Tre i ægteskabet
– Skal du med eller ej? spurgte Poul uden at vende sig fra vinduet.
Karen stod midt i køkkenet med en kop i hænderne og så på hans ryg. Skuldrene spændte, halsen lang. Hun kendte den skikkelse ud og ind. Sådan stod han altid, når emnet faldt på hans mor.
– Nej, svarede hun roligt.
– Karen.
– Nej.
Han vendte sig om. Toogfyrre år, bredskuldret, med kloge, grå øjne, der nu så på hende med det særlige udtryk, når man både beder og bliver vred på én gang.
– Det er fødselsdag. Femogtres år. Hun venter på os begge.
– Hun venter på dig. Mig venter hun aldrig på. Jeg er den fremmede, Poul. Det ved vi begge.
– Du overdriver.
Karen satte koppen på bordet. Roligt, uden at larme, selvom alt indeni skælvede.
– Har jeg overdrevet i syv år? Det er langt tid at overdrive.
Han kørte hånden gennem håret. Den gamle, velkendte gestus. Det betød, jeg ved ikke hvad jeg skal sige, men jeg har ikke tænkt mig at give op.
– Hun er min mor, Karen.
– Og jeg er din kone.
Ordet hang mellem dem. Ikke som bebrejdelse. Blot som en kendsgerning, man igen og igen må sige højt, som om det let blev glemt gennem årene.
De var ikke længere unge. Karen var otteogtredive, Poul toogfyrre. De boede i Birkerød, i en lejlighed på femte sal med udsigt over skoven. Karen arbejdede som havedesigner, med sit eget lille firma og en stabil kundekreds. Poul tegnede huse, drev et arkitektkontor, pendlede mellem projekter, talte med håndværkere, tegnede til langt ud på natten. De havde mødt hinanden til en andens fest, hvor begge helst ville hjem efter en halv time. De faldt i snak i entréen. Og blev til morgenen.
Syv år som ægtefolk. De første to nok de bedste i Karens liv. Ikke fordi alt var let, men fordi hun havde en ved sin side, hun kunne være sig selv sammen med.
Og så kom det første besøg hos hans forældre.
Eva Sørensen boede i Odense. Tidligere skoleinspektør, et menneske med regler, struktur, og en urokkelig tro på, hvordan ting burde være. Hun var toogtres den gang, rank, med en stemme der kunne fylde en gymnastiksal. Pouls far var død tidligt, og hun havde opfostret sin søn alene. Det var hendes stolthed, hendes forklaring, og hendes skjold.
Karen huskede tydeligt det første besøg. Færgen, juli, lugten af støv fra stationen. Eva tog imod dem med en buket til sig selv, købt på forhånd og allerede lidt vissen. Hun omfavnede Poul længe, men Karen gav hun hånden. Kun spidserne af fingrene, sådan som man hilser på folk, man ikke kender.
– Så det er dig, der er Karen, sagde Eva og lod blikket glide roligt op og ned vurderende, som om hun fik forevist en vare.
– Ja, sagde Karen og smilede høfligt.
– Lidt for tynd, Poul, spiser hun ikke ordentligt?
Poul lo, som om det var sjovt.
Karen besluttede at tage det som en joke.
Men i løbet af de tre dage blev der flere jokes. Eva kommenterede, hvad Karen spiste, hvorfor hun bar neglelak i mærkelige farver, spurgte om fødderne ikke blev kolde uden hjemmesko. Det lød omsorgsfuldt, men tonen sagde noget andet. Ikke er du ikke kold?, men ved du da slet ikke hvad man gør?
Anden dag gik Eva uanmeldt ind på børneværelset, hvor Karen lagde tøj på plads.
– Jeg flytter undertøjet ned, der er bedre plads, sagde Eva og foldede det, hun fandt.
– Det behøver du ikke, sagde Karen.
– For sent, jeg er allerede igang.
Senere sagde Karen til Poul om aftenen:
– Hun går ind uden at banke på og flytter rundt på vores ting.
