Jeg aflyser brylluppet
Du vil igen snakke om bordplanen, sagde han og lagde gaflen fra sig. Vi er på ferie, Katrine. Ved havet. Se dig omkring.
Katrine så ud over terrassen. Restauranten hang nærmest ud over vandet bølgerne slog blødt mod stenene nedenfor, og et enkelt fiskerlys blinkede svagt i horisonten. Himlen var dyb blå, næsten lilla, og de første stjerner viste sig over det fjerne bølgeskær. Det var smukt. Det så hun godt. Hun så det hele.
Jeg vil bare lige sikre mig noget med tante Gerda, sagde hun. Hun kan ikke sidde ved siden af Viktor du ved godt, de har ikke talt sammen siden ’98.
Kat.
Hvad?
Du er en træmand.
Hun opfattede ikke med det samme, at han sagde det højt. Troede, hun havde hørt forkert. Ved nabobordet lo et par, højt og ubekymret, og latteren fyldte pausen mellem dem ud.
Hvad sagde du?
Jeg sagde, du er en træmand, sagde Mads og løftede glasset, tog en slurk hvidvin og så på hende uden vrede, næsten roligt hvilket var værre end vrede. Vi kom herned for tre dage siden. Tre dage. Og du har ikke slappet af et eneste øjeblik. Du er hele tiden på mobilen, hele tiden i gang med at organisere bryllup, menu, budget, blomster, tante Gerda. Katrine, brylluppet er først om fire måneder.
Netop derfor skal vi have styr på det nu, mens vi kan tænke tingene igennem i ro.
I ro, sagde han ironisk. Siger du, det her er ro?
Hun foldede servietten sammen og lagde den på bordet. Hænderne var rolige. Det holdt hun øje med.
Mads, nogen må tage sig af det. Festlokalet skal bookes, mad skal bekræftes tre måneder før, fotografen vil have forudbetaling
Jeg forstår det hele.
Så hvorfor kalder du mig træmand?
Han svarede ikke straks. Kiggede ud over vandet. Så sagde han:
Fordi du har glemt at nyde øjeblikket. Bare sidde, bare spise, bare kigge ud over havet. Du er altid et andet sted, i lister og skemaer og gamle familiekonflikter fra ’98.
Det er ikke en fremmed konflikt, det er din familie.
Kat, jeg beder dig om én ting. Læg mobilen væk. Drik et glas vin. Kig på den her himmel bare for i aften.
Hun lagde mobilen væk. Tog sit vinglas, tog en slurk. Vinen var god, tør med en lille bitterhed. Ved nabobordet lo de stadig.
De sad tavse en fem minutters tid. Så sagde hun alligevel:
Men med menuen er der stadig det med fisk Nikolajs kone har jo allergi, og hvis vi vælger buffet, må vi
Mads rejste sig.
Jeg går en tur, sagde han.
Vi er ikke færdige med middagen.
Jeg går alligevel, gentog han. Skal bare trække vejret.
Hun fulgte ham med blikket, mens han forlod terrassen. De brede skuldre, den lette gang, den lyse skjorte, løst siddende. Han så altid ud, som om han ikke havde et eneste problem i verden. Måske havde han heller ikke. Problemerne var hendes.
Katrine drak vinen færdig, betalte regningen med sit Dankort. Gik tilbage til værelset. Tog et langt brusebad. Lå længe og stirrede op i loftet, mens havets sagte susen nåede ind gennem terrassedøren.
Mads kom ikke tilbage.
Det gik op for hende omkring klokken to om natten, da hun vågnede og så hans sengeside tom. Hun sendte ham en besked. Så en til. Telefonen svarede ikke. Hun rejste sig, gik ud på altanen. Nedenfor var nogen stadig i gang ved poolen, musik og latter. Den bløde natluft duftede af hav og blomster. Natten var smuk, som et gammeldags postkort.
Katrine gik ind igen og kunne ikke falde i søvn længe.
Næste morgen tikkede en besked ind. “Tog til Vordingborg med drengene, mødte dem i går på havnen. Er tilbage til aften. Du skal ikke vente.” Ingen forklaring. Ingen undskyldning. Bare en konstatering, som om han meldte ændringer i DSBs køreplan.
Hun læste beskeden tre gange. Lagde så mobilen fra sig med skærmen nedad.
