Telefonen ringede klokken halv otte om morgenen, netop som jeg stod i køkkenet og rørte i min havregrød. Nummeret var velkendt, selvom det føltes som længe siden, jeg sidst havde hørt den stemme.
Rikke, hej. Er du vågen?
Mettes stemme var lav og lidt hæs sådan som den bliver, når man har grædt eller slet ikke sovet hele natten. Jeg skruede ned for blusset under gryden, lænede mig op ad vindueskarmen.
Ja, jeg er vågen. Hvad sker der?
Jeg har brug for at snakke. Har du fem minutter?
Fortæl.
Kort pause. Jeg kunne høre hendes åndedræt.
Han er gået, Rikke. Han har forladt mig. Helt og aldeles.
Jeg sagde ikke noget. Kiggede ud på gårdspladsen, hvor én allerede luftede sin hund, uden at føle noget særligt. Det var roligt indeni. Ikke tomt, bare roligt, som et rum hvor der er ryddet op, og kun det væsentlige står tilbage.
Rikke, hører du mig?
Jeg hører dig.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har gæld og intet sted at bo. Jeg har virkelig ingen steder at gå hen.
Jeg lagde skeen på holderen, slukkede for komfuret, og så på mit køkken. Alt var, som jeg kunne ønske mig; lyse skabslåger, det fine keramik, hvide lette gardiner. Alt det, jeg selv havde valgt. Alt mit eget.
Rikke, jeg ved godt, vi ja, du ved. Men du er jo min søster. Du kan da ikke bare lade mig stå tilbage sådan.
Jeg kiggede på telefonen, trykkede på slet og gik smidigt videre til indstillinger, hvor jeg blokerede hendes nummer.
Sat telefonen på bordet, hældte mig en kop te op i min yndlingskop med blå kant, og gik ud på altanen.
Det var en kølig majmorgen, med duft af syrener og våd jord. Et sted ude bag hækken sang en solsort. Jeg satte koppen på det træværk på gelænderet, lænede mig op og lod blikket glide ud over haven.
Min have. Min altan. Min morgen.
Det var ikke et begyndelsespunkt, egentlig. Det var en slutning. Begyndelsen var for længst sket, på en helt anden dag.
***
Jeg er otteogfyrre. Mit navn er Rikke Holmsgaard, selvom mit pigenavn, Mikkelsen, aldrig kom i brug igen efter skilsmissen. Jeg bor i Birkerød, et lille bysamfund uden for København ret beset nærmere landsbyen end byen. Her er stille, lidt skov, en lille sø, S-toget til Københavns centrum tager tyve minutter. Da Thomas og jeg købte huset for syv år siden, troede jeg, jeg havde fundet alt, jeg kunne ønske mig.
Det er underligt, det med syvårscyklusser. Jeg har læst, at alle kroppens celler fornyes over syv år at du, rent biologisk, er en ny person hvert syvende år. Måske var det derfor. Måske blev Thomas et nyt menneske, uden jeg opdagede det.
Eller måske var han aldrig den, jeg troede.
Det har jeg stadig ikke svaret på, og jeg orker ærligt talt heller ikke at grave i det mere.
Men den september, hvor Mette ringede og sagde, hun gerne ville komme på weekend, levede jeg stadig i min trygge lille illusion. Alt var på plads: huset, mit job, ægtemanden, planer for året der kom. Jeg havde et lille keramikværksted, hvor kvarterets unger og nogle få voksne kom for at bruge hænderne. Ikke det store økonomiske eventyr, men det gav mening og glæde. Thomas arbejdede som ingeniør i et byggefirma, lavede budgetter og kontrakter. Helt almindeligt, pålideligt liv.
Vi havde det roligt. Måske lidt kedeligt men i min verden var det netop sådan en voksens liv skulle være: uden drama og store følelsesudbrud.
Mette var elleve år yngre end mig. Da hun kom til verden, var jeg allerede otte og husker stadig, da mor bar hende ind svøbt i et lyserødt tæppe. Dengang tænkte jeg, at nu fik jeg min helt egen levende dukke men ret hurtigt blev det tydeligt, at hun var sin egen, med vilje og ønsker. Men vanen med at beskytte hende havde nok sat sig fast.