– Hun vil bare hjælpe, hun er jo mor, Karen.
– Det er ikke hjælp, Poul. Det er…
– Nu må du ikke starte. Det er kun tre dage.
Hun startede ikke. Tre dage blev til vanen med at affinde sig. Den vane er nem at udvide.
Tredjedagen blev Karen forkølet. Gennemtræk i stuen, vinduerne sad fast. Hun bad Poul se på det, men han nåede det ikke. Om aftenen kradsede det halsen.
Næste morgen stod Eva i døren klokken otte:
– Kom nu op. Vi skal vaske vinduer. Det gør jeg én gang om måneden.
– Eva, jeg har feber, sagde Karen.
– 37? Det er ikke feber. Vi lufter ud, så bliver du frisk.
Poul sagde ikke noget. Senere, mens Karen stod med klud og åbnede vinduer, hostede og frygtsom for at blive dårligere, kom han hen til hende og sagde lavt:
– Bare lad dig ikke irritere. Sådan er hun over for alle.
– Jeg bliver ikke irritabel. Jeg bliver syg.
– Karen…
– Poul.
Så sagde de ikke mere. Hun vaskede færdig, han gik i køkkenet for at hjælpe sin mor.
Et mønster. Samme mønster hver gang de kørte til Odense. Hver anden eller tredje måned, til højtider, fødselsdage, eller bare fordi mor savner dig. Eva kritiserede Karens udseende, maden, vanerne. Hun hældte Karens shampoo ud, for det var billigt og dårligt, satte sin egen frem. Da Karen forklarede, hun havde allergi over for noget i den, så hun på hende, som på et barn, der finder på undskyldninger for ikke at gå i skole.
Én gang, efter hjemkomst til Birkerød, prøvede Karen virkelig at tale ud med Poul.
– Jeg kan ikke blive ved med at tage med derover, sagde hun. – Jeg har det skidt, ikke fysisk, men indeni.
Han løftede blikket fra sine tegninger.
– Hvad gør dig så skidt tilpas?
– Alt. Hvordan hun ser på mig. Hvad hun siger. Og at du aldrig griber ind.
– Hvad skal jeg sige?
– At jeg er din kone. At hun skal tage hensyn. At hun ikke kan gå ind hos os uden at banke på.
Han var tavs.
– Hun er gammel. Hun ændrer sig ikke.
– Jeg beder dig ikke ændre hende. Jeg beder dig tage min side.
– Jeg er altid på din side.
– Nej, du står midt imellem. Det er ikke det samme.
Han bøjede hovedet. Så var snakken slut.
Karen tænkte: Måske kræver jeg for meget. Måske er det sådan at være gift. Måske er svigermødre sådan over alt, og de andre kvinder klarer det, så må jeg vel også. Hendes fejl var ikke, at hun holdt ud. Fejlen var at tro, at tålmodighed var det samme som kærlighed.
Tiden gik. Evas opkald blev mere hyppige. Hun ringede til Poul hver dag, morgen og aften. Nogle gange to gange på én aften. Samtalerne varede længe. Karen kunne høre ham bag døren tale med moren som man gør med én, der skal skånes for konflikter. Forsigtigt, mildt, bekræftende.
En aften ringede Eva midt under aftensmaden. Poul tog telefonen.
– Poul, er du hjemme? Har I gæster?
– Nej, mor. Vi spiser.
– Sammen? På en tirsdag?
– Ja, hvad så?
– Ikke noget. Jeg troede bare, du spiste alene som før.
– Mor, jeg er gift.
– Det ved jeg godt. Nå, jeg vil ikke forstyrre.
Da han lagde røret, så Karen på ham.
– Du plejer at spise alene, gentog hun.
– Mor siger bare, hvad hun tænker.
– Præcis. Og det er dét, der gør ondt.
Han lagde gaflen fra sig.
– Karen, hun er mor. Hun er ikke perfekt.
– Og hvad er jeg så?
