Tre dage før Valdemars runde fødselsdag dukkede hans far pludselig op hjemme hos dem fra landsbyen. De havde egentlig tænkt sig at tage hen til ham bagefter, men han ville selv overraske.
Viggo Mikkelsen havde slæbt en hel taske med lækkerier med sig. Han lavede jo ikke længere syltetøj eller lagde agurker på glas efter moren var gået bort, men naboen forærede ham gerne noget. Og du kender jo den gamle skole han kunne da ikke komme tomhændet til sin søn. Så han havde fyldt glassene med hindbær og solbær, og fire dusin æg fra hønsegården sneg sig også med.
Valdemars kone, Asta, så lidt brysk ud. Hun havde ligesom forberedt sig på noget andet.
Viggo Mikkelsen, hvad skal vi dog med alt det der? Det bliver da bare dårligt, udbrød hun.
Nå, jeg tænkte bare, siden det er Valdemars runde dag, så kunne du bage nogle tærter til hans gæster. Hans mor plejede jo altid at bage til ham, og han var helt vild med hindbærtærte!
Far, det havde du ikke behøvet. Vi skal jo holde den på restaurant. Vil du ikke med? spurgte Valdemar forsigtigt, men Asta gav ham et lille puf med skulderen og sendte ham et blik, der sagde: Se selv hvor skal han dog hen på restaurant, prøv at kigge!
Det ramte faren, det kunne man se. Han fumlede lidt med sin gamle blazer, knappede alle knapper, kradsede sig i nakken og mumlede:
Naturligvis tager I ud at spise sidste gang fejrede vi det jo hjemme, da mor levede, husker du? Jeg bliver nok her, dreng. Hvad skal jeg også der? Jeg har ikke engang tøj til det, og hvor skal jeg dog gå hen sammen med jer?
Hans bekymring hang i luften, man kunne mærke, han både var nervøs, men også inderst inde havde lyst til at prøve at være med bare den ene gang.
Jo, det der med restaurant det er jo næsten som at være med i film, ikke?
Valdemar sendte spørgende blikket mod Asta. Han var netop blevet forfremmet, og der ville komme både kollegaer og chefen til festen. Men det var jo hans far, den eneste han havde nu moren var der ikke mere. Skulle han virkelig lade ham blive hjemme bare fordi han ikke lige passede ind? Fordi han kommer fra en lille landsby og ikke er moderne klædt og egentlig lidt gammel?
Viggo Mikkelsens øjne lidt udviskede og uforstående, flakkede mellem søn og svigerdatter.
Og så skete det som Valdemar ikke havde ventet: Asta tog ordet med dirrende stemme.
Valdemar, hvad er det for en fødselsdag uden din far? Mine forældre lever ikke længere, og du har kun din far tilbage. Kom, vi tager i byen og finder en ordentlig habit og et par fine bukser, så han ikke skal føle sig forkert blandt de andre.
Hold nu op, jeg får jo ikke brug for det tøj, og det er også spild af penge jeg skal da ikke noget! blev far endnu mere forlegen over.
Men Valdemar smilede til sin kone: Hun har ret, far, lad os finde noget sammen!
Men for Guds skyld, køb mig nu ikke sådan et slips. Det nægter jeg at gå med, det klæder mig ikke, sagde faren nervøst, men Asta tog ham kærligt under armen.
Så fandt de en skjorte og et jakkesæt, han blev helt benovet over hvor blødt det var og sagde med et smil:
Jeg kommer aldrig til at slide det op, dreng. Når det bliver min tid, så læg mig til hvile i det så kan jeg ligge pænt ved siden af din mor!
Til festen syntes alle gæsterne at Valdemars far så frisk ud, og han fortalte de sjoveste historier.
Chefen lagde hånden på Valdemars skulder og sagde: Du er en guttermand, Valdemar! Din far er sej man kan godt se, han er fra landet, han har ikke glemt rødderne. God stil!
Faren selv sad stolt blandt gæsterne, smilede, og hans øjne strålede. Han kunne lide både Valdemars venner og cheferne det var gode folk, tænkte han. Så var sønnen nok også på rette vej
Dagen efter havde Asta bagt tærter, præcis som dengang hvor de boede i noget mindre og børnene var små. Det blev så hyggeligt, at de næsten ikke nænnede at lade far tage hjem igen.
Han drog afsted stolt i nyt jakkesæt, så naboerne kunne se ham, og med tærter og syltetøj i tasken.
Igen forsøgte Valdemar og Asta at få ham til at blive lidt længere, men han var stædig som altid:
Hvad skal jeg dog gå og lave i København? Jeg bliver bare trist, mens derhjemme venter både hønsene, Vaks og Misser på mig, naboen holder øje med dem. Bedre I kommer og besøger mig oftere
Han klarede sig gennem vinteren. De besøgte ham jævnligt, men da foråret kom og græsset blev grønt, gik han bort, før endnu en sommer.
Senere på efteråret, da Valdemar og Asta ryddede op i huset, nænnede han næsten ikke at smide noget ud. Der lå gamle breve, fotos og småting overalt.
En dag åbnede de farens skab, og der hang jakkesættet stadig, som en stolt påmindelse. Naboen havde taget det noget andet med til begravelsen, et jakkesæt som Valdemars mor havde lagt frem, som han end ikke vidste fandtes.
Men det nye, det hang stadig og vidnede om en god aften i byen.
Asta kom ind, så Valdemar stå med jakkesættet, lagde det om hans skuldre og krammede ham.
De var heller ikke unge mere, men i forældrehjemmet blev alting lidt varmere, og de følte sig igen som børn lige meget hvor fjollet det lyder.
De fornemmede, at deres forældre et eller andet stedfra så til og selv Viggo Mikkelsen, under sine buskede bryn, kiggede glad på dem og glædede sig over de stadig havde hjertet på rette sted, ikke var blevet kolde, men kom hjem til barndomshuset.
At de huskede deres rødder og forældre og det er jo det vigtigste.