Vi var aldrig sådan helt nære søstre, som nogen kan være. Vi havde ikke meget tilfælles; forskellige temperamenter, forskellige livssyn. Mette hungrede altid efter lys, fest og fart. Hun skiftede uddannelse tre gange, blev både gift og skilt flyttede fra Esbjerg til Århus, så videre til København. Hun fløj let. Jeg opfattede det altid lidt uansvarligt, og hun syntes, min ro var decideret småkedelig.
Vi sås alligevel hvert år. Til fødselsdage, jul, eller bare fordi. Ringede sammen, selvfølgelig sådan et basalt søskendeforhold, hverken rigtig tæt eller fjernt.
Da hun ringede og spurgte, om hun måtte være hos os den weekend, følte jeg intet særligt. Glædede mig lidt. Redte gæsteværelset, købte ind gode danske oste, bær, og de små mandelkager, hun elskede. Thomas havde intet imod gæster især hvis det betød et godt glas vin og snak om andet end tal og tabeller.
Mette dukkede op fredag aften med en lille kuffert og en kæmpe buket krysantemum. Hun var smuk, som hun altid havde været ikke smuk på klassisk vis, men iøjnefaldende. Hun skiftede hårfarve hvert kvartal; den dag var det noget gyldent. Store blå øjne, altid smilende. Hun var 37, men kunne snildt gå for tætte på de 30. Folk sagde altid, hun og jeg lignede ikke hinanden. Jeg var mørkhåret, med stille træk. Mor sagde, jeg havde et tænksomt ansigt. Jeg var aldrig sikker på, om det var et kompliment eller en konstatering.
Rikke! sagde Mette, og knugede mig hun krammer altid tæt. Hold op, hvor her er dejligt. Jeg kan ikke holde storbyen ud længere!
Kom ind, kom ind.
Er Thomas hjemme?
Han er i køkkenet.
Hun gik ind, jeg tog hendes kuffert. Tænkte efterfølgende, hvor småt hverdagen egentlig er. Jeg tog hendes taske, som om hun bare var gæst, der skulle hjælpes. Som om jeg altid havde skullet bære for andre.
Aftenen gik godt. Vi spiste længe, snakkede om hendes nye job i et eller andet PR-bureau, om at hun måske ville flytte til Odense. Thomas lyttede venligt, stillede spørgsmål. Mette grinede og fortalte sjove historier fra arbejdet. Alt, præcis som det plejer.
Jeg ryddede af og gik ud for at tage opvasken. De blev hængende ved vinen. Jeg kunne høre deres stemmer gennem døren; rolige, afdæmpede, bare samtale.
Da jeg senere trådte ind for at sige, opvasken var væk og vi kunne se film, så jeg det.
Ikke et kram. Ikke noget konkret. Bare et blik. Hun sagde et eller andet, han svarede og mellem dem var et øjeblik, hvor noget gled gennem luften. Ikke et ord, ikke en bevægelse. Et blik, hurtigt væk, som om de begge opdagede mine skridt.
Jeg stivnede i døren.
Uh, film! sagde Mette og rejste sig. Lad os se noget hyggeligt! Hvad skal vi se?
Thomas rejste sig også, greb sit glas.
Rikke, du bestemmer. Det er lige meget med mig.
Jeg kiggede på dem et par sekunder. To helt almindelige mennesker. Intet mærkeligt måske så jeg syner?
Jeg finder på noget, sagde jeg og gik ind i stuen.
Men det blik blev siddende i baghovedet. Ikke forrest, men lagt væk.
Vi så filmen, Mette lo, Thomas sagde noget om slutningen. Vi gik i seng. Jeg lå ved siden af ham i mørket og tænkte, at jeg bare trængte til ro, og at jeg havde fantaseret.
Mette tog af sted næste dag efter frokost. Hun krammede os, vinkede fra bilen.
Tak, Rikke. Bedste weekend.
Kom snart igen.
Det gør jeg helt sikkert.
Jeg så, hvordan hun kørte væk. Thomas stod ved siden af.
Hun er sgu en god en, sagde han. Sådan, levende.
Og gik ind.
Levende. Det ord bemærkede jeg, helt stille. Ikke dramatisk, bare noterede det.
***
Hverdagen gik videre. Oktober, november. Værkstedet fik et par nye elever; to mænd i 50’erne, sendt af deres koner først usikre, men fandt hurtigt glæden. Jeg elskede at følge udviklingen. Thomas arbejdede. Vi gik i biografen én gang om måneden, lavede mad, så tv-serier. Alt var, som det plejer.
