Skår
Julie, jeg skal nok tage en snak med Jonas. Det skal ikke gentage sig!
Det håber jeg, Henrik. Jonas er en god dreng! Kvik, nysgerrig, og han elsker matematik. Og sport! Måske kunne du overveje at give hans energi et sted at komme ud måske i gymnastik eller fodbold? Han brænder inde, og så kommer det ud med at han hopper rundt på bordene. I og for sig ikke det værste men det er farligt! Nå, det ved du jo alt om selv. Tak, fordi du hjalp med at reparere det ødelagte bord og så aftaler vi, at jeg ikke skriver hjem, hvis du lover at tænke over, hvordan Jonas får noget at lave.
Det skal jeg nok! Jeg forstår.
Julie sendte et lille nik til familien Sørensen og smilede, mens hun kiggede ud af vinduet. Jonas far, Henrik Sørensen, lignede selv lidt en dreng, der var blevet taget på fersk gerning han kunne ikke stå stille, og kinderne glødede af nervøsitet. Det føltes mærkeligt at stå der, kun få år efter sin egen studentertid, og skælde ud på en voksen mand.
Men Jonas har en god far Han elsker tydeligt sin dreng. Og det betyder, han vil gøre hvad der skal til for at Jonas vokser op til at blive et ordentligt menneske. Julie syntes, hun kunne se det tydeligt den måde far og søn begge kastede blikket ned, når hun talte. Og da Jonas rakte ud og tog sin fars hånd, på vej ud af klasseværelset hvor meget tillid lå der ikke i det? Julie kunne ikke lade være med at føle et lille stik af misundelse. Sådan et forhold havde hun aldrig kendt. Hun havde faktisk aldrig kendt sin far.
Hendes mor havde altid undveget, hvis Julie spurgte ind til det. Først da Julie fyldte atten, fortalte hendes mor hende sandheden om, hvordan hun kom til verden.
Julie du er blevet så stor nu. Du fortjener at vide, hvem din far er. Du har spurgt mig så mange gange, og jeg har aldrig kunnet svare ikke fordi jeg ikke ville, men for ikke at gøre dig ked af det.
Men nu fortæller du det?
Ja. For det varer ikke mange år, før du selv skal til at træffe dine valg. Og jeg vil gerne, du træffer dine valg bevidst om din baggrund.
Mor, du gør mig bekymret nu!
Nej, min pige, ikke noget at frygte! Din far er et godt menneske klog, talentfuld, varm
Hvor er han så? Hvorfor kender jeg ham ikke? Hvorfor har jeg aldrig set ham? Eller stopper hans venlighed, når det gælder hans egen datter? Mor, kan du selv høre, hvordan det lyder?
Julie Åh Hvor er det svært! Måske lettere at slæbe hundredvis af brosten end at skulle forklare sit liv overfor sit barn!
Start forfra, mor. Hvorfor har jeg aldrig set min far? Ville han ikke?
Ikke helt, Julie. Det var mig, der ikke ville
Nå, og hvorfor så?
Da du var lille, så jeg efter din far i alle mænd jeg så. Jeg var så misundelig på veninderne, når deres fædre kom og hentede dem i børnehaven. At se dem sidde på skuldrene af deres fædre, stolte og lykkelige. Det var aldrig mig. Mor, jeg slog én af mine veninder på grund af det engang
Fordi hun viste dig sin far?
Ja, på sin vis. Undskyld, min skat, det er min skyld, du ikke har set din far
Vil du forklare mig, hvad der skete mellem jer?
Ja. Men jeg forventer ikke, du vil forstå eller tilgive. For du bar jo min mands efternavn ikke din fars. Da du blev fem, ændrede jeg dit mellemnavn til din fars. Hvorfor, spørger du nok? Jeg ved det ikke. Jeg syntes bare, det var det rigtige. Lad mig begynde forfra. Min første mand, Niels det var et arrangeret ægteskab, vores familier havde snakket om det, siden vi var børn. Vi var tæt knyttede, og vi tænkte aldrig over, om det egentlig var kærlighed. Vi blev bare gift, fordi det var forventet.
Det lyder mærkeligt
Det er det også. Nu ved jeg, hvor forkert det var. Men vi var opdraget til at tro, vi hørte sammen. Vi var nære venner, kendte hinanden ind og ud. For mig var Niels det nærmeste menneske, men ikke kærlighed mellem mand og kvinde.