Stod op. Lavede kaffe på det larmende Nespresso-aggregat. Drak stående, mens hun kiggede ud over havet. Havet var gråt i dag, skønt himlen allerede var begyndt at blive blå. Om morgenen så havet altid lidt træt ud, tænkte hun, som en person der ikke har sovet nok.
Katrine var fireogtredive. Hun arbejdede som finansiel analytiker i en mellemstor københavnsk virksomhed, der beskæftigede sig med logistik. Hun elskede ikke sit arbejde, men det var stabilt og forudsigeligt. Katrine satte pris på stabilitet. Hun havde lært at planlægge, tænke flere træk frem, se risici hvor andre kun så muligheder. Det var hendes professionelle tilgang men det havde også sneget sig ind i privatlivet, lidt for ubemærket.
Hun mødte Mads for tre år siden. Han var musiker ikke professionel han arbejdede i et reklamebureau, lavede jingler og underlægningsmusik, men i hjertet var han musiker. Om søndagene spillede han med venner i en lille klub, skrev sange, lyttede til mærkelige bands i sine hovedtelefoner, kunne standse midt på Nørrebrogade, fordi lyset faldt spændende, eller dueflokken lettede fra et gammelt tag. Han havde evnen til at undre sig. Det var det, der tiltrak hende.
Til deres første date kom han tyve minutter for sent. Hun var lige ved at tage hjem. Men han kom løbende, forpustet, med en buket vilde margueritter, lidt sammenklemte, fordi han havde båret dem i næven som en stav. Han forklarede, at han var gået efter en gademusikant og var faret vild. Hun burde have været fornærmet. I stedet lo hun.
Første halve år var let og ubekymret. Han fandt på spontane planer, som hun sommetider sagde ja til, og det var nyt og lidt spændende for hende. Så flyttede de sammen, og letheden blev mere ujævnt fordelt.
Det viste sig, at Mads aldrig betalte regninger til tiden ikke fordi han var nærig, han glemte det bare. Han opdagede ikke, når køleskabet var tomt. Hun måtte altid huske ham på huslejen. Skattefradraget havde hun mindet ham om tre gange uden held. Hvis de ikke købte billetter i god tid, kom de til at sidde i DSBs stillekupé eller uden reservationer. Hvis hun ikke bookede lægetid, gik der uger. Alt dette faldt efterhånden på hendes skuldre. Ikke fordi han nægtede han tænkte bare ikke over det. Men hun gjorde. Og på et tidspunkt viste det sig, at det kun var hende, der tænkte over det.
Hun klagede ikke. Eller jo, kun sådan lidt i forbifarten. Han svarede: “Du har ret, undskyld, jeg prøver at blive bedre”. Han blev bedre i kort tid, men alt faldt hurtigt tilbage. Det var ikke ond vilje. Det var bare hans måde at være til på. Han levede i nuet, hun levede hele tiden med blikket et par skridt ude i fremtiden.
Det var ham, der friede. Meget overraskende og rørende i december, gik de gennem Søndermarken med sneen knitrende, han stoppede pludselig og sagde: “Vil du gifte dig med mig?” Ikke noget med ring, restaurant eller store armbevægelser. Ringen købte han ugen efter, den var smuk, han havde god smag. Katrine sagde ja. Hun var både glad og lidt bange, men glæden fyldte mest.
Og så begyndte planlægningen. Og den, som alt andet, faldt på hende. Mads kom med ideer levende musik frem for DJ, bryllup i provencestil, bryllupskage udformet som en guitar. Ideerne var gode, nogle var endda fantastiske. Men det var hende, der sammenlignede venues, læste anmeldelser af catering, lavede gæstelister, sørgede for allergier, holdt styr på betalinger og deadlines alene. I fritiden. Om aftenen. I weekenderne. Og nu, viste det sig, i ferien også.
Stående ved vinduet med den lunkne kaffe tænkte hun roligt på alt dette. Ingen tårer bare et mærkeligt, indre stop. Normalt planlagde hun sig ud af alt, handlede hurtigt. Nu stoppede noget indeni.
Hun slukkede telefonen. For første gang i årevis var den slukket ikke fordi hun sad i fly eller i biograf.
