Spillet uden regler
For pokker, Karen! Hvad er det dog, der er sket?! Hvorfor ser du sådan ud?! Hvem har gjort det her mod dig?! Mit kære barn, sig dog noget! Birgit gisper og kæmper med sig selv for at holde sammen på situationen.
Karen smider tasken på gulvet og glider udmattet ned ad væggen, sætter sig på hug. Hendes forslåede, blodige læber bevæger sig næsten ikke, men Birgit hører et svagt hviskende:
Mor, lad nu være med at råbe… Jeg… jeg skal bare lige sidde lidt… på denne måde…
Længere når Karen ikke, før hun vakler om på siden og med hovedet mod morfars gamle træsko mister hun bevidstheden.
Karen! Birgit vågner nærmest op fra sit første chok og styrter hen til sin datter.
Hun forsøger at løfte Karen, men maven er i vejen, og kræfterne slår ikke til. Sortheden prikker for øjnene, og Birgit er tæt på også at segne, men hun tager sig sammen: det hjælper ikke Karen, hvis hun også falder sammen. Hun trækker sig et øjeblik tilbage og råber, som hun gjorde dengang hun var barn og altid vidste hjælpen kom med det samme:
Far!
Karens morfar, Poul Madsen, som var i drivhuset bag huset ved at plante tomater ud, hører skriget. Potterne flyver på gulvet, og Poul stormer indtil huset, hovedet fuldt af spørgsmål. Her om formiddagen burde alt være godt, og han havde bestemt ikke regnet med at blive bedstefar igen lige med det samme.
Birgit, hvad sker der?! Er det dig, der mangler noget? Døren til verandaen springer op, og Birgit falder næsten i sin fars favn.
Far, det er Karen! Ring efter en ambulance, nu!
Bekymringen var ikke overdrevet. Karen bliver hentet i ambulancen, men de vil ikke have Birgit med:
Kære, du må tage den med ro! Din datter skal nok klare sig! Hun er allerede vågnet op, se bare. Og bedstefar tager med hende. Du skal passe endnu bedre på dig selv! Der er jo en lille en til på vej. Det duer ikke at trykke dem begge på samme tid, vel?
Jeg tager med. Det bliver ikke diskuteret!
Den unge læge sukker blot og hjælper Birgit ind på bagerste sæde i ambulancen.
Så prøv nu at holde dig rolig, ikke at bekymre dig. Det er ikke godt for dig! Han sørger for, at hun sidder ordentligt.
Mange tak!
For hvad? lægen rynker brynene.
Fordi du bekymrer dig.
Det er nu bare mit arbejde! lægen smiler et sekund, men forsøger at holde sig alvorlig. Det er ikke nemt, han er spinkel, lav og ligner nærmest en stor dreng med ustyrlig hvirvel i det rodede hår.
Hvordan har du det? spørger han Karen.
Okay… Men giv hellere min mor noget beroligende, hun elsker at gå i panik. Karen prøver at løfte sig op, men ambulancen bumler over et bump og hun klager sig.
Hvad nu? Lægen bliver straks alvorlig.
Ingenting! Jeg har ramt hovedet… Bagpå. Det gør ondt.
Ja, jeg har set det. Men du har ikke kastet op, og du bliver ikke svimmel så nok intet hjernerystelse. En bule, det klarer du!
Jeg skal heller ikke dø! fnyser Karen og ser over på sin mor. Hvordan har du det?
Mig? Jeg har det bedre end dig, Karen! Kan du så fortælle, hvad der skete?
Nej! Karen knuger hænderne. Jeg har ikke lyst!
De skøre teenagere! Ikke sandt, Karen? lægen smiler så åbent, at Karen overraskes. Hvad glor du sådan for? Tror du, jeg har glemt, hvordan det er at ville være alene bare to minutter og at alle følelserne sidder udenpå?
Jeg sagde ikke noget.
Men du tænkte det. Det er helt okay! Din mor bekymrer sig. Ved du, hvad min mor ville have gjort, hvis jeg kom hjem sådan en dag?
Hvad?