Han svarede ikke med det samme. Til sidst sagde han:
– Du er min kone. Det er ikke det samme.
– Nej, det er ikke det samme men ikke mindre værd.
Fjerde år i ægteskabet, skete det, Karen altid siden har tænkt på, som en splint i huden.
Det var nytår. Eva havde dækket op efter alle regler. På væggen i stuen hang deres bryllupsfoto, det flotte de havde givet hende til første bryllupsdag nu kun med Poul på billedet.
Karen trådte nærmere. Fotografiet var beskåret. Omhyggeligt med lineal hendes halvdel var klippet væk.
– Eva, hvor er jeg? spurgte Karen, så roligt hun kunne.
Eva vendte sig ikke straks. Så så hun på billedet.
– Nå ja, nu kan man da se Poul ordentligt. Rammen var for lille.
– Men du klippede mig ud af vores bryllupsbillede.
– Klippede lidt til. For rammens skyld.
Karen gik ud i køkkenet for at finde Poul.
– Poul. Se på billedet i stuen.
Han gik med, så på det.
– Mor, hvorfor har du klippet i det?
– Rammen passede ikke.
– Mor…
– Poul, lad nu være. Jeg har brugt hele dagen på at gøre klar.
Han gik tilbage. Karen blev stående.
– Hun siger, det var rammens skyld, sagde han stille.
– Jeg har hørt det.
– Lad nu være med at lave en scene, det er nytår.
Om natten sov Karen ikke. Hun tænkte på billedet. At Eva havde taget en saks, lagt linealen på, og fjernet netop hende. Hængt op, hvad der var tilbage.
Næste morgen, mens Poul sov, listede hun ind i stuen, tog billedet ned, vendte det. På bagsiden stod med omhyggelig lærerhåndskrift:
En uafhængig skive vil aldrig hænge fast.
Karen stod længe med fotografiet. Så hængte hun det op igen, med bagsiden udad.
Hun sagde ingenting til Poul. Ikke med det samme. Først hjemme igen, nogle dage senere. Så fandt hun billedet i tasken. Hun havde taget det med, hun kunne ikke lade den sætning hænge i et fremmed hjem.
– Læs bagsiden, sagde hun og lagde det foran Poul.
Han tog det, læste, lagde fra sig. Tavshed.
– Det er hende, der har skrevet det, sagde han endelig.
– Ja.
– Det vidste jeg ikke.
– Jeg ved, du ikke vidste det. Men nu gør du.
Han så på hende. Noget uvant, ikke vrede, ikke skyld, men noget i mellem.
– Jeg taler med hende.
– Du siger altid, du vil tale med hende.
– Karen…
– Poul. Du siger altid, du vil tale med hende, men næste gang står hun der igen, som om jeg ikke eksisterer. Og du lader hende. Du er ikke ond. Du kan bare ikke andet, eller vil ikke.
Han svarede ikke. Snakken døde ud.
Flere måneder gik. Eva ringede, dukkede op uanmeldt, en gang blev hun boende i tre dage og overtog Karens arbejdsrum. Karen sad i soveværelset og arbejdede ved vindueskarmen, fordi Poul bad hende undgå konflikter.
Femte år, så sjette. Karen talte mindre med Poul om sit arbejde. Før havde hun kunnet fortælle i timevis om haver, nu var det korte bemærkninger. Ikke fordi Poul ikke lyttede. Men fordi hun var slidt af hele tiden at åbne sig for én, der ikke stod helt ved hendes side.
Syvende år. April. Poul kom hjem onsdag aften og sagde med det samme:
– Mor fylder femogtres, og hun vil gerne have os begge med. Hele familien kommer.
Karen sad med sin tablet, i gang med at tegne en planteskitse til en have udenfor Hillerød. Hun så op.
– Hvornår?
– Fredag om en uge.
– Jeg tager ikke med.
Poul tog jakken af, hængte den op, kom ind.
– Karen…
– Nej, Poul.
– Det er fødselsdag.
– Jeg hører dig.