Med undtagelse af én ting.
Han begyndte at komme sent hjem.
Først en gang om ugen. Blev til to. Forklaringerne var plausible: møder, byggeprojekter, aftensnakke med kollegaer. Jeg stod ikke og ventede ved døren jeg stolede på ham. Det ord, stole, føltes så nemt dengang. Efterhånden ser jeg, at det betød du kontrollerede aldrig noget. Men dengang følte jeg virkelig, at det var det rigtige.
En novemberaften kom han først hjem klokken halv tolv. Jeg lå allerede i sengen, læste. Han gik ud i køkkenet, tog et hurtigt brusebad, og lagde sig så.
Hård dag? spurgte jeg.
Helt vanvittig. Vi røg helt bagud med møderne.
Har du overhovedet fået noget at spise?
Ja, vi fik lidt derinde.
Han lagde sig med ryggen til. Jeg vendte tilbage til bogen. Helt normalt. Vi er to voksne, trætte, arbejdsomme mennesker.
Men jeg bemærkede, at han var holdt op med at kysse mig godnat, når han kom ind. Det plejede vi altid, bare sådan et lille ritual. Han glemte det én gang, så to, så blev jeg nødt til at lade være med at tælle, fordi det føltes dårligt.
Jeg ringede til Mette sidst i november, bare for at høre nyt. Hun svarede hurtigt.
Rikke! Hej!
Hej. Hvordan har du det?
Fint. Har rigtig travlt. Hvad med jer?
Det går. Thomas er vist ved at knække nakken på et eller andet storprojekt.
Tja, sådan er den branche, sagde hun let. Hvordan går det med dit værksted?
Vi snakkede i tyve minutter. Helt overfladisk. Da jeg lagde på, følte jeg ingenting. Ikke glæde, ikke irritation.
December forsvandt i juleræs. Thomas var næsten altid sent hjemme nu. Nogle gange kom han først, når jeg allerede sov. Engang vågnede jeg om natten og så, hans side af sengen var tom klokken var tre. Jeg gik ud i køkkenet. Han sad der med tændt mobil, lagde den væk, da jeg kom ind.
Kan du ikke sove? spurgte han.
Jo, jeg vågnede bare. Hvornår kom du hjem?
For lidt siden. Gå i seng, Rikke.
Sidder du med arbejde midt om natten?
Det er mails fra udlandet. Tidsforskellen, du ved. Bare rolig, alt er godt.
Han kiggede roligt og åbent på mig, som altid. Ingen spor af skyld eller stress. Kun træthed.
Okay, sagde jeg. Men lad nu være med at sidde op hele natten.
Jeg gik i seng, men sov dårligt. Lå og lyttede til lydene ude fra køkkenet, tænkende: hvem sidder han og skriver med nu? Men jeg ville ikke være sådan én, der kigger og mistænker alt.
Alligevel begyndte noget inde i mig at vågne. Noget lille og stille, der allerede havde forstået det hele.
***
Jeg ved ikke præcis hvornår, intuitionen gik fra at være baggrundsstøj til at blive stemme. Det var nok en gang i januar, efter nytåret. Vi fejrede jul og nytår alene. Thomas sagde, han ikke orkede gæster det havde jeg forståelse for. Vi havde det faktisk hyggeligt; god mad, champagne, han var kærlig og nærværende. Jeg overbeviste næsten mig selv om, at jeg havde digtet det hele.
Mette sendte en nytårshilsen på Messenger. Til os begge, hver for sig. Mig skrev hun: Rikke, godt nytår. Håber du får et fantastisk 2023. Kort, pænt. Hun havde nok også sendt til Thomas han viste mig det: Mette siger også godt nyt. Jeg nikkede.
Men i februar skete noget, jeg længe tænkte tilbage på.
Vi lavede mad sammen, og Thomas mobil ringede. Han så på skærmen og sagde: Det er arbejdet, jeg tager den lige hurtigt og gik ud på altanen. Han stod derude i et kvarter. Jeg kunne gennem ruden se ham frem og tilbage tale, flytte sig, smile. Da han kom ind igen, spurgte jeg:
Var alt okay?
Ja, bare en kollega med et eller andet akut.
Klokken otte om aftenen?
Ja, det var vigtigt, åbenbart.
