Min mand boede på værelset, og min elsker i stuen
– Poul, nu må du ikke hidse dig op, men lyt lige grundigt: Jesper skal flytte ind hos os nu. Han kommer med sine ting i weekenden.
Jeg lagde avisen fra mig og gloede vantro på hende.
– Det kan du ikke mene seriøst? Hvor skal han så bo på altanen eller hvad?
– Selvfølgelig i stuen. Sovesofaen kan jo slås ud. Vend dig til det, gamle dreng. Det bliver bedst for alle.
Birthe stod i køkkendøren og kiggede på mig, som havde hun lige fortalt, at hun havde bestilt en ny brødrister. Mine briller røg op i panden jeg har den der vane, især når jeg er nervøs. På dem igen, stirrede jeg på hende: Hørte jeg virkelig rigtigt? Når man har passeret de tres, så svigter hørelsen sommetider.
– Birthe, hører jeg forkert, eller mener du virkelig, at din… denne Jesper… skal bo i vores lejlighed?
– Ikke denne Jesper, bare Jesper, rettede hun og fik den der hårde tone, der alligevel ikke inviterer til diskussion. – Ja, her. Lejligheden er jo stor nok. Du har dit værelse, jeg har mit. Han tager stuen. Hvorfor kigger du sådan?
Helt ærligt, hvad skulle jeg sige? Total kaos på første etage altså oppe i hovedet. Vi har været gift i 35 år, intet mindre. Jeg har knoklet som ingeniør på Grundfos, gik på pension for tre år siden. Birthe underviste i musikskolen her i Kolding, ledte kor og lærte små poder at synge om ræve og risengrød. Vores liv var nok ret så kedeligt, indrømmet, men det var nu også trygt, som hun så ofte sagde ironisk bagefter. Jeg læste Politiken, samlede modelskibe, røg pibe ude på altanen om aftenen. Hun strikkede og så broderier og Matador-repriser. De unge er for længst fløjet fra reden sønnen bor i Aarhus, datteren ovre i Søborg. De ringer til jul og på mors dag.
Men for et halvt år siden begyndte Birthe at opføre sig mærkeligt. Hun blev mere flashy, fik nyt hår og parfume, hang pludselig konstant op ad sin telefon. Når jeg spurgte, lød der et afværgende pust. Og pludselig indrømmede hun en aften, at hun havde mødt en ny mand. Jesper. Selvstændig vognmand, ti år yngre. Hun var blevet forelsket, og hun ville leve livet, mens tid var. Vi snakkede. Jeg gik i panik, prøvede at tale hende fra det, men hun var stædig som et bornholmsk får. Hun foreslog skilsmisse, men jeg klamrede mig til håbet om, at det var sådan en lille snurretur man får i midtvejskrisen bare tyve år for sent. Men hun havde åbenbart ikke læst bogen om, at man skal få den slags i fyrrerne. Hun var 58.
Og nu var det dette her:
– Birthe, du ved godt, hvad du siger? Det er jo… det er jo grotesk. Utroskab har jeg efterhånden accepteret, men at han skal bo her? Altså ved siden af mig?
– Om det er lige ved siden af dig eller ej hvad er forskellen? Du sidder jo alligevel mest på dit værelse. Sådan kan du fortsætte. Jesper og jeg bliver i stuen, som folk nu engang gør. Han er en god mand i øvrigt. Pålidelig ikke som visse andre.
Jeg knyttede knytnæven under bordet. Ville gerne råbe, måske slynge med et askebæger, men sådan er jeg ikke. Opdragelse og temperament. Desuden, hvad skulle det nytte? Hun havde taget sin beslutning for længst.
– Det går jeg ikke med til, sagde jeg stædigt. – Det her er mit hjem også. Jeg nægter, at der skal flytte fremmed mand ind.
– Fremmed? fnøs Birthe. – For dig måske. For mig er han ikke det. Lejligheden ejes jo af os begge. Hvis du er utilfreds, kan vi blive skilt, sælge og splitte det op. Men jeg bliver med Jesper uanset hvad.
