Forstår du, jeg har været utrolig lykkelig som kvinde. Virkelig.
Han skulle til en planlagt operation, og jeg brugte dagene inden på at berolige ham. At det var ganske rutinemæssigt, de gør sådan noget hele tiden, han havde fine tal og stærkt hjerte Jeg sagde det samme igen og igen, nærmest som om jeg var gået i stå. Han smilede bare, klappede min hånd og sagde ikke noget. Jeg fik helt følelsen af, at han ikke hørte efter, som om jeg egentlig forsøgte at overbevise mig selv og berolige mig selv.
Og sådan var det også. Han lyttede, men han hørte det ikke rigtigt. I stedet sad han bare og betragtede mig gå rundt i lejligheden. Hvordan jeg dækkede bordet. Hvordan jeg drak kaffen, han havde brygget til morgenmad. Hvordan jeg rynkede panden og var bekymret. Hvordan jeg hundrede gange tjekkede hospitalstasken for at være sikker på, alt var med. Hvordan jeg mindede ham om at ringe til søsteren ovre i Sverige.
Vi havde for længst fået vores egne rutiner, bare os to. Vi havde allerede levet halvdelen af vores voksenliv, først med forældre, så med søn og barnebarn. Forældrene var borte, vi havde hjulpet sønnen med lejlighed, og nu var vi bare os selv og dækkede stadig op i weekenderne, inviterede venner som før. Vi tog på sommerferie hver år. Og vi holdt stadig hinandens hænder hele tiden.
Over tres og stadig ikke sluppet grebet.
Vi hang så meget sammen, at selv vores navne altid blev nævnt i samme åndedragElin og Morten. Alt, vi havde været igennem, kunne fylde en hel roman. Der havde været lidt af det hele. Jeg var vokset op på børnehjem. Men da min egen søn næsten var voksen, dukkede min mor pludselig opsyg, alene og uden nogen. Jeg tog hende ind, uden tøven, i vores lille københavnerlejlighed. De fleste rystede bare på hovedet. Min mor havde forladt mig, da jeg var helt lille, hun havde aldrig kontaktet mig. Når folk spurgte, hvad jeg dog havde gang i, om jeg ville være som hende og forlade min mor? Men smerten havde jo fulgt mig hele livet. Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at nogen skulle have det sådan igen.
Morten og jeg tog os sammen af hende. Hun blev liggende i mange år, og til sidst mistede hun forstanden. Vi brokkede os aldrig. Vi passede hende, lavede mad, hjalp hende på toilettet, skiftede sengelinned og alt det der.
Jeg kunne klare alt, så længe han var med mig. Intet kunne skræmme mig, når han var der.
Jeg fulgte ham ind til operationen og blev sidende ude foran døren. Selvom det bare var en lille ting, kunne jeg næsten ikke holde nerverne i ro. Han havde aldrig været syg før, så det var underligt at sidde og vente med sådan en uro i kroppen.
Helt uden at tænke, stak jeg hånden i min taske og mærkede et brev. Jeg undrede mig, for jeg huskede ikke, at jeg havde lagt noget derned. Jeg trak det opet brev fra ham. Hvornår havde han dog nået at skrive det? Hvornår var det kommet i tasken? Vi havde jo været sammen hele tiden.
Jeg læste det. Det var underligt. Det lød nærmest som en afsked. Jeg turde ikke engang røre mig. Jeg forstod med det samme allerede inden lægerne kom ud fra operationsstuen.
Den lille operation klarede han ikke. Hans hjerte, det samme stærke, stoppede bare.
Senere, efter begravelsen, de evige sovepiller, tomheden, den umenneskelige smerte, trak jeg en gammel trøje ud af skabet og fandt en lille seddel i lommen. Jeg fik næsten et choken sjov lille hilsen fra ham. Jeg blev helt slap i kroppen. Jeg fandt endnu en seddel i lommen på min vinterfrakke, med en fjollet tegning på.
Pludselig fandt jeg ud af, at der overalt i lejligheden gemte sig de her små sedler fra Morten. Breve han havde skrevet, før hans hjerte gik i stå, sedler jeg først fandt efter begravelsen.
Først kunne jeg slet ikke læse dem; hver eneste linje gjorde fysisk ondt. Selv hans håndskrift fik mine øjne til at svie.
Men så begyndte jeg alligevel at læse. Han lavede sjov, støttede mig, stillede spørgsmål, spekulerede, blev rørt, elskede Han var så levende og så meget sig selv i de papirstumper.
En aften så hun på mig med våde øjne og sagde:
Forstår du, jeg føler næsten skyld over at indrømme det her. Med al elendigheden og problemerne omkring os, og alle klager sigmen jeg var virkelig lykkelig som kvinde. Meget. Jeg kan næsten ikke fortælle det til nogen, men det var jeg.
I ti år nu har jeg hver aften læst Mortens små sedler højt for mig selv. Dem, jeg stadig finder i skuffer, lommer og under puder, dem, der engang holdt mig fra at gå i stykker. Dem, der stadig varmer i dagog minder mig om hans kærlighed.
Mit livs største gave er at have været så lykkelig. Man skal hive sig fast i de gode øjeblikke, før de forsvinderog aldrig tage dem for givet.
