Sidste Daggry
Er der forbindelse? Er det Horisont? Søren?
Det burde ikke kunne ske! Hvis nogen skulle ende i problemer, så var det dem, på deres landingsmodul, men aldrig moderskibet!
Signe knugede hænderne.
I tyve døgn, mens hun og hendes ægtemand udforskede den sjette planet i Fønix-systemet, mens hun tog prøver af luft, jord og vand, samlede materialer havde der været kontakt. Hun sendte rapporter, prognoser og beregninger, som dag for dag blev mere nedslående. Undtaget den sidste, hvor hun fik støtte og trøst retur.
Alt brændte på planeten, selv mosset, selv om det var fugtigt. Planterne skjulte deres knopper under tykke lag af bark, dyrene gravede dybe huler for at slippe væk ved mindste antydning af ildebrand.
To gange måtte de begge søge sikkerhed i landingsmodulet, mens ildvæggen rasede gennem savannen. Alt sammen på grund af atmosfærens niogtyve procent ilt.
brug kapslerne send data Ordene druknede i statisk støj.
David! Magnus!
Hjertet frøs til i Signe. Hendes Søren altid rolig, godmodig, råbte i forsøget på at forstå, hvad der skete med skibet.
forvrængning felterne
De har problemer, sagde Søren, mens han vendte sig imod hende. Kaptajnen har kommanderet brug af nødmodulerne, det betyder, der ikke er håb.
Hvad er der sket? spurgte Signe hæst.
De nævnte en massiv gravitationel bølge.
På panoramaskærmen glimtede en grå stribe.
Er det den?
Ja, en eller anden gravitationsforstyrrelse, svarede Søren, mens instrumenterne blev læst.
Der kom igen lyd fra Horisont.
bølgen styrken stiger felterne kan ikke holde!
Det grå bånd blev større og begyndte at gnistre.
Jeg slår beskyttelsen til, sagde Søren. Jeg prøver at styre os væk fra banen.
En glimtende, grå tåge skyllede over skærmen.
Stødet rev energiskjoldene væk og slyngede modullet ud af kurs. Accelerationen tog fat, modullets rotation begyndte. Kompensatorerne hvinede, al energi blev brugt.
Resten oplevede Signe i fragmenter: manøvrer omkring planeten, forsøg på at stabilisere, nødopbremsning før gennemtrængning af atmosfæren, rystelser i den tætte luft og dernæst kun mørke.
***
Hun åbnede øjnene. Prøvede at orientere sig. Der var nødlys, blødt rødt. En foruroligende tone, og for mørkt, til at energicellerne var fuldt opladte. Hun var tørstig.
Søren?
Hun drejede møjsommeligt hovedet:
Hvordan har du det?
Pilotstolen var tom. Selerne frigjorte.
Søren kaldte hun sagte. Hun lossede sele, forsøgte at rejse sig men sank straks sammen.
Skuldrene og brystet værkede, hovedet hamrede, men det var ligegyldigt.
Nej, ikke det også, hviskede hun.
Søren.
Hendes Søren, lå på maven på gulvet.
Hun lod hånden glide over armlænet; første række, tredje knap. Hun trykkede den med håndfladen. Ernæringsscanner gled ud, og stak hende hurtigt.
Kom nu, hurtigt bare én portion kodephenyl, halvtres milligram eller bare femogtyve, så kan jeg hjælpe Søren og finde ud af, hvad der skete.
Analysatoren sendte data på skærmen.
Signe kneb øjnene sammen. Hun vidste godt, hun var forslået og dehydreret. Hvor længe var hun væk? Seks timer? Hold da op! Nå, der, ja!
Stimulatoren brusede gennem hendes blod, stabiliserede rytmen, dulmede sult, smerte og tørst. Tankerne blev klare, kroppen blev stærk.
Hun gik over til sin mand.
Hånden rørte hans skulder. Signe blev kold.
Hans krop var stiv.
Kemien bremsede hendes følelsesreaktion.
Søren Lind, hendes mand, havde været død i mindst seks timer.
Måske har han fået noget indsprøjtet i blodet? Noget, der ligner dødsstivhed? Næppe, men måske? tænkte hun og fandt lægescanneren frem.
Hun vendte ham om på ryggen.
Ingen tvivl: ingen vejrtrækning, intet hjerteslag, ingen hjerneaktivitet, diagnose: knækket nakkehvirvel.
De døde øjne stirrede forbi hende, hænderne stivnet.
