Jeg sidder med skemaet på skødet, som om det kunne glide væk fra mig, hvis jeg ikke holder godt fast. Kuglepennen glider hurtigt og sikkert hen over de øverste linjer, næsten helt på rutinen: efternavn, fornavn, cpr-nummer, fødselsdato. Jeg løfter ikke blikket, jeg hører bare nogen på den anden side af ruden klikke med en hæftemaskine, og en lav stemme hvisker til et barn: “Rør ikke ved den.”
Men så når jeg til feltet: “Kontaktperson, telefonnummer, hvem skal kontaktes hvis…” Hånden stopper.
Ordene er nemme, helt lavpraktiske. Men jeg kan mærke, at det bliver trangt indeni. Jeg stirrer på den tomme linje jeg plejer at vide det med det samme. Før i tiden udfyldte jeg feltet nærmest automatisk, som når jeg skrev “Danmark” ved statsborgerskab uden at tænke. Men nu snerrer hånden lidt om pennen, og jeg holder fastere, for ikke at afsløre, hvordan den ryster.
I venteområdet på Borgerservice er der både trangt og lyst. De grå plastikstole står på række, folk sidder forskudt, så deres knæ ikke støder sammen. Skærmen klikker sig igennem numrene, og hver gang den siger “skranke fire”, springer én op, som om navnet deres er blevet råbt. Jeg har allerede mit nummeredet kort, jeg er næsten fremme, men skemaet skal udfyldes, ellers må jeg bagerst i køen igen.
Overfor mig sidder en kvinde i vinterjakke og bladrer i plastiklommer i en mappe. Manden ved siden af hende knuger sit pas, som om han frygter at tabe det og bladrer igen og igen op på siden med billedet, som om noget kunne have ændret sig. Jeg prøver at virke optaget af mine egne tal, men den blanke linje føles som en åben dør, der ikke lukker sig.
“Kontaktperson”. Jeg gennemgår navnene i hovedet, og hvert navn har sin helt egen betydning.
Jeg kan skrive min voksne søn. Han bor i en anden bydel, på tværs af hele København, og han har kun telefonen på lyd, når det gælder arbejdet. Han svarer altid kort, uden mange ord, og jeg har selv vænnet mig af med at ringe uden grund. “Mor, jeg sidder til møde”, “Mor, jeg står i metroen”, “Mor, vi snakkes ved senere.” Om aftenen er han træt, og jeg kan høre, at han prøver at være til stede, men han er allerede inde i sit eget liv. Jeg kan godt skrive hans nummer; det ville give mening. Det ville være rigtigt. Men bare tanken om, at nogen vil ringe til ham, måske fra hospitalet, og sige: “Din mor er…” får skammen til at skylle ind over mig, sådan som hvis jeg gør ham ansvarlig for, at jeg ikke kan klare alt alene.
Jeg kunne skrive min nabo på. Vi hilser i opgangen, nogle gange spørger hun, om jeg kan tage en pakke for hende, hvis hun ikke er hjemme. Hun kom med varm suppe engang, jeg lå syg, og jeg husker stadig, hvor underligt det føltes at tage imod gryden, som om jeg pludselig var blevet svag foran et fremmed menneske. Min nabo er god, men vi er ikke tætte. Hendes navn på denne linje ville føles som at indrømme, jeg ikke har andre at mined relationer ikke stikker dybere end murene mellem os.
Eller jeg kunne skrive ingen på. Lade feltet være blankt, bare sætte en streg. Jeg ved, det ikke går, men tanken føles ærlig. En streg stiller ingen spørgsmål. En streg ringer ikke tilbage for at spørge hvorfor.
Bag mig hører jeg én tale sagte i telefon: “Ja, jeg sidder i Borgerservice, der er kø.” Ordet “kø” lyder som en slags undskyldning, som om den fritager én for at svare med det samme. Jeg tager mig selv i også at ville undskylde overfor denne linje.
Før var det nemmere ikke fordi alt var bedre, men fordi det var vanen. Jeg mindes at udfylde et lignende skema for ti år siden, i en ja, helt anden hverdag. Jeg læste slet ikke engang, hvad der faktisk stod. Jeg skrev bare min mands navn og telefonnummer, og tænkte, sådan var det: der var et menneske, som havde ansvar for mig, ligesom jeg havde for ham. Vi skændtes om småting, men på papirerne stod vi sammen, som det står i passet.
Nu kan jeg ikke skrive hans navn. Ikke fordi vi er uvenner. Et skænderi er et slags bånd, bare strakt. Men vores blev klippet over for længe siden. Jeg holdt selv saksen.
Det begyndte ikke med drama eller kufferter. Det begyndte ved, at jeg stille og roligt holdt op med at fortælle ham, hvordan min dag var gået. Først fordi jeg var træt. Så blev det irritation. Til sidst bare vane. Han spurgte, jeg svarede kort troede jeg sparede på kræfterne. Siden holdt jeg op med at spørge ham. Vi boede side om side, som to i et togkupe, der ved hvor man sover og hvem der stiger af hvor, og til sidst holder op med at se hinanden i øjnene.
Da han sagde, han ville bo for sig selv, græd jeg ikke. Jeg nikkede, som om det bare var et spørgsmål om maling på væggene. Jeg hjalp ham endda med at pakke, for det var nemmere end at skulle stå og glo på det. Jeg husker hvordan jeg foldede hans skjorter, hænderne gjorde det automatisk, og indeni var jeg tom som et mørkt værelse, lyset lige er slukket i.
