På jagt efter den rette
Viktor sad ved et lille rundt bord i et hyggeligt københavnsk café. Det var en af de der steder, hvor duftene af kaffe og nybagt brød hænger i luften, men han ænsede knapt sine omgivelser hans øjne var klistret til indgangsdøren. Han tjekkede sine gamle armbåndsur igen og igen, nikkede automatisk goddag til tjeneren og skævede så tilbage til døren i håb om at se Linda træde ind.
Hver gang en ny kvinde trådte ind, spidsede han ører og øjne. En pige i rød jakke? Nej, ikke hende. En lav brunette med alt for stor taske? Heller ikke Linda. Helt rutinemæssigt begyndte han at overveje hvorfor hun mon var forsinket. Måske var hun bare typen, der havde for vane at komme lidt for sent sådan lidt teatralsk for at skabe ekstra spænding? Men hvis Linda troede, han var typen der gladeligt ventede i evigheder, så tog hun fejl. Viktor havde sine principper: Fem minutter mere, så var han gået. Ingen grund til at give køb på værdigheden over et Tinder-match.
Minutterne sneglede sig afsted. Lige da han egentlig var klar til at gå, lød en varm stemme bag ham:
Undskyld jeg er forsinket! Hej!
Han snurrede rundt på stolen og så en slank blondine med et smil, der næsten oplyste hele rummet. Hendes hår lå pænt, og hendes blik strålede af selvtillid.
Jeg håber da ikke, du har ventet længe? sagde hun med et lille koket vip med hovedet.
Viktor stivnede et øjeblik, granskede hende grundigt.
Linda? Er det dig? Du ligner da næsten ikke kvinden på billedet… altså næsten ikke…
Hun brød ud i en perlende latter, som om hele situationen bare var en stor fornøjelse.
Jo, det er mig, sagde hun og sendte ham et stort smil. Og ja, det billede er fra fire år siden. Meget kan altså nå at ændre sig på den tid, ikke?
Hun sagde det nærmest stolt, som om hun havde nået et vigtigt mål. Hun var tydeligt overbevist om, at Viktor kun kunne blive positivt overrasket.
Tja, det blev han ikke.
Det må man sige… mumlede han lidt tørt. Måske lidt for meget ændring, hvis du spørger mig, og ikke alt var nødvendigvis til det bedre.
Linda lagde hovedet på skrå og snoede mekanisk en lang tot hår omkring fingeren.
Du er vel bare glad for, at jeg i virkeligheden er flottere end på billedet? Jeg lagde det ud med vilje dengang skrev der knap nok nogen! Men nu vælter det jo ind med beskeder… sagde hun med et blink.
Viktor trak lidt på det, mens Linda ventede på, at han ville udbryde, hvor lækker hun var blevet. Han følte sig dog mærkeligt fjern.
Før daten havde Linda selvfølgelig gennemgået alt om Viktor billederne matchede virkeligheden, jobbeskrivelser og LinkedIn så solide ud. Direktørstilling i en stor dansk virksomhed, villa i Gentofte, to lækre biler i indkørslen. På papiret ren jackpot. Hvorfor i alverden sådan én havde brug for en datingapp, vidste hun ikke. Men det var vel en detalje. Nu gjaldt det bare om ikke at kludre i det.
Imens sad Viktor og talte ned til, at han kunne komme afsted. Snart kunne han med god samvittighed sige, han blev nødt til at tage videre og det var faktisk rigtigt, han havde en vigtig mail, der ventede.
Den kvinde, der sad foran ham, gjorde ikke indtryk. Den kvinde fra billedet ikke særlig model-smuk, men ægte havde på en eller anden mærkelig måde fascineret ham. Denne her version af Linda fremstod bare… fremmed. Alting virkede iscenesat, næsten lidt mekanisk som om hun spillede en rolle, hun havde lært udenad.
Han sendte tankerne tilbage til det billede, der fik ham til at swipe til højre. Hvad var det egentlig, der tiltrak ham dengang? Han vidste det allerede formerne. Kvinden på fotoet havde bløde kurver, en nærmest klassisk silhuet, og for Viktor var det det, der gjorde en kvinde uimodståelig. Han havde bogstaveligt talt tænkt: Wow, endelig én der ser ud som en rigtig kvinde.
Men nu sad der en helt anden kvinde overfor ham. Sluppet for former, nærmest spinkel i en striktrøje, hvor man næsten ikke kunne se hende. Hvorfor skal kvinder absolut gøre sig små og slanke? Hvem overbeviser dem om, at en knogletynd krop er den nye skønhed? Hva galt er der med en feminin krop, som naturen har givet dem? Han fattede det altså ikke!
De sad lidt og snakkede, mest Linda, som fortalte om sine ambitioner og planer. Viktor lyttede med det ene øre. Snart var de ti minutter gået. Han havde lagt en plan: så snart samtalen døde ud, ville han tilbyde et lift hjem under påskud af en arbejdsopgave.