Jeg nikkede bare og fortsatte. Men jeg havde set, han smilede, da han talte. Folk smiler kun, når de er glade ikke når chefen ringer med et problem.
Jeg sagde ikke noget. Ville ikke være hende, der laver drama over et smil. Men jeg lagrede det.
To uger efter kiggede jeg i hans telefon.
Det er pinligt at indrømme. Jeg har aldrig gjort sådan før synes, andres telefoner er ligesom dagbøger. Men den nat lå den ulåst på natbordet. Jeg vågnede, så den, tog den op automatisk.
Der var en chat med et nummer uden navn. Bare tal men beskederne var små: Hvordan går det?, venter på dig, snart hjemme? Sidste var tre dage gammelt.
Jeg lagde mobilen og gik ud i køkkenet, hældte mig et glas vand. Stirrede ud over haven i mørket.
Tal uden navn. Vent på mig. Det kunne være hvem som helst kollega, ven.
Men jeg vidste det var det ikke.
Man ved det bare. Ikke med hovedet, men med den fornemmelse i maven, som ikke kræver bevis. Kvinder kalder det intuition. Mænd kalder det mistro. Jeg kalder det sandhed, hovedet endnu ikke har opdaget.
Jeg gik nogle dage med denne viden. Arbejdede, underviste, lavede aftensmad. Sagde intet til Thomas, opførte mig normalt. Men noget i mig begyndte at forberede sig, gøre sig klar til det, jeg endnu ikke havde set.
***
I marts tog jeg til Mette.
Ikke for at tjekke noget eller, måske var det præcis derfor, men jeg ville ikke indrømme det. Thomas sagde, han skulle overnatte hos kolleger uden for byen, jeg nikkede og sagde, jeg tog over til en veninde.
Men tog i stedet til Mette hun boede i København, i Nordvest, i en lejlighed hun lige havde lejet. Jeg tog S-toget skrev ikke noget på forhånd, bildte mig ind, det skulle være en overraskelse. Men jeg vidste godt, det ikke var det.
Hun åbnede døren i slåbrok med fugtigt hår. Da hun så mig, vendte hendes ansigt sig i ét sekund helt, som om hun fik et chok, før hun indtog den vanlige, danske høflige mine.
Ej, Rikke! Du er da overraskende. Hvorfor har du ikke lige ringet?
Ville give dig en overraskelse. Kom jeg ubelejligt?
Nej, det går kom bare ind.
Jeg gik ind. I entréen stod et par mørkebrune herresko. Jeg kendte de sko havde købt dem med Thomas. Jeg havde stået med dem i butikken og sagt, at brune var flottere end sorte.
Jeg standsede i døren og stirrede på skoene.
Hvem er hjemme hos dig? spurgte jeg stille.
Rikke
Er det Thomas?
Hun lukkede øjnene i et sekund åbnede dem så.
Gå ind i køkkenet, Rikke. Jeg forklarer
Nej, sig det bare.
Så trådte Thomas ud fra værelset. I skjorte og bukser, uden sko. Han havde ikke spor af hastværk som om det var helt normalt at træde ud af sin svigerindes soveværelse og få øjenkontakt med sin kone.
Vi stod der alle tre og kiggede på hinanden.
Rikke sagde han til sidst.
Lad være, sagde jeg. Ingen ord.
Bag mig, gennem væggen, kunne jeg høre dem snakke dæmpet vi må forklare hende det, hun forstår måske engang, vi skal forberede hende, gøre det nænsomt. De snakkede om at forberede jorden. Ligesom i haven, tænkte jeg. Forgrave, udglatte, gøre plads til noget nyt.
Jeg gik før nogen kunne nå at sige mere.
***
Kom hjem sent på aftenen. Trak skoene af, hængte jakken op. Gik i køkkenet, satte vand over til te. Stod bare og stirrede ud på den mørke have.
Thomas kom hjem ved midnat. Jeg sad ved køkkenbordet med en kold kop te.
Han standsede ude i entreen, så min jakke, trådte ind og satte sig overfor mig.
Du er hjemme.
Det er jeg.
Han sad der.
Rikke
Var du hos hende? spurgte jeg, ikke fordi jeg ikke vidste det. Jeg ville blot høre det fra hans egen mund.
Ja.
Hvor længe?
Han var stille.
Noget tid. Nogle måneder.
