FORSTÅR DU, JEG VAR VIRKELIG LYKKELIG SOM KVINDE. VIRKELIG.
Han skulle til operation, og flere dage forinden havde hun gået rundt og beroliget ham. En planlagt operation, endelig skulle det gøres slet ikke noget at frygte, bare et par timer, de laver den slags hele tiden, hans prøver var fine, hjertet stærkt … Hun gentog sig selv, som var hun sat i gang af en fjeder. Han smilede, strøg hendes hånd, sagde ingenting. Og det føltes for hende som om han slet ikke hørte efter; som om hun i virkeligheden bare trøstede sig selv, forklarede det hele for sig selv og for ro i sjælen.
Faktisk var det jo sådan, det var. Han lyttede, men han hørte ikke ordene. Han så bare på hende, betragtede hvordan hun bevægede sig rundt i stuen. Hvordan hun dækkede bordet. Hvordan hun drak kaffen, som han omhyggeligt havde lavet til hende til morgen. Hvordan hun rynkede brynene af bekymring. Hvordan hun igen og igen rodede i posen med hans ting til hospitalet. Hvordan hun mindede ham om at ringe til sin søster i det fjerne Sverige.
De havde for længst vænnet sig til kun at være dem to. Halvdelen af et liv havde de levet sammen med forældre, søn, børnebørn. Forældrene var borte nu, sønnen havde de købt lejlighed til. Tilbage var de to, og selv i weekenden dækkede de stadig op, inviterede venner som før. Om sommeren tog de på ferie. Altid hånd i hånd.
De var gået ind i 60erne sammen, men hænderne var aldrig sluppet.
De var så forbundne, at der aldrig gav mening at sige deres navne hver for sig.
Hvad de havde oplevet sammen, ville tage en evighed at fortælle. Der var det hele. Hun var vokset op på børnehjem. Men en dag, da hendes barn for længst var blevet voksen, fandt hun sin mor igen. Syg, efterladt, ensom. Uden tøven tog hun hende ind, ind i deres lille lejlighed i Valby. Næsten alle rystede på hovedet. Hendes mor havde forladt hende mens hun var spæd. Og aldrig så meget som nævnt, at hun havde et barn. Folk spurgte hende, hvordan hun kunne; skulle hun bare lade moren i stikken sådan som moderen havde gjort mod hende? Men det hele gjorde stadig ondt, selv efter årene. Hun ønskede ikke at nogen skulle have det sådan.
Sammen med sin mand plejede hun sin mor til det sidste. Et par år lå hun, de sidste to uden fornuftens lys. De klagede ikke bare plejede, fodrede, skiftede, vaskede, hele tiden.
Hun kunne klare alt. Når han var der. Intet skræmte hende. Når han var der.
Hun fulgte ham til operationen. Sad udenfor døren. Ventede. Det var jo bare et rutineindgreb, men alligevel nerverne spændte. Han havde aldrig været syg. Det var underligt at vente på ham der.
Hun stak hånden i sin taske, fandt en kuvert. Forundret hun havde da ikke nogen kuvert i tasken? Hun tog den op. Forundringen voksede: et brev fra ham. Hvornår havde han skrevet det? Hvornår havde han nået at lægge det der? De havde jo været sammen hele tiden, hun ville da have lagt mærke til det.
Hun læste det. Et mærkeligt brev. Som et farvel. Hun sad urørlig hun forstod straks. Endnu før lægerne kom ud fra operationsstuen.
Det rutinemæssige indgreb gik galt. Hjertet, det samme, altid stærke, stoppede.
Og så, efter begravelsen, valium, tomheden, smerten, hev hun sin gamle cardigan ud af skabet og i lommen fandt hun et lille stykke papir. Et pudsigt brev fra ham. Det blev sort for hendes øjne. Hun mærkede efter i frakkelommen endnu et brev, denne gang med en fjollet tegnet smiley.
Hele lejligheden i Valby viste sig fyldt med hans små sedler. Skrevet før hjertet stoppede der på operationsbordet. Hun fandt dem først efter hans begravelse.
Først græd hun bare kunne ikke læse dem, selv håndskriften gjorde ondt fysisk
Men hun begyndte at læse. Han lavede sjov, trøstede, spurgte, forestillede sig, beklagede, elskede Han var levende og sig selv, i de små sedler.
Og mens hun så mig i øjnene, sagde hun pludselig:
Forstår du, jeg skammer mig næsten over at sige det til dig. Det er pinligt, når der er så meget sorg og så mange problemer, når alle klager Forstår du, jeg har været så lykkelig som kvinde. Virkelig. Jeg kan ikke rigtigt fortælle nogen om det. Men jeg har været virkelig lykkelig.
Og i ti år nu, hver aften, læser hun hans små sedler. Dem hun fandt overalt, længe efter. Dem, som dengang hjalp hende til ikke at miste forstanden. Dem, der bliver ved at give varme. Og kærlighed.
