Tango
Ida, hvor er du på vej hen, så flot klædt på? spurgte Karen, mens hun nærmest rejste sig op fra bænken og lod blikket målløst glide over naboen.
Ida Nielsen løftede det ene øjenbryn, men lod sig ikke mærke med det. Hun nikkede kongeligt, holdt fast i sin hat og skred forbi uden at forklare noget. Tiden var knap, hun var allerede sent på den.
Karen blev siddende nærmest uden at trække vejret, stirrende morgengægligt efter sin veninde.
Utroligt! Høje hæle! Hat! Og det er Ida?! Hun, der ikke havde besøgt andet end brugsen i de sidste fem år. Og dér gik hun aldrig med høje hæle! Næh, det var huskåbe og sandaler, hvis det var varmt. Nuvel, Idas kåber sad altid pænt, og fletningerne var flettet ordentligt, aldrig bare hængende. Det havde hun nemlig med hjemmefra. Idas mor gik aldrig uden for døren uden at være præsentabel. Og det havde hun givet videre til sin datter. Karen havde mange gange grebet sig selv i at rette på frisuren, når hun hørte hvordan Idas mor kunne formane sin datter.
Ida! Sådan kan du altså ikke gå ud! Få nu styr på det!
Det mærkelige navn havde Idas mor da også selv valgt ikke for sjov, men for at skille sig ud.
Ingen jeg kender, har sådan et navn. Så bliver du heller ikke forvekslet! Fornavnet er din visitkort, min pige. Du skal leve op til det navn.
Det gjorde Ida egentlig også altså indtil folk begyndte at bruge både for- og efternavn. Ida Sofie Nielsen Det kunne få selv den mest alvorlige til at smile.
Du skifter efternavn, når du bliver gift! Og hvis det er dit værste problem
Idas mor var stålsat. Hun elskede navnets klang, og på en eller anden måde havde hun vidst, hvordan hendes datter ville blive. For helt lille havde Ida været skrøbelig altid syg. Hvis ikke bedstemor havde boet hos dem, måtte hendes mor have sagt sit job op. Hendes far var upålidelig det, han tjente, blev byttet til øl. Det blev for meget, og før Ida fyldte to, havde mor pakket fars tøj og bedt ham forlade hjemmet.
Bedre alene end med sådan en mand. Det skylder jeg min datter.
Bedstemor tog sig af lille Ida, og stemningen mellem svigermor og svigerdatter var overraskende god.
Hvad skulle vi slås om? Hun kender alt til sin søn og til mig også. Nu passer vi på Ida sammen.
Bedstemor var fra landet, hun kunne genkende alle urter på engen, og hun tryllede de skønneste legetøj ud af ingenting.
Kig nu her!
En tændstik, en vindrue, et par tidselblomster vupti, en prinsesse i kjole!
Hun bryggede urtete, vaskede Idas fletninger og sagde:
Du skal bare se, hvor folk bliver misundelige på dit hår en dag!
Og hun fik ret. Sidst i folkeskolen skød Ida i vejret, blev rank og hendes fletninger blev misundt af alle de andre piger.
Ida, se lige! Karen pegede i historiebogen. Du ligner en dronning!
Billedet i bogen lignede egentlig ikke Ida, men hun nød venindernes beundring.
Idas fletninger kom til at spille en stor rolle senere. Klas, hendes uartige klassekammerat, sad ved siden af hende. Før hev han hende i fletningerne, men da de blev ældre, rørte han henne ved hårspidserne i smug. Han blev forelsket i 9. klasse og led, indtil han skulle i militæret.
Vil du vente på mig?
Det ved jeg ikke
Ida altså! Jeg elsker jo dig!
Klas, jeg ved det ikke Giv mig tid.
Tiden har jeg sgu ikke! Sig det nu! Venter du?
Ja
Ida tog ikke let på løfter. Hun skrev trofast breve til Klas, og da hans værnepligt nærmede sig afslutningen, var hun overbevist om, at hun elskede ham. Så mange ord, så mange følelser i de skæve skriblerier. Men breve er én ting at bo sammen er noget andet.
Brylluppet blev hurtigt overstået.
