Retten til Ro
Så snart Mille trådte ind i Café Hygge på Vesterbro, så hun straks, at veninden så ud som om hun var blevet overhalet af en container med makrelmadder. Helt grå i hovedet, øjnene som små regnvåde krummer det mindede på ingen måde om den livlige og altid glade Signe, hun plejede at spise citronmåne med. Så Mille skippede hvordan går det? og gik direkte til sagen:
Er det hende der vanvittige stadig efter dig igen?
Signe skælvede ved venindens kontante tone, børstede nervøst det dér krøllede pandehår væk, sukkede, som om hendes vejrtrækning kom med beskedne gebyrer på 10 kroner per suk, og fik endelig fremstammet:
Hun stod udenfor kontoret igen i morges. Lige ved indgangen. Bare stirrede op mod mit vindue som en skulptur i bronze, man helst ville overse. Hun nåede heldigvis ikke ind bare stod der. Og ærligt det er næsten værre! Hvad bilder hun sig egentlig ind at lave næste gang?
Signes stemme var dæmpet, nærmest hviskende, som om rædselsvækkende ekskærester kunne gemme sig bag æbletræet i vindueskarmen og lytte efter. Hver sætning var et lille glimt af opgivelse som hvis man havde accepteret at DSB-toget altid kommer for sent, uanset hvor mange gange man skriver klager.
Mille satte sin kop stempelkaffe noget hårdt ned på det lille bord, så chefen bag barista-disken tabte kagen i forbløffelse. Men Mille var ligeglad det her var vigtigt.
Jamen, kære Signe, nu må det stoppe! Hvor længe skal du finde dig i det? Har du talt med Jens? Gør han overhovedet noget?
Millet var utålmodig, det lød næsten som den gang, hun måtte diskutere skatteopgørelser med SKAT (og alle ved, hvor nervepirrende dét er). Skulle det have været Mille, havde hun allerede slæbt eksdamen direkte i retten i Glostrup! Hun havde tilbudt Signe sin hjælp men Signe var, tja, Signe.
Signe sad og knugede hænderne under bordet så hårdt, at knoerne blev hvide som hvidtøl. Hun var ved at eksplodere indefra, men prøvede alligevel at lyde kontrolleret:
Jens siger, hun ikke kan give slip og at hun har det svært lige nu. Men ærligt, skal det virkelig gå ud over mig? Hun har lavet mit liv til et dårligt afsnit af Borgen og det varer nu på anden måned!
Signes frustration fik Mille til at udbryde:
To måneder? Sødeste, hun har da været helt gal lige fra start! hviskede Mille og skævede til tjeneren, som begyndte at få lidt for lange ører. Kan du huske de beskeder hun sendte dig? Han slog, han ydmygede mig, du ved slet ikke hvem han er løb væk! Og altså, Jens. Manden kan knap trampe en mælkebøtte ned. Han hvisker jo undskyld, hvis han skæver forkert til sin chef
Signe nikkede og så sig nervøst over skulderen, næsten som om den skøre ekskæreste skulle trille ind gennem døren med cykelhjelmen på. Træthed og paranoia var dagens humør-menu.
Præcis! Og han har aldrig været andet end sød, men hun bliver bare ved Forleden stormede hun ind på kontoret og råbte, at jeg havde stjålet hendes lykke. Vagtmanden ramte personligt sin daglige grænse for drama der.
Mille trommede på bordet med sine velmanikurerede negle, men ord virkede pludseligt håbløse. Moralen begyndte at slæbe benene efter sig; her var ikke plads til hyggelig smalltalk længere.
Og nu hendes uendelige fotos på de sociale medier har du vist det til Jens?
Signe så ned på sine hvide knoer og lignede én, der lige havde indset, at netbank var lukket ned på grund af systemopdatering.
Det har jeg Jens siger bare, det er falske profiler, ingen tror på det. Men folk tror jo! Hun photoshopper billeder og skriver platte beskeder fra min profil, sender grænseoverskridende billeder rundt jeg ved ikke længere, hvem der tror på mig, og hvem der tænker jeg er blevet helt bananas!
Man kunne uden problemer tro, at Signe havde lyst til at tude, men det gjorde hun ikke. Nu havde hun brugt to måneder på at undgå folk i Netto og skule mistænksomt til deres blikke.
Mille rørte på sin kaffekop, kaffen havde nu et anstrøg af tristhed. Jens undskyldte hende konstant hun har det hårdt!, jaja, men hvad nu hvis hun aldrig får det bedre?
Har du ringet til politiet? spurgte Mille lavmælt. Bare det formelle, ikke?
Signe tøvede lidt, kiggede ud i luften som om hun lige så hele scenen gennem et vindue på Hovedbanegården. Da hun svarede, var det med et skævt smil:
De siger, der ikke er noget grundlag. De vil ikke engang tage imod min erklæring. Og det, at hun har smadret receptionen og kradset vagten, er bare småforseelser. Hun fik en bøde på 500 kroner og gik hjem igen
Mille måtte tage fat i bordkanten for ikke at gå i spåner. Tanken om dagligt at skulle leve som deltager i et mærkeligt overvågningsshow det var ikke til at holde ud. Der måtte reageres, og hvis ikke hos bypolitiet, så måtte man tage den i Statsministeriet, hvis nødvendigt!