Skal jeg give dig et lift hjem? Jeg har et møde om en times tid, men jeg kan sagtens nå at køre dig foreslog han.
Linda så en anelse irriteret ud et splitsekund, men nikkede alligevel:
Det ville da være sødt!
De sad nærmest tavse i bilen, og Linda sendte ham små undersøgende blikke som for at regne ud, hvad han egentlig tænkte. Inden hun stod ud, spurgte hun:
Skriver du ikke til mig senere? Måske en ny date?
Jo, selvfølgelig lad os lige snakkes ved, sagde han halvhjertet og smilede kunstigt. Allerede mens hun steg ud, vidste han, at det var sidste gang, han så hende.
Senere samme aften slettede han profilen på datingportalen og blokerede hendes nummer. Ikke flere spekulationer, ikke mere tidsspilde. Det var afklaret fra første minut, han var bare for velopdragen til at lade hende sidde alene i caféen.
********************
Et par dage senere sad Viktor med en kollega på en bistro tæt på Rådhuspladsen. Hans tallerken var fyldt med bøf og stegte kartofler, præcis som han elskede det. Han tygge langsomt og betragtede samtidig de andre gæster. Hans øjne faldt ofte på de unge kvinder ved bordene næsten alle sad de med salater og andet sundt.
Hvorfor skal pigerne altid pine sig selv med de kure? sukkede Viktor og skubbede lidt kartoffel væk. De går jo glip af alt det gode i livet! Se derovre, hun stikker kun til noget spinat. Det kan da ikke kaldes mad…
Hans kollega kunne ikke lade være med at fnise.
De fleste mænd er nu til slanke modeller, Viktor. Du er en særling, sagde han og tog en slurk kaffe. For resten, hende der brunetten i hjørnet kigger nu meget på dig… Dét kunne du da prøve!
Viktor så slet ikke i hendes retning. Hans stemme var iskold:
Tak for rådet, men jeg blander mig ikke i andres kærlighedsliv, så du behøver ikke blande dig i mit.
Kollegaen hævede øjenbrynene og drillede lidt:
Har du overhovedet noget kærlighedsliv? Arbejde, arbejde og lidt flere hobbies… Mon det er nok?
Viktor lagde gaflen hårdt fra sig, skævede stift til ham.
Ja, ja, ro på, fnes kollegaen og løftede hænderne. Mente bare, jeg ville hjælpe.
Viktor svarede ikke. Han koncentrerede sig om sin bøf. Helt ærligt, der var slet ikke rigtig noget kærlighedsliv lige nu. For lidt over et år siden var han gået fra en pige, han faktisk havde tænkt på at fri til. Hun hed Annemette. Sød, sjov, kvik og så havde hun netop de runde former, Viktor holdt så meget af.
Deres forhold udviklede sig trygt og godt. Viktor forkælede hende med blomster, små overraskelser, tøj… Han elskede at se hendes øjne lyse op, når hun fandt noget nyt i garderoben. Annemette nåede aldrig at have det samme tøj på to gange.
Viktor var ikke fedtet med komplimenter. Hun skulle vide, han beundrede hende, at han så netop dén kvinde, han ville dele livet med.
Så begyndte det, som det jo tit gør. Annemette kom mere og mere sammen med veninderne ud at spise, i biffen, og på shopping. Pludselig blev der hevet kropsidealer ind i samtalerne.
En aften stod hun foran spejlet da Viktor kom hjem, og pludselig udbryder hun:
Jeg er blevet for tyk! Nu bliver jeg nødt til at tage mig sammen, ellers tør jeg ikke engang tage med dig på stranden…
Han faldt nærmest bagover. Hvad snakker du om, du er lige som du skal være!
Du ser det jo bare ikke! insisterede hun. Mine veninder siger, at man skal være slank og trimmet, ellers ser man gammel ud!
Han lagde hænderne på hendes skuldre og sagde:
Dine veninder tager fejl. Du er SÅ lækker, som du er.
Men Annemette var allerede i gang med at skrive indkøbsliste til endnu en bikini-diæt, og den dominerede nu alt.
Hverdagens mad forvandlede sig over natten kylling uden skind, dampet broccoli, fedtfattig hytteost. Hver dag vejede hun sig, noterede kalorier og sukkede højlydt over tallene.
Det var ikke kun maden, der forandrede sig. Annemette blev mere irritabel, havde korte svar, grinede aldrig længere af hans små spøgefuldheder og afbrød hans komplimenter:
Sig nu sandheden, dét gider jeg ikke høre på!
Han prøvede at forklare, at han mente hvert et ord, men Annemette ville ikke høre. Hun skiftede diæter som andre skifter sokker. En uge var det lav-carbs, næste uge kun råkost, derefter fastedage.