Klas forældre så lidt skeptisk på den smukke brud. Flot var hun, men lidt for perfekt? Kjolen sad stramt naturligvis, Idas mor havde selv syet den. Øjnene slog blikket ned. Navnet!
Med kjolen var alt i orden det var bare navnet og det undseelige blik, der skabte mistro. Hun VAR for smuk. Var hun nu trofast?
År gik, Ida færdiggjorde økonomistudiet og fik arbejde, mens Klas stadig ledte efter sig selv. Han havde et hav af kortvarige jobs. Når Ida spurgte, hvornår han fandt ud af, hvad han ville, svarede han:
Jeg ved det ikke. Hvem bruger en uddannelse i dag? Man laver jo ting, ikke går i skole. Lad mig nu være!
Ida ønskede ikke at skændes, men problemerne voksede som sne under tø, og snart vidste hun ikke, hvordan hun skulle håndtere det.
Nu er der gået så lang tid, og hun har stadig ikke fået børn. Dreng, det er ikke godt. Måske har der været noget før dig, og nu kan hun ikke få børn?
Idas svigermor tøvede aldrig med at sige sin mening.
Først hørte Klas ikke efter. At børn ikke kommer på bestilling, vidste han godt Men en dag sneg svigermors ord sig ind. For første gang fik Ida en ordentlig bebrejdelse fra ham.
Skal vi leve barnløse? Hvis du har noget at fortælle, så sig det. Det er måske ikke mit ansvar?
Ida havde altid troet, hun var stærk. Hun havde klaret skole med medalje, læst på universitet, arbejdet ved siden af og hjalp sin mor. Hjemmet skinnede, ingen kunne klage. Selv svigerforældrene roste hendes mad. Hun troede, intet kunne kæntre hende.
Hun tog fejl.
Der var et brud indeni. Så mærkeligt det lød nærmest fysisk, et ubehageligt lille knæk. For første gang kunne hendes logik ikke forklare sammenstødet mellem kærlighed og skuffelse.
På dette tidspunkt var Ida faktisk gravid hun vidste det bare endnu ikke, men hun blev tavs, forklarede sygdomme med nerven. Hun kunne ikke tale med nogen. Moren ville ikke forstå, for Ida havde jo pligt til kun at klare sig godt. Hvis hun fortalte om problemer, lød svaret altid:
Dig? Du klarer dig da! Jeg fatter dig ikke, Ida!
Nu kunne hun ikke klare det selv.
Karen hjalp hende.
På vej hjem fra arbejde gik Ida ned foran opgangen og mærkede, at benene ikke ville gå videre. Hun kunne ikke bære at se Klas. Ikke fortælle ham nyheden, hun havde fået netop samme dag.
Det at vente sig rørte hende dybt, men på samme tid følte hun sig ramt. Hvorfor havde hun ikke vidst det lidt tidligere? Hvis hun bare havde vidst det, havde hun kunne forsvare sig. Nu var hun dobbelt skamfuld.
Karen sad med sin søn i barnevognen på sin bænk ved opgangen.
Bænken var Karens trone. Hendes mand havde bygget den, da deres søn blev født.
Så kan I sidde her og sludre, så vi mænd ikke får hovedet fyldt med snak, når vi kommer hjem. I keder jer jo.
Karens mand havde humor, og det var trist, at han døde så tidligt. De havde lige fejret hans 50-års fødselsdag, en uge efter var han væk. Karen sørgede så voldsomt, at Ida nærmest måtte slæbe hende ud på bænken. Tårerne skulle løbe ud blandt folk. Sorg skal nemlig ud. Det bliver lettere. Ikke nødvendigvis let, men mindre tungt.
Dét havde Ida lært.
Men den dag sad Karen bare, nippede til nogle solsikkefrø, ventede på at aftencoolnessen tillod kvarterets snak og selskab.
Ida, hvad er der dog? Åh, du er helt bleg! Karen sprang op og kiggede ind i hendes øjne. Hvad er der sket?
Hvorfor fortalte Ida alt? Hun havde aldrig åbnet sig. Men nu brast dæmningen. Hun græd sin vrede ud, fortalte, indtil hun blev tømt for sorg.