Men der var også en anden mulighed, og selvom den lå lige for, var det næsten pinligt at sige højt.
Har du overvejet altså, at gå fra Jens? spurgte Mille forsigtigt. I sidste ende: ingen kærlighed, intet drama.
Nej! Jeg elsker ham, udbrød Signe, nærmest overrasket over forslaget. Men det er jo et helvede! Og Jens, han forstår ikke rigtigt, hvor alvorligt det her er. Han siger bare, Karina stopper snart, det er kun et spørgsmål om tid. Tror du på det?
I hendes stemme var der bitterhed pakket i skuffelse. Hun ville jo bare have, at Jens tog hendes parti, men han virkede mest som en passiv statist i sit eget liv.
Mille sukkede tungt, hendes tålmodighed slap op som en pose Matadormix til en familieaften.
Måske forstår han virkelig ikke en klap, mumlede hun, men du er nødt til at sætte en grænse. Enten tager han sig sammen, eller også
Signe kiggede op med modvilje i hele ansigtet. Tårer var så småt på vej, men af den stilfærdige og opgivende slags.
Eller hvad? Jeg vil ikke miste ham, men jeg kan heller ikke holde det her ud.
Netop som klimaks var på vej, klirrede døren. Jens dukkede op, med sit rare, lidt trætte smil det samme, der i tidernes morgen havde fortryllet Signe. Han styrede direkte mod dem, satte sig og tog Signes hånd i sin. Det var beroligende, men ikke betryggende.
Hej piger. Signe, er du okay? Skal jeg gætte Karina igen, ikke?
Signe stirrede ind i deres flettede hænder, som om hun håbede, kontakten kunne trylle hendes problemer væk.
Ja, igen. Hun stod foran kontoret og stirrede. Det er virkelig ubehageligt.
Jens sank en klump, lagde mærke til kaffebarens nysgerrige gæster, og prøvede at lade stemmen lyde afslappet:
Jeg ved det, men helt ærligt: hun har ikke gjort noget voldsomt. Hun står jo bare der og kigger. Hun er aldrig kommet op til dit bord, vel?
Undskyld, ingenting? Hvad med alle de billeder og rygter og beskeder? afbrød Mille, der havde opgivet enhver form for diplomati.
Jens trak på skuldrene. Han så ikke krisestemning, kun lidt sær adfærd.
Okay, men jeg taler med hende i dag! sagde han hurtigt, i noget der skulle lyde som fast beslutsomhed.
Signe trak hånden til sig. Ikke vredt, bare opgivende efter otteogtres samtaler uden resultat:
Det har du sagt før, Jens. Det hjælper ikke.
Jens blev tavs. Han ville hjælpe, men det virkede som at tømme Øresund med en tepose.
Jeg prøver, mumlede han. Måske skal hun have hjælp altså, psykologisk.
Mille kunne ikke holde det ud. Ironien nagede hende nu først nu, efter to måneders snart stopper det, begynder han at kaste om sig med psykologer.
Hun burde spærres inde! fnes Mille, nu med så skarp stemme, at selv flat whiteen måtte trække sig i skum. Jens, du SKAL da se, hvordan Signe har det? Hun kigger sig over skulderen, hver gang hun går på arbejde. Hvis ikke du gør noget, bruger jeg mine kontakter i politiet! Så skal Karina nok lære at holde sig i skindet!
Jens blev fornærmet på den der, meget danske måde, hvor man bliver ekstra formel:
Jeg prøver jo! Men Karina er altså ikke et monster. Hun er bare lidt fortabt. Man behøver vel ikke hive politiet ind straks.
Signe gik pludseligt op i format, som om nogen havde tændt for føntørreren.
Fortabt?! Hun har YOUTUBET mit erhverv, slået på vagterne og er hystadronningen på sociale medier. Er det ikke nok?
Jens løftede hånden, som om han kunne stoppe hendes ord med et håndtegn.
Signe, ro på
Men Signe var træt af ro på:
Nej, NU får du ro på! Jeg er færdig med at være undskyldende. Færdig med at frygte, hvornår næste drama rammer. Jeg vil bare have fred!
Jens holdt mund måske for første gang nogensinde. Det gik pludselig op for ham, at Signe faktisk mente det.
Hvis du ikke kan beskytte mig sagde Signe lavmælt, så måske vi
Hun nåede ikke at sige sætningen færdig. Pludselig blev caféens dør revet op.
Ind trådte Karina et syn for guder, håret hen over det ene øje, skuldrene trukket op til ørerne og blikket brændende som en 50-øres pølse i ovnen. Hun stormede direkte mod Signe, uden overhovedet at glo på Jens eller Mille.
Tjenerne stivnede, gæsterne hviskede. Mille fløj op af stolen, mens Jens skyndte sig i vejen for at stoppe Karina.
Men Karina var som en mandehørmsvin på speed. Det lykkedes ham at fange hende i armen.
Karina, stop! råbte han, mere højlydt end normalt.