Hun ville først har lappet mig sammen og så givet mig nogle på skrinet.
Hvorfor i alverden?!
For at jeg skulle lære at tage ansvar som mand. Hvis jeg har fået bank, så betyder det, jeg ikke har kunnet tale for mig.
Der er nogen, man ikke kan tale med… ordentligt… Karen snøfter, men lider under smerten.
Hold ud! Vi er snart fremme.
Hvad hedder du? Karen rækker ud, så hendes fingre fletter ind i moderens.
Jeg hedder Anders. Anders Sørensen.
Hyggeligt at møde dig…
Hold da op, venner! Anders griner, tager Karens hånd. Du har forslået hovedet, men du husker stadig manerer! Det kan jeg lide.
I lige måde! Karen prøver smilende, men ambulancen standser, og Anders vifter hurtigt med en vat med sprit under Karens næse.
Så, stille og roligt… Ikke flere besvimelser her!
Efter undersøgelsen bliver Karen og Birgit sendt hjem, og morfar Poul samler sine piger op.
Hvad sagde de, Birgit?
Ikke så meget. Hun skal hvile, så skal det nok gå.
Og det der med at besvime?
De siger det er eftervirkning af stress. Birgit kigger på den slumrende Karen. Far…
Det tager vi senere, Birgit. Ikke nu. Hvordan har du det?
Fint… Lidt uro før, men nu er det væk.
Godt… Når vi kommer hjem, laver jeg varm te til dig, så skal du nok finde ro.
Far, hvordan kan man finde ro, efter at have set hendes ansigt?
Jeg har set det. Vi tager det, skridt for skridt. Uden drama. Det hjælper ingen.
Birgit sukker.
Hun ved, hvad hendes far mener. Hun husker hysteriens pris som dengang hun mistede forbindelsen til sin egen mor.
Birgits mors gren af familien bestod af forfattere. Hendes morfar havde skrevet digte, oldefar prosa. Hendes mor, Lise, kom også ud med et par digtsamlinger, men var elendig til husholdning, det klarede bedstemor. Hun var et roligt og praktisk gemyt, født for at holde huset og familien varm. Men hun rummede mere end det. Hun elskede… Mand, svigerforældre, søn, svigerdatter, datter, svigersøn, barnebarn. Alle, der hørte til, var altid velkomne.
På verandaen var bordet altid dækket, samovaren klar, og bedstemor skiftede de beskidte kopper, mens gæsterne spiste and og hjemmebagt rabarberkage med stikkelsbærsyltetøj. Og spurgte man hvem hun egentlig var, svarede de, hun var englen, der værnede om huset.
Bedstemoren døde, da Birgit knap var fyldt et år. På vej hjem fra markedet satte hun sig i skyggen af en birk og døde pludselig.
Lise gik til i sorg og krise, glemte alt inklusive sit spædbarn. Birgits far, den eneste, svigermor forstod og accepterede, tog den lille og gik på omgang hos naboerne, for barnet skulle fodres til tiden.
Heldigvis havde naboen, Grethe, netop født, og den skrigende Birgit fik mad og ro.
Lise var aldrig den samme igen. Hun udvekslede raseriudbrud med stille fortvivlelse, men var særlig, når hun sad og nynnede, som om det var den vuggevise faren havde skrevet til hende i sin tid.
Lise ophørte med at omgås sin datter, så Birgit voksede op med sin far eller naboen Grethe.
Birgits far, Poul, var buschauffør. Han og Lise mødte hinanden i oktober. Hun stak et bundt ahornblade op i næsen på ham:
Kan du lide dem?
Han så overrasket på hende:
Nej! De drypper.
Det regner! Lise lo og skældte passagererne ud bag sig.
De blev hurtigt gift, men Lise beholdt sit pigenavn.
Poul indså at Lise, trods sine fine træk, ikke var skrøbelig. Han lod hende styre det meste, for det var umuligt at overbevise hende om andet. Hans svigermor holdt konsekvent med ham og vennerne i huset bøjede nakken.
Efter flere tab først bedstemor, så bedstefar brød det sidste sammen. Lise forsvandt ind i sig selv, talte eller sang sagte, men Poul kæmpede videre.