– Hun er min mor.
– Jeg hører også det.
Han satte sig overfor. Så på hende som før, da de stod ved vinduet, bønfaldende og vred.
– Du kan vel for én gangs skyld…
– Jeg har gjort det mange gange. Hver gang var én gang.
– Karen, hvis du ikke kommer, bliver hun ked af det.
– Hun bliver altid ked af det. Poul, hør på mig. Jeg skal sige dig noget, og jeg beder dig høre ikke forklare, men høre mig.
Han nikkede.
– Vi har altid været tre i vores ægteskab. Dig, mig og din mor. Når der skal vælges, vælger du hende. Ikke fordi du elsker hende mere. Det tror jeg ikke. Jeg tror bare det er vane, frygt, men resultatet er, du vælger hende.
– Det er ikke retfærdigt.
– Måske ikke. Men det er sandt.
– Jeg vælger hende ikke. Jeg beder dig holde ud.
– Syv år, Poul. Syv år har jeg holdt ud. Du ved, hvad hun skrev på det billede. Du har selv set det. Og du beder mig stadig komme til hendes fest og smile ved hendes bord.
Han rejste sig, gik frem og tilbage.
– Hun er ældre. Hun er alene. Hun forstår ikke hvad hun gør.
– Jo, hun gør. Hun har været lærer hele sit liv. Hun ved, hvad ord gør og hvordan man bruger en saks. Det var ikke et uheld.
Han standsede.
– Hvad vil du have jeg gør?
– Jeg vil have du vælger. Ikke mig mod hende, bare din familie. Os, her.
– I er begge min familie.
– Nej. Hun er din mor. Det er noget andet. Du skal elske hende, men du skal ikke lade hende gøre sådan mod mig. Og du skal ikke tvinge mig til at tage med igen og igen.
Han var tavs længe. Sagde så lavt:
– Karen, jeg kan ikke blive væk fra hendes fødselsdag.
– Rejs du bare. Alene.
– Alene?
– Ja. Du er hendes søn. Tag af sted. Jeg tager ikke med. Hvis det er umuligt for dig at acceptere, så ved jeg ikke, hvad vi gør.
Han så længe på hende. Stilheden pressede sig på. En bil kørte forbi udenfor.
– Er du alvorlig?
– Meget.
Han fandt sin jakke, pakkede en kuffert. Det tog tyve minutter. Karen rørte sig ikke. Indeni havde hun en sær følelse ikke lettelse, ikke smerte, men som når man lægger noget tungt fra sig, man har båret for længe.
– Jeg tager til mor, sagde han i døren.
– Det ved jeg.
– Karen.
– Poul, kør bare. Jeg smider dig ikke ud. Men jeg kan ikke længere lade som om, at alt er i orden, når det ikke er det.
Døren smækkede.
Karen sad længe alene. Så rejste hun sig, hældte et glas vand, gik tilbage til sin tablet. Planteskitsen. Syren langs stakittet, cotoneaster ved stien, tre hortensiabuske ved trappen. Hun arbejdede til midnat, fordi der ikke var andet at gøre ved stilheden.
Eva tog imod sin søn ude ved opgangen, selvom han ankom sent. Hun stod og gned hænderne i uldfrakke.
– Poul. Du kom alene.
– Ja, mor.
– Karen kom ikke.
– Nej.
Eva kneb munden sammen og rystede tungt på hovedet.
– Jeg vidste det. Har altid vidst, hun var sådan.
– Mor, lad nu være.
– Jeg siger ingenting. Jeg er bare glad, du kom. Min dreng.
Hun krammede ham længe, som kun mødre gør.
Inde i lejligheden gik Eva i køkkenet, satte kaffe over, skar brød, fortalte hvem der ville komme til festen, hvilket lagkage hun havde bestilt, at naboen havde hjulpet med sofaen. Poul sad og stirrede ned i koppen.
Den nat sov han ikke. Han lå på sit gamle værelse, alt var som for tyve år siden. Reolerne og bøgerne. Mor havde bevaret alt, sat tid og rum i hak. Her tilhørte han kun hende.
