Poleregulering. En fortælling
Godmorgen, Vibeke Søgaard …
Ovenfra kom nabokonen trippende ned. Det føltes mærkværdigt trygt at se Inge.
Sikke et held, at jeg lige møder dig, begyndte Inge med begejstring i stemmen, Vi talte forleden … Jeg ved ikke, om det er noget for dig. Men … nå ja, vi mangler altså en rengøringsansvarlig på vores kontor. Jeg kan godt holde pladsen lidt. Det er ikke noget at blive forskrækket over. Vi har det altså rent, ikke noget af det der rod og snavs. Det sidste job blev besat af en studerende pige. Mindsteløn, og lidt ekstra, hvis der er skinnende rent.
Inge, det … Er det rengøringsassistent, du taler om? Vibeke var nærmest forundret over forslaget.
Præcis. Til gengæld er timetallet meget fleksibelt, og ja der bliver passet på vores lokaler. Vi havde for nylig en dame efter Louise, den studerende, men … det gik ikke. Vi måtte fyre hende.
Hvor hurtigt skal jeg svare?
Kan vente til i dag, men i morgen tager vi en anden. Lige nu hjælpes vi ad, mens det er nemt nok at holde tørt. Desværre har vi virkelig brug for en, der kan passe det. Jeg ved, du er uddannet lærer måske du i stedet skal satse på privatundervisning? Det kan betale sig godt for tiden.
Vibeke havde aldrig troet, hun skulle stå i så stor nød, som hun gjorde som 51-årig. Halvandet år tidligere var hendes mand Morten død uventet efter en lungebyld opdaget alt, alt for sent.
Da sorgen fortog sig, blev det virkeligt: Hvordan skulle hun overhovedet leve videre?
Hun og Morten havde levet stille, men godt. Andelslejligheden en kedelig toværelses betonklods i Vanløse var betalt, og bagved lå et lille stykke have og et cykelskur.
Sønnen, Henrik, var for længst flyttet til Odense; lille Ida var kommet til for nylig. Ny lejlighed, ny familie og et boliglån at betale. Svigerdatteren var hjemmegående på barsel snart på fjerde år.
Vibeke underviste i geografi. For fem år siden spurgte viceskolelederen, om ikke hun kunne afgive lidt af sin undervisning til en færdiguddannet niece “de unge skal jo hjælpes i gang.” Pigen havde selv gået på skolen. Hvordan sige nej? Så Vibeke gav den let hen.
Nu var Angelines skema på overfuldt niveau, mens Vibekes eget var blevet fortyndet. Ikke engang en full time-stilling.
Så længe Morten levede, havde Vibeke følt sig lettet: Hun kunne tage til Odense, hjælpe med børnebørn, dyrke haven, passe småsysler. Morten tjente nogenlunde, og der var lidt opsparing. At det meste røg på hans begravelse, var der ingen, der havde forudset.
I august gik Vibeke op til skolelederen bad om flere timer. Men også den anden geografilærer havde brug for lønnen. Skolelederen fandt dog plads til, at Vibeke kunne få kontaktlærer for 7.A og det var 600 kr. ekstra om måneden, men også mere at se til.
Måske havde hun selv været for overmodig tiltroen til held, forestillingen om at det skulle gå. Der boede stadig en tryghed dybt i hende, sådan én der kun kan vokse frem i en kvinde, der føler sig sikker. Nu stod hun der uden noget sikkerhedsnet.
Det var også for sent, da hun søgte i nabobyerne stillingerne allerede fyldt op. Selv i nærliggende småbyer ingen mulighed. At pendle vidt omkring gav hverken mening eller penge.
Meget få valgte geografi som eksamensfag; privatundervisning blev kun sjældent udbudt.
Det var på det tidspunkt, samtalen med Inge dukkede op. Inge arbejdede som sagsbehandler i et medicinal-juridisk firma to gader væk ned ad alléen, over cykelstien.
Det var sent i oktober. Vibeke havde fordelt den første udbetaling: husleje, dagligvarer, medicin, lidt til transport og så burde det have kunnet række. Men … så skulle der samles ind til gave for viceskolelederen, der kom regning på målere i opgangen, og de penge, der var sat af til mad, holdt bare slet ikke.