Hvornår gik det op for dig?
Alt for sent, som du nok kan regne ud. Vi havde været gift i et år, da jeg mødte din far. Og alt blev vendt på hovedet. Jeg kan ikke beskrive, hvordan jeg følte det. Som om jeg vågnede for første gang. Alting var planlagt for mig vores forældre købte vores andelslejlighed, indrettede den, vi fik en bil af min farfar og hjælp til at bygge et sommerhus. Vi havde alt, hvad vi kunne ønske os. Det var trygt indtil jeg mødte Christian.
Så det er det, min far hed?
Ja. Christian Holm. En dygtig sportsmand, kunstner og poet Han forandrede mit liv. Jeg kan stadig recitere hans digte!
Mor, ikke lommefilosofi nu. Hvor er han?
Han bor i Aarhus, har kone og børn Og nu skriver han digte til sin hustru.
Du elsker ham stadig?
Det har jeg altid gjort
Hvorfor er I så ikke sammen? Var det Niels skyld?
Nej! Det var min egen skyld.
Hvorfor?
Fordi jeg fik dig.
Du vil vel ikke sige, jeg ødelagde dit liv?
Nej, Julie, det var ikke sådan. Jeg var bare forvirret dengang, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. På den ene side, var der Niels og familierne, og på den anden, Christian og min store kærlighed Jeg valgte ingen af delene, jeg flygtede.
Hvorfor det? Hvor tog du hen?
Jeg kunne ikke gøre det, de krævede. Niels forstod mig og var villig til at give slip. Men vores forældre skabte stor drama. Da de fandt ud af, jeg var gravid, låste de mig inde hos min bedstemor og tilbød mig kun én udvej: abort. De spurgte aldrig, hvad jeg selv ville. Jeg var den spedalske. Til sidst hjalp Niels mig jeg troede aldrig, han kunne gå imod sine forældre, men det gjorde han. Han tilbød endda at tage dig til sig, selvom du ikke var hans barn.
Hvorfor dog det?
Fordi han elskede mig, tror jeg nu. Først senere forstod jeg det. Han hjalp mig væk til Aalborg hvor jeg var hos nogle for ham bekendte mennesker i to år. De hjalp mig, indtil jeg selv kunne klare mig. Det var faktisk Farfar Verner og Farmor Grethe.
Dem troede jeg var mine rigtige bedsteforældre! Det blev jeg vred over, da du fortalte mig sandheden. Men jeg holdt bare fast i, at de var mine. Mor, jeg forstår dig stadig ikke. Du siger, du var så forelsket, men så flygter du, højgravid og alene, til et fremmed sted.
Det hele faldt sammen, da Niels kørte mig til Christian, og jeg fortalte ham, jeg var gravid.
…Og?
Der opstod en pause måske bare 30 sekunder men alt blev sagt i det blik. Han troede ikke på mig. Han troede ikke, det var hans barn.
Og det fik dig til at gå?
Ja Det var nok dengang. Jeg kunne ikke overskue mere. Mine følelser var revet itu, og min mor gik endda til Christian og fortalte ham, at barnet ikke var hans og at han blot var en affære for mig. Jeg forstod aldrig, at han så hurtigt troede på det. Alt var jo løgn.
Livet må leves forlæns, men kan kun forstås baglæns
Netop! Hvis Christian ikke havde villet tro på det, havde han ikke gjort det. Jeg troede, han elskede mig lige så stort, som jeg elskede ham. Men det gjorde han ikke.
Tilgav du ham det?
Nej, det kunne jeg ikke. Han sagde nej til mig og til dig, bare et øjeblik, men nok.
Hvordan fandt du ud af, hvad der var blevet sagt?
Han fortalte det selv, dengang du var tre, da jeg var i København for at ordne skilsmisse, og han kom for at gøre det hele op.
Fandt I sammen?
Nej. Jeg gav slip. Alt var sagt. Jeg forstod ham og hans forsøg på at forklare, men det var for sent. Jeg var vokset, og ikke længere den naive pige, han kendte.
Har I set hinanden siden?