Så åbnede hun skabet og så længe på sine ting. Der hang praktiske hørbukser til byture, komfortable sandaler, let jakke til om aftenen. Alt var fornuftigt og gennemtænkt. Og så var der en kjole, hun havde smidt i kufferten til sidst et silkeagtigt kjole i terrakotta, med tynde stropper og lidt svaj nederst. Hun havde købt den for et halvt år siden i et lille butiksvindue, bare fordi den var smuk. Kjolen var upraktisk for lang, kunne let hænge fast. Den krøllede og krævede særlige sko. Hun puttede den i kufferten uden at vide hvorfor.
Nu vidste hun det.
Hun tog kjolen på. Fandt sandaler med en lille hæl bagerst i tasken “for en sikkerheds skyld”. Lidt læbestift, pung, pas, nogle sedler i danske kroner. Så gik hun ud.
I receptionen spurgte den unge mand, om hun skulle bruge en taxa. Hun sagde, hun gerne ville til nabobyen. Han forklarede, at bussen gik fra torvet hver time eller man kunne tage en taxa, det tog tyve minutter. Hun takkede og gik selv til torvet. Bussen kom hurtigt.
Byen hed Marielyst, lidt mindre end feriebyen, hvor deres hotel lå. Smalle gader, lyse huse med røde tegltage, katte i hvert andet vindue, duften af kaffe og friskbagt brød. Der var få turister næsten ingen. Det var rart.
Hun gik uden mål. Kjolen hang lidt fast i de ujævne brosten, hun måtte løfte den indimellem. Solen var varm men ikke moderne. Klokkerne ringede fra et eller andet kirketårn. Én, to, tre, ti slag klokken var ti.
Hun drejede ned ad en sidegade og så en lillebitte galleri. Eller egentlig bare en åben dør, hvorfra duften af oliemaling strømmede. Over døren hang et håndskrevet skilt: Atelier Åbent.
Katrine stoppede. Kiggede ind. Rummet var lille og lyst med højt til loftet. langs væggene stod malerier store, små, mest landskaber, havet i forskellige vejr, bakkerne, de små gader. Bag et stort træbord sad en kvinde, nok halvfjerds, måske mere. Lille, rank, med korthåret, sølvgråt hår og store runde briller. Hun skrev noget i en notesbog og opdagede ikke straks gæsten.
Kom indenfor, sagde hun på dansk, og så, efter et hurtigt blik på Katrine på engelsk: Please come in. I dont bite.
Jeg er fra Danmark, svarede Katrine. Men engelsk går fint.
Det er nok, smilede kvinden. Ung grin i de gamle træk. Jeg hedder Karen. Det her er mit atelier. Kig endelig rundt.
Katrine gik langs væggene og betragtede billederne. Havet var levende, ikke postkort-agtigt på ét maleri stormede det, mørkt med lavthængende skyer og et ensomt hvidt sejl i et hjørne. På et andet var der vindstille, hav og himmel så blandet, at man ikke kunne se grænsen mellem dem.
Kan du lide dem? spurgte Karen.
Meget, svarede Katrine. Specielt den her. Med vindstille.
Hvorfor lige den?
Katrine tænkte sig om.
Fordi grænsen er usynlig. Himlen og vandet glider sammen, og det virker ikke utrygt. Det er smukt.
Karen så interesseret på hende.
Er du her alene?
Ja, i dag.
Sæt dig, sagde Karen og pegede på en gammel træstol. Vil du have kaffe?
Katrine var ved at sige det må du ikke gøre ulejlighed for, men sagde i stedet ja, tak.
Mens Karen stod ved et lille kogeblus, sad Katrine og så sig omkring. Det var stille ikke by-stilhed med summen og trafik, men ægte stilhed hvor man hører sin egen vejrtrækning.
Karen kom med to små krus kaffe.
Ferie? spurgte hun.
Ja. På hotellet i Bølstorp.
Med manden?
Kæresten. Forlovet.
Hvor er han?
Han tog væk, sagde Katrine. Med nogen, han lige har mødt, til en anden by.
Karen hverken beklagede eller snakkede udenom. Hun nikkede bare og tog en slurk kaffe.
Og så tog du herhen?
Jeg satte mig bare i bussen. Uden plan.
Det er det bedste.
Der blev stille lidt. Katrine holdt om det varme krus.
Hvor længe har du malet? spurgte hun.