Han tænkte på Karen. På det hun sagde tre i ægteskabet, han valgte altid moren. Han ville modsige, søge bevis, men ingen klargjorde det modsatte.
Morgenen efter stod han sent op. Eva var i køkkenet allerede.
– Jeg har pakket dit tøj ud, sagde hun. – Hængt det op i skabet.
Midt i køkkenet standsede han.
– Hvorfor?
– Så det ikke krøller. Jeg vasker også det, der trænger.
– Mor. Jeg bad dig ikke.
– Jeg gør det selv.
Han sagde ikke mere. Satte sig med kaffen.
– Poul, se her, sagde Eva pludselig og lagde et billede på bordet. Netop det billede, som Karen havde taget med hjem og angrende han havde fået med uden at vide hvorfor. Måske for at se bagsiden endnu en gang.
Hun lagde det ved hans kop. Tavs.
Poul så på fotografiet, så på hende.
– Du skrev det.
– Det er bare et ordsprog.
– Du skrev det bag på vores bryllupsfoto, det vi gav dig, og klippede Karen ud.
– Rammen var for lille.
– Mor. Se mig i øjnene skriv du det ved et tilfælde?
Eva mødte hans blik. Blot et kort sekund så han ægtehed deri, men så gled hun tilbage i værdighedens maske.
– Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg har kun passet på dig.
– For hvad?
– For hende. Hun elsker dig ikke. Aldrig gjort.
– Mor.
– Jeg så det fra første dag. Hun er kølig, beregnende.
– Mor, stop.
– Jeg er din mor. Jeg ved sådan noget.
– Nej, du tror, du ved det, og så har du opført dig derefter. Du hældte hendes shampoo ud. Flyttede hendes ting. Fik hende til at pudse vinduer med feber. Klippede hende ud og skrev bagpå, at hun ikke hørte til. Det er ikke omsorg, det er…
Han stoppede sig selv. Eva stirrede forfærdet.
– Poul.
– Du har gjort det med vilje, mor. Ikke af glemsomhed, ikke pga. din alder. Du er en klog kvinde. Du har arbejdet med mennesker hele livet.
– Du taler til mig, som var jeg fremmed.
– Jeg taler til dig som søn, der nu har forstået noget vigtigt.
Hun græd. Ikke højt, men stille, dignificeret.
– Jeg har gjort alt for dig. Opfostret dig alene.
– Det ved jeg.
– Og nu…
– Mor. Jeg elsker dig. Det ændrer sig ikke. Men jeg vil ikke længere tie for din skyld. Jeg rejser hjem.
– Fødselsdagen er om to dage.
– Jeg ved det.
– Vil du køre før festen?
Han gik ind, åbnede skabet. Alt var pænt foldet af hende, som om der ikke fandtes anden virkelighed.
Han pakkede.
– Poul! Hvad laver du?
– Jeg tager af sted.
– Men fødselsdagen. Alle kommer. Jeg har bestilt lagkage.
– Mor. Jeg ringer. Vi taler sammen. Men jeg tager hjem nu.
– På grund af hende? Du gør det kun for hende!
– Jeg gør det, fordi det er rigtigt.
Han pakkede, mens hun talte om taknemmelighed, ofre og ensomhed. For første gang trak det ham ikke bagud. Ikke fordi han var ligeglad, men fordi han så sandheden.
Ikke kærlighed men snor.
Tynd, flettet af ægte kærlighed og rigtig smerte men snor.
Han gik. Ved opgangen vendte han om, åbnede døren en sprække.
– Tillykke med fødselsdagen, mor. Pas på dig selv.
Så lukkede han.
Fire timer i toget. Så pendlertoget den sidste time. Poul stirrede ud på marker og solnedgang over de lave skove. Tænkte på Karens ord om de tre i ægteskabet, og at det havde været sandt, og han altid havde vidst det lidt.
