Uden ret til svaghed
Nikolaj kan slet ikke finde ro. Han løber hele tiden hen til vinduet, kigger ud på vejen og skynder sig så tilbage til sin kæmpe æske med LEGO-klodser. Kassen er så stor, at han knap kan holde den i sine små hænder. Han trykker den tæt ind til brystet som om han er bange for, at nogen skal tage hans skat.
Mor, kommer far snart hjem? gentager han utålmodigt, mens han hopper på stedet. Han lovede, vi skulle lege sammen! Vi skulle bygge en hel rumby!
Line, som ser, hvor meget sønnen glæder sig, sætter sig ned på hug ved siden af ham. Hendes hjerte snører sig sammen over, hvor længe drengen har ventet. Hun stryger ham kærligt over det lyse, uregerlige hår. Hun leder efter de rigtige ord, som ikke skal knuse hans barnlige håb.
Undskyld, min skat, siger hun blidt. Far bliver vist forsinket i dag. Han har noget vigtigt på arbejde. Men ved du hvad? Oliver kommer forbi. Det er jo hyggeligt, ikke? Du kan godt lide ham, ikke også? Bliver du glad for at se ham?
Nikolajs udtryk ændrer sig med det samme. Underlæben begynder at bævre, og øjnene fyldes med tårer. Han har ventet så længe på denne stund! Hele fem dage i træk i børnehaven har han været artig, gjort alt hvad pædagogen sagde. Selv da en kammerat uforvarende ødelagde hans perleplade, blev Nikolaj ikke vred han sukkede bare og sagde, at han jo kunne lave en ny. Alt sammen fordi han glædede sig til, at far skulle lege med ham om aftenen.
Men han lovede det jo, hvisker drengen med skælvende stemme.
Line mærker en stikkende smerte i hjertet af medlidenhed. Hun trækker Nikolaj ind til sig, holder stramt om den lille krop.
Jeg ved det godt, min elskede, siger hun lavt og stryger ham på ryggen. Men hvis far siger nej til chefen, bliver han sur og så risikerer han at skulle arbejde i weekenden også.
Hun holder en kort pause, mens hun skæver til de friske grøntsager og det danske frilandskød, der ligger klar på køkkenbordet til aftensmaden. Hun tvinger et opmuntrende smil frem og vender sig til sin søn.
Ved du hvad? udbryder hun med et forsøg på begejstring. Du kan hjælpe mig med at lave mad. Du bliver min køkkenassistent! Og bagefter bygger vi rumbyen sammen lige sådan som du havde forestillet dig. Jeg er sikker på, at Oliver bliver misundelig! Hvad siger du har du lyst?
Nikolaj overvejer et øjeblik, blikket veksler mellem æsken og moren. Tårerne står tydeligt i øjnene endnu, men nu glitrer de også af en smule nysgerrighed. Langsomt nikker han, selvom han i hjertet stadig håber, at døren pludselig går op, og far kommer ind.
Okay, svarer han forsigtigt. Jeg vil gerne hjælpe.
Line smiler bredt og tager ham i hånden.
Det bliver så godt, siger hun opløftet. Kom med ud i køkkenet. Vi har travlt men jeg ved, vi kan klare det sammen!
Nikolaj rynker panden, står og tripper. LEGO-kassen lokker stadig som en skat, med eventyr og fantastiske verdener, der venter på at blive bygget. Han er stadig ked af, at far igen kommer sent hjem, men Lines varme smil og løftet om en hyggelig aften sammen blødgør skuffelsen. Han tager en dyb indånding, nikker og sætter forsigtigt kassen op på vindueskarmen, så han hele tiden kan holde øje med den. Man ved jo aldrig… tænker han og drømmer et øjeblik om, at rumbyen vokser af sig selv midt på karmen.
Oppe på den høje køkkenstol, som Line har trukket ind til Nikolaj, følger han betaget med i hendes bevægelser. For ham er madlavning et slags trylleri, fuldt af overraskelser og hemmelige tricks. Han snuser ind og smiler stille hjemme dufter det altid helt specielt, sådan ægte hyggeligt.
