Skæbnens ironi
Det var en af de kolde, danske vintre, hvor sneen for længst havde dækket alt med sin hvide dyne. Signe havde stået længe og ventet på bussen, fødderne frøs, og som resultat blev hun syg. Hun endte på hospitalet, indlagt på gynækologisk afdeling.
Du bliver nødt til at tage en indlæggelse for at få den rigtige behandling, sagde den bestemt gynækolog. Du er jo 37 år, du vil måske få lyst til at få flere børn, sagde hun, med et blik, der ikke lod plads til modsigelser. Signe havde slet ikke de planer, men accepterede indlæggelsen.
Hun lå på den kølige hospitalseng, tankerne kørte rundt, og hun følte, at livet var lige så gråt, krøllet og trist som det hospitalslagen, hun lå med, og det duftede af sprit og rengøringsmiddel. Hendes datter, Alberte, var 13, manden, Kasper… Ja, hendes mand. Han var den, der i går kom forbi med noget kedeligt mad i en plastbox, sad i fem minutter og gloede ned i telefonen, før han påstod han havde “et møde, han ikke kunne komme uden om”.
På stuen var de tre. Tættest ved hende lå Anne, jævnaldrende med Signe, med glimt i øjet og varme smil. Hun var indlagt for at holde på sin tredje graviditet.
Jeg og min mand, Søren, vi håber sådan på en lille pige nu. Vi har jo allerede to friske drenge, sagde hun, mens hun strøg sig selv over den runde mave. Søren elsker børn og siger, vi skal have så mange som muligt, lo hun stille. Men tre er nu nok for mig. Får vi en pige, stopper vi der.
Der var ingen tvivl om, at Anne var tilfreds, lykkelig faktisk. Øjnene lyste op hver gang hendes mand ringede, og hun så altid ud som om, lykken kom indefra.
Signe vendte sig mod væggen. Hun tænkte tilbage på sin egen gamle graviditet og på det svigt Kasper havde udsat hende for, dengang for tretten år siden, hvor han begyndte at ses med en kollega. Hun havde fået det fortalt før fødslen, men Kasper havde lagt armen om hende og forsikret, det aldrig ville gentage sig.
Hun troede på ham, ikke fordi hun ville, men fordi hun ikke ville tage faren fra deres kommende barn.
Tilgiv ham nu, min pige, havde hendes mor sagt bestemt. Sådan er mænd. Lover han at holde sig i skindet, må du give ham en chance. Måske har han forstået, nu…
Signe tilgav ham. Hun var ung og følte sig sårbar ved tanken om at skulle stå alene med et barn. I årene efter mærkede hun tit, at Kasper nok havde gang i noget på sidelinjen, men når hun prøvede at konfrontere ham, snakkede han sig altid udenom. Hendes mor plejede at sige:
Din Kasper… han er som haner, der sidder på flere stakitter. Men han er snu, og hvis han ikke bliver taget i det, må du selv om, hvad du vil.
Efter 14 års ægteskab havde Signe lært at leve sit eget liv, sammen med Alberte. Det var ligegyldigt nu, bare Kasper sørgede godt for dem, og hun undgik at lave ballade. De boede i en lille, stille by på Midtsjælland, datteren gik i skole, Signe passede sit job, og Kasper havde sin egen virksomhed.
Ved vinduet på den tredje seng lå Karen. En ung kvinde, næppe fyldt tyve. Hun var smuk som et eventyr. Huden glat som fersken, lyst, silkeagtigt hår, blå øjne. Hendes manicure var diskret og elegant.
Mon ikke hun kommer fra en god familie, tænkte Signe.
Først lyttede Signe ikke til, hvad Anne og Karen snakkede om, men for at komme væk fra egne triste tanker, begyndte hun at følge med. Karen sagde:
Han behandlede mig som en prinsesse og sagde, hans hjem var kedeligt, at jeg var hans eneste ene. Kasper er så opmærksom…
Signe stivnede. Ordene rungede i hendes ører.
Han er jo ikke den flotteste, sagde Karen ærligt. Lidt kraftig, begynder at miste håret… Men han er så… troværdig. Han har sit eget firma. Han lovede, at når jeg føder, så ordner han det hele og vi kan være sammen.
Hvad er der at ordne? Er han ikke fri? spurgte Anne.
Nej, han er gift. Har kone og datter, sagde hun, som talte hun om vejret. Men jeg har min egen lejlighed, overtaget fra min far. Det er der, Kasper og jeg mødes.
Karen sagde det med stolthed, som viste hun sine trofæer frem. Signe følte sig ramt af lynet. Hvert ord hamrede gennem hovedet. Kraftig… virksomhed… Kasper… Hele hendes verden, som i forvejen hang i laser, faldt sammen.
Det er jo min Kasper, hun taler om, gik det pludseligt op for hende. Byen er lille, selvfølgelig kunne det ske.
Jo længere hun lyttede, desto mere sikker blev hun. Det ER min mand… virksomheden, bilen, udseendet, alt matcher…
Ikke en kollega, ikke en eller anden ukendt rival. Nej, det var Karen på nabosengen, der ventede hans barn. Signe lod som ingenting, men vendte sig imod væggen og mærkede sorgen kvæle hende.
Selvfølgelig faldt Kasper for sådan en skønhed, tænkte Signe. Men hvad ser hun dog i ham? Kunne hun ikke finde én på sin egen alder, én med fremtid foran sig? Men penge har jo altid trukket… Og Kasper kan snakke for sig.