Siden blev tomheden mit faste selskab. Jeg vænnede mig til ikke at vente trin i gangen, ikke holde plads i sofaen, ikke købe ekstra rugbrød. Jeg lærte at sige “jeg” i stedet for “vi”. Og pludselig fandt jeg det egentlig rart, at ingen spurgte hvorfor jeg kom sent hjem, og ingen lod et vådt håndklæde hænge over stoleryggen.
Men denne her linje i skemaet handler ikke om håndklæder. Den handler om, hvem der står ved min side, hvis jeg pludselig ikke selv kan svare. Hvem der tager telefonen og skal træffe et valg. Hvem der får mit navn nævnt af fremmede.
Mit nummer kommer op på displayet, og den unge sagsbehandler i ruden ser kort op på mig, klar til at tage imod mine papirer. Jeg lader som om jeg ikke ser det, kigger bare ned på skemaet. Jeg har lige en minut endnu, før mit plads bliver taget.
Jeg mærker stramhed i halsen ikke tårer, bare det, at jeg bliver nødt til at sige et navn højt, selvom ingen beder mig gøre det. At skrive det, er det samme som at indrømme.
Jeg tænker på min veninde. Vi lærte hinanden at kende på arbejdet, dengang jeg stadig troede, at venskaber ikke rigtig kunne gro efter man fylder tredive. Hun gled ind i mit liv stille og roligt, uden store løfter. Først smalltalk om projekter, så kaffe i frokostpausen, og før jeg vidste af det sendte vi beskeder, når livet var svært hun svarede sjældent straks, men hun svarede altid. Hun ved mere om min skilsmisse end nogen anden, for jeg kunne ikke tale om det derhjemme, men hun kunne jeg på arbejdet; der var der plads til sandheden.
Vi ringer ikke sammen hver dag. Nogle gange går der måneder imellem vi mødes, hun har sit, jeg har mit. Men når vi ses, skal jeg ikke lade som om alt er i orden. Hun kan lytte uden at jeg føler mig ynkelig. Og hun kan sige “kom nu med”, når jeg er gået i stå.
Jeg forestiller mig, hvordan sundhedsplejersken ringer hende op, og hun bliver irriteret over et ukendt nummer, men svarer alligevel. Ser for mig, at hun lytter ét sekund, så siger: “Jeg kommer med det samme.” Det er både beroligende og lidt skræmmende. Let, for det er muligt. Skræmmende, for jeg lægger et ansvar på hende.
Jeg kigger på den tomme linje, og indser, det handler ikke om hvem jeg vælger, men om at jeg ikke længere kan lade som om jeg ikke har brug for nogen. Det har været min stolthed. Mit usynlige skjold som en frakke, der lige passer, men ikke varmer.
Jeg skriver min venindes navn. Bogstaverne bliver lidt skæve, jeg retter det, fordi hånden ryster. Skriver hendes nummer, tjekker det to gange. I et øjeblik får jeg lyst til at gemme skemaet væk, som om jeg har gjort noget forkert. Men jeg gør det ikke.
Sagsbehandleren har blik på mig, og jeg rejser mig med en anelse gummi i benene. Afleverer papirerne gennem lugen. Hun kigger på dem, bladrer, ser ikke op. Neglene er kortklippede, en enkel vielsesring lyser diskret. Hun sætter flueben og klikker med hæftemaskinen.
Har du husket at angive kontaktperson? spørger hun neutralt.
Ja, svarer jeg. Stemmen er rolig, måske et halvt tonefald lavere end normalt, men sikker.
Hun nikker, bare endnu en ting der skal ordnes, og arbejder videre.
Mens hun indtaster oplysninger på computeren, står jeg og mærker, hvordan noget slipper sit tag indeni mig. Ikke sorg, ikke frygt, men den faste spænding, jeg i årevis har brugt, for ikke at indrømme, at min ensomhed ikke er mit eget valg bare det nemmeste.
Hun leverer papirerne tilbage, og jeg lægger dem i mappen, lyner lynlåsen. Skemaet bliver hos hende, og sammen med det, min gamle vane med ikke at sætte nogen på.
Jeg sætter mig igen, tager telefonen frem. Skærmen er mat, har fedtfingre på sig. Jeg åbner beskeden til min veninde, bliver et øjeblik hængende i skrivefeltet. En velkendt modstand vokser: du skal ikke være til besvær, ikke pådutte dig, klare det selv.
Jeg skriver: “Jeg har været på Borgerservice i dag og brugte dig som kontaktperson. Hvis det ikke dur, så sig bare til.” Ordene lyder formelle, næsten som en ansøgning. Jeg retter “ikke dur” til “ikke passer”, bakker tilbage, lader alligevel den første version stå. Det er vigtigt, det føles som mig ikke som noget korrekt.
Trykker send.
Telefonen ligger stadig i hånden. Hjertet banker lige lidt for hurtigt. Jeg kigger op på displayet, folk bliver kaldt op, sætter sig, rejser sig. Kvinden i vinterjakken har fundet det rigtige dokument, hun sukker lettet ud. Alt omkring mig glider roligt videre.
Efter et minut tikker svaret ind. “Selvfølgelig. Tak for at sige det. Skal vi ikke lige snakke sammen i aften, hvad siger du?”
Jeg ser på beskeden, og mærker en rolig varme brede sig i brystet ikke tung, bare nærværende. Jeg skriver tilbage: “Jeg har det fint. Lad os snakkes.” Og efter en pause: “Tak.”
Så lægger jeg telefonen i tasken, lukker lynlåsen og rejser mig. Jeg skynder mig ikke ud, kigger ikke tilbage. Bare går mod døren, og der føles vigtigt, at jeg ikke længere har en tom linje i lommen, men et navn.