Sikke en nar! Karen udbrød, begyndte at vugge barnevognen voldsomt. Sønnen havde en stærk stemme, og vågnede han, måtte de hjem. Men nu
Karen hviskede, sang gamle vuggeviser sønnen faldt til ro.
Imens tænkte Karen, at vrede kun gør alt værre. To kloge ord og så smuldrer familier. Og der er et barn! Ville han trives uden faren?
Du må ikke handle for hurtigt, Ida. Man må også prøve at forstå ham… ikke at du skal tilgive og glemme! Karen lagde hånden på Idas skulder. Men vær snedig. Føl dig ikke som taber. Vent du bare, til du føder en sund knægt, så kan de sige, hvad de vil. Og hvis din mand er fornuftig, skal han nok forstå. Skyld er ofte en vigtig og god ting i forhold. Man bliver mindre skrap at tale med, når man selv har sine fejl. Snart er vreden væk. Husk, som vi sagde engang: Sov på det. Dagen er altid anderledes bagefter.
Ida lyttede, og det blev faktisk lettere. Måske havde Karen ret. Man skal ikke dvæle ved fortiden. Desuden… han handlede dumt, men skulle det forpeste alt nu? Det kunne hun ikke svare på.
Alt faldt på plads, da Ida fortalte Klas, at hun ventede sig. Glæden var ægte, og Ida kunne ikke være vred længe. Hun tilgav.
Idas søn, Simon, blev født med hjertefejl. Operation, og en til. Ida sad hver dag ved hans seng, vidste der blev talt bag hendes ryg. Barnet var forkert, og hun selv også. Fortvivlelsen vekslede nogle gange som en bølge, hun druknede i.
Derfor klippede hun til sidst sine berømte fletninger af. Hun bad bare sygeplejerskerne om en saks og klippede dem af til roden. Hovedet var helt let bagefter.
Hendes mor, der kom med mad til barnebarnet, sagde intet, da hun så Ida med kort, krøllet hår. Hun vendte sig, trak vejret dybt og pakkede videre ud. Hun forsøgte at smile og lød op, men hun var mørk som natten indvendigt.
Mor
Ingen snak Ida. Ikke nu. Nu handler det kun om Simon. Hvad siger lægerne?
Det var vigtigere end alt andet. Ida stoppede med at tænke på at Klas sjældent kom på hospitalet, svigermor aldrig.
Da Simon endelig blev udskrevet, tog Ida ikke hjem til sig selv men hjem til moren. Hun og Klas skiltes stille og fredeligt.
Det blev, som det blev, Klas?
Undskyld, Ida
Tak, fordi du i det mindste var ærlig.
Vil du lade mig se Simon?
Du er hans far. Hvordan kan jeg nægte dig det?
Klas holdt ud i tre år. Så giftede han sig på ny og flyttede med sin unge kone til Aarhus, for at starte forfra.
For Ida ændrede livet sig ikke meget. Alt gik i system: Simons helbred, morens småskavanker, og arbejdet.
Ida elskede sit arbejde. Hun nød, når regnskaber, der ikke kunne gå op, alligevel passede, og blandt tal og papirer glemte hun alt andet. Bortset fra Simon.
Simon var alt. Liv, glæde, bekymring. Selv da lægerne sagde, der ikke var mere at frygte, bekymrede hun sig stadig.
Og sådan blev det. Da Simon stod på sin egen bryllupsdag og modtog gæster, lyste Ida selv som et majtræ. Karen puffede til hende:
De fleste mødre græder til sønnens bryllup du blomstrer bare. Fatter du slet ikke savnet?
Savnet? Af Simon?
Ja, hvem ellers? Du giver ham jo væk.
Kun til gode hænder. Har du glemt, Karen, hvor meget jeg har hørt for fra min svigermor? Jeg voksede op på en helt anden måde. Min mor plejede sin svigermor, de sang, da intet andet hjalp. Ja, hun græd, da hun gik bort. Hun kaldte hende sin mor! Min svigermor derimod hun forbød mig nogensinde at kalde hende noget andet end Fru Hansen! Tror du, jeg er så dum, at jeg gentager samme fejl? Nej! Hvis Simon har valgt den pige, lever han med det. Og jeg skal nok indrette mig.