Hun så på ham med et blik, der kunne give frostskader:
Det er DIGS skyld! hvæsede Karina og bed sig fast i Signes jakke, så knapperne truede med at kapitulere.
Signe forsøgte at vriste sig fri, mens folk omkring væltede stole og greb efter mobiltelefoner det her blev sikkert en del af Politirapporten på DR2.
Mille kom til for at hjælpe, men blev puffet til side så hun nærmest satte sig på samlingen mellem to borde.
Slip hende! råbte Jens, mens han prøvede at få Karina væk. Efter megen trakasserier fik han hende tvunget bagud, men ikke før hun nåede at slå Signe over kinden, så det rungede i hele caféen.
Der gik et lille sus gennem de nordsjællandske kaffegængere. Ring til politiet! lød det pludseligt bag baren. Folk filmede, nogen græd over deres kage.
Karina, nu stopper du! Jens fastholdt hende, men Karina hvæste og vred sig som en vred ål på et vådt badehåndklæde.
Du ødelagde alt! Alt! Du forstår ikke hun stjal dig fra mig!
Signe var forslået, rystet og havde mest lyst til at gå over og blive væk under den der skæve plakat med Bike to Life-motivet.
Netop da smækkede døren, og to betjente med stramme skjorter og NU ER DET NOK!-udtryk i ansigterne trådte ind. Én rømmede sig og sagde tørt, på den der myndige Københavner-måde:
Hvad foregår her så?
Signe kravlede bogstavelig talt sammen, men trådte frem og pegede på Karina, så det ikke var til at tage fejl af.
Hun overfaldt mig. Hun forfølger mig skriver historier om mig på nettet, laver falske profiler, chikanerer mig på arbejdet, og i dag gik det galt her.
Karina udbrød, mens hun vred sig løs:
Det passer ikke! Det var MIN Jens! De har holdt mig for nar, planlagt det hele imod mig!
Betjentene byttede forstående blikke, den ene fandt blok og kuglepen frem.
Nu kommer du lige med op på stationen, sagde han venligt, men ikke som en, der regner med nej tak. Vi skal have alle detaljer, beskeder, billeder. Det her er dokumenteret af overvågningskameraet, tjeneren nikkede straks. Så skal vi nok tage os af det.
Karina frøs, øjnene blev store. Jens gjorde mine til at følge med, men betjenten vinkede:
Du kan få lov til at afgive forklaring, hvis du har noget at tilføje.
Pludselig blev caféen stille. Alle, der lige havde været dybt engageret i dramaet, tav. Signe åndede endelig ud. Hun så på Jens, men hans ansigt var blevet så blankt, som hvis nogen havde slettet alle hans Tanker med tvangsfuldbyrdelse.
Karina sank sammen på gulvet, tårerne silede uden et ord. Jens så tomt på dem begge og blev stående med åbne arme klar til at gribe den, der faldt først.
Jens, sagde Signe, nærmest hviskende, du kan godt se det nu. Hun stopper ikke.
Hun lød ikke vred, bare færdig. Jens skiftevis så på Karina og Signe, og så tog han en beslutning:
Jeg jeg må hjælpe hende. Hun har brug for det. Jeg kan ikke bare lade hende stå alene.
Der blev koldt ved bordet. Signe så på ham, hele hendes ansigt et miks af seriøst?! og det har du ikke tænkt dig.
Hvad mener du med hjælpe hende? Bliver du hos hende? spurgte hun lavt.
Jens viftede akavet med hænderne:
Ikke på den måde Jeg vælger ikke Karina. Men jeg føler, jeg må være der. Hun har det helt galt.
Og hvad med mig? spurgte Signe. Tænker du slet ikke på, hvor meget jeg har været igennem? Tror du, det her forsvinder, bare fordi du render mellem to stole?
Betjentene tog sagte Karina med sig, da hun havde fået sin jakke på. Hendes sidste blik til Jens var fyldt med sorg. Jens så på Signe og mumlede:
Jeg ringer men både han og Signe kunne høre, det lød fjollet.
Inden nogen nåede mere, gik han med Karina og politiet.
Signe stod alene midt i caféen. Folk gloede, nogen viskede, men hun var for træt til at skamme sig. Mille kom hen og lagde armen om hende.
Han fortjener dig altså ikke, hvis han ikke engang kan sætte dig først, sagde hun. Du fortjener én, der vælger dig ikke én der står og roder rundt.
Signe nikkede. Måske håbede hun stadig på et mirakel, men da hun kiggede ud af vinduet, så hun Jens gå over til tjenestebilen sammen med Karina. Han så ud som Én, der skulle til eksamen i livsvalg.
Kom, lad os gå. Jeg skal alligevel med på stationen. Nu er det slut med at være offer, sagde Signe.
Hun rettede ryggen og gik mod døren, og Mille fulgte efter. Noget var sluppet fri og det var ikke bare Signe, men også hendes beslutning om aldrig mere at sidde fast i andres drama over mandelgaven.
Udenfor var vinden kold, men Signe lagde ikke mærke til det. Der var noget nyt i hendes blik: En ukuelig vilje til at tage sit eget liv tilbage.