Der gik det op for mig, at jeg sad helt i saksen. Sælge lejligheden og finde et værelse for en ingenørpension, der knapt rækker til rugbrød? Flytte ind hos ungerne, der knap kan få hverdagen til at hænge sammen? Ikke tale om. Men hvorfor skulle jeg forlade mit hjem, hvor vi har boet i 30 år? Hvor jeg selv har sat alle skruer og hængt de kedelige Billy-reoler op?
– Så er det aftalt, afsluttede Birthe med et nik og traskede ud. – Han flytter ind lørdag. Og opfør dig nu pænt, så jeg slipper for scener.
Hun forsvandt. Jeg blev siddende i køkkenet og gloede ud i luften. Modelskibet jeg havde rodet med i tre uger, lå på vindueskarmen. Jeg skænkede te op og tændte piben Birthe hadede røg i lejligheden, men pyt, nu var det hele alligevel ligemeget. Hun kunne være rasende alt det, hun ville.
Lørdag morgen blev jeg vækket af dørklokken. Åbnede, og der stod han. Jesper. En halvgammel, veltrænet type med rygsæk og sportstaske. Træskosmilet breder sig, og han stikker hånden frem.
– Dav, Poul. Jesper her. Du har nok hørt lidt.
Jeg tog ikke hånden. Rykkede bare til side, så han kunne komme ind. Birthe strøg grinende ud fra soveværelset.
– Kom indenfor, Jesper! Se, Poul sidder klar til at tage imod os.
Imod! Tjah. Jeg trak ind i køkkenet til min te. Bag mig fjernede de sko og hængte overtøj op hans jakke ved siden af min slidte regnfrakke. Klar absurditet.
– Poul, har du ikke lyst til at lave te til os også? lød det muntert fra gangen.
– Brug selv kedlen, svarede jeg tørt.
De forsvandt ind i stuen. Jeg kunne høre Stemmen, der guidede på sofaen: Sådan slår man den ud, her er dynerne. Senere dukkede de op i køkkenet, netop som jeg listede væk. Men Jesper stoppede mig:
– Poul, jeg håber ikke, du bærer nag. Situationen er lidt usædvanlig, men vi voksne kan vel finde ud af det?
Han sad der, ved MIT køkkenbord, Birthe skænkede te i min yndlingskop med Verdens bedste ingeniør på.
– Hvad skal vi finde ud af? Om det er okay, du sover med min kone i min stue?
– Poul! indskød Birthe vredt. – Ikke flere ubehøvlede kommentarer.
– Faktum, konstaterede jeg. – Aner ikke, hvordan jeg skal få det her til at fungere.
– Du vænner dig til det, sagde hun. – Folk vænner sig til alt muligt.
Den første uge forlod jeg næsten ikke mit værelse. Der var seng, skrivebord, reol med bøger og flymodeller. Engang datterens børneværelse, nu min private hule. Jeg hørte dem fnise og snakke og se vildt meget fjernsyn. Jesper sang i badet. Kørte ud tidligt til sit firma, FynExpress, kom hjem til aften. Birthe lavede frikadeller og dækkede op. Spurgte par gange om jeg ville spise med, men jeg sagde nej tak var kun på minite-kost og rugbrød.
Men uendeligt kunne det ikke fortsætte. Vores køkken og bad blev flaskehals. En morgen listede jeg ud for at koge et æg. Birthe stod og stegte bacon, mens Jesper læste min avis, selvfølgelig.
– Godmorgen, mumlede jeg.
– Endelig kom du ud, Poul, skinnede Birthe.
– Vil du have morgenmad med?
– Nej tak.
– Som du vil.
Jeg fandt min gamle pande og gik i gang med mit æg. Vi stod skulder ved skulder, i det absurde køkken-hjemmedrama. Jeg stegte æg, hun bacon. Jesper sad som om han boede der.
– Poul, hvor har du lagt piben? spurgte han pludseligt. – Jeg kunne godt bruge en ryger.
– Den er hos mig. Og den får du ikke.
– Slap nu af, smilede han. – Jeg troede, vi kunne være venner.
– Vi to bliver aldrig venner, svarede jeg.
– Poul, hvorfor nu det? sukkede Birthe.
Jeg slukkede for varmen og marcherede ind på mit værelse mit æg blev ikke færdigt den dag. Følte mig som spøgelset i mit eget hjem: overflødig, ydmyget.