Nu er det vist min tur til at lære af dig Karen nikkede. Jeg var aldrig så klog. Fik gift sønnen bort, men tager ikke hele hans liv. Må rette op på det, jeg kan.
Først barnebarn, så et til. Ida havde hænderne fulde. Simons kone takkede og tog imod hendes hjælp gav til gengæld så meget varme, at Ida aldrig følte sig ensom. Børnebørn, dans, lektier, ture til stranden, sammenkomster om weekenderne alt det, og mere til.
Og så var det hele slut.
Børnebørnene flyttede i hver sin retning, Simon og hans kone flyttede til Vestkysten. Endelig havde de fundet et lille hus nær Vesterhavet, som de havde drømt om.
Mor, kom nu med! Hvordan skal du klare dig alene?
Ida overvejede længe, men afslog.
Ikke nu. Måske senere. Nyd livet sammen nu. En tredje person er bare i vejen.
Mor!
Lad nu være, Simon! Du forstår det senere. Jeg har venner her, arbejde, Karen. Jeg besøger jer, men jeg bliver her.
Simon rejste, og savnet ramte næsten med det samme.
Karen, det er tomt. Som at stå i et tomt rum uden ende. Man råber, men ingen svarer
Så lad være at råbe. Tag til Simon.
Jeg vil ikke være til besvær. For jeg ved, at så bliver jeg bare siddende, måske liggende, og aldrig kommer op igen. Jeg kender min svigerdatter jeg må nok ikke løfte noget tungere end en kop. Hvad skulle jeg lave? Kede mig? Løfte stemningen? Jeg kunne lettere gøre dem vanvittige end hjælpe.
Karen sagde ikke meget; hun forstod. Det eneste, hun sagde var:
Så må du finde dig en hobby.
Hvilken, Karen?
Tjah Hvad drømte du om, dengang du altid manglede tid?
Jeg drømte om at lære tango
Så hvad venter du på?
Mig? Tango i min alder?
Hvilken alder? Ida! Du er ikke blevet støv endnu! Tag springet, før det er for sent. Man skal fortryde det, man gjorde, ikke det man sagde nej til.
Hvor har du det fra?
Et eller andet sted. Det er sandt. Vi udskyder alt. Men hvorfor? Vi er her ikke for evigt
Ida tog faktisk rådet alvorligt. Hvorfor egentlig ikke?
Det var nemt at finde en danseskole. Men at gå derind det turde hun ikke. Hun stod lidt uden for glaspartiet, kiggede på danserne og gik så hjem igen. Hun følte sig for gammel, for kluntet.
Men da hun gik hjemad, stoppede hun ved frisøren. Dér gik hun ind. Tid til forandring.
Næste dag stod hun endnu engang ved danseskolen og denne gang tøvede hun ikke. Hun skubbede døren op, gik ind og mærkede de undrende blikke. Men det gik faktisk udmærket. Der var også hold for de modne. Og masser, der delte glæden for tango.
Her mødte Ida Hans Mikkelsen.
En værdig, gråhåret mand, altid høflig, god til at lytte. Uden at hun vidste hvordan, åbnede hun sig for ham om Simon, børnebørnene og endda sin tidligere mand.
Hans, hvorfor fortæller du aldrig noget om dig selv?
Jeg har ikke for vane at gøre det. Min gamle stilling krævede diskretion, og nu… Tjah, det gode i livet var sjældent, og det onde vil jeg helst glemme. Vil du høre om min datter?
Meget gerne.
Ida sad måbende. Hvordan kan en mand bære så meget?
Jeg har været gift to gange. Den første vi elskede aldrig rigtigt hinanden. Unge og dumme, måtte hele tiden bevise noget. Det viste sig, vi intet havde at bevise. Vi gik fra hinanden, da hun afbrød en graviditet og sagde, hun ikke var klar. Vi levede et aktivt liv hiking, kano, venner. Hun ville ikke bytte alt det for bleskift. Jeg ville gerne være far. Det blev jeg ikke. Ved skilsmissen fik hendes far gjort det svært for mig. Men jeg kom over det. Stod vagt ved yderste skanser, men rettede mig op.