Viktor så til med stigende uro. Han savnede den glade, grinende Annemette, der spiste med at godt appetit, hyggede sig over lidt kage, og knus-elskede at lave mad til ham og vennerne. Den side af hende nød han så meget!
Men nu sad hun og pillede i en salat og sendte ham bebrejdende blikke, hvis han købte kage med hjem fra Lagkagehuset. En dag eksploderede det.
Det er DIN skyld! sagde hun. Du er aldrig med på min kur, og når du bestiller pizza eller stegt flæsk til os, så ødelægger du hele min indsats!
Men jeg vil jo også gerne spise rigtigt mad! Hvorfor skal jeg spise den græs, du spiser? forsøgte Viktor forsigtigt.
Det gjorde hende bare rasende.
Viktor følte magtesløshed. For ham var hun stadig den sødeste, men Annemette kunne kun se en forhindring i sine øjne, når hun så på ham.
Til sidst kunne han ikke mere. Hver snak endte i skænderier, enhver hyggestund blev til diskussion om kalorier og normer. Han holdt hende stadig af, men havde intet tilbage at give. Realiteten var barsk: Hende, han havde forelsket sig i, eksisterede ikke længere. Det var uendeligt sorgfuldt.
Efter en sidste voldsom diskussion sagde han stop. Stilheden i lejligheden bagefter var larmende, duften af hendes parfume hang stadig i luften, billederne af dem sammen stod stadig på hylden.
De første uger stirrede han mekanisk på sin mobil, ville ringe, men lod være. I perioder ærgrede han sig, men så huskede han, hvordan forholdet var blevet: kun dårligt humør, kun sammen for at påpege fejl og mangler.
Godt et halvt år senere, lidt i desperation, prøvede han en online dating-app. Måske kunne det give ham bare lidt selskab, bare én, der forstod ham.
Han brugte timer på at læse profiler. Nogle var for alvorlige, andre alt for sjove. Mange lignede hende den gamle Annemette men ingen fangede ham rigtigt, heller ikke dem, der gjorde alt rigtigt.
Efterhånden gik det op for ham: Problemet var ikke pigerne. Det var ham selv. Han var ikke klar han holdt stadig fast i minderne.
********************
Men langsomt begyndte lykken at vise sig igen. Han fokuserede på arbejdet, mødtes med vennerne og begyndte så småt at se fremad.
Og en dag serverede livet ham noget uventet. På en regnvejrsdag, hvor han skulle have kaffe på vejen fra kontoret, opdagede han en kvinde ved nabobordet, der sad helt fordybet i en notesbog. Hun så engang imellem op, smilede uforstyrret til folk, og gik så tilbage til sine noter.
Der var noget roligt og selvsikkert over hende. Hun sad ikke og tjekkede spejlbilledet hele tiden og bekymrede sig ikke om en smule krummer her og der. Da hun så, at Viktor betragtede hende, smilede hun åbent ingen akavethed, bare venlighed.
Han tog mod til sig og spurgte:
Undskyld, du ser så koncentreret ud. Arbejde eller tanker til dagbogen?
Begge dele faktisk, grinede hun. Jeg arbejder med blogindlæg om mode og livsstil. Hvad laver du?
Samtalen opstod med det samme. Hun hed Stine. Hun arbejdede ikke som model på klassisk vis, men som plus size-model katalogbilleder, smil, og masser af tøj, der fremhævede former i stedet for at skjule dem. Mode for folk, der havde opdaget, at du ikke behøver jagte at ligne en sild for at være smuk.
Det, der slog Viktor, var hendes ro. Hun sagde tingene ligefrem, uden at gøre et nummer ud af det.
Jeg har aldrig forstået, hvordan vi allesammen kan bruge SÅ mange timer og kroner på diæter og kropsskam. Jeg elsker god mad, elsker at bevæge mig og jeg kan faktisk ret godt lide den måde, jeg ser ud på, sagde hun en dag over en kop kaffe.
Hun sagde det med en selvfølgelighed, der næsten var smittende.
De begyndte at ses. Ingen dramatiske krav om gaver, ingen latterlige konflikter, bare stille, ægte nærvær. Stine forsøgte aldrig at ændre Viktor, men holdt fast i sig selv og sin selvironi.
Langsomt slap nervøsiteten sit tag, og han begyndte at glæde sig over livet igen over aftenerne på sofaen, over gåture i Frederiksberg Have, over måden hvorpå Stine lo ad hans dårlige jokes.
Halvt år senere føltes det oplagt. En aften i deres stamcafé lagde han en lille æske på bordet og sagde:
Vil du gifte dig med mig?
Stine stirrede kort chokeret, så brød hun ud i sit store grin og nikkede:
Ja, selvfølgelig!
De blev gift, helt stille, uden blær, bare med de nærmeste. Viktor og Stine var bedøvende ligeglade med, hvad andre tænkte de havde nok i hinandens varme og ro. Nok i at være helt sig selv.