Nej. Den sidste gang kiggede han ikke engang på dig. Hvis han havde gjort det, hvis jeg havde mærket længslen eller forsøg på kontakt, havde jeg måske prøvet igen. Men han kiggede forbi dig. Hans godhed, den jeg ved, han har, rakte ikke til sit børn. Og uden dig er jeg ingenting. Du er det største jeg har fået, et ufortjent gave, som jeg alligevel har fået lov at få. Uanset hvor forvirret og dum jeg har været. Du har altid holdt mig oppe, min pige.
Jeg elsker dig også, mor Julie lagde al gammel vrede fra sig og krammede sin mor. Må jeg spørge noget?
Om alt.
Hvorfor blev du ikke hos Niels? Jeg tror, du holdt af ham.
Det gjorde jeg også. Derfor kunne jeg ikke blive. Jeg kunne ikke lade nogen være sammen med mig og samtidig tvinge ham til at tage et barn til sig, som ikke var hans. Han fortjente en, der kunne give ham børn og kærlighed.
Savner du ham?
Hver eneste dag. Han var min bedste ven.
Har du aldrig prøvet at kontakte ham?
Nej, min pige. Hvorfor rippe op i det, der er afsluttet? Vi har forskellige veje nu. Dit og mit liv er ikke længere forbundet med hans.
Mor, vil du have, at jeg skal møde min far?
Julie blev tavs. Hun vidste egentlig godt, hvad hun følte, men det var svært at sige det. Måske håbede moren alligevel, at hun svarede ja og dermed fik chancen for at se Christian en sidste gang.
Tør jeg vente med at svare, mor? Jeg skal have tid.
Selvfølgelig. Jeg har hans telefonnummer. Hvis du vil, køber jeg en togbillet og booker et værelse til dig.
Tager du med?
Moren smilede mildt. I det smil lå der så meget kærlighed og vemod, at Julie slet ikke havde brug for svar.
Nej, skat. Det kapitel er lukket. Jeg er taknemmelig for at have oplevet kærlighed, man næsten går i stykker af men det var. Og det bliver aldrig igen. Der er kun skår tilbage.
Mor, jeg vil også prøve at elske sådan en gang
Nej! Ønsk dig ikke sådan et liv, min pige, nej udbrød moderen og krammede Julie tæt.
Hvad skal jeg så ønske mig? Tryghed, som du havde med Niels?
Nej, heller ikke det.
Hvad så?
Lys. Ønsk dig lys og varme. Må der være nogen, der bringer det ind i din tilværelse. Jeg beder for det hver dag.
Det kan du ikke vide, mor. Hvordan han bliver, om han kommer, om han overhovedet findes
Nej, men jeg tror, at nogen lytter, og på et tidspunkt får du lov at tage det valg, der er rigtigt.
Hvem lytter, mor?
Moren svarede ikke mere, kyssede Julie på håret og talte om noget andet. Men ordene sad fast. Og den aften, som så mange gange siden, hviskede Julie sin egen lille bøn, inden hun lukkede øjnene.
Må der komme en ind i mit liv, jeg kan give mit lys og min varme til og må han have brug for det.
Hvorfor hun bad sådan, vidste hun ikke helt. Måske fordi det er sværere at give end at tage. Og at hun vidste om sig selv, at kun at tage det kunne hun ikke.
Hun besluttede sig for ikke at opsøge sin far. Slet ikke.
Derimod bad hun farmor og farfar, Niels forældre, om at mødes. Bare én gang for at se de mennesker, der ikke ville have hende. Hun måtte forstå, hvorfor de havde valgt at give afkald på deres datter og barnebarn.
De mødtes på en café i Hellerup, tæt på bedsteforældrenes hjem, og Julie sad der i over en time, og spekulerede ville de komme eller ej.
De kom støttede hinanden, hånd i hånd, med blikke der flakkede. Frygten var næsten til at tage og føle på, og Julie sad og morede sig lidt for sig selv, da hendes farfar vendte ryggen mod vinduet og så ud i lokalet i stedet.
Er I bange for, nogen ser jer med mig?
Spørgsmålet ramte dem så hårdt, at Julie faktisk blev forskrækket. Farmor blegnede, farfar trak på skuldrene, som om han prøvede at lægge en fortid af sig.
Nej
Bare rolig, jeg bliver ikke længe. Jeg ville bare spørge: Fortryder I nogensinde, at I mistede jeres eget barn?
