Kirsten Madsen greb kuverten med en så brat bevægelse, at alle sprang op, og bestikene på tallerkenerne klirrede. Hendes negle, indfarvede med rød lak, sank ned i papiret som om de havde været små skruetrækkere. Notaren lagde dog roligt og køligt sin håndflade over hendes.
Jeg beklager, frue, sagde han med en rolig stemme , dette er ikke jeres.
Et dødt stille faldt over rummet. Kun væguret tikker stille, og i det fjerne kan man høre et barns råb fra gården. Mikkel krøller sig sammen i sin stol, som om han ville forsvinde; kvinden ved siden af ham ser nysgerrigt på, men forstår ingenting.
Jeg står stivnet. For ti år siden ville jeg have rystet, have badt om at blive skånet for ydmygelser. Nu ved jeg, at deres magt over mig er forbi.
Notaren rev kuverten i stykker og trak et par ark frem. På det første stod underskriften fra min svigerfar Viggo Jensen, som døde for et par måneder siden. Notarens stemme var klar og fast:
Testamenteet blev udfærdiget tre måneder før dødsfaldet. Den eneste arving er Freja Lund.
Slægtningene begyndte at klynge sig sammen. Tanten kiggede på hinanden, onkelne hostede, et barn lo uden at forstå.
Hvad?! råbte Kirsten Madsen. Det er en løgn! Han ville aldrig have gjort det!
Alt er skrevet sort på hvidt, fortsatte notaren. Jeg efterlader hele formuen, inklusive huset og grunden, til min søns tidligere kone, som ikke har forladt familien frivilligt, men som blev udråbt som udstødt. Han har også skrevet en forklaring.
Mikkel sagde en stille undskyldning. Hans nye kone trak sig hurtigt væk fra ham som en fremmed.
Jeg trak vejret dybt. Jeg vidste om testamentet længe før dette møde. Men at få det sagt højt for alle, bar en helt anden vægt.
Så det her sukkede svigermoren. Du har altid hadet mig! Altid! Og nu vil du tage huset fra os?
Jeg rejste mig. Min stemme var rolig, men så fast som stål:
Jeg tager ingenting. I har frataget mig ti år af mit liv, da I smed mig ud. Men jeres mand så alt. Og han valgte anderledes.
Gå nu væk! råbte hun. Du er ingenting!
Jeg er ejer af dette hus, svarede jeg uden tøven.
Stilheden blev tung. Alle øjne lå på mig.
Men fortsatte jeg efter en pause, jeg vil ikke jage jer. Jeg har mit eget hus og min egen forretning. Det eneste, jeg ønsker, er retfærdighed.
Mikkel løftede hovedet, som om han ikke helt troede på det han hørte:
Så du giver os den?
Jeg giver jer retten til at bo her, forklarede jeg. Men ejendommen er min. Det betyder, at I ikke længere kan nedgøre mig.
Kirsten Madsen så knust ud. Hendes stemme vaklede, hun sagde kun en hvisken:
Du vil ødelægge mig
Jeg så hende i øjnene:
Nej. Jeg vil have, at du mærker, hvad det vil sige at være afhængig af andres vilje.
Notaren samlede papirer sammen og rejste sig.
Alt er lovligt. Fra i dag er ejeren fru Freja Lund.
Jeg bukkede kort og gik ud. Luften var frisk, solen gik ned bag det gamle pæretræ i haven. Jeg gik let som om jeg svævede.
Balder var for længst gået bort, men jeg kunne næsten høre hans knurren igen, som dengang. Denne gang sendte den ikke en nedslået kvinde i eksil, men en sejrende dame.
Jeg smilede og gik videre. For nu kunne ingen længere kalde mig ingenting. Jeg var mig selv, og det var nok til at genvinde min værdighed og mit liv.