Tante Helle kan ikke gøre det på samme måde, tænker Nikolaj stolt. Hun laver også mad, jo, men det smager ikke så godt. Jeg tager kun en lille smule af høflighed og så fylder jeg rigtigt op, når jeg kommer hjem. Han husker, hvordan tante Helle skælder ud i køkkenet, mens hans mor gør alt med lethed og glæde, næsten som om hun danser rundt om komfuret.
Find to af de allerfineste tomater til mig kan du det? spørger Line, mens hun smiler. Det glæder hende at se Nikolaj følge med så brændende interesse, se hans øjne lyse op, se hvordan han ikke vil gå glip af noget.
Nikolaj undersøger alle tomater på bordet meget grundigt, vender og drejer dem og kigger efter skrammer eller pletter. De skal være de pæneste så mor bliver stolt. Til sidst rækker han hende to, runde, skinnende og knaldrøde tomater med et ceremoniøst smil.
Line tager imod dem, ser dem efter og nikker anerkendende.
Perfekt valg! Du er en ægte køkkenekspert.
Nikolaj ranker sig glad og føler sig pludselig voksen, næsten som medskaber af aftenens menu. Tankerne flyver: Først noget lækkert mad med mor og bagefter, så skal rumbyen bygges.
Tiden flyver. Køkkenet fyldes med liflige dufte. Nikolaj følger opmærksomt med i alt, spørger, beundrer hvordan Line hakker krydderurter og rører i saucen. Alt ser så smukt og præcist ud!
Da maden endelig står på bordet, knurrer Nikolajs mave. Retten ser fantastisk ud: farverig, gyldenbrun skorpe og damp der stiger op fra tallerkenen. Han sluger og overvejer, om han mon kan spise halvdelen selv men kommer heldigvis i tanke om at vente på mor.
Line tørrer hænderne i viskestykket, tager mobilen og ringer til Jørgen, sin mand. Rummet bliver stille, kun uret tikker.
Jørgen, hvor lang tid går der endnu? spørger hun roligt. Nikolaj er klar til at spise resten selv.
I røret lyder en lettere irriteret stemme, børnene leger i baggrunden.
Et par timer endnu, ikke før, svarer han. Vi kører Helle til lufthavnen først og så hjem. Vi snupper bare noget at spise her.
Line klemmer telefonen hårdt, men stemmen forbliver rolig:
Hvis I bliver sultne, kan I selv varme op. Og husk nu at sige undskyld til Nikolaj. Du lovede at lege med ham…
Oliver er også min søn! afbryder Jørgen skarpt. Hvad skulle jeg ellers gøre? Lade ham være alene? Han er kun tretten!
Line trækker vejret dybt og kæmper for at holde roen.
Hans mormor bor jo lige ved siden af, siger hun ligeud. Hun ville have passet ham.
Er det alvor? nu er stemmen hånlig. Jeg overlader ham ikke til den dame hun ødelægger ham bare!
Han er din søn, Jørgen men det er Nikolaj også. Glem ikke det.
Hun afbryder samtalen, tager en dyb indånding og går tilbage til bordet. Nikolaj sidder tålmodigt og følger hendes bevægelser.
Mor, må vi spise nu? spørger han og slikker sig om munden.
Line smiler, varmen tilbage i stemmen:
Selvfølgelig, hvis vi vasker hænder først.
Da de sætter sig, tager Nikolaj straks en mundfuld og lyser op.
Mmm, hvor smager det godt! Bedre end hos tante Helle!
Line griner, og bekymringerne forsvinder et øjeblik. Hun ser på sin dreng, hans glade ansigt og mærker hjertet fyldes med lykke. Dagen blev måske ikke helt, som de håbede, men der er stadig plads til gode stunder.
**********************
Hver anden weekend besøger Oliver dem. Line håbede længe, at de to drenge ville blive venner: Nikolaj glædede sig altid, når storebror kom. Men fra starten har det stået klart Oliver gider ikke rigtigt at lege sammen. Han søger nærmest med vilje grunde til at brokke sig, tester af hvor langt han kan gå.