Hvad skete der? Han frikoblede stolen, ville rejse sig og så Hvad? Et fremmed vilddyr rystede modullet, så Søren faldt? Eller styrtede en sten fra klippen ned? En stormvind?
Hun mærkede, at kemien i hendes krop snart ville hoste syv teorier mere op, alle lige ubrugelige. Hun satte sig, kiggede overvågningspanelet igennem.
Hun skulle aktivere nødpejleren. Sende SOS.
De nåede vel at opsætte en rumrepeater fra kredsløb? spurgte hun sig selv. Det gør man altid før farlige landinger så kan man modtage signaler og redde folk på overfladen!
Der gik et stik gennem hendes mave ved tanken om mad og vand.
Hun rørte sine udtørrede læber, tog sig sammen, fandt nødproviant, og gik mod sanitetsrummet.
Spejlet viste et blegt ansigt, pupillerne små grundet stimulanterne. Hun fejede den blonde tot om bag øret, tørrede sig over ansigt og hænder og puttede servietten i affaldscontaineren.
Den mineralholdige nød-vand smagte som nektar. Signe drak langsomt, hver tår blev i munden lidt længere.
Hun mærkede efter.
Sulten var væk. Hun ville ingenting. Træthed og en træg ligegyldighed det var alt.
Kom nu, tag dig sammen! sagde hun til sig selv. Hun skulle finde ud af, hvor de var landet, om hun kunne komme ud, om andre havde klaret den.
***
Lukas Verner havde forestillet sig noget helt andet med denne rejse. Ja, det var hans første tur i dybrum, ja, skibet var topmoderne, arbejdet præcis, som han var uddannet til. Men hvorfor var det sådan ikke kedeligt, men ensformigt?
Vektor, Jordsflådens skib, primær opgave var at scanne og kortlægge rummet, fragte gods og indimellem udføre særlige missioner. Ingen af missionerne involverede dog smuglende agenter, tophemmelige operationer eller afdækning af nye arter.
En gang skulle Vektor hente en ukendt genstand, fundet af et ekspeditionsskib, senere fløj de i rekordfart med vacciner til minearbejdere på Wolf 1021.
Der tog de lægen Mads Dyekjær ombord, der skulle til Rumstation Tolve, ved planeten Tyldal. Herfra gik færgen til Jorden hvor lægen skulle hjem.
Så snart han satte foden ombord, insisterede Dyekjær på helbredstjek af hele besætningen. Lukas gøs ved tanken om lægens nærlæsning, udspørgen og scanning. Alle blev screenet, alle fik anbefalinger for motion, madvaner osv. Syvoghalvtreds attester hvad en ihærdighed!
Lukas rejste sig og gik en tur på broen, lavede et par strækøvelser.
Bare jeg ikke falder i søvn! tænkte han. Det ville tage kegler hvis kaptajnen indfinder sig, og Lukas Verner sover trygt bag konsollen!
Han gik alle systemer igennem. Maskinrum? Ok. Fokusknap.
Broen her maskineriet funger?
Helt efter bogen, lød svaret.
Tak, nikkede Lukas let skuffet.
Livsstøtte? Ok. Skrogintegritet? Ok. Ydre rum?
Ingen asteroider, intet grus, intet støv, intet mistænkeligt, hverken egne eller fremmede skibe, ingen mærkelige signaler.
Så tjekkede han langdistancescanneren deres destination: Kairós-systemet, tvillingestjerner, rød og gul dværg, med tolv planeter i alt.
Tre døgns rejse endnu, men allerede nu kunne han identificere den tredje planet ved rød dværg, i sin strakte bane. Stjernens masse var kun en tredjedel af Solens måske derfor denne bane. Men kunne andet have indflydelse?
Havde den atmosfære? Måske ville de opfylde menneskehedens drøm om en koloniserbar verden? Or, hvorfor så usædvanlig bane? Lukas zoomede maksimal ind, glemte tid og blev opslugt.
Den tredje planet havde sytten måner. Alligevel forklarede det ikke dens mærkelige bevægelse.
Så lød der et kald.
Tre korte, tre lange, tre korte. Dernæst en dataoverførsel, så endnu en SOS, data og endnu en alarm.
Lukas vågnede brat, hænderne fløj over panelet for at ringe kaptajnen op. Nødsignal havde højeste prioritet!
***
Signe betragtede skærmene. Alt så egentlig stabilt ud. Atmosfæren: atten procent ilt og femogtres nitrogen, resten inerte gasser helium og neon. Til at ånde, temperatur toogtyve grader. Tomt i terrænet.