Hun lånte lidt af sønnen. Hun anede, han heller ikke havde meget at gøre med, men Henrik hjalp uden diskussion. Det gjorde ikke Vibeke spor lettere om hjerte.
Hvordan skulle det gå? Selv et frisørbesøg skulle nu planlægges nøje.
Inges forslag kom først som et chok. Hvad? Uddannet, lærer, erfaring … hvad skulle hun gøre som rengøringspersonale? Men lønnen var kun knap nok over kontanthjælpsniveauet. Her: lidt gulvvask, ingen lektieforberedelser, ingen forældresamtaler eller elevballade.
Hvem kunne hun tale med? Hun ringede til Anna.
Anna, bedsteveninden, var ex-konen til hendes halvstorebror. Annas ældste datter var Vibekes niece. Men Anna levede nu for sig selv i et forelsket ægteskab i et gammelt bindingsværkshus udenfor byen. Vibeke kørte jævnligt forbi til kaffe.
Vibeke, prøv dig og du kan jo sige op igen. Hvorfor tøve?
Det er bare … du ved, lærer, og pludselig …
Arbejde er arbejde, Vibeke. Jeg har juridisk embedseksamen, jeg har sågar haft grise i flere år, og hvad så?
Derhjemme tændte Vibeke gangen op, så sig i spejlet: furer i panden, mørkeblå rande under øjnene, hudens mærkelige mathed. “Hold op, hvor er jeg blevet trist i betrækket på et år,” tænkte hun og ringede til Inge hun skulle nok kigge forbi og tage en samtale med det samme.
Deres kontor lå på tredje sal i et stort center, en fløj. Og her lå også rejseselskaber, butikker og fælleskontorer for mærkelige foreninger. Fin istandsættelse, trægulve og klinker. Lederen var meget hjertelig, helt almindelig og måske endda aldersmæssigt helt jævnaldrende.
Bare pænt og rart skal her være. Bestem selv tid aften eller til morgen før vi møder ind. Fem kontorer, gang, toilet. Der er vagt nedenunder, så du får nøgle. Husk at lukke alt godt, især hoveddøren. Jeg går med dig skal vi kigge sammen?
Det var så let, nærmest hyggeligt, at Vibeke slet ikke orkede at spørge for mere. Hun gik ret efter direktøren, nikkede og sugede ord ind som en skolepige.
Her er dit hjørne med kemi, handsker, og spande, det klarer Inge, vores såkaldte bogholder. Men du handler selv ind, ok?
Rengøringshjørnet lå i et hjørne af toilettet og tænk, spandene var smarte, tre slags mopper (både bredde, rotation og selvudvrider). Moderne spande, finere end det, hun havde derhjemme.
Hvornår? spurgte Vibeke bare.
Meget gerne i morgen, Lene, lederen, smilede. Så kan Inge få papirarbejdet på plads. Hun er nemlig også HR.
Vibeke havde ikke forestillet sig, at hun skulle finde glæde i rengøringsarbejdet. Men sådan var det altså. Der var måske 12 ansatte her, oftest kun 6-7 til stede resten lagde deres veje om.
To af fem kontorer stod tomme det meste af dagen. Mad spiste de i caféen nedenunder, heroppe var der blot kaffemaskine.
Gulvet blev hurtigt taget, skraldespandene havde poser, affald meget lidt, mest papir.
Toiletterne glimtede hvidt, Vibeke hev handskerne på, tørrede, hældte rengøringsmiddel på. Det var faktisk det hele. Og hvordan hun nød at spraye stuepalmen, pusle de brede blade på monsteraen i vindueskarmen.
Hun så ingen af medarbejderne. Alt blev afstemt med Inge den venlige, effektive kvinde, hun straks faldt i hak med.
Skulle der vandes blomster?
Nej-nej, det har Mette, og ellers risikerer vi druknedød.
Nå, og vinduerne? Hvor ofte skal de vaskes?
Ikke din opgave! Forår og lige før påske indendørs, og så kommer der folk udefra og klarer alle ydersider. Ingen bekymring vi har aldrig haft det renere.
Vibeke nød sin aftentjans. Hun gik stille hjemmefra kl. syv, lånte nøglen hos vagten det kunne være Stig eller Bente og gjorde rent i sit eget tempo, drev gennem kontoret som en slags husholderske, lod blikket flyde hen over byens lys bag vinduerne.
