Man slipper ikke for skæbnen
Solen lod sine stråler danse på lærerværelsets vindueskarm og hvirvlede støv i luften. Mette var den sidste tilbage på skolen. Kollegierne var for længst gået hjem, men hun havde ingen travlhed.
Hun underviste nu på præcis den folkeskole, hun selv var gået på. Dansk og litteratur i udskolingen. For bare tre uger siden flyttede hun hjem til sin mor i Herning, efter mange år væk. Nu stod hun i vinduet og lod tankerne vandre.
I aften skulle Mads komme forbi. De havde aftalt at tage på café sammen.
Pludselig skyllede minderne over hende; barndommens gader, årene på seminaret, og det første store farvel
Det var på stationen, badet i aftensol. Toget holdt kun fem minutter, men det føltes som en evighed for Mads en livstid sammenpresset til ét kort øjeblik. Mette stod overfor ham, nervøst fumlende med remmen på sin tunge sportstaske. Hendes kæmpe hasselnøddebrune øjne var blanke, og hun stod desperat imod tårerne. Han stirrede på hendes lyse fletning over skulderen, fregnerne på næsen, og mærkede, hvordan noget inde i ham blev revet i stykker.
Du lover at skrive og ringe? hviskede hun. Hver dag.
Jeg lover, hver eneste dag, svarede han, og greb hendes kolde fingre. Og du skal bare læse flittigt. Snart står du der som lærer og skal tumle vores små poder.
Hun smilede skævt bag tårerne. Togføreren begyndte allerede at vinke folk på. Mads gav hende et knus, begravede næsen i hendes hjemmevante hår.
Jeg venter på dig, Mette. Forstår du? Der er ingen andre i mit liv end dig.
Jeg tæller dagene, svarede hun mod hans skulder. Jeg kommer hjem i ferierne. Bare vent.
Han hjalp hende ombord på den høje trin. Mette vinkede fra dørene med hånden presset mod ruden. Så satte toget i gang og med det forsvandt hans hjerte østover. Han blev stående på den affolkede perron, knugende en lille seddel hun havde givet ham før afgang.
Da han gik hjem gennem byen, bemærkede han knap nok, hvor han gik. Tankerne strømmede: han havde lovet at vente og det ville han! Men planerne om universitet måtte han lade ligge. Hans far gik dårligt efter ulykken, mor sled sig halvt ihjel. Hvem har tid til drømme? Familien havde brug for ham her.
Vibe sad allerede på bænken foran opgangen. Hun havde lange ben, og den knaldrøde læbestift smilede, da hun så ham.
Nå, så fik du sagt farvel? sang hun, mest konstaterende end spørgende.
Mads svarede ikke, prøvede at smutte forbi. Men Vibe sprang let op foran ham. Der var en lugt af billig parfume og selvtillid om hende, der altid fik ham til at spænde kæben. I folkeskolen var hun aldrig langt væk: En dag tog hun hans matematikbog, en anden dag stak hun ben for ham på gangen og bagefter kiggede hun ham dybt i øjnene og hviskede:
Du slipper ikke for mig, Mads. Du ender med mig. Vi får se
Mette var væk, men Vibe blev hængende. Hun snuppede lige akkurat folkeskolen, og fik arbejde sammen med sin mor på et vinlager, hvor hun lærte alt om både varer og penge, der ikke gik til skat.
Nå, hva så, kæreste? grinede hun og hakkede til sin korte nederdel. Din prinsesse smutter til Aarhus? Pas nu på, hun ikke finder bedre selskab dér, hvad med alle de løfter
Gider du ikke bare gå, Vibe, sukkede Mads og forsøgte at trække sig fri.
Helt ærligt, hvorfor så sur? svarede hun, mens hun greb ham om hånden; klæbrig, varm. Jeg siger bare sandheden. Hun får det da sjovt i byen, der er fyldt med lækre fyr, og du står stadig her og hjælper din mor.
Hvert ord var en dråbe gift, og Mads mærkede den langsomt æde sig ind. Han rev sig løs.
Hold dig væk.
Det så ikke ud til at gøre indtryk. Hun grinede højt og frækt, kiggede ham direkte i øjnene med sine smalle, grønne øjne.
Jaja, løb du bare. Men husk, hvad jeg har sagt. Din Mette er væk men jeg er her. Og jeg smutter ingen steder.
Hun vrikkede videre ned ad fortovet, efterladende en hale af parfume og dårligt humør.
Mads gik op i en tom lejlighed. Moren var på sygehuset hos faren. Han satte sig på køkkenstolen og fandt Mettes lille lappapir frem: Elsker dig. Vent. stod der i smukt runde bogstaver. Han kyssede papiret og lagde det over hjertet i lommen.
Udenfor døde solnedgangen hen bag byens tage, lige så vemodig som den aften på perronen. Og et sted langt væk buldrede toget videre mod øst med kærligheden. Tilbage var kun Vibes ord, der blev siddende som en kold klump i maven.
Du slipper aldrig for mig.
Mads rystede på skuldrene og håbede forbandelsen ville forsvinde. Han ville vente. Vibe? Hun ville bare irritere ham eller var hun måske virkelig så genstridig som tyk sirup?
Han havde glædet sig til gensynet med Mette hele efteråret. Han levede nærmest fra sms til sms, fra ferie til ferie. Hun læste i Aarhus, han var blevet buschauffør hjemme i Herning efter folkeskolen; jobben var støvet, men lønnen nogenlunde, og han følte sig da voksish.
Mette gik nu i tredje år, og de havde ventet på hinanden igennem hele studietiden. Han savnede hende voldsomt og gjorde, hvad han kunne for at holde Vibe på afstand. Mads kendte hendes returtid og stod altid klar på perronen.