Hun gik ned af rampen frembøjet fik hun øje på et mylder af måner på nattehimlen. Utroligt! Tre fulde måner lyste rødt, én var tiltagende, lavt ved horisonten svagt skimtede to mere.
Signe snurrede rundt og standsede uforvarende foran synet af en kæmpe planet, der slørede halvdelen af himlen.
De var landet på en måne. Men dette var ikke Fønix! Der havde aldrig været så mange satellitter!
Deres lille fartøj holdt stille på kanten af en klippeafsats. Til én side så man bjerge, krumme som en dinosaurryg, på den anden faldt det brat ned. Signe indsnusede den kølige, sterile luft. Ingen lugte.
Det var helt stille. Al støv lagde sig, ingen vind. Hun kunne høre blodet banke i hovedet.
Signe gik til kanten. Intet grønt, ingen floder men nede lå tåge. Det betød vand, og hvor der var vand, kunne liv opstå.
***
Vagt kalder kaptajn! Kom ind!
Halvt sovende opdagede kaptajn Viktor Møller, at det faktisk var kortlæggeren Lukas Verner på videolink.
Et ophidset ansigt.
Da han havde hørt rapporten, sagde han:
Jeg kommer straks. Find chefingeniøren. Vi må vurdere signalet, finde position.
En halv time senere fyldte storskærmen på “Vektor”s bro med knitren af statisk støj, men indimellem var enkelt ord klare: SOS, SOS, SOS! Landingsmodul Horisont 4, nødlanding i Fønix-systemet. Vi blev ramt bølge. Moderskibet svarer ikke. Prøver at stabilisere nødlanding, sender koordinater SOS!
Ikke meget, mumlede chefingeniør Frank Vestergaard.
Kan du filtrere støjen væk? spurgte Viktor.
Kan prøves, svarede Frank.
Send straks besked til det angivne koordinat, vi har modtaget signal.
Vi ved ikke om nogen har overlevet, sagde Frank. Transmissionen er automatisk, repeateren sender videre.
Og kanalretningen er snæver, supplerede Lukas. Retning mod Jorden, jeg fangede den tilfældigvis, min scanner var tændt.
Vi er nødt til at tjekke, sagde kaptajnen. Godt arbejde. Han nikkede anerkendende, og Luka ansigt lyste stolt op.
***
Daggryet kom brat.
Signe så først, hvordan himlens bånd blev lysere. Snart dukkede skivens kant frem, mat og rød. Oppe i femten graders højde vandrede solen til højre. På den anden halvdel steg nu gul sol, højere, op mod fyrre grader. Signe betragtede lysets spil, skyggerne og spurgte sig selv: Hvor er jeg havnet?
Hun besluttede at gå op gennem klipperne for udsigt. Stigningen blev straks farlig, sten væltede, askegråt sand gled under fødderne.
Et halvt kilometer væk fandt hun en smal passage til en hule, stor nok til at stå oprejst i.
Lang tid sad Signe på klippen ved hullens mund og så på den sære himmel over månen, hun var endt på. Hun forestillede sig, hvordan det kunne være at slå sig ned her med Søren, slæbe boligmodulet ud, tænde et rigtigt lejrbål.
Men nu nu skulle hun begrave Søren netop dér.
En lille antigrav-løfter hjalp, men alt andet at bære kroppen, spænde den fast måtte hun selv gøre. Hun trak forsigtigt kisten, standsede to gange for at rette stropper. Hun bed sig i læben, spurgte sig selv, hvorfor hun ikke græd på stedet? Hun havde levet tæt sammen med Søren i næsten tredive år, far til deres datter et liv, der ikke fortjente sådan en død.
Var der noget galt med hende følelserne brændt bort?
Dagene var korte her seks timer.
Signe var næsten tilbage ved modullet, da armbåndet vibrerede.
Indkommende opkald! Nogen havde opfanget hendes nødsignal! Alt tanke på udmattelse forsvandt, hun spurtede mod landingsmodullet.
Horisont! Mon dog det var Horisont?
Hun stod næsten og dansede af utålmodighed, mens de steriliserende stråler gjorde deres arbejde.
Hør! Landingsmodul Horisont 4 svarer!
Statisk knitren, så en fjern stemme:
Vi hører jer, Horisont 4, dette er Vektor. Skibsnr. JF1763. Vi har modtaget jeres signal. Hvad er jeres situation?
