Bedstemor savnede dem frygteligt
Bussen bevægede sig længere og længere væk fra købstaden. Nu, hvor asfalten slap op for tre sving siden, begyndte den blege lille by nærmest at føles som et glimt af civilisation.
Så det er hende bedstemor, der laver de legendariske syltede agurker? spurgte Rikke. Jytte hvad er det nu hun hedder til efternavn…
Jytte Madsen, ja, svarede Jakob og nikkede. Hele min barndom var præget af de agurker. Hver eneste nytårsaften stod der en skål med hendes syltede agurker i midten af bordet. Som var det selve festmåltidet.
Tankefuldt pillede Jakob ved den flossede sædepolstring.
Selvfølgelig lavede hun også andet. Squash, græskar engang imellem…
De sad overfor hinanden på slidte sæder. Undervejs rystede busser kroppen sammen og gav af og til et lille hop, så de nærmest kunne mærke benzindampene i luften. Udenfor rullede halvslåede enge forbi, gule skovbryn og magre køer, der gnavede uforstyrrede i det mørkegrønne græs. Kort sagt, et levende efterårsmaleri i bedste Krøyer-stil men sløret af de spyttede vinduer.
Et bump sendte dem op fra sædet.
Uha! peb Jakob og gned sig på ryggen Det lader til, chaufføren synes, denne bus har udspillet sin rolle…
Pyh, fnøs Rikke, Med de veje kan det ikke anden end se sådan ud.
Ja undskyld, sagde Jakob stille, og glattede Rikkes hånd som for at gøre det godt igen. Jeg troede ærlig talt, busserne herude var lidt pænere.
Det går nok, hun smilede anstrengt. Jeg havde ikke forventet luksus.
De passerede en bro. Jakob kiggede ud gennem den sprækkede rude efter åens glimt, indtil den forsvandt mellem træerne. Tankerne flakkede langt bort til en anden tid, hvor morfar tog ham med ud at fiske, og mormor fortalte eventyr om nisser og vætter, der hjalp planter med at vokse.
Det var her, vi engang fiskede, mumlede han.
Rikke betragtede ham undersøgende.
Men du sagde, vi skulle besøge din mormor. Tænker du ikke, vi kan overtale hende til at flytte til byen? Og morfar, lever han stadig? spurgte hun blidt og lagde sin hånd på hans.
Nej, svarede Jakob og så op mod loftet. Altså han forsvandt. Ingen fandt ham. Eller hans fiskestang Han sukkede dybt og var længe tavs. Politiet sagde, han druknede under en fisketur. Men det var svært at tro Vi var jo vant til at bade og fiske sammen.
Rikke tog stille en dyb indånding.
Hvor lang tid er det siden, du sidst var her?
Sidst var til hans begravelse.
Hun skulle til at sige noget, men Jakob tog selv ordet igen:
Da jeg blev fjorten, bestemte mine forældre, at jeg var gammel nok til selv at tage på besøg, hvis jeg ville. Siden har jeg kun været her den ene gang
Ville du ikke?
Jo, rødmede han. Sagde til mormor og morfar, at jeg ville komme næste sommer. Fik endda billetpenge af forældrene, men så blev det alligevel ikke til noget. Der kom altid noget i vejen. Men jeg ringede tit de lød glade og sagde, at jeg bare skulle nyde mit ungdomsliv.
Han stirrede tomt ud på skoven, mens bussen gumpede videre.
Næste år havde jeg eksamener og begyndte på universitet og sådan gik der år efter år, uden jeg kom forbi. Og så…
Jakob tav, gned sig i øjnene, og Rikke bemærkede de våde mærker på ærmet.
Så forsvandt morfar. Alle kom hjem til begravelsen. Jeg svor for mig selv, at nu, hvor mormor var alene, ville jeg besøge hende hvert år. Det troede jeg virkelig på. Men
Rikke flyttede sig, lagde armene omkring ham og hvilede sin pande mod hans skulder.