Oliver er hverken ond eller voldsom, men han kan stikke til folk på en måde, der kan gøre selv Line usikker. Han holder øje med situationen, finder de svage steder og prikker til dem. Han sukker højt, hvis far sætter sig hos Nikolaj, eller bemærker Mor ville aldrig have gjort sådan, og ser, hvordan de reagerer. Eller også siger han, at derhjemme er alting anderledes, som for at understrege, at det her ikke er godt nok.
Denne gang ligger Oliver på sofaen med sin telefon, men holder alligevel øje med Nikolaj ud af øjenkrogen. Uvidende løber Nikolaj rundt med sine tuscher endelig har han fået lov at tegne på spejlet i entréen. Snart bugter underlige spiraler, stjerner og noget der ligner et rumskib sig over glasset. Da siger Oliver, uden at løfte blikket fra skærmen:
Jeg må aldrig tegne på spejlet derhjemme.
Line smiler svagt, mens hun hakker grøntsager til salaten, alt sammen stille og roligt.
Jeg synes, det er vigtigt, at børn kan udtrykke sig, siger hun roligt. Vi tørrer det bare af bagefter, det tager ikke mange minutter.
Oliver lægger telefonen, slentrer rundt og ser kritisk på lejligheden. Hans blik falder på skoene, der er spredt omkring døren.
Her ligger skoene over det hele! brokker han sig videre. Det ville aldrig ske hjemme hos os!
Line kigger op. Hendes blik er ikke vredt, men træt.
Det er fordi din far kom hjem med hvalpen Bertram, som roder med alt, forklarer hun. Så må du tage det op med ham.
Oliver rynker brynene han vil gerne finde noget mere at kritisere.
Men man kan da bare rydde op! indvender han. Er I ligeglade med, hvordan her ser ud?
Line trækker vejret ind og ud, stille og kontrolleret. Hun ved, at han gentager vendinger fra sit andet hjem men hvorfor? For at føle sig ovenpå? For at teste hendes grænser?
Det er din hvalp, der roder så kan du også selv rydde op. Før I kom, var her pænt.
Oliver rødmer af harme, endda ud på ørerne. Han knytter hænderne, søger efter ord som lyder seje, men ikke for frække.
Det er børnearbejde! råber han udfordrende.
Line rykker sig ikke ud af stedet, står rank med armene over kors. Hendes blik bliver skarpt tålmodigheden er opbrugt.
Hvis du ikke rydder op, sætter jeg Bertram ud på trappeopgangen. Så kan han finde sig et nyt hjem. Du sagde selv, det roder. Havde du ikke klaget, havde du ikke skullet gøre rent.
Oliver ved, at hun mener det. Han åbner munden for at svare igen, men Line vender sig bare og går ind i stuen.
Jeg er tilbage om ti minutter, siger hun over skulderen. Hvis der ikke er ryddet op, så…
Oliver står frustreret tilbage, vreden bobler. Han forstår ikke, hvorfor Line altid tager tingene så tungt. Han siger jo bare, hvad han ser! Men hun gider ikke høre på ham.
Nå, det må hun selv om… Hun kommer selv til at fortryde det…
Han går trægt i gang, kigger mod stuen, men Line kommer ikke.
Da Jørgen kommer hjem efter et par overarbejdstimer, kaster Oliver sig straks over ham. Drengen er ildrød i hovedet og stemmen ryster.
Far, hun tvinger mig til at rydde op! klager han og peger ud mod entreen. Og hun truer med at smide Bertram ud!
Jørgens øjenbryn ryger op. Han har dårligt fået overtøjet af, før sønnen vælter problemerne over ham. Han kigger ind i stuen og styrer beslutsomt derhen.
Line, nu må du altså stoppe! siger han bebrejdende foran TVet. Du kan ikke være så hård han er bare en ung dreng, vær nu lidt blid…
Line vender sig ikke engang fra skærmen.
Flyt dig, du står i vejen. Det her er mit hjem, og her er det mine regler, der gælder. Vil du have, at Oliver bliver her, må han overholde dem. Ellers må I mødes et andet sted.