Senere på aftenen ringede Kasper. Hendes stemme var så kold, at røret nærmest blev dækket af rimfrost. Han blev chokeret:
Hvad sker der, hvorfor taler du sådan, spurgte han forvirret. Er der noget galt?
Signe sad i gangen på det lille bløde sofa.
Med mig er alt fint. Med dig… hun trak vejret dybt for ikke at bryde sammen. Jeg ved alt, Kasper. Om Karen. Om barnet. Vi ligger på samme stue. Hun skjuler intet Du behøver aldrig komme mere.
Hvilken Karen, hvad snakker du om… Kasper prøvede at lyve sig udenom, men hun stoppede ham.
Ti stille, du ved det godt selv. Når jeg udskrives, går jeg til statsamtet. Og du må forlade lejligheden. Jeg orker dig ikke længere.
Signe smed ham ud af sit liv, ligesom hun for længst havde smidt en vissen buket blomster ud. Hun havde intet mere at give, ikke mere udholdenhed at spille teater. Smerten var skarp, skammen blændende. Kasper forstod, at det var forbi, og mens Signe var på hospitalet, pakkede han og forlod lejligheden. Forklaringer var unødvendige. Signe ville aldrig tilgive.
Da hun blev udskrevet, hentede hun Alberte, der havde været hos mormor, og kastede sig ud i papirkrigen om bodeling og skilsmisse. Kasper protesterede ikke. Han var allerede dybt i gang med at indrette nyt liv med unge Karen.
Et halvt år gik. Vinteren forsvandt og det blev forår og efterfølgende hed sommer. Signe, nu en del tyndere, med nye linjer omkring øjnene men rank ryg, kom i forbindelse med en arkitektvirksomhed i København for at godkende et projekt.
Goddag, hilste hun venligt.
Hej og velkommen, mødte hende en moden, slank mand med grå øjne og et roligt smil.
Anders. Hvad hedder du?
Signe, svarede hun stille.
En snak om bjælker og etagedæk gled umærkeligt over i bøger, musik, duften af regn i en bøgeskov. Anders var opmærksom, vidende, ægte. Hun behøvede ikke foregive noget. Han så lige igennem hende og syntes faktisk at beundre, hvad han så. Det føltes nyt og næsten skræmmende. Som en første tår rigtigt koldt vand, når tørsten har været lang.
Signe, vil du måske ses med mig udenfor rådgiverkontoret? sagde Anders pludseligt, da hun rejste sig for at gå.
Signe blev overrasket, rødmede lidt, men svarede:
Det vil jeg gerne…
De mødtes igen på en café efter arbejde. Siden blev det til mange flere gange. Anders vidste, at Signe var blevet skilt og nu havde sin datter alene. Han selv havde også været alene i en årrække. En dag, på en lille café, sagde Anders pludselig med et trist træk i stemmen:
Jeg har også en datter. Stadig meget ung. Hun har dummet sig, forelsket sig i en mand dobbelt så gammel som hende, han forlod sin familie for hendes skyld. Nu er hun gravid, og føder snart. Jeg aner ikke, hvordan jeg når ind til hende. Hun hedder Karen.
Luften blev tung. Signe kiggede langsomt op på Anders, genkendte hans tanker og trætte ansigtstræk. Hun sad overfor faren til den pige, som havde smadret hendes familieliv.
Skæbnens ironi var så ondskabsfuld, at selv smerten forsvandt. Der var kun et isnende, stille chok tilbage. Anders mærkede straks noget var galt.
Signe, hvad sker der, hvad er der? spurgte han bekymret.
De sad overfor hinanden, to ensomme øer smidt op af det samme mørke hav. Han Karens far. Hun den forsmåede ekskone.
Min datter hviskede Signe, stemmen svag. Hun hedder Alberte… Min eksmand… Kasper.
Anders sad frosset tilbage. Hans ansigt blev stramt. I blikket gled det ene chok efter det andet over. Han forstod alt.
Sådan blev de siddende i tusmørket, med kolde kaffekopper foran sig, bundet sammen af en usynlig tråd af svigt, sorg og… noget uventet, næsten forbudt fællesskab. Mellem dem åbnede sig en afgrund, gravet af hendes ægtemand og hans datter. Men lige der, på hver sin kant, mødte de hinanden.
Åh Gud, jeg troede ikke, sådan noget kunne ske i virkeligheden…
Signe talte sagte. Anders så sørgmodigt på hende.
Signe, livet kan være underligt. Men jeg håber virkelig, vi kan komme igennem det sammen?
Hun blev tavs, uden ord.
Anders, lad os tage lidt tid, vi skal lige lande. Måske… vi trænger til ro.
Han nikkede forstående.
Det er helt fair. Men jeg håber stadig, vi kan finde vej ud af det her sammen.
Først et halvt år senere mødtes de igen. Anders var tålmodig og gav ikke op. Han vidste i sit hjerte, at Signe var den, han havde ventet på. Den, han ville dele fremtiden med.
Karen fødte en pige og boede nu alene i lejligheden sammen med sin mor. Hun havde brudt kontakten med Anders sandheden kom frem, samtalen var uundgåelig. Med Kasper gik det ikke. Han betalte børnebidrag og flyttede væk fra byen for altid.
Anders og Signe blev gift efter et år. Det var netop det fælles, knusende drama, der byggede bro mellem dem en bro stærkere, end alt, der var før. Nu var de lykkelige.