Dagene gik, og Jesper satte sig for alvor sine spor. Han slæbte værktøj op, skruede hylder op i entreen, flyttede om på mine reoler i stuen meget mere funktionelt! erklærede han. Min gamle standerlampe, elsket i 20 år, blev tømt ud på altanen: Den passer ikke ind. Birthe bakkede op.
– Jesper har ret, sagde hun. – Vi trængte til fornyelse. Alt har jo lignet et museum.
Mine protester blev overhørt. Hans voksdufte, shower gel, hele arsenalet flyttede ind på badeværelset og overmandede mine diskrete Nivea-sager. Duften var sød og påtrængende. Hans dyne, puder og tøj overtog sofaen i stuen. Lejligheden havde fået fremmed lugt. Uanset hvor meget jeg gemte mig, strømmede deres grin og samtaler ind. Og om aftenen… ja, I ved.
Hele ejendommen opdagede det på rekordtid i Kolding går sladder hurtigere end Bybus 2. Fru Jensen i opgangen mødte mig i trapperummet med et blik, der blandede medlidenhed og fryd.
– Nå Poul, hvordan går det? Vi har jo hørt lidt om situationen. Hold ud, søde ven.
Jeg nikkede og skyndte mig videre. Men følelsen af at blive snakket om, fulgte mig overalt. Fru Larsen fra stueetagen hviskede til mig:
– Altså Poul, sådan en elsker ham burde du smide ud! Det er dig, der er manden!
– Tak, svarede jeg mut.
Men hvordan smider man ham ud? Jeg er 60 med ølvom, knæ bøv og let ånde. Jesper løfter stadig flyttekasser med én hånd. Og Birthe står på hans side. Fjollede kriser føltes pludselig som ren surrealisme.
En aften sad jeg alene med min te, mens Birthe og Jesper betragtede netflix i stuen. Hun tumlede lige ind efter vin:
– Poul, tager du det pænt, hvis vi tager lidt rødvin?
– Hvad gør det af forskel? Tag bare.
Hun fyldte to glas og forsvandt. Køleskabet lignede mere deres depot end mit: leverpostej, som Jesper elsker, skyr, som Birthe spiser min makrel på nederste hylde. Jeg gik i vinduet. Gaderne var mørke. Ikke langt herfra sad nogen med normal familie for dem ville denne situation virke vanvittig. For mig var det bare hverdagen.
Jeg vendte tilbage til flymodellen, men hænderne rystede. Røg pibe i værelset, selvom hun hadede det. Sad længe og tænkte: park-ture om søndagen, hendes boller, aftennyhederne sammen trygt, kedeligt, men mit. Nu sad jeg her og ventede på… ingenting.
Det blev værre, da Jesper begyndte at gøre sig rigtigt hjemme. Han gik rundt i mit gamle, ternede morgenkåbe min yndlings! Jeg stivnede:
– Hvad bilder du dig ind?
– Morgenkåben? Birthe sagde, du ikke brugte den.
– Den er stadig min!
– Tag den da bare, hvis du er så øm over den, grinede han.
– Glem det behold den.
Jeg luskede ind på mit værelse og hørte dem grine bag mig. Over mig.
En uge efter gik jeg ind i stuen for at hente en bog. De sad og flettede fingre på sofaen, så skvattede Jesper et kys på Birthe, lige for næsen af mig. Hun smilede. – Skal du noget, Poul?
– Bare hente en bog.
– Så gør det da.
Jeg snuppede min bog og trak mig tilbage. Følte mig mindreværdig og tilovers. De demonstrerede deres nye kærlighed uden hensyn.
Jeg kom i tanker om vores bryllup for 35 år siden. Jakkesæt, brudekjole, børn, job på Grundfos, Birthe i musikskolen, drømme om et langt roligt liv sammen. Og nu dette. Børnene vidste ingenting de havde travlt med egne liv i Aarhus og Søborg. Hvad skulle jeg sige? Mor har flyttet elsker ind, far lever i sofahelvede? Nej.
Dagene gik. Jeg prøvede at holde mig usynlig; stod op før de vågnede, lavede morgenmad, gik lange ture rundt i byen. Læste, og så hjem på mit værelse. Men undgå dem helt kunne jeg ikke.
En aften sad de alt for idyllisk, dækkede pænt op med gryder og vin og inviterede:
– Poul, vil du ikke spise med?