Men… forsøger Jørgen, men Line løfter hånden.
Ingen men, Jørgen. Jeg er træt af, at det hver gang er det samme, når Oliver kommer. Hvis du ikke kan lide det, må du selv finde ud af, hvor I skal mødes.
Jørgen kigger hjælpeløst på både Line og sønnen. Oliver står med hænderne knyttet, kigger ned. Han havde ikke set det komme.
Vil du egentlig have, at jeg skal besøge Helle mere? forsøger Jørgen, stemmen lige såret.
Om to uger, fint for mig. Men jeg tror nu, Helle har fået andet at tænke på for tiden.
I et kort øjeblik mærker Jørgen, at hun har ret men det sidder hårdt. Han vil forsvare sit barn, vise at han ikke vil give slip.
Jeg skal nok tale med ham, siger han sammenbidt. Men du må love at behandle ham ligesom Nikolaj.
Line ser ham direkte i øjnene uden tvivl.
Nikolaj er min egen søn. Oliver er ikke. Og der er stor aldersforskel jeg orker ikke alle klagerne og bagtalelserne mere. Og forresten: ingen flere hundebesøg, Nikolaj kan ikke tåle Bertram.
Det bliver sagt helt roligt, men med en myndighed, der får Jørgen til at træde et skridt tilbage. For første gang siger Line alt det, hun har tænkt så længe. Hun frygter ikke længere, at han kunne vælge sin dreng og ekskone frem for hende. Det rager hende. Nu vil hun sætte grænser.
Oliver, som har lyttet ved døren, smiler skævt for sig selv. Han blander sig ikke, men lægger planen ind i sindet far vil ikke lade ham i stikken. Skal bare vente. Og hvis bare Nikolaj var væk, ville far helt sikkert flytte hjem igen…
**********************
En uge senere kommer Oliver igen på weekend. Allerede i døren siger han glad, at han sådan har savnet sin far. Jørgen bliver glad og får lyst til, at de skal ud at fiske sammen som i gamle dage.
Men tingene udvikler sig anderledes. Om morgenen vågner Nikolaj sløj og mat. Først siger han bare, han har ondt i maven lidt efter får han høj feber. Line forstår med det samme, det er alvorligt. Hun finder termometeret, begynder at pakke tasken til hospitalet.
Bestil dog en taxa! siger Oliver irriteret, mens Nikolaj græder. Han står i døråbningen med korslagte arme, uforstående over at alt skal ændres pga. lillebrorens sygdom. Hvorfor skal ALT igen ændres? Jeg ser dig jo næsten aldrig, far!
Line vender sig hurtigt mod ham, blikket er benhårdt:
Hvis du siger ét ord mere, får du ikke lov at være her mere! Nikolaj skal på hospitalet NU du er gammel nok til selv at klare dig en time. Hjem med dig, der er ikke så langt.
Oliver åbner munden for at protestere, men hun giver ham intet valg. Hun hjælper Nikolaj med overtøjet og snupper tasken.
Men han kan da ikke bare gå alene hjem? forsøger Jørgen, røsten bekymret. Skal vi ikke køre ham?
Han er tretten! Det er midt på dagen, ti minutter til fods, her sker aldrig noget. Kom, Nikolaj har brug for os.
Jørgen sukker tungt men protesterer ikke. Han hjælper Nikolaj i bilen, mens Oliver surmulende forsvinder. På vej hjem sparker han til stenene på fortovet vred og bitter over, at alt altid handler om Nikolaj.
På hospitalet kan Line ikke finde ro. Hun sidder på stolen ved Nikolaj, holder hans hånd, stryger ham over håret og hvisker trøstende ord. Jørgen trasker frem og tilbage i gangen, splittet mellem bekymring for Nikolaj og dårlig samvittighed overfor Oliver.
En halv time mere havde vel ikke gjort en forskel… sukker han endelig. Hvad nu, hvis der var sket Oliver noget?