Og da Lise en dag forsvandt, fundet under den samme birk, måtte Grethe bringe hende hjem. Grethe, som kendte familien ind og ud, sørgede for Birgit, lavede mad, indtil Poul fik overskuddet tilbage.
Lise kom til hospitalet, hvor hun døde stille om natten.
Så sad Poul alene med barnet. Grethe fortsatte med at hjælpe, og det blev daginstitution til daglig, hvor Poul arbejdede.
Birgit voksede op elsket. Det hændte, hun kaldte Grethe for mor. Grethe stoppede hende ikke, men fortalte hende om Lise, og viste billeder af hendes biologiske mor.
Da Birgit blev tretten, skulle Grethes mand have nyt job i Aarhus, og familien flyttede.
Poul, hvad skal I dog gøre nu? spurgte Grethe, mens hun fyldte fryseren.
Ro på, jeg kan også lave mad, og Birgit har lært det takket være dig.
Birgit kom hjem og hørte dem snøfte på køkkenet. Hun rullede med øjnene: Det tager jo kun en time til Aarhus med tog! De opfører sig, som om vi aldrig ses igen…
Alligevel fik Poul ret. Birgit blev mere selvstændig, og viste et stort talent for at skrive. Hun vandt masser af konkurrencer, beskrev verden i både prosa og lyrik. Poul var stolt men bekymret – så mange af hendes træk var moderen Lises. Geni og temperament, men hun var også praktisk som sin far. Det eneste, hun ønskede, var at blive elsket.
Al den kærlighed, hun fik af Poul og Grethe, var ikke nok hun ville række om hele verden. Hun elskede sine mange venner inderligt og ventede det samme fra dem.
Men ingen havde lært hende, at folk kan være anderledes. At ikke alle åbner sig, bare fordi du gør.
Den første store kærlighed blev den sidste. Hun giftede sig straks efter gymnasiet med sin klassekammerat, og blev mor efter et år. Men det var Poul, der hentede hende på Rigshospitalet ikke hendes mand. Hendes kæreste havde ikke magtet ansvaret og lyttede eller til forældre, der sagde, han kunne finde mange som Birgit. Hun fattede selv hentydningen.
Birgit… Poul var fortvivlet, mens hun pakkede tasken.
Far, stop. Det er okay, det er rigtigt. Han er ikke for os, og vi har stadig alt foran os. Livet, lykken, kærligheden og Karen. Og ham hvem ved. Tiden vil vise det.
Er du sikker på, det bliver en Karen? Du sagde, de kunne ikke se det på skanningen.
Jeg er sikker. Det bliver en pige. Klog og køn som Lise, stærk som os Madsen!
Hvad kunne Poul gøre? Han trøstede hende, så hende græde stille om natten, snakke om savn, men tiden var på hendes side. Datteren gav hende for mange bekymringer til at synke ind i sorgen som Lise engang havde gjort. Det var det, Poul frygtede mest.
Grethe kom til København, selvom hun havde eget bryllup at arrangere for sin datter.
Mor Grethe, hvorfor? Birgit græd i hendes favn.
Fordi jeg har fået et barnebarn! Selvfølgelig skal jeg hjælpe!
Far tør næsten ikke røre ved Karen, Birgit ler bag tårerne. Han har glemt, hvordan det er med babyer.
Pjat! Grethe lo, så Karen vågnede. Poul! Hold nu op, du har passet alting!
Poul tager barnebarnet op med sikker hånd og blinker til Birgit.
Er det din snedige plan for at gøre mig til mor? Birgit ler og skærer ansigt.
Hvad kunne jeg ellers gøre? Jeg tog fejl.
Grethe tager babyen og Birgit stiller tusind spørgsmål, imens Grethes fingre svøber det lille barn i dyne.
Det vigtige, Birgit: Mor ved altid, hvordan barnet har det. Du skal bare lytte. Hun viser dig det!
De ord husker Birgit, mens hun sidder med sin sovende datter, og prøver at regne ud, hvad der dog er sket med hendes barn.