***
Mads Dyekjær havde drømt om en ny lejlighed i fire år. Helst højt oppe og, vigtigst, stor altan. Solrig, også selv under Danmarks korte, svage sommer, så han kunne dyrke egne grønsager. Det var lykken.
Så tit han drømte, løb hans lille pige, Mille, mellem altanens bede, snuste til den friske luft, mens Line, konen, ordnede blomster.
Drømmen føltes næsten virkelig, især mens han smagte solmodne jordbær men så vækkede kaldet ham.
Læge, straks til broen! lød stemmen i højttaleren.
Mads satte sig op.
Broen? Er nogen kommet til skade?
Han trak hurtigt tøj over og greb nødsættet.
Alarmsignaler var der ikke, skibet sov, men han jog alligevel hurtigt mod broen.
Hvad sker der? spurgte han, nærmest idet døråbningen gik op. Han forventede at møde sårede, brændte, forpinte mennesker.
Kaptajn, chefingeniør og kortlægger vendte sig. Alle levende og raske.
Undskyld læge, sagde kaptajnen og bød ham hen. Det er et SOS. Vi har det fint, men på skærmen dér er brug for læge.
***
Kvinden med lyse hår græd, snøftede, fortalte i munden på sig selv. Om en planet Fønix seks, regnbueguldsmede, mærkelige måner og en planet i horisonten, om at slæbe sin mand ind i hulen, om træthed og frygt.
Undskyld, sagde hun til sidst. Undskyld, jeg opfører mig upassende, uprofessionelt, men det blev pludselig for meget.
Det er helt i orden, Signe. Jeg er Mads Dyekjær, læge, jeg vil hjælpe dig. Hvilken stimulator tog du, hvornår?
Standard kodephenyl.
Godt. Men du må hvile dig.
Vi har biometriet, sagde Lukas og pegede på skærmen. Se her.
Mads afkodede hurtigt: puls høj, tryk over norm, blodet ikke optimalt.
Er du i sikkerhed? spurgte kaptajn Møller. Modullet står fast?
Ja, plateau, nær et fald.
Du har allerede scannet planeten? Fremragende! kaptajnens stemme levende. Vi kan bruge din data. Kan du sende dem, sammen med moduls database? Det hjælper os at forstå, hvad der skete. Kan du klare det?
Selvfølgelig.
Det vigtigste er, du er i live og i sikkerhed. Forstået? Dem, mad, snart er vi hos dig. Tre dage. Han så på Lukas, som nikkede energisk. Sov nu, vågn op, så er der to og en halv dag. Ikke sandt, læge?
Ja, sagde Mads forpustet, stadig ude af den.
Præcis, lægen anbefaler hvile. En oplevelsesrig dag, fremmed sol, du får …
Et chok, skød Mads ind.
Kaptajnen nikkede, lad os ikke minde hende om tabet.
Tak, undskyld mig, jeg plejer ikke…
Det forstår vi. Vi fjerner ikke forbindelsen, du kan snakke med os, ikke kaptajn?
Absolut, nikkede kaptajn Møller. Vi sørger for, der er samvær hele tiden. Bare hvil dig. Vi leder efter “Horisont”, kurs…
Kaptajnen gik væk fra skærmen, overlod pladsen til Mads.
Kaptajnens ryg var sjaskvåd, som var det ham, der havde grædt.
***
Knap 650 personer, sagde hun? En ordentlig skude. Nok en Ark-type. Frank?
Har aldrig hørt om den, kaptajn. Og hvad er det for et system, Fønix?
Blikke blev udvekslet, alle med rynkede bryn.
Hvornår skete det? lød det fra Møller.
For et par dage siden, svarede chefingeniøren.
Underligt, ingen reaktoreksplosioner eller gravitationsbølger noteret. Lukas?
Nej, kaptajn!
Fønix systemet skal være i rute indenfor tre døgn. Sæt scanneren over det hele.
Må jeg? indskød en blid syntetisk stemme fra skibscomputeren. Jeg kan levere de bedste rapporter om “Horisont” og “Fønix”.
Direkt til min terminal, sagde kaptajnen.
Må jeg vise en holopræsentation?
Nej, tekst kun.
En gang havde han givet sig, men det tog timer.
På terminalen læste kaptajn Møller, at Horisont, arkklasse, blev bygget på Månebasen i 2153, beregnet til at finde og undersøge beboelige verdener, motor Angara, besætning 650.