Du skal ikke bebrejde dig selv, sagde hun.
***
Bedstemor satte dem straks ved det lille køkkenbord et slidt, men pynteligt eksemplar i træ, med skrammer efter mange års brug. På kanten stod en kurv med grøngule æbler.
Jytte Madsen satte et fad med kartoffelmad og stegte kantareller foran dem, hældte hyldeblomstsaft i krusene og fandt selvfølgelig også et glas syltede agurker fra køleskabet. Hendes bevægelser var venlige, men lidt langsomme som om hun havde lært at passe ekstra meget på nu.
Rikke mærkede et stik af medlidenhed og skjulte det med et knasende bid agurk.
Mmm de er bare præcis, som jeg husker dem.
Ja! svarede Jakob ivrigt.
Har du smagt dem før, lille ven?
Ja, Jytte, det har jeg. Jakob bød mig smagsprøve. De er fantastiske!
Spis, spis, mine kære. Og du også, Jakob, sagde bedstemor, mens hun slog sig ned på stolen og hvilede hovedet i hånden for at betragte dem.
I et stykke tid var det kun deres tyggen og fuglenes kvidren i haven, der kunne høres. Så brød Jakob tavsheden.
Mormor undskyld, jeg ikke har besøgt dig noget før. Jeg…
Det gør da ingenting, afbrød hun. Det vigtigste er, at I er her nu. Og du har taget pigen med Bedstemor smilede varmt til Rikke, der kunne mærke sig rødme. Hvor er jeg glad for, I kom. I kan hjælpe med agurkerne vande lidt, komme lidt gødning på Så kan vi se mere til hinanden nu.
Jakob så opmuntret på Rikke, uden at sige mere.
Vil I overnatte?
Nej, mormor, vi kan ikke. Jakob rødmede svagt. Vi har hunden, Max, derhjemme. Han skal fodres, og vi skal ud med ham.
Han fulgte bedstemor med blikket, men hun sukkede bare og vendte sig bort.
Alt går så stærkt for jer unge i byen. Altid har I travlt.
Hun tog fat om den gamle gasovn og begyndte at koge vand til te. Jakob så bekymret på hende og sendte Rikke et forsigtigt blik.
Jeg laver jer lidt urtete den gode slags. Hjælper mod al byens postyr…
Vi kommer igen næste uge, det lover vi, sagde Rikke opmuntrende.
Denne te får jer til at slappe af, mormor snakkede vidt og bredt, næsten som om hun ikke hørte Rikkes ord. Der er så meget larm og stress i byen det er ikke sundt. I skulle tage at sætte tempoet lidt ned
Hun vendte sig med to røghede krus. Jakob spekulerede stadig på, om hun var blevet ked af det. Men bedsteforældres ansigter kan skjule meget kærlighed og blidhed var stadig tydeligt at spore.
De smagte på teen. Smagen var overraskende mild, men ikke med mint.
Den smager godt, sagde Jakob og tog en slurk mere. Hvad har du brugt?
Bedstemor så tænksomt på den lille bøtte.
Åh, jeg plukkede det sidste år. Kun til jer. Timian, jordbærblade, æbleskræl… Det vigtigste er, at det varmer.
De drak endnu en slurk.
Mormor, vil du stadig ikke flytte til byen?
Og lade mine agurker være? råbte hun næsten, men mildnede. Jeg har alt, jeg har brug for her. Min have, mine æbletræer. Jeg ville mistrives i byen. Hvad skal jeg der?
Men du kan jo have et lille bed på altanen vi har blomster og plads til, at du kan gå med Max, prøvede Rikke forsigtigt.
Kom nu bare her, og tag hunden med. Herude kan han rigtig løbe og lege, ja! Jeg bliver her. Teen skal drikkes op. Det er det vigtigste nu.