Hele mit liv. Jeg har undervist i billedkunst i fyrre år i folkeskole og på universitetet. Blev pensioneret og åbnede mit eget atelier, smilede Karen. Troede, jeg skulle male for min egen skyld. Men folk kommer alligevel ind for at snakke eller kigge. Det gør ikke noget.
Kommer mange bare ind for at snakke?
Ofte. Særligt turister, der er alene. Når man er alene, ser man åbne døre, malingsduft, stilheden.
Katrine vidste ikke, hvad hun skulle svare.
Skændtes I i går? spurgte Karen.
Han kaldte mig en træmand, sagde Katrine. Hun blev overrasket over, hvor roligt det lød. Ingen bitterhed. Bare en konstatering.
Hvorfor?
Fordi jeg talte om bryllupsdetaljer til aftensmaden.
Karen var tavs.
Er du en træmand? spurgte hun.
Katrine havde lyst til at sige nej, men ventede lidt.
Jeg ved det ikke. Jeg gør bare det, der skal gøres. Hvis ingen gør det, sker der ikke noget.
Nej, sagde Karen. Men, hvis den ene i et par gør alt, og den anden intet, så bliver man vred ikke på den anden til sidst, men på sig selv. For at lade det komme dertil.
Katrine satte langsomt kruset fra sig.
Jeg er ikke vred.
Nej, samtykkede Karen. Du kom herhen i en smuk kjole og slukkede din telefon. Det er ikke vrede. Det er noget andet.
Udenfor gik en kvinde med en kurv forbi vinduet og nikkede til Karen, der nikkede igen.
Min nabo. Samme rute til markedet hver dag i tredive år.
Det er kedeligt, sagde Katrine.
Eller trygt. Kommer an på, hvordan man ser det.
De tav lidt, indtil Karen rejste sig og gik over til et staffeli i hjørnet, hvor en halvfærdig lærred stod. Havet igen, men fra kysten sten og horisont langt borte.
Jeg har arbejdet på det i tre uger, sagde hun. Kan ikke beslutte, om horisonten skal være skarp eller diffus. Skarp er kedelig, men med for meget slør forsvinder luften.
Katrine gik hen ved siden af hende.
Hvad om du lader horisonten være skarp, men sætter noget forrest i billedet? Så øjet først fanger det nære, og senere bevæger sig ud i det fjerne.
Karen så på billedet. Og så på Katrine.
Maler du?
Nej, jeg er finansanalytiker.
Men du tænker i billeder.
Jeg tænker i strukturer. Nogle gange ligner struktur et billede.
Karen lo kort og hjerteligt.
Da jeg var ung, havde jeg en mand. Han var god, men kunne kun holde styr på én ting ad gangen. Jeg ordnede alt børn, penge, hus, vores udstillinger. Han sagde altid: “Du tænker for meget.” Jeg troede, han havde ret. At jeg skulle lære at slappe af.
Og blev du det?
Nej, sagde Karen. Jeg kan ikke være noget andet. Men jeg troede længe, det var en fejl. Han døde for tyve år siden. Stille af hjertet. Året før sagde han til mig: Hvis ikke du var her, var jeg for længst blevet væk. Du er min havn.
Katrine betragtede billedet.
Det er smukt.
Måske. Men jeg tænkte, er det godt at være en andens havn? En havn står stille. Andre lægger til, når de vil, og sejler, når de har lyst.
Katrine tav længe.
Havde du børn? spurgte hun.
To. De er voksne nu én i Odense, én i Tyskland. De kommer til højtiderne.
Er du ensom?
Nogle gange, trak Karen på skuldrene. Men ensomhed er forskellig. Den, hvor man savner, og den, hvor man endelig hører sig selv.
Giftede du dig igen?
Nej. Jeg blev fristet fem år efter, mødte en god mand. Men jeg indså, at jeg igen skulle være nogens havn. Og jeg var træt. Ville selv sejle, bare lidt.
Hun smilede og vendte tilbage til sit bord og notesbog.
Bliver du længe her?
Ved det ikke. Til overmorgen nok flyet går om to dage.
Kom igen i morgen. Jeg viser dig markedet rundt om hjørnet. Der er en gammel krukkehandler med helt særlige ting.
Katrine nikkede.
Jeg kommer.
Hun gik fra atelieret omkring middag. Midt på himlen stod solen, skyggerne var korte. En scooter passerede i snæver gade, og katten på vindueskarmen så roligt efter den.