Samtalen sluttede der. Farmor strammede læberne til, rystede på hovedet, og farfar nussede hende trøstende på hånden. De opdagede slet ikke, at Julie rejste sig og gik, uden at se tilbage på dem.
Hun gik hen mod busstoppestedet og græd. Rasende tårer, bredt ud på kinderne. Hun forstod ikke, hvordan man kan leve med at vælge kærlighed fra sine børn fra. Hun satte sig på en bænk og betragtede små børn, der jagede duer rundt om springvandet.
Hendes mors opkald overraskede hende, og hun flåede længe rundt i tasken efter telefonen.
Julie, hvor er du?
På vej hjem. Mor, hvorfor lyder du så glad?
Tænk dig! Verner og Grethe er lige kommet på besøg. Uden at melde det! De er i København i to dage. Skynd dig hjem!
Jeg kommer straks! Julie stak mobilen i tasken og tørrede øjnene.
Nu var der ikke mere at græde over. Om det var tilfældigt eller ej, ville hun ikke engang tænke over. Svarene kom så hurtigt og klart, at der ikke var noget at være ked af længere.
I sidste ende vælger mennesker selv, hvem der skal være i deres liv. Hendes barndoms rigtige bedsteforældre var ingen undtagelse. Lad dem leve deres liv, som de vil.
Hun havde dem, der elskede hende. Moren, Verner og Grethe, deres børn onkel Mads og faster Lene, der boede langt væk, men altid ringede på hendes fødselsdag. Når de kom på besøg, havde de altid hendes yndlingschokolade med og små bamser. Julie havde altid elsket bamser, hendes store samling fik moren til at sukke over, at de snart måtte finde et ekstra værelse til dem.
Julie fandt sit lomme-spejl frem.
Det her er mig. Sådan og ikke anderledes. Jeg bliver ældre, jeg forandrer mig, men jeg er skabt af to mennesker, der ikke helt forstod, hvilken gave de havde fået men det gør jeg. Nu ved jeg, at det er let at miste, men svært at bevare det man har fået. Må lykken give mig chancen, så vil jeg ikke forspilde den!
På den bænk, tæt ved et lille springvand og omgivet af legende børn og kurreden fra duerne, forstod Julie noget afgørende: Man skal leve, så man ikke fortryder bagefter. Om det lykkes, må tiden vise, men det er værd at prøve.
Og selvom hun kun er et lille skår af det, der engang var helt, kan hun stadig noget. For et skår kan stadig reflektere verden omkring sig. Og hvis hun har mennesker omkring sig, der elsker hende, vil hun også kunne forstå, tage imod og senere give den kærlighed videre til nogen.
Klokken ringede, lidt hæs som i hendes barndom, til sidste time. Julie skyndte sig. Åh Mikkel venter sikkert utålmodigt på hende nu. Sidder i bilen, hører P3 og nynner med.
Julie kom til at smile.
Mikkel havde ikke fået tildelt meget sangstemme, men han havde til gengæld fået mod på at synge. Julie, der havde gået til musik og havde en sikker tone, morede sig altid, når Mikkel gav sig i kast med gamle danske sange, og hun klappede.
Du slår da Bent Fabricius Bjerre! Bravo!
Mikkel så genert ud, holdt op, men begyndte hurtigere end ventet på ny at nynne.
Julie samlede sine ufærdige opgaver sammen og slukkede lyset.
Hvad gør det, om Mikkel synger rent eller skævt? Det vigtigste er, at de trækker vejret sammen. At de vågner på samme tid, hver gang lillesøsteren Emma kalder om natten. Hun er allerede seks, men alligevel springer både mor og far op, hvis hun hoster i søvne eller ynker:
Moma
Emma er seks, stort barn, men hun siger stadig Moma hendes egen blanding af mor og far, for hun vidste tidligt, at de to var ét.
Og det er ligegyldigt, hvem hun kalder for begge kommer.
Og det er lykken
For så kan Emma ligge der, mellem dem, varme fødder under fars arm og med næsen i mors hænder, og falde trygt i søvn. Og mens hun sover, hvisker forældrene sammen:
Skal jeg lægge hende i seng? Du skal tidligt op i morgen, du har ikke nået at rette dine opgaver, sagde du.
Nej, hellere mig, du har møde klokken otte. Du duer ikke, hvis du sidder og snorker!
Lad os bare gøre det sammen.
Ja lad os.
