Nå, har du også fået for vane at holde øje med mine penge! Synes du, det er dit bord? klagede Birthe Nielsens mor, Karen, opbragt. Hele mit liv har jeg slidt for dig, sagt nej til mig selv gang på gang. Mine ferier er gået med at stå i køkkenet. Har jeg ikke ret til bare at nyde livet lidt, nu hvor jeg er blevet gammel? Eller skal jeg tørre snot på jer allesammen, indtil jeg falder om?
Birthe støttede sig mod bordet for at skjule, at hendes hænder rystede. Selvom hendes mor talte sandt på sin egen måde, havde hun engang lovet noget helt andet.
Ingen siger, du ikke må bruge dine penge, svarede Birthe, mens hun kæmpede mod tårerne. Men dine prioriteter er underlige, mor. For Freja er havet nødvendigt for hendes helbred. For din kæreste er det bare gratis ferie og all inclusive. Alligevel vælger du ham.
Du skal ikke tale sådan om Bent! Han er min mand nu, sagde Karen vredt. Og din datter har jo stadig en mor. Du fødte hende så må du tage ansvaret.
Det var jo fordi, du lovede at hjælpe, at jeg overhovedet blev mor! hævede Birthe stemmen. Bare rolig, min pige, vi skal nok klare den sammen. Vi er jo familie. Kan du huske det, eller har du også glemt det sammen med din samvittighed?
Birthe vidste godt, at hun måske burde vende om og gå. Men hun kunne ikke lade være med at påminde sin mor om, hvordan tingene var i virkeligheden.
Dengang var Birthe bare en naiv og forelsket pige. Hun var sammen med den første fyr, hun kunne lide, og blev gravid med ham. Efter tre år sammen, ganske vist uden at være gift.
Det der papir betyder ingenting, sagde han altid. Folk bor både godt og dårligt, uanset om de er gift eller ej. De fleste flytter bare sammen.
Birthe troede på det. Hun troede også på, at Søren virkelig ønskede et barn med hende.
Men til sidst fandt hun ham sammen med en anden og gik sin vej. Søren blev gift et halvt år senere og nægtede nu alt ansvar for Freja, mente endda, hun måske ikke var hans.
Men efter bruddet havde Birthe helt andre problemer. Skulle hun føde? Hun kunne stadig nå at træffe et andet valg.
Her blandede Karen sig.
Har du tabt sutten helt? gik hun hårdt til datteren. Det er jo mit barnebarn! Min egen blodlinje. Du skal ikke klare det alene vi er to. Og hvad så, om manden mangler? Dig opfostrede vi jo også, bare os kvinder. Vi skal nok ordne det sammen. Du har jo mormors gamle lejlighed, den kan vi sætte i stand og leje ud. Vær ikke bange, min pige. Jeg forlader dig ikke.
Birthe troede på hende og beholdt barnet. Men den støtte, hun fik, var noget helt andet end det lovede.
Karens hjælp lignede nærmere en kontrakt med skjulte vilkår. Jo, hun gav Birthe og Freja et sted at bo. Men regningen for el og vand blev nøje delt op i tre:
I er jo to, sagde Karen uden at blinke. I bruger mest strøm og vand.
Birthe strittede ikke imod, hun kunne godt se det logiske. Men der var noget forkert over det hele.
Mad købte de hver for sig. Birthe levede af gryn og smør, nogle gange med frysefrikadeller. Karen fyldte sin del af køleskabet med lækkerier, som hun sjældent delte. Måske smuglede hun af og til en rognmad til barnebarnet, men det var det hele.
Udgifter til rengøringsmidler, småreparationer og møbler delte de, men Birthe tog oftest den største del.
I bruger det jo også, sagde Karen, når der skulle skiftes håndvask eller radiator.
Møblerne købte Karen, men kun det bedste, altid nyt om muligt.
Birthe sled som en galning mellem vuggestue, aftenrengøring på et kontor, og oversættelser om natten. Karen ville kun sidde med Freja, hvis hun ingen vej udenom havde.
Birthe, planlæg din tid lidt bedre! klagede Karen, Jeg skal arbejde. Jeg har brug for søvn.
Så Birthe måtte knokle, mens Freja sov, eller hvor hun kunne aflevere hende. Men Freja blev ofte syg, og Karen ville ikke tage omsorgsdage. Birthe fik ikke tid til at arbejde med et sygt barn, og hendes kunder havde ikke tålmodighed.
I burde tage hende til havet, foreslog Karens veninde, Jette, som var børnelæge. Måske for en måned. Det gør ikke mirakler, men det kan hjælpe.
Hvor skal de penge komme fra? sukkede Karen. Når vi har sparet op, er hun vokset fra det.
For et år siden brast det sidste bånd endeligt. Karen så ned og sagde:
Birthe, du må snart finde et andet sted at bo. Jeg kan ikke holde til alt det larm mere, det er svært for mig. Du har jo arvet mormors lejlighed. Flyt derhen.
Den lejlighed var i elendig stand. Tidligere lejere havde ødelagt det meste, møblerne var væk, og der var væggelus i sofaen. Birthe måtte tage et ekstra lån og boede den første tid på et madrasselag sammen med Freja, fordi Karen kun gav hende to uger. Snart afslørede det sig, hvorfor hun havde travlt. For allerede få dage senere flyttede Bent ind og var nu hendes feriepartner til havet.
Synes du ikke, jeg har hjulpet nok? Du har en lejlighed, ikke alle er så heldige, råbte Karen. Men du er aldrig tilfreds! Utaknemmelige unge!