Så fandt jeg Anna, min anden kone. Hun var et fantastisk menneske så lys, at man ikke kunne være trist. Hun smilede, og alt blev let. Du minder lidt om hende.
Det kan jeg næppe tro!
Jo, den mildhed har du også. Jeg ser det tydeligt.
Lad nu være.
Nå, men Anna mistede jeg… Dumt, tilfældigt. Skylden skærer stadig i mig. Vi havde været gift over et år, jeg havde netop adopteret hendes datter fra et tidligere forhold. Lige fyldt et år, da vi giftede os. Søde lille Sofie hun begyndte hurtigt at kalde mig far. Vi var lige blevet en rigtig familie, og så fik jeg ferie, men vi blev i nærheden, lejede et sommerhus tæt på garnisonen. Skov, bæk hvad mere skulle man ønske sig? I en uge levede vi. Huset var stort Mor og Sofie i det ene værelse, Anna og jeg i det andet. En dag lod vi dem sove og gik til stranden selv. Anna ville bade jeg lagde mig bare på sandet. Hun svømmede, jeg faldt i søvn De fandt hende først efter tre dage. Hun var druknet. Jeg kunne ikke se hendes mor i øjnene. Men hun krammede mig og sagde, at unge mennesker ofte undervurderer strømmen i vandet. Ingen kan skælde dig ud for det. For måske nåede hun aldrig at råbe om hjælp. Men jeg føler stadig skyld havde jeg bare holdt mig vågen
Tilgiv dig selv, Hans. Ingen ved, hvornår tiden er gået.
Måske har du ret.
Og datteren?
Sofie? Hun blev hos mig. Hvordan skulle jeg kunne slippe hende? Vi boede sammen, mig, hendes mormor og Sofie. Alt sammen.
Giftede du dig aldrig igen?
Nej. Jeg ville ikke give hende en stedmor. Sofie var stædig som få. Og det er hun stadig. Hun er kirurg nu, på regionshospitalet sammen med sin mand.
Har de børn?
To drenge! Mine børnebørn.
Og hvordan?
Hvordan de når det hele? Det gør de jeg hjælper. Jeg er på pension, men lidt arbejde klarer jeg. Vi har aldrig haft en barnepige bedstefar var nok!
Sådan fandt ord og dans sin rytme. De stillede op til en dansekonkurrence sammen, og Hans opmuntrede hende blidt “Du kan godt!”
Han friede et år efter.
Er du tosset! Vielse, nu? Er vi børn? Hvad siger dine og mine?
De er glade.
Hvor ved du det fra har du skrevet, ringet?
Ja, kaldte dem til vores bryllup.
Bryllup?! Hans!
Hvorfor ikke?
Fordi Folk forstår det ikke
Hvad rager folkesnak? Tiden er nu, ikke forbi.
En måned senere stod Karen i sin bedste kjole og sine (for længst glemte) høje hæle og så på Ida, der strålede som aldrig før, midt i begge deres glade børn og børnebørn, mens fotografen manøvrerede rundt.
Hun lænede sig ind til sin veninde og hviskede med et glimt i øjet:
Ida Mikkelsen Flot! Så tango, siger du? Hvor er den danseskole? Jeg vil også lære det!
Men du sagde jo, det ikke var for dig?
Tja, man siger så meget dumt. Det er hårdt at være alene, især når de nærmeste ikke regner en for noget. Det bliver man vred af man forstår det ikke selv, før man står der. Du har gjort det rigtige. Se, hvor glade dine børn er for dig. Hvad mere skal man ønske som mor eller mormor? Bare vide, at alt er godt. Mine egne ville næppe glæde sig sådan, men jeg vil prøve Får jeg ikke en Hans som dig, så lærer jeg i det mindste tango og får nogle gode timer ud af det. Det kan kun lette. Jeg har dog kun et par måneder.
Hvorfor?
Har jeg ikke sagt det? Der kommer endnu et barnebarn om lidt.
Nej!
Jo! Endnu en gang! Man er aldrig for gammel til eventyr.
Og Ida holder Karen i hånden og hvisker:
Tango, Karen, tango! Det er på høje tid!