Jeg nikkede. Satte koppen fra mig.
Ville du skilles? Jeg hørte jer snakke.
Han svarede ikke og det var svar nok.
Hvornår ville du fortælle mig det?
Rikke, jeg vi ville have styr på det hele først
Klar over det.
Jeg rejste mig og hældte den kolde te ud, satte koppen i vasken.
Gå i aften. Så kan vi tale om det praktiske i morgen.
Rikke, jeg har ingen steder at gå hen lige nu
Det er ikke mit problem. Ud.
Han gik.
Jeg låste døren bag ham. Stod lidt i gangen, gik så ind og lagde mig ovenpå dynen, helt påklædt, kiggede op i loftet. Ikke en tåre. Ikke lige dér. Gråden kom senere, under opvasken nogle dage efter, hvor jeg pludselig indså, at jeg vaskede op for én. Dér knækkede noget, og jeg græd en hel time ved køkkenvasken, med hænderne i sæben. Ikke over ham. Over tiden. Over syv år, der nu føltes som noget andet, end jeg havde troet.
***
Skilsmisse. Det ord dukkede op overalt. Sådan kommer du videre efter skæbneskuddet. Sådan lever du, når tilliden er brudt. Jeg læste det hele, da det var værst for at forstå, at andre også havde været igennem det. Alle beskrev det samme. Måske er svigt bare ens over det hele.
Det juridiske trak ud i måneder. Thomas fandt en advokat det havde jeg ikke ventet. Jeg havde troet, vi kunne klare det civiliseret mellem os.
Huset stod i mit navn mine penge, arv efter min mormor. Thomas vidste det godt, det var lige til rent juridisk. Men han krævede en bid af værkstedet. Mit keramikværksted, hvor han aldrig havde lagt én krone men nu mente, det var fælleseje, fordi indtægten var en fast del af vores økonomi.
Hans advokat forsøgte. Min (Veninde anbefalede ham, heldigvis) fik styr på sagen men det var stadig måneder med papirarbejde og møder og lidet charmerende diskussioner om penge. At sidde overfor et menneske, man har delt liv og seng med i syv år, og høre ham kræve sig noget, bare fordi han kan. Den smålige grådighed. Jeg havde læst om det, troede det ikke helt. Men det var sandt.
En dag krævede han endda vores gamle tv. Ikke fordi det var værd noget længere, men bare fordi. Jeg sad bare og tænkte: hvad skete der lige for dig?
Tag det bare, sagde jeg kort. Velbekomme.
Han tog det.
Jeg var syvogfyrre. Jeg ville bare have det afsluttet.
***
De første måneder efter skilsmissen var underlige ikke dårlige, bare mærkelige. Mit hjem føltes uvant stille. Jeg fjernede hans ting fra soveværelset, de få der stod tilbage, røg til genbrug. Vaskede alt sengetøj, købte nye puder.
Mette ringede én gang i maj. Jeg tog den ikke. Så sendte hun en lang besked: Rikke, det er jeg virkelig ked af. Jeg vil så gerne forklare. Jeg svarede ikke. Ikke fordi jeg ikke kunne jeg ville bare ikke høre flere forklaringer.
Et svigt især fra én, der står dig så nær kan ikke forklares væk. Det kan kun erkendes. Hun ville forklare, og det betyder, hun stadig tænkte, det kunne nuanceres. Det troede jeg ikke på.
Mine veninder var der. Signe, som jeg har kendt siden folkeskolen, kom forbi flere gange, uden at gøre et stort nummer ud af det. Hun tog mad med, snakkede om alt muligt eller sad bare sammen med mig, når snak ikke gav mening.
Hvordan har du det, Rikke?
Fint.
Virkelig?
Okay ikke så meget. Men jeg kommer videre.
Sur?
Orker ikke at være vred længere. Der er ikke mere at være vred over. Tomt.
Det går over.
Det ved jeg.
Signe tror på karma og på, at man får, hvad man sender ud det gør jeg ikke rigtigt. Men i den periode tænkte jeg tit, at universet nok alligevel har en eller anden form for retfærdighed indbygget. Ikke fordi jeg ønskede Thomas eller Mette noget ondt. Jeg ville bare have ro. Men inderst inde var jeg sikker på, at de nok skulle få, hvad de havde fortjent. Ikke som hævn. Bare som balance.