For det første var det mormor, ikke dig, der gav mig den lejlighed, skød Birthe tilbage. For det andet betaler jeg stadig af på lånet. Det eneste, du gjorde, var at smide os ud, så din kæreste kunne flytte ind. Og samtidig påstod du, du ikke havde råd til at hjælpe din egen datter og dit barnebarn, mens du nu tager på charterrejse med en halvt fremmed mand.
Det var hårdt sagt, men sandt. Hun kunne have glædet sig på mors vegne, hvis ikke hun var blevet lokket til at føde, på løftet om støtte, for så at blive glemt.
Fy for pokker, sagde Karen og pegede mod døren. Hvis du er jaloux på mit liv, så sig det dog!
Birthe slog klumpen i halsen ned og gik mod døren.
Jeg er ikke jaloux på dit lykke, mor sagde hun lavt. Jeg er bare overrasket. Du sagde, vi var familie. Nu er det kun dig og hvem end du nu hygger dig med, der er familie. God ferie. Men ring ikke, når Bent smutter. Jeg har nok at se til med barn og lån.
Syv år fløj. Først var Birthe bange og presset. Senere blev det en vane og til sidst opdagede hun, at hendes ben stod fast på jorden.
Så dukkede Carl op i hendes liv. Nok ikke nogen prins, men så stabil som granit. Han lærte Freja at cykle og fik styr på elinstallationerne. For Carl var der aldrig dit eller mit, alt var fælles. De blev gift, stille og roligt, uden stort fest. Et år senere kom lille Magnus til verden buttet og højrøstet.
Birthe var lykkelig. Forholdet til Karen eksisterede stadig, men kun på overfladen. Nogle høflige smser til højtider og intet mere. Indimellem spurgte Karen, hvordan det gik, men virkede uengageret.
Skal vi ikke invitere svigermor på besøg? foreslog Carl engang, mens han gyngede Magnus. Hun har aldrig mødt ham.
Birthe rystede bare på hovedet.
Carl, det er ikke nødvendigt. Hun har sit, vi har vores. Hun gjorde det klart, at børn ikke var hendes ærinde.
Men alt ændrede sig pludselig
November. Regnen silede uafbrudt ned, og skyerne fyldte himlen.
Telefonen ringede. Mor. Bithes ryg blev kold Karen ringede aldrig selv.
Hallo? Birthe, hej begyndte Karen svagt. Jeg har brug for hjælp Kan du komme? Ryggen er gået helt i baglås, jeg kan knap nok nå toilettet. Har ligget i tre dage, ingen til at give mig et glas vand. Her roder, der er ikke mad i huset, jeg kan ikke gå i Brugsen
Hvor er Bent? spurgte Birthe.
Der blev stille i røret.
Bent gik, da jeg blev syg. Sagde kærligheden brast Birthe, jeg har det forfærdeligt. Kom, vær sød.
Jeg kommer.
Birthe sukkede, pakkede en taske og tog afsted. Hvad ellers skulle man gøre det var trods alt hendes mor.
Hun trådte ind i lejligheden, hvor hun engang uden varsel var blevet pakket ud. Det værste var at møde Karen igen efter syv år. Nu var hun blevet gammel, ansigtet fuldt af rynker, håret gråt og blodårerne tydelige. Karen virkede næsten fremmed nu.
Jeg troede ikke, du ville komme hviskede Karen.
Jeg lærte som barn, man holder sit løfte, svarede Birthe bare.
Hun hentede et glas vand, smurte ryggen ind med gel, gik ud i køkkenet og gik i gang. Den næste time gik med rengøring og madlavning. Hun ville til at sætte maden ind til morens seng og tage hjem, men Karen greb fat i hendes arm:
Birthe Hvor er Carl? Hvor er børnene? Jeg troede, du ville komme sammen med din familie. Jeg ville så gerne se Freja må da være blevet stor?
Birthe trak armen fri og satte sig på stolen ved sengen.
Carl er hjemme, børnene også. De skal tidligt op, svarede hun.
I kunne vel komme forbi bare ti minutter? Jeg er jo deres mormor.
En mormor de ikke kender, svarede Birthe. Mor, Freja ER blevet stor, mens du rendte rundt med Bent og glemte os. For hende er du bare Karen, der sender et kort til jul. Magnus ved ikke engang, du eksisterer.
Hvorfor siger du det sådan? græd Karen og vendte sig væk. Jeg ville bare leve mit eget liv lidt Er det nu en synd?
Nej, der er intet forkert i det. Du ville have fred og ro, kærlighed og rejser. Vi trængte os ikke på. Vi respekterede dine valg, du glemte bare os.
Karen kunne ikke sige noget. Birthe gik mod døren.
Der er mad i køleskabet. Dine piller ligger klar. Jeg finder en, der kan komme og hjælpe dig mens du er syg. Jeg holder øje.
Er det det? Karen så vantro på hende. Går du bare? Vil du ikke engang have en kop te? Vi er jo familie!
Ja, familie på papiret. Men i livet blev vi fremmede, sagde Birthe. Du trampede på alt, der var mellem os, da du satte din kæreste over din egen datter og barnebarn. Måske har jeg også begået fejl, men du ville kun leve for dig selv og være ingen noget skyldig. Det blev som du ønskede.
Hun gik. Karen sagde ikke mere.
Nede i regnen trak Birthe vejret frit. Et sted længere væk, i en lille men varm lejlighed, ventede nogen på hende. Ikke fordi hun havde ordnet noget, men fordi hun blev elsket.
Tilbage blev en kvinde, der havde kæmpet for sin frihed og fået den. Problemet var bare, at hun nu måtte leve den alene.
