Den gamle mand i regnfrakken
“Nu er det nok, jeg skrider! Orker ikke mere! Barnet, hendes evige træthed, ‘hjælp mig’, ‘hjælp mig’… men jeg vil bare gå ud, som jeg plejede! Jeg længes efter sex! Jeg GÅR på arbejde! For fanden da! Vil bare komme hjem til min elskede kone, en kvinde… Nu bor jeg lidt hos en ven, så finder jeg mig en ung én. Åh…” Mens han sad bag rattet, trak Anders nervøst på en cigaret og tænkte på, at dette var kulminationen på hans forhold til Astrid.
Historien om ham og hans kone var gammel som tiden. Mødtes, blev hovedkulds forelskede, vilde med hinanden, glemte alt om prævention, og så efter nogle måneder viste hun ham en test med to streger.
– Selvfølgelig skal du føde, vi klarer det, sagde Anders selvsikkert, og alle mødre og fædre nikkede: bare fød, vi hjælper.
Så kom brylluppet, så fødslen, glædestårer en søn!… Og så… Ikke mere.
Den sorgløse lykke forsvandt Astrid blev til en udmattet, morgenhåret mor. Evige skrig fra barnet, også om natten, hendes ‘hjælp mig, hjælp mig’…
Hvor blev hans pige af? Familierne forsvandt hurtigt. De stod alene med deres forældreskab…
– Jeg er ikke klar! sagde Anders i dag og smækkede døren i foran en grædende Astrid med sønnen på armen.
Hjulene skreg … pludselig stod en sort, krum skikkelse foran bilen.
– Er du træt af livet, eller hvad? råbte Anders, sprang ud af bilen og løb hen til skikkelsen.
En mand i regnfrakke rettede sig besværet op, så på ham med triste, gamle øjne og hviskede:
– Ja.
Anders blev taget på sengen:
– Skal jeg hjælpe dig? Har du brug for noget?
– Jeg vil ikke leve mere.
– Hvad snakker du om? Lad mig køre dig hjem, du kan fortælle mig om det, måske kan jeg hjælpe, sagde Anders og tog forsigtigt den gamle mand ved hånden og førte ham hen til bilen.
– Fortæl, far, sagde Anders og tændte endnu en smøg.
– Det er en lang historie.
– Jeg har tid.
Den gamle så undersøgende på ham, lod blikket glide til et billede, som hang fra bakspejlet.
– For halvtreds år siden mødte jeg en kvinde, forelskede mig, alt gik stærkt, vi fik en familie, barn, søn arving… lykken var der! Men jeg ville have, at det skulle være som før, kærlighed, lidenskab, ungdom og frihed. Min kone var træt, lille barn, dagligdag, man skulle arbejde, jeg lod alt læsse over på hende, hjalp ikke til. På arbejdet mødte jeg en kvinde, vi indledte noget. Min kone fandt ud af det, skilsmisse, det hele skred. Det holdt ikke med den nye, men jeg tog det roligt jeg var fri. Hun giftede sig igen, blomstrede op, sønnen kaldte stedfaren for ‘far’, mig var det ligegyldigt.
– Og dig? spurgte Anders, mens han tændte sin anden cigaret.
– Mig? Jeg festede videre, familien forsvandt, ingen kone, ingen børn. I dag fylder min søn halvtreds, jeg gik forbi for at ønske ham tillykke, han lukkede mig ikke ind græd den gamle min egen skyld. Han sagde, jeg ikke var hans far, jeg skulle bare fortsætte med at fare omkring.
– Hvor vil du hen, far? spurgte Anders og klappede frustreret på rattet.
– Jeg bor lige her, bare kør, du skal ikke tænke på mig mumlede manden, steg ud og hinkede over til en betonblok tæt ved vejen. Anders så til, til han var inde af døren, ventede lidt, og vendte så bilen. Han kørte forbi Netto, købte blomster.
Undskyld mig, min elskede, sagde han, da han kom hjem og sank på knæ for Astrid, der stadig græd, hvil dig, skat.
Han tog sønnen fra Astrid, gik ind i det andet værelse og gyngede ham stille, mens han hæst sang: “Søvnens vinger, natten bringer…”
Sønnen sagde ingenting, men vendte sig hurtigt og lagde sin lille hånd trygt på faderens hamrende hjerte. Anders kiggede på ham med ømhed: “Jeg vil se dig vokse, min dreng, jeg vil høre dig kalde mig far.”
Redder du stadig skæve eksistenser? Det var Astrids farmor, som med et drillende grin tog imod sin gamle mand i døren. Han hængte regnfrakken på knagen med et bredt smil.
Ja, jeg redder man skal hjælpe de unge, så de ikke laver de samme fejl vi gjorde.
Hvordan mærker du, hvem der har brug for hjælp?
Jeg havde selv brug for hjælp dengang…
Kom nu ind og spis, min redningsmand, og husk, i morgen skal vi til jubilæum hos vores søn, ingen fortabte sjæle i morgen aften! sagde hun med kærlig stemme.
Jeg har ikke glemt det, femti år siden, vores arving, vores kærlighed sådan noget glemmer man aldrig, sagde han og lagde armen om hende, mens de gik ind i køkkenet sammen og smilede.