De lod diskussionen fare, drak teen, og til sidst sukkede Jakob og spurgte:
Skal jeg hjælpe dig? Vasker du selv op?
Det klarer jeg fint, lød svaret, og hun begyndte at rydde bordet. At I er kommet, gør mig glad. I kan hjælpe med agurkeplanterne i stedet.
Til Jakobs overraskelse virkede hun nu mere frisk og hurtigere i bevægelserne.
Se, hun er allerede bedre, hviskede Rikke.
Kommer vi i tid til bussen? hun kiggede på klokken og regnede hurtigt ud, at de nok kunne nå det. Hvor tager vi vand og gødning?
Følg mig, sagde bedstemor og gik mod døren. Først vander vi, bagefter gøder vi, hvis der er tid.
***
Med to fyldte vandkander trådte Jakob ind i drivhuset, hvor duften af jord og varme slog dem i møde. Rikke kom efter og lagde armene om hans liv.
Glasvæggene var rene i øjenhøjde man kunne se hus og æbletræer tydeligt. Men nede var der et grønt/brunt lag af alger og mos. Stien bøjede til venstre efter ti skridt, og på begge sider voksede planterne i uregelmæssige bede, adskilt af lave trækantninger. Overalt slyngede agurkerankerne sig hen over gulvet, op ad væggene, selv hen over døren de netop var kommet ind ad.
Det er som om de har groet her i flere år, ikke bare måneder, sagde Rikke.
Det må man sige, svarede Jakob. Luk døren, så varmen ikke siver ud.
Hun lukkede den tæt.
Skal jeg slå slåen for?
Nej, det tror jeg ikke er nødvendigt.
Jakob gik langs stien i hjørnet og så hen til de redskaber, der stod som skygger bag planterne. Lidt efter hentede Rikke den anden kande til ham.
Jo længere de kom, jo vildere og mere uplejet fremstod bedene, næsten som om bedstemor ikke kom her så tit. Til sidst havde de vandret hele firkanten rundt og stod med tomme kander foran døren. Men noget syntes forkert.
Er det ikke en anden dør? spurgte Jakob tvivlende.
Nej, det må være den samme, mumlede Rikke.
Men døren var nu helt overgroet af agurkeranker dørtrin, karm, greb og slå alt var svøbt i lysegrønne stængler. Ingen tegn på, nogen for kort tid siden havde åbnet døren.
Jakob satte kanderne og skubbede til døren. Men den gav sig ikke.
Mystisk. Måske er der to døre? sagde han, uden helt selv at tro på det.
Så lad os prøve at gå en runde igen, Rikke nikkede.
De gik tilbage, men efter det næste sving var situationen den samme, eller værre. Jakob skubbede endnu hårdere, men døren sad urokkeligt fast.
Vi kommer for sent til bussen, sukkede han og så på sit ur. Hvad? Vi har allerede misset den
Det kan ikke passe! Rikke hev sit ur frem.
Klokken er fem bussen går om otte minutter, sagde Jakob.
Hun lagde armen om ham.
Det er okay. Så må vi overnatte hos Jytte. Det bliver ikke værst. Jeg ringer til mor, så hun kan lufte Max.
Hvordan kan man fare vild i et drivhus? råbte Jakob halvfortvivlet. Vi kan jo se alle fire vægge!
Ja, det er mærkeligt, Rikke så mistroisk på døren. Måske har det sat sig fast.
Jakob prøvede flere gange med skulderen, men lige lidt hjalp det.
Hvad med slåen?
Den var åben, præcis som da de gik ind. Han undersøgte døren minutiøst, men de grønne tråde forhindrede intet.
For pokker, udbrød han.
Bagved hørtes lyden af Rikke, der surmulede over sine snørebånd.
Hvad nu?
Jeg sidder fast i de her grønne tråde.
Han satte sig på hug, så at hendes sko var viklet ind i agurkerankerne. Han trak og flåede, men trådene var seje og elastiske. Hun støttede sig til hans skulder, mens han arbejde.
