Kærlighedskontrakten
Astrid sidder ved det store spisebord, dækket af bryllupsmagasiner. Hun bladrer ivrigt i dem, studerer hver eneste detalje på de glitrende sider. Hendes øjne lyser op, når hun ser fine blonder, elegante broderier og lette slør. Længe dvæler hun ved billederne af de snehvide kjoler, forestiller sig selv i dem. En varm fornemmelse spreder sig i brystet hun ser for sit indre blik, hvordan hun går op ad kirkegulvet mod sin kommende mand, alles blikke på hende, familiens bankende hjerter i spænding.
Smukt, mumler hun svagt og lader hånden glide hen over en kjole med fyldig nederdel og smalle stropper. Kjolen er som hevet ud af et eventyr let og luftig, med silkesatins lette skær i butiklyset.
Men smilet forsvinder hurtigt fra hendes ansigt. Astrid sukker, lægger bladet fra sig og rejser sig langsomt. Hun går hen til det høje spejl med træudskæringer og undersøger tankefuldt sin spejlbillede. Drejer sig lidt, vipper hovedet. Hun prøver at se på sig selv med fremmedes øjne. Tankerne kører rundt: Måske er det smukke billede fra bladene ikke realistisk.
Øv Det vil alligevel ikke klæde mig, siger hun mere bestemt, som for at forsone sig med tanken. Figurer kunne godt være bedre.
Hun drejer endnu en omgang foran spejlet, prøver at se sig selv i det fyldige snit. Forestiller sig den høje nederdel, korsettet, lagene af stof og rynker på næsen.
Nej, noget mere enkelt, taler hun lavmælt med sig selv, som i en indre diskussion. De store skørter går bare ikke, så ligner jeg et telt. Men almindeligt gider jeg heller ikke! Man bliver jo kun gift én gang
Astrid kører en hånd gennem håret, mens hun mærker en snigende uro. Så mange muligheder, så mange smukke idéer men intet føles rigtigt. Hun kigger mod de rodede magasiner på bordet, hopper fra side til side, som om næste opslag vil indeholde en åbenbaring. Alligevel mærker hun kun træthed og frustration.
Jeg må straks tale med nogen, mumler hun og sætter sig tungt på stolen. Ellers ender jeg med at brænde sammen over den her bryllupsplanlægning.
Et smæk med hoveddøren bryder stilheden i huset. Astrid bliver forskrækket. Hvem kan det være? Kun hendes far Henrik og hendes forlovede Andreas har nøgle til lejligheden, men begge burde være optaget far skulle til et vigtigt møde, og Andreas havde talt om arbejdsseminar hele morgenen.
Hun spænder kroppen, lytter. Billeder af uindbudte gæster myldrer i hovedet. Normalt er hun ikke hjemme på denne tid, og tanken om et muligt indbrud får det til at løbe koldt ned ad ryggen.
Lydløst rejser hun sig, bevæger sig forsigtigt mod trappen ned til stuen. Der er godt udsyn til entréen. Astrid sniger sig langs væggen og kigger frem.
Straks forlader spændingen hendes skuldre. Andreas står på dørmåtten, smider skoene tilfældigt foran skohylden og fløjter lavmælt.
Andreas? hvisker hun overrasket. Hvorfor er han her?
Hun ser til, nysgerrig efter forklaringen. Måske en overraskelse? Hvem taler han med på telefonen?
Mette, hold nu lidt endnu, hans stemme er usædvanligt blød, næsten kærlig. Astrid stivner. Sådan taler han aldrig til hende. Jeg klarer min del af aftalen snart, og så kan vi være sammen.
Det bliver koldt indeni. Hun klemmer hænderne hårdt, så neglene borer sig ind i håndfladen, bare for ikke at afsløre sig.
En aftale? Hvem er Mette?
Hvor længe endnu? Præcis et halvt år, siger Andreas. Om en måned er der bryllup, så nogle lykkelige måneder som ægtefolk hans stemme knækker, der er noget modvilligt i tonen.
Astrid lukker øjnene i, prøver at forstå. Brylluppet bare en del af en aftale?
Hvad Henrik gør efter det, rager mig ikke, Andreas lyder mere og mere ubekymret. Jeg pakker mine ting og tager afsted, så snart beløbet ruller ind på min konto.
Det sidste ord rammer hende som et slag. Hun må støtte sig til dørkarmen. Tanken kværner: Han har løjet. Hele tiden løjet.
Hun trækker sig tilbage, forsøger at bevæge sig lydløst. Én ting står klart: hendes far er indblandet. Aftale, belønning, seks måneders plan. Det hele samler sig til et gruopvækkende billede. Alligevel beslutter Astrid sig for at lytte til resten.
Andreas har slået sig ned i lænestolen, har fødderne smækket op og taler stadig uforstyrret, uden at forstå, at Astrid er lige i nærheden og hører alt.
Hvorfor er du så nervøs? siger han, og nikker for sig selv. Jeg elsker jo kun dig. Hele det her cirkus er kun for din skyld. Vil du ikke bo i lejlighed centralt i København? Købe de dyre ting, du altid drømmer om? Han holder en lille pause og tilføjer drillende: Se, hvad jeg kan opnå på kun et halvt år i stedet for som assistent på lav løn. Om lidt kan vi være sammen, jeg lover.