***
Sommeren gik langsomt, på en måde rensende. Jeg brugte meget tid i haven. Tidligere havde Thomas jo ordnet den nu tog jeg over. Lånte bøger på biblioteket, så videoer af havefolk på DR. Plantede solbær, hindbær, et par æbletræer. Gravede køkkenhave.
At arbejde fysisk med jorden fik mig ned i kroppen. Tankerne blev stille efter et par timer i haven. Jorden under neglene, duften af grønne blade, og overvinde ukrudt simpelt og konkret.
I august tilmeldte jeg mig et akvarel-kursus. Ikke fordi jeg skal være kunstner, bare fordi jeg altid havde haft lyst, men aldrig prioriteret det. Nu havde jeg tid og kunne se, senere kan blive nu.
Kurset var i Farum, i en lille kreativ skole. Det blev ledet af en rolig og klog kvinde, Kirsten, der aldrig roste for meget, men heller aldrig skældte ud. Hun viste bare, hvordan man gjorde, og lod os prøve.
Der mødte jeg Gitte, som boede 500 meter ovre ad vejen. Vi havde aldrig mødtes, selvom vi havde boet tæt i årevis. Hun var pensioneret, børnene flyttet hjemmefra hun var startet til akvarel for tre måneder siden, fordi datteren havde givet hende et sæt med pensler.
Var det svært at gå i gang? spurgte jeg hende i pausen.
Vildt. Men lysten sejrede.
Det ramte noget i mig vildt, men lysten sejrede.
***
Om efteråret lavede jeg endelig det længe ventede husprojekt.
Huset var solidt nok, men trængte til fornyelse flere steder. Køkkenet havde jeg egentlig aldrig brudt mig om. Soveværelset var mørkt, morbroderlig, fordi Thomas ville have det sådan. Stuegulvet peb et par steder.
Jeg brugte den håndværker, Signe anbefalede, og så gik arbejdet ellers i gang. En måned fyldt med snavs, rod og folk, der vadede gennem huset. Forvirrende, ja men mærkeligt nok følte jeg mig ikke presset over det. Det føltes faktisk produktivt.
Køkkenet blev lyst, med hvide fronter og egetræsbordplade. Soveværelset fik de blødeste blågrå vægge, som en diset morgenhimmel. Stuegulvet stoppede endelig med at knirke. Altanen fik nyt træværk, præcis som jeg havde set i magasinerne.
Da det var overstået, gik jeg tur gennem huset, fra rum til rum, og mærkede, at ikke én ting i det hus, var valgt af andre.
Mit hus. Min beslutning, i alle detaljer.
Den sidste kasse af gamle minder bøger med hilsner, et billede fra vores første ferie sammen, småting blev båret ned i kælderen. Jeg smed dem ikke ud. De behøvede bare ikke stå frem.
Så lagde jeg mig ud på min nye altan, friskt træ under fødderne, så åndede jeg den skarpe efterårsluft ind. Duft af regntungt løv og lidt røg fra naboens brændeovn. Det var køligt, men rart.
For et år siden ville jeg aldrig have troet, jeg skulle stå her. Alene, hjemme, ovenpå et totalrenoveret liv, og føle mig nogenlunde tilfreds.
Ensommehed det år lærte mig forskellen. At det ikke kun handler om at mangle nogen, men om at lære at kunne lide sit eget selskab.
***
Da vinteren kom, havde dagene fået deres egen rytme. Jeg stod op, lavede lidt stræk, havregrøden, trissede over i keramikværkstedet, måske en lang gåtur i skoven bagefter. Om eftermiddagen lavede jeg haveprojekter eller malede, måske sagde hej til Gitte eller Signe. Nogle gange bare kaffe og bogen på altanen.
Mit tempo. Mit valg. Ikke egoisme bare retten til at bestemme selv.
Værkstedet gik også godt. Jeg fik en ny elev, Viggo på ti, sendt af sin mor. Han tog leret alvorligt; sad og samlede sig om skåle og kopper, som om hele verdensvægt hang på linjerne.
Er du tilfreds med koppen, Viggo? spurgte jeg da han blev færdig.
Han tænkte længe.
Nææh hanken er lidt skæv.
Det kan man lære. Synes du, den ligner det, du havde tænkt?
Nogenlunde.
Så er det godt nok, sagde jeg.