Katrine gik mod rutebilstationen og tænkte ikke på Mads. Hun tænkte på det der med havnen. Det at være nogens havn er ikke nødvendigvis godt. Eller ondt. Det er bare en rolle. Det interessante er, om man selv har valgt den eller bare er havnet der fordi ingen andre ville.
I bussen kiggede hun ud. Vejen slyngede sig langs kysten, havet dukkede op og forsvandt bag bakker. Nu var det knaldblåt med hvidt skum helt anderledes end til morgen.
Hun var tilbage på hotellet lidt over et. I receptionen sagde de, at hr. Nielsen var kommet hjem klokken tolv og lå ved poolen nu.
Hun gik op, skiftede til de praktiske hørbukser og en enkel, hvid T-shirt. Ned til poolen.
Mads lå i en liggestol med mobilen. Han satte sig, da han så hende.
Hej. Hvor har du været?
Marielyst.
Alene?
Alene.
Han tøvede.
Jeg var en klovn i går. Det jeg sagde det var for groft.
Ja, sagde hun.
Jeg ville ikke såre dig. Men jeg havde brug for ferie og det føltes som præcis det samme.
Hvad samme?
Du er altid på arbejde. Selv når du ikke er. Brylluppet er også blevet til arbejde.
Katrine så på ham. Han var smuk. Har altid været det. Solbrun, lidt uglet, med den der lethed, der engang havde tiltrukket hende.
Mads, må jeg spørge dig om noget?
Ja.
Har du nogensinde husket at overføre huslejen uden jeg mindede dig om det?
Han rynkede brynene.
Det er da sket…
Nej, aldrig. Jeg har holdt styr på det hver gang. Det var altid mig. Det samme med lægebesøg du har aldrig selv taget initiativ. Aldrig købt ind, fordi du så køleskabet var tomt kun hvis jeg skrev.
Kat, det er petitesser.
For dig, måske. Ikke for mig. Og alle de idéer til brylluppet, du fyrer af Hvem undersøgte lokaler? Ringede til catering? Læste kontrakter? Fulgte op på allergier?
Du ville jo selv! Du tager selv det hele.
Fordi hvis ikke jeg gør det, gør ingen. Det er ikke et valg det er nødvendigt.
Mads rejste sig, gik frem og tilbage, satte sig igen.
Du har ret, jeg kunne godt hjælpe mere. Men du giver jo ikke slip. Du skal altid styre det.
Måske. Måske kan jeg virkelig ikke andet. Men så kan du heller ikke lære at tage ansvar. Vi troede, det ville balancere. Det gjorde det bare ikke. Det blev mit ansvar.
Han sagde intet.
Du kom ikke hjem i nat, sagde hun.
Jeg skrev besked.
Ja, Kommer til aften, lad være at vente. Vi er på ferie, Mads. Sammen. Og du tager væk natten over med nogen, du lige har mødt, fordi jeg snakkede om bordplan.
Jeg havde brug for luft.
Hvad med mig? spurgte hun, stadig roligt. Jeg har trukket vejret for os begge tre år. Planlægget, ringet, organiseret, også i vores ferie, fordi ellers har vi hverken lokale eller mad til september.
Mads sank hen på stolen. Han sagde intet.
Jeg forstår ikke formålet med den her samtale, sagde han.
Nej. Det er netop problemet, svarede hun.
Hun tog sit håndklæde.
Jeg går ned til vandet.
Hun kunne mærke, at han fulgte hende med blikket, men hun vendte sig ikke.
Hun svømmede længere ud end hun plejede. Lå flydende og så op på den skyfri, bløde himmel. Fra stranden lød børn, der grinede.
Hun tænkte på Karen. På havnen. På det, at en havn står stille.
Hun havde ikke selv svømmet i tre år hun havde stået.
Om aftenen spiste de sammen, tavse. Mads prøvede at peppe op, fortalte om turen til Vordingborg, om kunstnervennerne han havde mødt. Det er livet! sagde han, og smilede, uden at mærke hendes blik.
Nu forstod hun, hvad han længtes efter. Et liv uden plan, uden bordkort, uden deadlines. Han valgte hende, fordi han troede, alting magisk ville ordne sig, hvis bare der var én, som tænkte forude. Så kunne han bare være i nuet, mens en anden tænkte for to.