Nej, I bliver sammen meget tidligere, lyder hendes stemme, mens hun beslutsomt går ned ad trappen. Benene ryster, men viljen holder.
Han vender sig brat om, ansigtet forsvinder fra smil til et forskrækket blik. Telefonen glider ud af hånden og lander med et bump på gulvet.
Skat? siger han, perpleks og bleg. Hvad mener du?
Han rækker armen ud, som ville han berolige hende. Astrid trækker sig væk, løfter hagen højt. Nu er der kun kølig klarhed i hendes øjne.
Skat, hvisker hun, med al den sorg hun forsøger at skjule. Tror du, jeg er døv? Tror du, jeg ikke hørte det hele?
Astrid står overfor Andreas, selvom hun ryster indeni. Hun ser ham direkte i øjnene leder efter spor af anger, men ser kun forvirring og febrilsk søgen efter undskyldninger.
Mette Er det hende, du kaldte din søster? spørger hun i en hård, lav tone.
Andreas bliver grå i ansigtet, samler sin tabte telefon op, desperat efter at vinde tid.
Du misforstår, fremstammer han. Hvilken Mette? Jeg forstår ikke, hvad du mener.
Han nærmer sig, men Astrid rykker væk.
Du forstår udmærket, smiler hun bittert. Jeg hørte det tydeligt, hvordan du snakkede blidt til hende Det var ulækkert at høre på!
Hendes stemme skælver, men hun forsøger at holde igen. Alle drømmene, alle deres planer, alle varme minder reduceret til iscenesat skuespil.
Andreas tier stille, indser at benægtelse er nyttesløst, men tør ikke indrømme.
Som du nok forstår, bliver der intet bryllup, siger Astrid fast, afklaret, så kulden rammer Andreas. Men før jeg smider dig ud, vil jeg høre sandheden. Uden løgne. Uden undskyldninger.
Hun krydser armene, tør og ubøjelig.
Vil du have sandheden? spørger han spidst. Ingen grund til at spille forelsket mere. Hvis ikke din far havde tilbudt mig en aftale, havde jeg aldrig set på dig. Jeg skulle bare lege kæreste, tage dig ud, sige søde ord og så fik jeg fede penge for besværet. To lønninger på én gang.
Hans stemme er monoton, rutinepræget næsten som om han fortæller om at handle ind. Men hvert ord rammer Astrid som piskeslag og slår hendes sidste håb ihjel.
Alt for pengenes skyld? hvisker hun, frysende.
Tror du selv, du er tiltrækkende? Han ler koldt, uden glæde. Prøv at se dig selv i spejlet.
Hvert ord brænder. Astrid mærker tårerne presse sig på, men nægter at lade dem komme frem. Hun knytter næverne hårdt.
Hun ser ham ind i øjnene, prøver at forstå. Men alt mister farve. Alle deres møder, samtaler, fremtidsdrømme det hele var bare en facade i en kontrakt, hvor hun var brugt middel.
Ud! siger hun skarpt, stemmen solid. Jeg sender dine ting med bud. Ud!
Han sender hende et sidste, koldt blik, vurderer hendes sammenbrud, tilfreds med at slippe masken. Han samler roligt sin jakke op. Lukker døren bag sig, og efterlader Astrid i larmende tavshed.
I samme sekund mærker Andreas uroen vokse. Nu fylder tankerne noget helt andet hvordan skal han forklare sig overfor Henrik? Han ved, Astrids far accepterer ingen snyd. Konsekvenserne kan blive alvorlige. Dumt plan, tænker han, på vej ned ad trapperne. Men han har pengene nu, og det beroliger en smule.
Jeg har i det mindste fået løn for det, mumler han på vejen ud. Forhåbentlig skal jeg ikke betale dem tilbage.
I lejligheden ryster Astrid, mens hun taster sin fars nummer. Fingrene glider på skærmen, men til sidst ringer hun op.
Far! stemmen knækker, så snart Henrik svarer. Hvordan kunne du?! Hvordan kunne du gøre det mod mig?!
Hun lader ham ikke svare. Ordene vælter ud, sårbare, sårede og vrede:
Du arrangerede det hele! Du fandt ham, betalte ham, tvang ham til at spille min kæreste! Du spurgte aldrig, hvad jeg ønskede! Du bestemte det hele!
Hendes stemme ryster, men hun stopper ikke:
Jeg stolede på dig! Jeg troede jeg troede, han elskede mig! Men det var et spil! Du har gjort mit liv til teater!
Henrik prøver at protestere, men hun lytter ikke. Hun brænder alle sine følelser af skuffelsen, frustrationen, angsten for at være blevet bedraget.
Aldrig igen! råber hun til sidst. Bland dig aldrig igen i mit privatliv, forstår du?! Aldrig!
Hun lægger på, smider telefonen fra sig og bryder helt sammen. Gråden vælter op. Med ansigtet i hænderne, skælvende skuldre, føler hun sig som et lille barn, forrådt og forladt med sin smerte.
