kinderne og, på trods af protesterne, sige, at det var på tide med lidt kærlighed derhjemme. Og når hendes blik mødte Henriks, ville hun række ud, tage ham ind i krammet og denne gang ville hun være sikker på, de var sammen.