Han rynkede panden. Angara? Så gammel en maskine? Sidste mission netop til Fønix-systemet, i 2177. Horisont meldte, at verdenerne ikke kunne koloniseres og tav derefter.
Så for syvoghalvfjerds år siden.
Det gav ingen mening.
Læge, kaldte han. Kodephenyl?
Lægen kom over.
Standard, indgivet af nød-automatikken. Et gammelt, solidt præparat
Hvor gammelt?
Tjah, et århundrede.
Fortsæt.
Bedre alternativer findes codeNorm og selektin, dem sender vi som regel med. Jeg tilbød hende Longtraxon, god mod stress, men ikke i hendes kit. Vi fandt kun den antikke prototype, relaktion. Hun lagde sig, trods forhøjet cortisol, og sov. Hvorfor den interesse?
Se her, pegede kaptajnen.
Lægen gennemgik rapporten, nikkede.
Har en privat koloni købt et udtjent Jordsflådeskib, sat det i drift og sendt det ud igen? Sparet på alt?
Kaptajnen sank tilbage.
Ja, så var forklaringen på manglende data hos computeren også på plads.
Men Fønix?
Det mærkeligste er: Systemet Fønix eksisterer ikke ifølge alle kendte logbøger, svarede computeren. Navnet bruges til en del af Kairós, hvor I netop befinder jer.
Giv detaljer, afbrød kaptajnen.
Ja kaptajn. Fønix har ni planeter, to med atmosfære. Planet to er hav, seks har højt iltindhold
Ja, det kender vi. Stjernen?
Gul dværg, næsten som Solen, derfor ekspeditionen. Undervejs opdagede “Horisont”, at Fønix indgik i dobbelt Kairóssystemet, nu registreret som NX 17254. Den anden stjerne: rød dværg, 0,4 solmasser
Holdt, sagde lægen. Horisont blev ødelagt, du siger?
Ja. Der blev fundet vragrester og tegn på eksplosiv destruktion, formentlig reaktornedbrud.
Så hele besætningen døde?
Det kan ikke passe, sagde Mads stille. Vi har netop talt direkte med en overlevende, det kan ikke være optaget for syvoghalvfjerds år siden
***
Hvorfor følte Signe trang til at gå udenfor? En lyd? Forudanelse?
Hun havde sovet syv timer. Kaptajn Viktor Møller havde haft ret nu var der to et halvt døgn igen.
Signe trådte ud i det mørkeblå før daggry, gik op, hvor bjergene ikke skjulte himlen. Fire fulde måner hang, to halvmåner, og en mærkelig mørk skygge over horisonten.
Mørke?
Hvad så hun?
Et centrum af absolut sort steg frem, mørkere end natten, et intet, der sugede alt.
Den tredje stjerne i systemet havde udbrændt og var blevet til et sort hul.
Ingen skive, intet opslugende disk hele systemet har været i balance i milliarder af år.
Det var ufatteligt smukt. Det sorte sol, som ikke længere var sol, steg op og overdøvede månerne, vibrerede så jorden og støvet dansede.
Så blev det lysere, den gule stjerne steg frem, himlen blev askegrå, månerne slukkedes, og den kæmpe planet blev gennemsigtig. Signe stod stum betaget af verdens farver.
Hun blev vækket af en besked på armbåndet.
Vektor kalder. Alt vel?
Signe tændte for højttaleren.
Ja, men der er nyt.
***
To sole roterede over kaptajnens bord gul og rød dværg, planetsystemet blev synligt, måner, atmosfære viste sig undervejs. Planeter fyldte deres forudbestemte baner, nogle fik måner, nogen fik atmosfære
Dataen er cirka 83% sikker, bemærkede skibskomputeren, men omkring sorte hullet mangler vi data. Baseret på banerne, vurderer jeg, at et roterende sort hul med en masse på tolv til femten solmasser findes her.
En sort sky viste sig på modellen.
Ergo: Systemet Kairós er ikke dobbelt, men tripelt.
Sover hullet? spurgte Frank.
Ja. Det spinner, men opsluger intet. To af seksten planeter kredser om det fælles masserum. Vil du se modellen over hullet? Vores data ligger 6,5 millarder år tilbage.
Nej, en anden gang, afbrød kaptajnen.
Jeg har analyseret Horisont 4s data, min teori er, at den gravitationsbølge, der ødelagde Horisont, opstod i en Rosen-anomali. Fartøjets kurs tyder på forstyrrelsen skete her.
En næsten usynlig sfære blev markeret.
