Susanne stod ved vinduet i den lille lejlighed i Valby, med sin datter Malene på armen. Tårerne løb ned ad kinderne. For kun få timer siden var hendes mand, Lars, kommet hjem fra arbejde. Uden et ord pakkede han sine ejendele sammen, tog alle de penge, de havde sparet op til udbetalingen på deres første ejerlejlighed, og så var han væk. Kærligheden var forsvundet han havde mødt kvinden i sine drømme og ville nu være sammen med hende.
Susanne nåede slet ikke at sige noget, før Lars smækkede døren bag sig. Han sagde ikke engang farvel til Malene…
Hele aftenen græd Susanne. Hun vidste, hun ikke kunne klare hyrden med at betale for den dyre lejebolig alene. At flytte hjem til sin mor i Roskilde var heller ikke muligt, der boede lillebror med kone og børn. Nu stod hun der uden nogen udvej. Dagpengene kunne knap og nap række, og Malene var kun otte måneder, så at starte på arbejde virkede umuligt.
I to dage forsøgte Susanne at finde en billigere bolig. Heller ingen held. Der skulle stadig penge til det hele.
På tredjedagen om aftenen ringede det på døren. Susanne blev overrasket, da hun så svigermor, Karen, stå i døråbningen.
Susanne forventede en opsang for det plejede Karen at komme med. Der var altid noget at kritisere. Men denne aften var det anderledes:
Må jeg komme ind?
Ja, gå bare ud i køkkenet, Malene sover lige nu.
Susanne satte vand over til te.
Undskyld, jeg har ikke andet til teen end lidt syltetøj
Det var nu ikke teen, jeg kom for. Lars ringede i går. Han sagde, han havde forladt dig. Jeg forsøgte at få ham på bedre tanker men ligesom hans far, kan han ikke holde fast i én kvinde. Hans far forlod også os, da Lars kun var en måned gammel. Jeg opfostrede ham alene, men det ser ud til, at jeg alligevel ikke har gjort arbejdet godt nok, når han kan forlade sådan en god kvinde og et barn.
Karen løftede blikket og smilede svagt.
Men det var ikke det, jeg ville sige. Jeg er kommet for at hente dig. Du kan ikke klare den lejlighed alene. Hvis vi bor sammen, bliver det nemmere for os begge. Jeg skal nok hjælpe med Malene. Så kan du komme i arbejdet igen, og jeg passer hende.
Det er ikke nemt, Karen, mumlede Susanne. Vi skal nok klare os selv
Ja, ja, det siger du nu. Hvis du ikke bryder dig om det, kan du altid flytte. Jeg tilbyder dig dét her, med hjertet.
Jeg havde ellers tænkt at spørge min mor. Jeg er jo stadig folkeregisteret dér.
Men der bor allerede fem derude i jeres toværelses. Med Malene bliver I syv. Det går jo ikke. Jeg har en treværelses i Hvidovre den største stue er din nu. Så pak dine ting, så skal jeg nok hjælpe med flytningen.
Tak, Karen, sagde Susanne lavmælt. Hjælpen kom fra en kant, hun aldrig havde regnet med.
Det var netop Karen, der efter fødslen havde sagt, at Malene slet ikke lignede familien. Sådan et udseende Det kan da ikke være min søns barn, havde hun sagt. Du må have været sammen med en anden. Svær at overbevise, og hun kom slet ikke på besøg den første måned. Senere blev det brok over navnet: Malene hedder halvdelen af pigerne i de her boligblokke. Det skulle man da have snakket om!
Nu stod hun så med åbne arme og tilbød dem et hjem. De havde kun en uge tilbage før de skulle ud af lejekontrakten.
Hos Karen var der rent og hyggeligt. Hun havde blik for oprydning, og det var tydeligt, at en stor del af hendes liv var gået i børnehøjde.
Kom indenfor. Jeg har fundet en tremmeseng til Malene hvis den ikke duer, køber vi en anden. Som sagt, gør jer hjemme. Jeg har tømt det store skab til dig, så pak bare ud. Jeg leger med Malene så længe.
Efter bad og nattøj lagde Susanne Malene i seng.
Kom, så får vi aftensmad. Det har været en hård dag.
Susanne, jeg ved godt, jeg tidligere har såret dig. Det vil jeg ikke mere. Jeg skammer mig over Lars. Jeg ved ikke, hvad jeg gjorde forkert som mor… men jeg skal nok hjælpe dig nu.
Aftensmaden er klar. Sig til, hvis der er noget du mangler. Jeg hjælper gerne med det hele både at handle og at være barnepige.
Jeg har det lidt besværligt med at trække på dig, sagde Susanne stille.
Vi er ikke fremmede for hinanden, og vi kommer kun tættere sammen af det her.
Susanne begyndte at græde igen. Aldrig før var nogen trådt sådan til for hende. Selv ikke hendes egen mor, som nærmest havde glemt hende, da hun blev gift.
Nå, nu har du grædt nok for i dag. Vi skal nok komme igennem det det lover jeg dig.
Fire måneder gik. Karen var i fuld gang med at forberede Malenes første fødselsdag. Hun bagte lagkage, pustede balloner op, og klædte Malene i en lille, blå kjole. Malene, der så alle de fine pynteting og nye legetøj, greb sig løs fra sin mors hånd og tog sine allerførste skridt. Det var så rørende, at begge kvinder begyndte at græde. Så gik vi! jublede Karen.
Malene landede på numsen, rullede over på knæ og kravlede hen til legetøjet.
Døren gik op, og ind trådte Lars. Han var ikke alene i hånden holdt en ung kvinde en lille dreng på seks år.
Mor, nu har vi tænkt os at bo hos dig et stykke tid. Du må da være ensom. Og lejligheder er blevet dyre i København. Jeg har masser af lån og kan ikke få det til at løbe rundt.
Lars stirrede måbende på Susanne.
Hvorfor er hun her?!
For det første, Lars, hedder hun Susanne. Hun er stadig din kone I er ikke skilt. For det andet har hun og Malene boet her i fire måneder, siden du stak af og tømte opsparingen. For det tredje holder vi fødselsdag for Malene, som du ikke har gidet at ringe for at ønske tillykke med. Og for det fjerde, så smid nøglerne på kommoden, Lars, og find et andet sted til din nye familie. Her er alle værelser optagede. Jeg er ikke ensom tag det roligt. Og næste gang, så prøv at tage telefonen. Farvel, Lars!
Susanne blev boende hos Karen i fem år. Karen passede Malene, så Susanne kunne arbejde, og sørgede for at de begge havde det godt.
Efter de fem år mødte Susanne en mand, hun blev glad for. Hun turde dog ikke fortælle det til Karen, men hun tog selv emnet op en dag:
Du behøver ikke snige dig rundt, som var du en teenager. Elsker du ham, så vis det. Jeg bliver ikke vred jeg bliver bare lykkelig på dine vegne. Og jeg har stadig kræfter til at passe Malene, nu hvor hun får en lillesøster snart.
Susanne blev gift igen. Karen var med til brylluppet. Hun var glad på Susannes vegne. Men allermest glædede det hende, at Malene skulle have en lillesøster og hun glædede sig til endnu et barnebarn at tage sig af.