Børnelogik ærlig og lige til. Jeg tænkte senere, at det nok var det: hvis livet ligner noget, man kunne ønske sig, så gør det ikke så meget, at det ikke er perfekt.
***
I april, et år efter skilsmissen, tog jeg alene på minituresrejse til Aarhus. Bare sådan, et projekt. Boede på et lille hotel, slentrede gaderne tynde, besøgte ARoS, sad på små caféer og betragtede folk. Alene og det var faktisk skønt. Ingen at tage hensyn til. En plakat kunne nydes i timevis ingen klagesang. Man kunne spise, når det passede.
Jeg ringede til Signe fra Aarhus.
Nå, hvordan går det med jyderne?
Magisk. Det blæser, men det er fedt.
Bliver du ikke ensom?
Slet ikke.
Hold nu op det er fremskridt.
Jeg grinede.
Det betyder egentlig bare, jeg har det okay med at være mig.
Det er det vigtigste, hvis du spørger mig.
Vi snakkede lidt mere. Jeg lagde på og gik videre ned mod vandet. Blæsten hev i mit halstørklæde. Jeg tænkte, jeg er otteogfyrre, og det er min dag, mit liv. Ikke som jeg havde forestillet mig men mit.
Svigtet brækkede noget inde i mig, som allerede var svagt. Nu fik jeg bare lov at se det. Godt det knækkede ellers ville jeg være blevet hængende i et liv, jeg troede var normalt.
Folk siger ordet utroskab om meget. Nogle gange er det bare et øjeblik, andre gange svaghed. Men det Thomas og Mette gjorde, var noget andet. De valgte det, planlagde det, talte endda om at forberede jorden. Det var ikke impuls det var projekt. Det var det sværeste for mig at acceptere. Ikke at de blev forelskede, men at de grundlagde det sammen bag ryggen på mig.
Sådan er livet som kvinde, siger folk sommetider med et medfølende smil, som om det er skæbne at lappe på svigt. Nej. Det er valg. Mit valg var aldrig det.
***
Majmorgen. Syrenen blomstrer. Solsorten synger.
Telefonen ringer klokken halv otte.
Jeg ved godt, hvordan det ender. Det har jeg fortalt dig nu, men jeg vil dvæle ved dét sekund, hvor jeg får en lang besked fra Mette.
Den var lang, flere afsnit. Jeg læste de første par linjer; han havde fundet en yngre, hun havde gæld, ingen steder at tage hen. Jeg scroller videre. Søster, beder dig, du er jo nærmeste familie, bare en lille håndsrækning.
Nærmeste. Interessant ord.
Jeg tænkte over det i nogle sekunder. Hun var noget særligt, så længe det var belejligt for hende. Mens hun fik det, hun ville have. Mens hun kunne tage.
Og jeg? Hvem var jeg for hende? Storesøster, beskytter hende, der hentede hende første gang hun ankom til København. Hende, der sendte penge, uden at forvente dem igen. Hende, der redte sengen og købte yndlingsmandel-cookies.
Det er ikke klage. Jeg gjorde det af fri vilje. Men nu så jeg forskellen på at stå ved et menneske og at være deres resurse.
Jeg trykkede slet. Blokerede nummeret.
Det hele uden vrede, uden triumf. Som at lukke et vindue, hvor vinden trækker. Roligt, stille, uden forklaring.
Tændte for kedlen, hældte te op i min kop med den blå kant, købt i byen sidste sommer. Gik ud på altanen.
Morgenen foldede sig ud. Himlen var den der rolige blågrå, som tapetet jeg selv valgte til soveværelset, som føltes rigtigt. Syrenerne stod tunge og overdådigt grimme, for fuldt flor. Vinden susede svagt i haven, solsorten sang ude blandt æbletræerne.
Jeg stillede koppen på trægelænderet, lænede mig ind til det så ud over den have, jeg selv havde plantet, huset jeg selv havde istandsat, denne morgen helt og aldeles min egen.
Livskraft. Jeg har aldrig haft det med ordet, det lød altid for patetisk. Men det her år har lært mig, det bare er at fortsætte. At stå op, lave sin havregrød, gå på arbejde, plante lidt. Vælge tapet. Blokere nummeret.
Fortsætte.
Teen var varm. Syrenen duftede. Solsorten sang.
Og jeg stod alene på min altan, otteogfyrre år og med alt det, jeg behøver.