Kan vise simulationen men…
Nej, vi skal ikke genskabe ulykken. Men er der flere anomaliområder? Vi skal sikres mod samme skæbne.
Ikke et problem, kaptajn, sagde Frank. Systemet her er opdateret, vores reaktor er ikke sårbar.
Tjek alligevel alt, sagde kaptajnen. Denne Rosen-anomali sendte rumfærgen til anden planet og tid, men hvad med de syvoghalvfjerds år? Sort hul?
Nej, chefingeniøren rystede hovedet. Tidsforskydningen er for stor. En egentlig tidsrejse kræver kolossal energi.
Mener I, vi har talt med et spøgelse? udbrød Mads. Nej! Jeg har talt med et levende menneske; hun venter. Det er klart bølgen sendte hende frem i tiden, hun venter. Hvad ER denne Rosen-anomali?
Forklar for lægen, Lukas.
Det er et fold i rumtiden, sagde Lukas stolt. En bøjning, der kan udløse en gravitationsbølge, især hvor sorte huller er.
Præcis, sagde Frank, og man undgår helst at blive fanget af sådan en.
Så hvad tror I? spurgte kaptajnen.
Alle tav.
Skibskomputer, fortsatte kaptajn Møller. Forklar, hvorfor vi kan tale med nogen, der skulle være død for længe siden?
Lad mig, sagde Frank. Jeg har arbejdet med tidsforvrængninger, endda udviklet VestergaardLazarov-ligningen. Rosen-anomalien er sådan en fold, og når den udløses, rettes rummet ud, men ikke tiden. Rumfærgen blev slået ud af kurs syvoghalvfjerds år siden og sendt til Kairós. Da de nærmede sig, skød de en rumrepeater ud.
En animation trådte frem. Frank trommede med fingrene.
Repeateren er tunet til modullet, og intet kan bryde forbindelsen. Jeg mener, en mikro-ormhul er dannet; energi fra modullet holder signalet i live, repeateren har overlevet syvoghalvfjerds år, men Signe har ikke.
Men hun er vel stadig i live? krævede Mads.
Dér, ja. Når vi ankommer, finder vi kun repeateren.
Ingen chance for at finde hende om seksi timer? lød det fra lægen.
Desværre. Fysikkens lov, Frank sukkede.
Løsninger? spurgte kaptajnen.
Alle håbefulde bud fejdede bort.
Kan hun ikke aktivere modullet, flyve gennem ormhullet? spurgte Lukas.
Det kræver energi, modullet har ikke mere. Og ormhullet er mikroskopisk.
Men Kan vi virkelig intet gøre? bad lægen.
Det er forkert, tænkte han. Hun lever; vi taler; hvordan?
Vi fortsætter kursen, sagde kaptajnen til sidst. Søg råd hos Jorden. Tal ikke med Signe om det her. Forbudt! Computeren også.
Forstået.
Alle rejste sig.
Kaptajnen blev siddende. Vandfaldene på hans monitorer begyndte at risle ned over klippesten, kunstvand. Han lukkede øjnene et sekund. Tiden syntes at flyde lige som de syvoghalvfjerds år, der skiller Vektor og Horisonts modul. Hvordan er det muligt? Hun er i live; de taler, men de kan aldrig nå hende.
Skal han bringe skibet til den forladte måne og bare høre til hendes død? Og fodre hende med forklaringer til den sidste dag? Vente, til hun ikke har mad og vand mere? Er det meningen med deres færd?
Fortælle sandheden? Tage håbet fra hende? Eller bede lægen sørge for, hun sover bort?
Hvad skal han gøre?
***
Signe nød især samtalerne med Mads Dyekjær. Og ikke kun om sygdom eller udstyr.
Han fortalte med latter, hvordan han blev vækket midt om natten, spænede med nødsættet, og forestillede sig det værste.
Hun lærte, han var gift, at de længe havde set på ejerlejligheder, siden Mille kom. De havde sat sig på syvoghalvfjerdsende sal i Vandbyen ved Aalborg Fjord.
Signe kendte ikke så høje bygninger, lægen hostede lidt ved hendes ansigt.
Signe fortalte, hun boede i Roskilde, 19. sal, dog med højere blokke i nærheden.
Ærgerligt, at ingen koloniserbare planeter er fundet, sagde Mads, selv om vi har ledt et århundrede.
Ja, nikkede Signe, Fønix så lovende ud.