Jeg nikkede nej og hældte et glas vand op. Hørte dem fnise og skåle. Min aftensmad var tørt rugbrød med flødeost, alene på værelset.
Senere bankede Birthe på:
– Poul, hvor længe vil du blive ved med at være fornærmet?
– Fornærmet? Undskyld… jeg troede bare, det var normalt at reagere, når ens kone flytter sin kæreste ind!
– Kunne du prøve at forlige dig med tanken? Folk ændrer sig, Poul. Jeg har ændret mig. Jeg har brug for noget andet nu.
– Og hvad skal jeg så?
– Du har jo dine skibsmodeller, din pibe og din avis. Du har altid været forudsigelig jeg kunne ikke mere.
– Hvorfor holdt du så ud i 35 år?
– Dengang havde jeg ikke andre muligheder.
Hun gik; jeg blev tilbage og gloede ud i mørket. Hun havde jo ret jeg VAR kedelig og tryg. Arbejde, familie, ingen passion og ballade. Jeg troede, det var kærlighed.
Endnu nogle dage. Jesper kom og gik, Birthe trippede rundt. Jeg blev som luft.
En morgen stod der ny skoreol i entréen, produceret af Jesper. Min fars gamle hylde var borte. Den var grim, sagde Birthe. Jeg trak jakken på og gik ud i parken, sad på en bænk og tænkte, at mit liv egentlig var slut ikke fysisk, bare mentalt. Det der engang var hjem, var nu et hus jeg boede i af nød.
En dag var det helt slut. Jeg stod i køkkenet, Jesper sad på min faste plads ved vinduet. Den plads jeg havde brugt i 35 år. Nu var der sat besidder på:
– Kan du ikke sætte dig et andet sted, Jesper?
Han kiggede: – Hvorfor?
– Fordi det er min stol.
– Nu er du barnlig, Poul, indskød Birthe. – Det er jo en stol!
– For mig er det ikke bare en stol.
Jesper trak på skuldrene: – Det er det for mig.
Jeg så ingen anden løsning end at forlade rummet. Hørte deres latter bag mig. På værelset brød jeg sammen. Græd sidst var vist da min mor døde. Nu strømmede al ydmygelsen ud.
Jeg opgav at kæmpe. Levede på værelset, gik kun ud for det allermest nødvendige. Birthe kom med jævne mellemrum, Jesper forsøgte venligt at inkludere mig. Jeg lukkede konsekvent fronten.
En aften stod Birthe pludselig i døren:
– Poul, Jesper og jeg skal giftes.
Jeg bed mig i læben: – Tillykke… eller hvad man nu siger.
– Vi skal deles om lejligheden. Og skilles, selvfølgelig.
– Og så?
– Så skal du finde noget andet eller flytte ind hos børnene.
Jeg så mig selv i spejlet senere: hvidhåret, krøllet skjorte, trætte øjne. En gammel mand ikke bare fysisk men hele vejen ind. Jokede lidt over mine egne nerver og puslede med de samme briller som på gymnasiebilledet.
Den nat blev lang. Lå og hørte dem tale fremtidsdrømme i stuen ny bolig, ferier Der sad jeg, et overstregningstegn i kanten af deres liv.
Næste morgen satte jeg mig ud i køkkenet før de andre. Skulle bare sidde lidt alene med min te, stirre ud i baggården, hvor det stadig var normalt for folk at være gift uden tredjehjul. Birthe dukkede op.
– Skal vi ikke lige tale om det praktiske? Lejligheden skal sælges, og imens må vi finde ud af at deles. Jesper siger, det ikke er sundt at isolere dig på værelset.
Jeg trak på skuldrene nu bekymrede Jesper sig om min trivsel…
– Man kan da vel dårligt være venner med sin egen rival, Birthe?
– Poul, du burde tage dig lidt sammen. Det har stået på længe.
– Ja, jeg har opgivet at kæmpe. Hvad mere kan jeg gøre?
Hun lagde en hånd på min; ingen følelse, bare pligt.
– Jeg var vel bare kedelig. Troede familie og ansvar var kærlighed.
– Det var det ikke. Det var pligt. Kærlighed… det har jeg med Jesper nu.
– Det er aldrig for sent, Birthe?