Skal vi ringe til Jytte? foreslog hun.
Hvad skulle hun gøre? mumlede han.
Hun trak på skuldrene, og Jakob knoklede videre, men jo mere han trak, jo mere føltes snorene sammenfiltret. Han rejste sig irriteret op.
Hvordan er du dog havnet i det rod? udbrød han.
Det ved jeg da ikke! sagde hun spidst tilbage. Prøv at finde en spade eller hakke, så vi kan skære dem over.
Undskyld. Han kyssede hende hurtigt på panden. Det er ikke din skyld det hele er bare for meget.
Jakob gik videre langs bedene og ledte, men i hjørnet fandt han kun en fiskestang. Forbløffet stirrede han på den.
Pludseligt skreg Rikke. Jakob fór tilbage. Hun lå på jorden og gned sin nakke, tydeligvis forslået.
Dumme ranker jeg faldt ned på kanten, stønnede hun.
Kom, jeg hjælper dig op, sagde han og trak hende op.
Av, av!
Hvad?
Jeg sidder fast det føles som om, jeg er bundet.
Jakob undersøgte hendes lår to grønne ranker snoede sig tæt om. Han prøvede at rive dem over, men forgæves. Så bøjede han sig ned, og bed dem over med tænderne.
Hold op! protesterede hun.
Jeg gør det for din skyld! råbte han. Til sidst bed han dem over og viftede triumferende med en stængel.
Trofæ!
Rikke snurrede den i hånden og smilede, men opdagede straks, at den anden fod nu var omviklet.
Du må hente et ordentligt redskab! sagde hun bestemt. Skynd dig!
Jeg kan ikke efterlade dig…
Skynd dig nu!! skreg hun, og han vaklede af sted.
Drivhuset fyldtes pludseligt med mørke.
Hvad sker der? spurgte han.
Det må være skyer, svarede hun svagt. Hvad er klokken?
Jakob greb efter mobilen, men skærmen ville ikke tænde. Da prøvede han uret sekundviseren kørte rundt i rasende fart.
Alt er kaos! næsten råbte han. Men vi skal bare ud, så løser det sig. Hent de redskaber!
Han følte sig frem mellem planter og brædder, mærkede til sidst metal ved muren en spade! Han greb den og stormede tilbage.
Men før han nåede frem, satte hans fod sig fast, han styrtede omkuld, væltede spaden. Rikke gispede, holdt om halsen og kæmpede mod planter, der nu trykkede for munden og øjnene. Jakob var kun en meter fra hende, men kunne ikke nå. Han vred sig kraftløst; rankerne om hans ben blev strammere. Rikke kæmpede voldsomt, hendes arme rakte søgende efter lys, indtil hun opgav.
Rikke! skreg han, mens tårerne trillet ned over hans kinder. Rikke!
Hun gurglede en sidste gang og lå så stille.
I panik bankede han den frie fod mod jorden, benene blev kun mere viklet ind i de grønne bånd. Fortvivlet kastede han hovedet tilbage, ramte glasvæggen, der splintredes, så han kunne se ud på den lyseblå morgenhimmel. Spidsen af et glasskår borede sig ind i hans ryg, solen stod op, fuglene fløj forbi.
Bedstemor kom springende ud, forsvandt lynhurtigt rundt i haven, dukkede op ved hans side, knælede, kyssede ham i panden.
Sådan, kære. Sådan skal det være. Nu bliver I hos mig for altid.
Hun rejste sig, børstede forklædet af og forsvandt i et grumset glimt. Solen steg, og Jakob mærkede, hvordan planternes bløde ranker bredte sig over hans ansigt
**
Livets sande rigdom ligger i nærvær og kærlighed, ikke i travlhed og planer den, der aldrig har tid til sine kære, opdager først for sent, hvad der virkelig betyder noget.