Hun fortalte glad om livet på ekspedition, deres interesse i gigantiske insekter, smukke, stærke, hurtige. Navnlig regnbueguldsmedene, to meter i vingefang, larverne skjult dybt under råder, beskyttet mod perpetual brand.
Lægen spurgte sig selv, om han ville bytte Jorden ud med sådan en verden, eller om det bedst var, hvor alt var velkendt selv om befolkningen på Jorden var ni milliarder, og stadig krympet beboelig areal. Fødevareproblem løst på synthesizere.
Chefingeniøren fortalte Signe om sin bekymring ved nærtstående pension. Intet hjem, ingen familie. Frank Vestergaard havde tilbragt næsten hele sit liv i rummet.
Nogle gange misunder jeg dem med børn, sagde han, de taler kun om dem.
Er det hårdt at være alene? spurgte Signe mildt.
Han tøvede:
Underligt, du spørger. Men du rammer plet. Jeg er mest lykkelig, når jeg er alene, faktisk.
Han virkede overrasket over sin egen ærlighed.
Var det svært i begyndelsen? spurgte Signe.
Ja, men da jeg fik egen kahyt blev det bedre.
Mangel på privatliv, det hører jeg ofte om. Og børn misund ikke. Man kan have mange slægtninge og være aldeles ensom. Hvis ens interesser ikke deles. Da er der kun fødselsdage og begravelser, og ingen fortrolighed.
Underlig samtale, tænkte Signe senere. En mand, en ingeniør, så åben. Og de andre delte også hemmeligheder.
Hun blev nervøs, men tvang uroen væk. Hun havde nok at tænke på. Primært om deres sidste indsamlede data. Var hendes observationer positive for Jorden? Var informationen om planeten oversendt? Når alt kom til alt tre verdener var aktuelle for kolonisering: én beboet, men forbudt, én for kold, og én med epidemier. Kun studier, ingen bosætning.
Fønix, nabo til Kairós, var det største håb; men planet seks havde allerede sin biosfære, og terraformering ville udrydde arter i massevis. Det kunne accepteres indtil videre næppe.
***
Vektor nåede den tredje planet i Kairós-systemet efter syvoghalvtreds standard-timer, gik i kredsløb om niende måne.
Direkte opkald gav intet svar. Scannere fandt landingsmodullets position, fotos bekræftede: det var Horisont 4. Ingen biosignaler. Igen og igen gennemsøgte de månen, som end ikke havde et navn.
Men via repeateren kom svaret prompte:
I er her! Sikke en lykke! Så hurtigt, jeg troede, jeg skulle vente længere!
Signe, du skal vente lidt. Vi søger efter overlevende. Hvis nødkapsler slap væk fra Horisont, så…
Naturligvis, hvor er jeg fjollet! Selvfølgelig venter jeg!
Kaptajnen signalerede, de skulle bryde forbindelsen.
Vi skanner systemet. Leder efter sorte huller, Rosen-anomalier og ormehuller. Måske Han tav.
Forstået, kaptajn, sagde chefingeniøren, satte sig hos piloten.
Men hvad skal vi lede efter? Alle døde for syvoghalvfjerds år siden. Bare en undskyldning, tid til For at vælge de rette ord.
De havde spurgt Jorden, og svaret var klart: Det, I spørger om, er umuligt.
Med al respekt og sympati.
Tilbage var kun håbet om, at ormhullet kunne passeres, eller at noget overnaturligt ville forandre det hele.
Den sidste tanke virkede mest sandsynlig.
***
Signe slukkede monitoren, gik en runde i kabinen. Hun havde ret; prøverne fra Fønix seks indeholdte svampe, der lignede basidiomyceter fra Jorden. De kan nedbryde lignin, altså træ.
Hun havde gået langs en bæk, hver celle boblede af ilt, luften var tung og sød. Endelig satte hun sig på en kævle. Noget blødt stak frem regnsvampe som på Jorden. Sporerne dryssede ned, da hun rørte, og ville nedbryde træet, forbruge iltniveauet.
Biosfæren var dødsdømt uden indgriben. Kolonisering mulig, ikke nu, men engang. En god nyhed.
Landingsmodul Horisont 4 kalder Vektor! meldte Signe. Hører I mig?
Dagen var god. Fremragende! Vektor var i systemet, en time, og ny viden om Fønix seks vil kunne hjælpe fremtidige ekspeditioner. Hun kunne kun ønske, hun ikke sad alene.
Kærligheden havde dog én vinder.
Én.
Var det held?
Vektor sendte billedet til hendes skærm. For første gang så hun sine redningsmænd.