– Nej, alder betyder intet.
Jeg gik ind på værelset, lukkede døren, lagde mig på sengen. Husker ikke hvornår jeg sidst følte mig glad. Nu var alt bare gråt.
En dag dukkede flyttemændene op med Jespers fladskærm, til os alle sagde han med et smil. Jeg protesterede ikke, de havde jo allerede overtaget alt.
Kort efter ankom papirerne fra statsforvaltningen. Skilsmisse og uddeling standard øvelsen. Jeg underskrev. Et penneklik efter 35 års ægteskab.
Lejligheden blev hurtigt solgt til et ungt par fra Aalborg med barn på vej. Birthe og Jesper jublede. Min andel rakte kun til et lille værelse i udkanten af Kolding. Jeg pakkede tre kasser og en kuffert så lidt fyldte et menneskeliv.
På afrejsedagen gik jeg gennem lejligheden så på tapetet, på hvor juletræet havde stået, hvor jeg havde plantet fødselsdagsflag for børnene. Nu var det ikke mit mere.
Birthe kom ud.
– Nå, så tager du afsted.
– Japp.
– Held og lykke, Poul.
– Tak.
Vi stod der, helt fremmede efter så mange år. Jeg krammede hende ikke. Hun tilbød ingen kaffe. Jeg gik ned ad trappen, satte mig i flyttemandens kassevogn.
– Skal vi køre?
– Kør.
Bilen trillede væk. Da vi var kommet væk fra gaden, oplevede jeg noget underligt: En følelse af lettelse. Mareridtet var slut. Nu kunne jeg ånde, selvom det måske blot var ind i et lille værelse i Høje Støvring.
Min nye hybel var lille, men egen. Jeg stillede mine bøger op, satte skibsmodellerne i vindueskarmen. Lavede te, tændte piben, sad og så på børnene, der spillede fodbold i gården. Livet fortsatte nu bare i miniature.
En uge senere ringede Anna, min datter:
– Far? Mor siger, I er flyttet fra hinanden?
– Ja, min pige… lang historie.
– Hvor er du? Skal jeg komme forbi?
– Nej, Anna, det er okay. Det går.
Jeg fortalte hende ingenting om ydmygelsen. Hun fortjente at slippe.
Med tiden fik dagene rytme. Jeg gik ture, læste bøger fra biblioteket. Naboerne var venlige, men vi veg for dybe samtaler.
En dag i biblioteket stødte jeg på Ellen, nogenlunde min alder. Vi nåede begge ud efter samme roman, grinede og faldt i snak. Hun var lige blevet skilt vi begyndte at mødes over kaffen en gang imellem. Ingen romantik, bare hyggeligt selskab.
Jeg glemte aldrig, hvad der var sket. Det stak stadig, men smerten dæmpedes gradvist.
Halvandet år senere ringede Birthe pludselig søndag aften.
– Poul… det er mig. Det er slut med Jesper. Han syntes, jeg var blevet for gammel.
Hun græd.
– Undskyld, svarer jeg bare, – Men jeg kan ikke hjælpe dig.
– Poul, hør nu…
– Du valgte. Lev med det.
Jeg lagde på og følte selv ikke triumf, kun stilhed.
Senere gik jeg ud og kiggede ud på sneen. Børnene lavede snemænd. Jeg smilede. Livet gik videre.
Nogle dage mødte jeg Ellen i parken, vi snakkede, drak te, fik kage. Hun sagde: Jeg troede livet var slut efter skilsmissen, men det ændrede sig bare.
– Samme her, nikkede jeg.
Jeg gik hjem gennem snevejr. Kom ind, satte mig i lænestolen, læste bog og drak te. For første gang i lang tid var her varmt og roligt. Mit sted.
Nogle gange tænker jeg tilbage på samtalen der startede det hele:
Poul, nu skal Jesper bo hos os. Vend dig til det.
Det gjorde jeg. Men ikke som hun forventede. Jeg vænnede mig til livet… uden hende. Uden dem. Det blev begyndelsen, ikke enden.
Og nu tja, jeg er blevet ret glad for min stille tilværelse. Ja, livet er anderledes, men stadig værd at leve.
Jeg slukker lyset. Ny dag i morgen. Og livet fortsætter. Altid.