Birkerød lidt over midnat. Femte sal. Dørklokken lød.
Der var stille. Så trin.
Karen åbnede, i sin gamle sweater, så over på kufferten, så på ham.
– Fødselsdag om to dage, bemærkede hun.
– Jeg ved det.
– Du kom hjem.
– Ja.
Hun stod længe, uden at fjerne sig fra døren.
– Karen, må jeg komme ind?
– Ja, sagde hun dæmpet.
Han trådte ind, stillede kufferten. Duften af kaffe og noget hjemligt i stuen, hendes tablet med skitser på bordet.
– Har du arbejdet?
– Ja.
Han satte sig i sofaen. Hun blev stående.
– Jeg bliver nødt til at sige dig noget.
– Sig frem.
– Jeg så billedet hos mor. Jeg ved godt, du så det til nytår. Men du sagde ingenting.
Karen nikkede langsomt.
– Hvorfor sagde du ikke noget?
– Fordi du ville forsvare hende.
Han lukkede øjnene et øjeblik.
– Ja. Det havde jeg nok.
– Sagde du hende noget?
– Ja. Hun græd. Sagde hun havde ofret sig. Men jeg rejste alligevel.
Karen så længe på ham; han forstod ikke, hvad hun tænkte. Det havde han aldrig helt kunnet læse.
– Poul, sagde hun endelig, – jeg har aldrig ønsket at du skulle miste din mor. Det har jeg aldrig villet. Jeg havde bare brug for, at du stod ved min side.
– Jeg ved det. Jeg lytter nu.
– Du lytter.
– Ja.
– For sent.
Ordet faldt tyst, uden nag.
– Jeg ved det er sent. Jeg beder ikke om tilgivelse eller, at du skal lade som om intet skete. Bare om chancen for at gøre det rigtige fra nu. For at være den væg, jeg burde have været.
Karen satte sig overfor.
– Væggen.
– Den mellem dig og det, der slider dig ned.
Hun så på ham længe. Så gik hun ud i køkkenet efter vand, kom tilbage.
– Jeg lover ikke, at alt bliver godt sammen med det samme.
– Det forventer jeg ikke.
– Og jeg lover ikke at glemme.
– Det beder jeg ikke om.
– Så gå i seng. Du er træt.
Han nikkede. Gik ud i gangen. I døren til soveværelset vendte han sig.
– Karen. Undskyld.
Hun svarede ikke straks, kun kort:
– Gå nu i seng, Poul.
Det var ikke et tilgiv. Men det var en begyndelse.
Der gik et år.
De købte et lille sommerhus udenfor Birkerød. Karen fandt det selv via en bekendt mægler; haven tilgroet, et skævt æbletræ ved hegnet. Hele foråret gik hun ude med greb og plantespade, tegnede skitser med pind i jorden. Ved trappen plantede hun tre hortensiabuske, hentet hjem fra en planteskole i Nordsjælland. Den gamle nabo, fru Ingrid, lænede sig over hækken og spurgte:
– Hvad er det for nogle buske?
– Hortensia. De blomstrer i juli.
– Hvilken farve?
– Hvide. Senere fløde. Til efteråret lidt rosa.
– Smukt, god stil, god stil, nikkede Ingrid.
Karen smilede og gik tilbage til haven.
Poul lærte at sige nej. Det krævede øvelse. Første gang Eva ringede og sagde hun var dårlig og sønnen måtte komme, ringede Poul til hendes naboer, bad dem tjekke op og tilbød at ringe efter læge. Det viste sig, at Eva havde det fint, ville bare have sønnen over. Poul sagde:
– Mor, jeg kommer næste måned, som vi aftalte.
Hun smed røret på. Ringede en time senere. De havde en tung, anstrengende samtale, med klager, bebrejdelser og tårer. Han lyttede og gentog:
– Mor, jeg kommer næste måned.
Karen sad ved hans side, uden at lytte, men bagefter sagde Poul:
– Hun blev vred.
– Jeg ved det, svarede Karen.