Hold inde! siger Line fast. Alt hun tænker på, er Nikolaj og hans velbefindende. Oliver klarer sig sikkert. Han har været ude meget senere før.
Ud af kontoret kommer en rolig læge.
I skal ikke være bekymrede, det er ikke så slemt kom indenfor, så forklarer jeg.
Line mærker bekymringen lette, hun knuger Nikolajs hånd og følger efter lægen med håbet om at alt snart bliver bedre. Jørgen ånder lettet op, men må sande, han nu skal forklare det hele for storebror Oliver
************************
Nikolaj skal blive på hospitalet natten over, for lægerne vil holde øje med ham. Line kunne aldrig finde på at tage hjem tanken om at lade drengen være alene i den kolde, fremmede hospitalsafdeling gør hende utilpas. Hun MÅ blive.
Hun slår sig ned i den hårde stol ved siden af sengen. Stolen er ubehagelig, ryggen gør ondt, men det rager hende ikke. Så længe hun bare kan holde Nikolajs lille hånd. Hun kærtegner hans fingre, hvisker bløde ord, indtil han endelig falder i ro. Indimellem tjekker hun, om han trækker vejret, retter dynen eller stryger håret væk fra hans pande. Hendes øjne er blanke, men hun kæmper for at tage sig sammen. Hun skal være den stærke.
Jørgen mærker skyld og forlegenhed. Han kan ikke blive på hospitalet må hjem og forklare Oliver, der stadig ikke har tilgivet skilsmissen og får et følelsesmæssigt sammenbrud hver gang han ser sin far. På vej hjem tænker han nøje over ordene, men inderst ved han, at ingen sætninger kan hele de gamle sår. Ingen løfter kan bringe deres gamle familie tilbage.
To uger senere rammer dagen, Oliver har ventet på. Allerede ved solopgang står han foran farens lejlighed så spændt, han ikke kan spise morgenmad. Han glæder sig til at gense Jørgen og komme ud og fiske.
Da Jørgen åbner, stormer Oliver ind latter, trampen, smækkende døre og snak overalt. Drengen tjekker alt til fisketuren, snakker begejstret om, hvor store fisk de vil fange.
Men planerne for fisketur brister, da Jørgens arbejdsmobil pludselig ringer. Endnu engang er det nødvendigt arbejde, og Oliver ser straks skuffelsen i sønnens blik. Det gør ondt på ham at skuffe drengen igen.
Det er kun et par timer, lover han, håbefuldt. Han lægger en hånd på Olivers skulder. Bagefter tager vi i parken, bare os to. I morgen fisker vi det lover jeg!
Oliver ser tvivlende på faren. Hans stemme bæver lidt:
Bare os to i parken?
Bare dig og mig, ingen andre, svarer Jørgen, alvorlig.
Oliver sukker opgivende, bider skuffelsen i sig og nikker.
Okay. Bare skynd dig!
Line, træt efter en nat med opvågninger, slæber sig ud i køkkenet. Hovedet dunker, benene er tunge. Hun har haft det dårligt et stykke tid, og tanken om at have en energisk teenager i lejligheden så tidligt gør det ikke bedre. Halvt mekanisk finder hun pande, æg og brød frem.
Nikolaj, der ser moderen stå fjernt og tavs, lister forsigtigt over:
Må jeg gerne se tegnefilm? spørger han sagte og tager hende i ærmet. Så kan du lave det vigtige, og jeg er stille!
Line smiler og nikker.
Selvfølgelig, min skat. Bare vær rolig.
Nikolaj smutter opmuntret ind i stuen, hvor han følger de skøre figurers eventyr med store øjne og kommenterer højlydt. Line dækker op til morgenmad med håbet om fem minutters fred, men pludselig stikker et skrig gennem huset.
Hun taber forskrækket en tallerken, der går i tusind stykker på gulvet blod pibler frem fra en rift i hendes hånd, men det ignorerer hun. Ingen smerte. Hun styrter ind i stuen, glider næsten på gulvet.
Hun fryser, da hun ser scenen: Oliver, stor og stærk, sidder ovenpå Nikolaj. Han har en sofapude stramt mod den lille drengs ansigt, mens Nikolaj kæmper, men ikke har kræfterne.