For Astrid er tårerne gamle. År af usikkerhed, tvivl, frygt vælter frem nu. Hun har altid haft komplekser over udseendet. Stod tit foran spejlet, fandt fejl, ønskede sig en smallere talje, lidt større former. Hun drømte om at se ud som pigerne i bladene, som de danske influencere, men virkeligheden var en anden.
Hun overvejede kosmetiske indgreb, legede med tanken om plastikkirurgi men hver gang hun så på sin mor, droppede hun det igen.
Mor eller Leonora, som hun krævede, hun blev kaldt havde altid stræbt efter det elegante. I ungdommen var hun smuk: markerede træk, tykt hår, og en særlig selvsikkerhed, folk bemærkede.
Men det ændrede sig den dag, Leonora lod sig operere hos en glimrende, anbefalet kirurg. Hun ville bare ændre næsen en anelse, men resultatet blev katastrofalt. Ansigtet forandredes, og aldrig til det bedre.
Leonora brugte formuer på nye operationer, men intet hjalp. Glæden forsvandt, selvtilliden svandt, hun begyndte at gemme sig bag hatte og solbriller. Tristheden bredte sig ud i livet. En dag forsvandt hun. Efterlod kun en kort seddel til Astrids far: Jeg kan ikke mere. Undskyld. Og så blev der stille.
Astrid voksede op med billederne af den smukke mor. Men afstanden mellem den mor på billederne og hun, der gik rundt, før hun forsvandt, blev kun større. Astrid sammenlignede sig altid med moren, og følte sig aldrig pæn. Mors kindben var fantastiske jeg har bare runde kinder, tænkte hun. Hendes hår var glansfuldt mit kruser bare. Hun så fejl overalt.
Usikkerheden fulgte hende i skolen holdt hun sig i baggrunden, på universitet undgik hun at gå op til tavlen, og i kærlighedslivet var hun altid på vagt. Drengene så sjældent hendes vej, og hun bebrejdede sin krop og sit udseende.
Var jeg bare kønnere, var alt anderledes, gentog hun for sig selv. Hun så ikke, at det var tvivlen på sig selv, der stødte folk bort.
Så kom Andreas. Han kom ind i hendes liv som et lys. Han så hende, kommenterede hendes smil, hendes latter, hendes omsorgsfuldhed. Han inviterede hende på hyggelige caféer i Indre By, gav blomster uden grund, huskede små detaljer, hun kun nævnte i forbifarten.
Han fik Astrid til at føle sig smuk ikke perfekt, men god nok. Endelig kunne hun tro på, at hun havde fortjent lykke. Hun blomstrede op sammen med ham, turde ønske sig noget for første gang. Hun troede, det var ægte.
Nu er drømmen knust. Han elskede hende aldrig, det hele var spil. Og mest smertefuldt hendes far stod bag.
*************************
Astrid står i prøverummet foran spejlet. Inde i sig mærker hun ikke den forventede fryd, men snarere en rolig, professionel sikkerhed. Den hvide brudekjole sidder tæt, fremhæver skuldrene, falder blødt ned. Blondestoffet på ærmerne spiller elegant i lysstriben.
Hun vurderer sit spejlbillede. Hun leder ikke mere efter fejl i dag accepterer hun sig selv, præcis som hun er.
En time senere går Astrid gennem rækkerne af gæster. Hun går rank, hendes blik klart. Hun mærker blikke følge hende: Nogen beundrer hende, nogen undrer sig hun ligner ikke de fleste brude med tårer i øjnene.
Gæsterne smiler, hvisker komplimenter, og Astrid nikker høfligt. Tankerne er et helt andet sted hun husker samtalen med sin far for måneder siden:
Far, jeg har besluttet at sige ja til Jonas frieri, sagde hun den gang.
Henrik, hendes far, standsede. Er du sikker, Astrid? Det er et stort skridt.
Meget, svarede hun. Jeg er færdig med at vente på den store kærlighed, der måske aldrig kommer. Jeg vil have stabilitet, respekt, et almindeligt liv. Det kan Jonas give mig.
Men kærligheden begyndte han, men Astrid stoppede ham:
Ja, kærlighed er vidunderligt. Men jeg er træt af at vente på miraklet. Jeg vil leve mit liv.
Nu, da hun nærmer sig Jonas – let nervøs, men rolig gentager hun ordene indeni. Hans blik rummer ikke vild passion, men en ægte respekt og varme og det værdsætter Astrid nu mere end alt andet.
Da vielsesforretteren starter sin monolog, tænker Astrid: Hun fortryder ikke sit valg. Det er ingen eventyrfortælling. Det er hendes valg bevidst, voksent og stærkt.
Måske vil Jonas aldrig elske mig vildt funderer hun men han vil respektere mig. Hvem ved Måske vokser kærligheden.
Det giver hende styrke. Hun smiler oprigtigt til Jonas ikke for fotograferne, men fordi det føles rigtigt. Kærlighed kan have mange former. Måske begynder deres historie netop nu ikke som et pludseligt lyn, men med solid grund under fødderne, hvor der kan bygges noget ægte.