Det var aldrig ondt. Han var ikke noget dårligt menneske. Sådan var han bare skruet sammen. Og hun også. Teoretisk perfekte i praksis blev hun altid den, der trak læsset.
Hun sov ikke den nat. Lyttede til havet. Mads sov, roligt. Den smukke, ubekymrede, uansvarlige Mads.
Hun kiggede på ringen. Lille, med blå sten. Hans valg. Den var virkelig smuk. Månen sendte glimt ind over stenen fra gardinet.
Hvad med et år efter brylluppet? Fem år? Hun ville planlægge børnefødselsdage og forældremøder, mens han fortalte om kunstnere, der bare lever i nuet. Hun ville spare op til bolig, mens han glemte sin andel. Hun ville minde ham om alt og ende som manager for begge deres liv.
Kunne han ændre sig? Folk kan jo ændre sig det ved man aldrig…
Men hun havde ventet tre år uden at se forandring. Hun så intentioner, fine, men glemte om morgenen.
Hun faldt lidt i søvn ud på morgenen. Da hun vågnede, var det lyst, Mads sov stadig, og hun vidste, hun havde besluttet sig.
Ikke i dette øjeblik. Måske allerede i går ved poolen. Måske i Karens atelier. Måske for tre år siden uden at tillade sig at vide det.
Hun stod op, uden at vække ham. Gik ud på altanen. Havet var morgentræt, gråblåt. En lille båd i det fjerne trak et hvidt spor.
En havn flytter sig ikke, tænkte hun. Men det betyder ikke, at havnen ikke kan blive til havet.
Hun gik ind. Mads vågnede, smilede.
Godmorgen, sagde han, søvnigt.
Godmorgen, svarede hun. Mads, jeg skal fortælle dig noget.
Han satte sig op.
Hvad er der?
Jeg aflyser brylluppet.
Der gik lang tid. Han stirrede på hende, uforstående.
Hvad?
Jeg aflyser brylluppet, gentog hun. Vi skal ikke giftes.
Kat… Er det på grund af forleden? Hvad jeg sagde?
Nej. Det er på grund af alt sammen.
Alt hvad?
Hun gik hen til sengen, tog ringen af, lagde den i hans hånd. Han så på den, som om det var noget fremmed.
Kat, vent nu. Lad os tale om det. Jeg forstår det, jeg var helt…
Mads, sagde hun mildt. Du er et godt menneske, virkelig. Du kan glædes, du ser skønhed, du lever i nuet. Det er sjældent. Det har jeg sat pris på. Men i tre år har jeg haft det tungt. Ikke fordi du er slem. Vi ser bare forskelligt på voksenliv. Du vil, at det helst skal være et eventyr, der løser sig selv. Jeg ser det som noget, man har ansvar for. Ingen af os kan lave om på, hvem vi er men sammen bliver vi ikke lykkeligere.
Det kan vi lave om.
Vi har prøvet i tre år.
Det betyder ikke…
Mads, afbrød hun roligt. Jeg har ikke lyst til at bruge tre år mere på at håbe, at det ændrer sig. Jeg vil leve. Bare leve ikke organisere to liv.
Han sagde intet. Sidste gang.
Er du sikker? spurgte han til sidst.
Ja.
Intet kan få dig på andre tanker?
Hun tænkte sig om. Ærligt.
Jeg ved det ikke. Måske tager jeg fejl. Måske fortryder jeg om et år. Men lige nu ved jeg, at jeg ikke vil giftes med dig. Ikke fordi jeg ikke elsker dig. Men hun holdt en pause fordi kærlighed ikke skal gøre en så træt.
Han svarede ikke. Han nikkede svagt.
Okay, sagde han lavt.
Hun pakkede sine ting. Han blev bare siddende og stirrede ud af vinduet, mens hun lagde det hele i sin kuffert. Ikke nogen indvendinger, ikke nogen spørgsmål. Måske forstod han også noget. Eller vidste ikke, hvad han skulle stille op.
Før hun gik ud af døren, stoppede hun.
Bliver du her?
Ja, til ferien slutter. Tre dage endnu.
Godt. Hun tog kufferten. Pas på dig selv, Mads.
Lige over.
Hun gik.