Alt står stille. Line, overmandet af moderinstinkt, flår Oliver væk med en styrke ingen vidste hun havde han ramler mod væggen men når selv at tage fra.
Nikolaj! Er du okay? spørger hun panisk, mens hun flytter puden, mærker hans ansigt og lytter efter vejrtrækning.
Mor! hulkede Nikolaj og kaster sig i favnen på hende. Hans lille krop skælver, øjnene er stive af rædsel, hænderne klamrer sig til hendes skjorte som om hun er det eneste sikre sted.
Han gjorde mig ondt!…
Hvordan kunne du gøre sådan mod min dreng?! hvæser Line, rejser sig og sender Oliver et blik kold som is. Hendes hænder knytter sig, åndedraget bliver hurtigt og hun er ved at eksplodere af raseri.
Oliver sidder chokeret, gnider skulderen. Et øjeblik er han skræmt over sig selv men så breder der sig en trodsig grimasse over hans ansigt.
Vi legede bare! svarer han frækt. Du kvæstede mig jo næsten! Jeg anmelder dig! Så må politiet tage dig, og far smider dig ud!
Line samler sig, sætter Nikolaj til rette i sofaen. Hun ser, hvor rystet han er små fingre krammer puden krampagtigt, hele kroppen bever. Hendes hænder ryster, men hun tvinger stemmen til ro.
Bliv her, hvisker hun, kærligt. Jeg går ikke langt du er tryg nu.
Men Nikolaj ryster, nægter at have Oliver i nærheden, tårerne triller ned.
Jeg går ikke før far kommer! råber Oliver, smækker sig tungt i lænestolen. Han kigger ondt på Nikolaj og laver skræmmende grimasser, griner skadefro af, hvor meget lillebroderen frygter ham.
Line mærker vreden brænde indeni. Hun tager sin mands oplader, der ligger på bordet. Med truende tone siger hun:
Du ved ikke, hvad jeg er i stand til for at beskytte mit barn.
Hun slår Oliver hårdt over benet med ledningen. Han hviner, springer op og glaner på det blodrøde mærke på sit ben. Line løfter armen igen, men han spæner ud ad døren.
Jeg anmelder dig, du er sindssyg! Nu smider far dig ud!
Få minutter efter ringer Jørgen, stemmen vred i røret:
Hvordan kan du slå mit barn?! Er du gået fra forstanden?
Line suger luft ind, kæmper for ikke at ryste. Stemmen er koldt stål:
Gør hvad du vil, skrid med din vidunderdreng! Hvis jeg ikke var kommet, hvis Nikolaj ikke havde skreget… Forstår du, hvor galt det kunne være gået? Din søn prøvede at kvæle min!
De legede bare! svarer Jørgen, rystende af vrede. Jeg tror på min søn!
Så skrid fra mit hjem! Jeg søger om skilsmisse selv. Og jeg vil have al forældremyndighed over mit barn! Jeg har videooptagelse ville bare være på den sikre side!
Hun lægger røret på med dommerens myndighed. I næste øjeblik skynder hun sig hen til Nikolaj, sætter sig på knæ foran ham, holder blidt hans grædende ansigt og hvisker tyst:
Det er ovre nu, skat. Jeg er lige her. Ingen får lov at gøre dig fortræd igen.
Nikolaj klamrer sig til hende, og hans tårer sætter mærker på hendes skjorte, men Line klemmer ham bare tættere ind til sig, vugger ham roligt og synger stille.
For Line er hendes søn det dyrebareste i verden hvert smil, hvert grin, hvert mor er meningen med livet. Tankerne flyver tilbage til den første dag på Hvidovre Hospital, første blik, første skridt, første ord. Det var de minder, der nu giver styrke og hun ved, uden manden skal hun nok klare det. Men uden Nikolaj aldrig! For hans skyld er hun klar til at kæmpe med alt, hvad hun har, og intet i verden er vigtigere end lyden af hans rolige, tilfredse åndedrag i hendes favn.