Når han så hende komme gående med den store hue og et kæmpe kvast, forsvandt al verdens modenhed. Så var han bare Mads igen, der bar hendes taske og gik lykkelig hjem bagefter.
Denne gang var det vinterferien.
Er det hundekoldt? spurgte han og tog tasken fra hende.
Jaah, Mette stak næsen ned i hans halstørklæde. Det var bidende koldt både i toget og på kollegiet. Hjemme er der forhåbentlig tropisk.
De slentrede gennem parken. Sneen knasede, grenene glimtede i de sparsomme gadelygter. De snakkede om alt og ingenting: Hendes nye lærere, hans makker fra busdepotet der altid nasser, og at der endelig var kommet nye plakater på biografen.
Jager Vibe dig stadig overalt? spurgte Mette pludselig og så skævt på ham.
Han trak på det.
Hun klæber som et frimærke. Kommer ud på buspladsen, lurpasser ved mit hjem. Jeg siger det lige ud, men det preller bare af hun griner bare mærkelig pige, ingen stolthed.
Mette sagde ingenting, hun smilede bare og klemte armen tættere ind til hans. Med ham følte hun sig hjemlig, tryg. Han var hendes ventil, det ægte hjemmeliv hvor alt var nemt.
Den søndag holdt Søren, deres fælles ven, fødselsdag.
Kom med i morgen, Mette, tag endelig Mads med, mødte han hende nede ved Brugsen.
Øh Søren, jeg har nogle pligter, men Mads kommer, jeg sender ham afsted!
Bare du kommer forbi senere, svarede han.
Vennegruppen mødtes dem der ikke var flyttet fra byen. Mette var forsinket, hun måtte en tur med sin mor til bedstemor. Mads kom alene han vidste Mette kom senere. Musikken spillede, der var rugbrød, guf og selvfølgelig bajere og lidt snaps.
Vibe flagrede rundt og satte sig straks ved siden af Mads, mens han sad med sin juice han drak normalt ikke andet.
Savner du din prinsesse? nynnede hun, slikkende på glasset.
Ja svarede han kort og håbede hun skred.
Men hun holdt sig tæt. Hun begyndte diskret at hælde billig vodka i hans juice under bordet. Mads drak og opdagede hurtigt, at han blev svimmel på en underlig måde. Det blev hedt, musikken blev for høj, og så var der ellers sort.
Han vågnede med solen lige i øjnene, hovedet hamrede. Hans mund var tør, og på puden lå Vibe og smilede tilfreds.
Nå, du er vågen, sagde hun og strakte sig. Jeg troede allerede du sov til middag.
Mads satte sig op, panisk og desorienteret. Hans tøj lå krøllet på stolen.
Hvad hvorfor er jeg her? spurgte han hæst.
Ork, du kan ikke huske det? hun tændte en smøg og pustede røg mod loftet. Du havde det dårligt, jeg tog dig med hjem, sørgede for dig. Og du tja, du forstod vel nok resten
Hans hoved var tomt og dunkende. Han kunne intet huske.
Hvor er Mette? spurgte han.
Tjaeh, der huskede du hende. Hun gider dig nok ikke mere hun ved da sikkert, hvad vi to har lavet
For Mette var det et chok. Hun hørte det af Søren, da hun endelig kom sent på eftermiddagen og ikke kunne finde Mads.
De altså Mads og Vibe han vidste knap hvad han skulle sige, han var så stiv som aldrig før! Jeg ville følge ham hjem, men Vibe insisterede på at tage sig af ham.
For hende var det en lussing
Vibe fik, hvad hun ville græd Mette hjemme, mens hun pakkede sine ting.
Kort efter tog hun tilbage til studiet. Mads så hende aldrig igen.
To uger senere dukkede Vibe pludselig op hjemme hos Mads foran både hans mor og far.
Mads, jeg er gravid! Vi skal have barn!
Han stod måbende. Moren slog hænderne sammen, far brummede:
Så må I gifte jer. Man gør det ordentligt.
Livet med Vibe var et mareridt. Hendes graviditet forsvandt hurtigt, men hendes humørsvingninger blev normen. Hun nagede ham, var jaloux på alt og alle, krævede flere penge. Barnet, der skulle redde ægteskabet, kom aldrig. To år senere gik de fra hinanden. Skilsmissen blev officiel, men såret hang ved.
Tolv år passerede. Mads kørte stadig bus. Han var blevet stedets fodslæbende eneboer, som alle stolede på, men få gad snakke med.
En eftermiddag, på vej hjem fra ruten, så han hende: Mette stod ved rutebilstationen med kuffert og taske, træt, men smuk en kvinde, der havde set lidt af hvert.
Han standsede bussen, åbnede døren.
Stig ind, sagde han kort.
Hun steg op, nikkede og satte sig helt fremme. Der var næsten tomt. Motoren summede.
Tilbage igen? spurgte han uden at vende sig.
Ja. For altid, hendes stemme skælvede. Det gik ikke.
Hun havde også været gift, men der kom aldrig kærlighed. Hun regnede med, hun ville vænne sig til det men nej.
Mads kørte hjem til hendes gade og standsede.
Tak, Mads, hun tog fat i kufferten.
Mette, sagde han, da hun trådte ud hun stoppede op.
Har fri i morgen. Skal vi ikke gå en tur, som dengang? Hvis du har lyst.
Hun kiggede på ham. På de grå stænk ved tindingen, hænderne på rattet, armbåndsuret hun selv gav ham til hans sidste skoledag og som han stadig gik med.
Ja, gerne, sagde hun lavt.
Mette steg ud og han lukkede døren. Bussen fortsatte ind i byen, mens hun blev stående, så efter ham og for første gang i ti år mærkede hun sit hjerte begynde at banke igen.