– Hørte du det?
– Nej. Jeg ved det bare.
Eva var ikke blevet mildere mod svigerdatteren. Hun ringede stadig, droppede bemærkninger om hende der og hvor meget Poul havde ændret sig. Sendte Poul artikler om, hvordan unge koner fremmedgør sønner. Han åbnede dem ikke, ikke af pligt, men fordi de ikke længere sagde ham noget.
En aften sad Karen med te på terrassen. Poul bladrede i en bog uden at læse. Telefonen vibrerede.
– Mor har sendt et arkitektkorts til lykønskning.
– Svar hende.
– Det har jeg. – Han lagde telefonen væk, så ud i haven. – Hvordan går det med hortensiaerne?
– De har fået knopper. Blomster om en uge.
– Hvide?
– Først hvide. Så fløde.
– Og så?
– Lidt rosa hen mod efteråret.
Han nikkede. Fru Ingrid gik forbi med en spand, vinkede. Karen vinkede tilbage.
– Poul, sagde hun sagte.
– Ja?
– Synes du ikke også, vi tabte nogle år?
Han var tavs lidt.
– Jo.
– Jeg også.
En pause. Ikke tung, bare til stede.
– Men vi har ikke tabt alt, sagde han.
Karen så ud på hortensiaerne. Så på ham.
– Nej. Ikke alt.
Telefonen vibrerede igen. Hendes tur. En kunde fra Hillerød, spørgsmål til budgettet. Hun svarede kort, lagde telefonen.
– Poul.
– Ja?
– Hun ringer nok.
– Jeg ved det.
– I dag eller i morgen. Hun finder på en grund.
– Højst sandsynligt.
– Svarer du?
Han så alvorligt på hende. Noget var forandret ikke træthed eller beslutsomhed alene, men begge dele på én gang.
– Ja. Jeg tager den. Jeg siger hvad jeg skal sige.
– Og så?
– Og så.
Karen satte koppen fra sig. Ude i nabolaget blæste vinden. Hortensiaernes knopper var spændte og grønne, og det var indlysende, at de ville springe ud fordi det var deres natur. At blomstre, skifte fra hvid til fløde, til rosa. Og så vinter, og så forår. Igen og igen.
Karen så på buskene og tænkte, syv år er længe. Nogle sår heler aldrig, de bliver bare til noget andet. At hun stadig nogle gange trækker sig sammen, når nogen ringer uanmeldt. At tillid ikke er en beslutning man tager ene gang, men bygges op hver dag, med små mursten, uden at vide hvad det ender med.
Hun vidste ikke om Eva ringede i dag eller i morgen. Vidste ikke hvordan Poul ville være om et år, eller om noget voksede sig stærkt imellem dem, eller om de blot havde lært at leve med arret.
Men hortensiaerne stod ved trappen. Det vidste hun med sikkerhed.
– Poul, sagde hun.
– Ja?
– Hæld te op til mig.
Han rejste sig, tog hendes krus, gik ind. Hun hørte døren smække, vandet koge, at han sagde noget lavt måske til sig selv.
Udenfor var der kun vind og hortensiaer.
Efter et par minutter kom han ud med koppen.
– Værsgo.
– Tak.
De sad bare sammen. Tavse.
Et sted i Odense stod Eva måske ved sit vindue, tænkte på sin søn. Måske var hun begyndt at trykke nummeret på telefonen og lagde den så fra sig. Måske snakkede hun med en nabo om, hvilken slags kone Poul havde fået. Måske så hun på billederne af ham som barn i gamle albums, hvor han kun tilhørte hende.
Det vidste Karen ikke og ønskede ikke at vide.
Hun holdt om koppen, mens skumringen sænkede sig over haven.
– I morgen går jeg i gang med stien langs hækken, sagde hun. – Skal have fyldt grus på.
– Skal jeg hjælpe?
– Nej tak. Jeg klarer det selv.
– Fint.
Han åbnede bogen. Hun tog en tår te.
Og sådan var det.