I receptionen hjalp de hende med at ændre hjemrejsebilletten. Den tidligste gik om fire timer. Hun bestilte en taxa til lufthavnen, stillede kufferten og gik ned på caféen, hvor de havde været første dag. Købte kaffe og croissant, satte sig ved vinduet.
Hun tændte mobilen. Der væltede beskeder ind. Arbejde, veninder, hendes mor, der skrev om stofvalg til brudepigekjolerne. Katrine læste dem en for en. Roligt, som om det var en andens liv.
Hun skrev kort til sin mor: Der bliver ikke noget bryllup. Fortæller mere, når jeg kommer hjem. Alt er ok. Sendte den. Ventede. Mobilen vibrerede straks, moren ringede. Katrine lod telefonen ligge i tasken.
Hun drak sin kaffe. Spiste halvdelen af croissanten, så var det nok.
Udenfor gik livet videre. En kvinde med kurv kom fra marked, to mænd diskuterede foran døren til kiosken. En kat havde rullet sig sammen på bænken i solen og lignede en lille løve.
Katrine betragtede sceneriet og mærkede noget mærkeligt. Ikke smerte. Ikke engang lettelse. Noget, der mindede om stilhed. Ligesom hos Karen. Stilhed, hvor man kan høre sig selv trække vejret.
Hun kom i tanker om Karens marked hun ville ikke nå det. Hun fandt sin lille notesbog og skrev adressen på atelieret. Måske kommer hun tilbage en dag. Ikke til hotellet i Bølstorp. Til Marielyst. Alene.
Taxaen kom til tiden. Chaufføren var ældre, sagde ikke meget, hvilket passede Katrine udmærket. Turen til lufthavnen tog cirka tre kvarter, de kørte langs vandet hele vejen.
I lufthavnen checkede hun ind og satte sig i venteområdet. Kvinden ved siden af hende havde et lille barn, en dreng på tre, der legede med en rød bil og sang lavmælt for sig selv. Overfor blundede en ældre mand med stråhat. Fra højttaleren lød flyinformation på dansk og engelsk, selv meddelelser om forsinkelser lød næsten poetiske.
Katrine fandt cateringfirmaet i sine kontakter. Fandt fotografens nummer. Fandt Bryllupsplanlæggeren Sophia, som de havde mødtes flere gange med. Hun skrev til dem alle, høflige, konkrete beskeder om aflysning. Spurgte ind til tilbagebetaling. Sendte dem afsted.
Så åbnede hun budget-regnearket for brylluppet, det hun selv havde lavet. Lokale, blomster, kjole, menu, musik, invitationer alting stod pænt i rækker med datoer og beløb i kroner.
Hun lukkede arket. Og slettede det derefter.
Lille drengen tabte bilen ned under stolene, begyndte at pive, men moderen nåede den og rakte den hurtigt tilbage med et smil.
Katrine så på dem.
Hun var lidt ensom. Det var sandt. Ikke uhyggeligt eller ødelæggende ensom, bare som at have båret noget tungt, længe, og nu lægger man det fra sig. Hænderne husker stadig vægten, men den er væk.
De annoncerede boarding.
Hun rejste sig, svingede tasken over skulderen. Stilte sig op i køen. Køen sneg sig frem, hun stod og tænkte på ingenting bare stod.
Foran hende stod en jævnaldrende kvinde i prikket kjole og stor solhat. Hun talte muntert i mobil: Ja, alt er godt! Ja, jeg rejste alene, og hvad så? Det har været fantastisk, vi tales ved! Kys!
Hun lagde telefonen væk, fangede Katrines blik og smilede.
Første gang alene til udlandet, sagde hun. Børnene sagde nej, min mand kunne ikke tage med, så jeg tog bare afsted. Hun rødmede lidt. Jeg er toogtres. Troede, jeg ville blive bange. Men det var helt fint.
Det var godt, gentog Katrine.
Rejser du også alene?
Ja.
Hjem?
Ja, hjem.
Man skal altid hjem. Og nogen gange ikke, tilføjede hun myndigt. Det vigtigste er, at det er ens egen beslutning.
Køen bevægede sig. De gik frem. Katrine viste passet, fandt sin plads ved vinduet i flyet.
Flyet var næsten fyldt. Ved siden af hende sad en mand med avis; han fordybede sig straks. Fint. Hun havde ikke brug for samtaler.