Sigtes øjne afsøgte broen større, lysere end Horisonts. Femoghalvfjerds i besætning? Mødet var en overraskelse, alting fremmed: uniformerne, teknikken, unge mennesker, kaptajnen ikke engang tredive, mørkt hår. Lukas, hendes kortlægger, vinkede. Lægen, Mads Dyekjær, guld-hvidt kaducéasymbol på brystet havde lidt flere år på bagen end først ventet. Kommunikatørpigen hed vist Pernille, hun havde fortalt om sin forelskelse i kaptajnen.
Alt var anderledes, end på Horisont.
Hvad betød det?
Intet var sikkert, men noget inde i hende skreg: Her er noget helt galt.
Hej Signe, sagde kaptajnen. Jeg har sørgelige nyheder.
***
Sådan gik det altså.
Alt håb var tomt. Følelserne var væk, tilbage var kun ligegyldighed, præcis som efter ulykken.
Måske var det det rigtige. En mental bedøvelse, ikke for at acceptere, men overleve det uundgåelige.
Overleve?
Leve de sidste dage med værdighed.
Hun var allerede død, for de der havde fanget hendes råb. Død i syvoghalvfjerds år.
To tider, parallelle, suum cuique til enhver sit. Hvor havde hun hørt det? For tusinder af år siden? Lige så uretfærdigt då, som nu.
Signe slukkede skærmen. Hun havde ikke lyst til at se flere ansigter, unge, levende, modige de skulle ikke ende alene på en øde måne og sluge det sidste vand.
***
Signe Lind svarede aldrig igen, selv om de kaldte hende mange gange.
Vektors planetfartøj landede ved siden af rumfærgen Horisont 4.
Energiceller var tomme, nødproviant og drikkevand væk. Medicin, våben forsvundet. Tilbage kun en grav i hulen, præcis hvor Signe angav.
Tre dage senere modtog Vektor sidste rapport fra Søren og Signe Lind om Fønix seks.
En meddelelse fulgte.
Alle samledes. Stilhed i messen, spørgsmålet pressede: Gjorde vi alt, hvad vi kunne? Kunne hun være reddet?
Skærmen lyste op.
Signe fjernede en hårlok, så broen ret i øjnene.
Rejs, venner, hendes stemme genkendelig og rolig. Vent ikke. Jeg vil det sådan. Tak for forsøget. At I vil bruge vores resultater. Glad for, at I lever. Verdener findes, hun tav Ja, glad. Helt ærlig. Jeg er selvfølgelig ked af det gik, som det gik, stemmen rystede, hun så mod loftet, så atter mod besætningen. Og jeg ved, at I også er kede af det. Men tænkt på: Vi kunne alle være gået tabt. Men jeg fik lov at leve lidt endnu. Det vil jeg gøre.
Hun snappede efter vejret, lyden sidder stadig i mit bryst.
Jeg lever. Vil blive her i modullet lidt. Så gå ud. Måske er der vand, måske liv et sted.
Hun kneb hænderne, prøvede at smile, men smerten var tydelig.
Jeg vil gerne tale med min datter, sagde hun pludselig.
Jeg mærkede, hvordan mit hjerte blev tungt og koldt. Hvorfor havde vi ikke tænkt på det? Nogen kunne have givet hende blot det.
Ja, fortsatte hun, jeg ville fortælle hende, hvordan hendes far døde. Men, hvis hun er væk, send beskeden videre, hvis der er børnebørn: Jeg fortryder intet. Vi nød livet, opdagede fremmede egne, ledte efter nyt.
Stilhed.
Når man har al tid, virker en uge eller to som ingenting. Men når det er alt, kan man kun ønske at leve hver dag. Se det sidste daggry. Bare se det.
Og denne gang smilede hun rigtigt. Som om hun allerede så det himlen, mørket i centrum.
Tak. Farvel.
***
Nu, hvor jeg sidder alene i min kahyt og tænker på Signe Lind, fyldes jeg igen af den samme tyngde, jeg ikke kan slippe. Tiden kan ikke bøjes; selv om alt i mig ønsker, at vi kunne redde alle, må vi undertiden bare lære at slippe. Måske er det netop meningen med udforskning og livet: At acceptere grænser, dog ikke uden medfølelse og mod.
Jeg har forstået, at ethvert sekund tæller, og at den største styrke er evnen til at møde det uundgåelige og stadig se morgengryet i øjnene og tage ved lære af selv det sidste daggry.