De lettede. Katrine så landjorden glide væk, havet formindskes og blive til en smal blå stribe mellem lave brune bakker så skyer.
Hun lænede sig tilbage og lukkede øjnene.
Hun vidste godt, hvad der ventede hjemme: mor med hundrede spørgsmål, veninden Sofie, der straks ringer og siger “det vidste jeg jo!”, kollegerne, der ikke ved noget og intet spørger. Lejligheden i Valby, hun delte med Mads, som nu skulle aftales om. Det vil alt sammen komme.
Men lige nu, her ti kilometer oppe, mellem det der var og det der kommer, var hun i et mellemrum. Et sted, hvor intet var afgjort.
Og her var der stille.
Hun tænkte på billedet hos Karen, havet og horisonten med det slørede skel. Hvad sagde Karen? Hun kunne ikke beslutte sig skarp eller sløret grænse? Med skarp grænse, kedeligt, med slør, mister billedet luft.
Hun havde sagt: Læg noget i forgrunden. Så øjet har noget at gribe fat om, før det svæver ud i horisonten.
Måske var det sådan med livet også. Man skal ikke altid se frem mod den fjerne horisont, der måske ikke findes men se det, der er tæt på. En kop kaffe og en halv croissant. En dreng med legetøjsbil. En kvinde i prikket kjole på sin første alenerejse.
Katrine vidste ikke, om hun havde valgt rigtigt. Måske fortrød hun om et halvt år. Måske havde hun ret. Måske ville alt alligevel blive anderledes. Livet følger sjældent en plan det vidste hun, finansanalytikeren, bedre end de fleste.
Men hun vidste én ting mere. Med sikkerhed.
Lige nu var det ikke tungt.
Det føltes så uvant, at hun mærkede efter som når man forsigtigt trykker, hvor det plejer at gøre ondt. Men der var ingen smerte.
Flyet gik videre mod nord. Skyerne under dem var hvide og rolige. Længere fremme græd et barn, manden ved siden af raslede med sin avis.
Katrine åbnede sin notesbog. Skrev adressen på Karens atelier ind. Ved siden af: “Vend tilbage. En dag. Alene.”
Hun lukkede bogen og lagde den i tasken.
Kiggede ud.
Skyerne skiltes et kort øjeblik og langt nede kunne hun se marker og veje, små og smukke.
Så lukkede skyerne sig igen.
Stewardessen kom forbi med vognen og spurgte, om nogen ville have kaffe eller vand.
Kaffe, tak, sagde Katrine.
Med mælk?
Nej, bare sort.
Hun tog koppen, mærkede varmen brede sig i hænderne. En lille, enkel varme.
Lidt længere fremme kunne hun lige se kvindens store solhat på hattehylden festlig, upraktisk og helt rigtig.
Katrine tænkte på sin egen kjole terrakotta, silkeblød, nu i bagagen. Den kommer med hjem. Hun ville ikke gemme den væk i et skab. Den ville blive brugt igen.
Anledningen ville nok byde sig.
Kaffen var ikke god, som det nu er i fly. Men hun drak den langsomt, i små slurke, kiggede ud gennem vinduet, og tænkte, at nu var det sikkert allerede ved at blive aften i København, så hun skulle huske at tage jakken frem fra kufferten med det samme.
Så tænkte hun, at hun sikkert glemte det og at det var helt fint.
Flyet fortsatte, skyerne gled roligt forbi. Dernede var Danmark, med sine marker, byer, veje, og mennesker, hver med sin historie, sin bagage, sin grund til at flyve netop denne dag.
Katrine lukkede øjnene.
Lige nu var alt godt.
Ikke lykkeligt. Ikke helt roligt eller sikkert. Bare godt. Uden forklaring, uden plan, uden noget, det skulle opveje.
Bare godt fordi hun endelig gjorde noget for sig selv.
Stewardessen begyndte at samle kopper ind. Katrine rakte sin frem.
Hvor længe er der igen? spurgte hun.
Cirka to timer, svarede stewardessen.
Tak.
Hun lænede sig igen tilbage. Skyerne blev lidt lysere. Eller også syntes hun bare.
To timer. Hun kunne sove lidt. Bare sidde. Bare tænke, eller ikke tænke.
For første gang i meget lang tid vidste hun ikke, hvad hun ville gøre de næste to timer.
Og det føltes godt.