Inden længe havde hun hygget sig med Tove en pensioneret lærer, nu aften-vagt. De havde allerede delt livshistorier.
Her har jeg døgnvagt hver fjerde dag. Hold nu op, at jeg ikke gjorde sådan noget før! Hvor mange nerver har jeg ikke lagt hos stormløbne elever? Tove rystede på hovedet og smålo.
Da første løn tikkede ind, ringede hun til Inge.
Hej, Inge … Der må være en fejl. Jeg har 1,5 gang mindsteløn! Og ikke engang for en hel måned …
Der er ingen fejl. Du får rengøringsbonus. Det er ikke mig, der bestemmer det. Fremover kommer løn d. 25 og 6. Forrige rengøringshjælper kom endda ikke hver dag. Men bonusserne afhænger jo også af, hvor meget vi tjener. Vi deler ud efter, hvor godt det hele går.
Vibeke var faktisk overrasket glad. Lønnen oversteg efterhånden lærerens. Og der var ingen papirarbejde, ingen indrapporteringer, ingen ansvarstunge samtaler.
En sen aften hun vaskede de lange gange kom der opkald. Hun så navnet: konflikten ville være ubehagelig.
Fru Søgaard, god aften! Officiel stemme, det var mor til Emil, en besværlig dreng. Kan vi tale lidt?
Selvfølgelig.
Du forstår jo nok … Du ignorerer åbenlyst vores problemer. Nu må jeg gå til ledelsen, måske til kommunen …
Jeg har både talt med Emils anden lærer og med ham selv. Håber jo, han retter sig ind.
Sig mig, er du sikker? Sagen er, at læreren ydmygede ham foran hele klassen!
Jeg talte med idrætslæreren: Han kom helt uden skiftetøj og sko det går desværre ikke. Da han blev vendt om, klædte han sig demonstrativt af stod i underbukser, tog gadesko på fulde af mudder og forstyrrede hele timen. Han ville jo bare have alles opmærksomhed.
Hun kaldte ham klovn! Ved du, hvad vi har gennemgået bagefter?
Måske vi skal sætte os sammen: Du, jeg, Emil og idrætslæreren. Bare sætte os og tale ud.
Jeg har intet at tale om med hende. Du burde støtte os åbenbart ikke. Nå, jeg tager det videre. Godnat.
Sådan samtale lagde sig som bly i kroppen hos Vibeke. Det drænede hende hver gang.
Emil var typen, der ville hele klassen skulle mærke hans humør. Når han nægtede at arbejde, arbejdede ingen. Vibeke fandt altid veje rundt skrev rapporter til ledelsen. Men sådan var lærerjobbet nu engang.
Det sidste stykke tid var hverdagen fyldt op med skemaer og tests online. Forældrene skulle svare, lærerne skulle lægge materiale op. Timer forsvandt, og der var knap tid til at forberede selve undervisningen.
Vibeke klarede kontoret på to timer, tog så hjem og forberedte sine klassetimer, rettede, tastede, løste opgaver, der knap lignede pædagogiske men mere administrativt.
Konflikten med Emil sluttede med, at hans mor fik ham fritaget for idrætstimerne. Sådan ordnede hun det.
Vinteren gik, sneen lagde sig og selv med trætheden var Vibeke i godt humør. Hun blev endnu mere fortrolig med Tove. Aftenerne gik med te og snak i vagtlokalet to enlige bedsteforældre, begge tæt på, begge hos hinanden.
Fredag aften mødte Vibeke tidligt hun skulle ind og hente lidt ekstra sæbe, og nu havde hun aftalt med Mette at vande blomsterne. Hun mærkede ikke, at to kvinder fulgte efter op ad trapperne til kontoret.
Vibeke lukkede ikke entreen til kontoret kun de enkelte døre. Hun skiftede, tog spand, flyttede sig ind til palmerne, da der pludselig lød en stemme:
Vibeke! Er det sandt?
Der stod Louise Emils mor og Karen, mor til Mads. Karen bøjede sig genert uden øjenkontakt.
Hej, hvad mener I? Hvordan …?
Nå! Så derfor er der rod i vores klasse, Louis rystede på hovedet med en smørret mine.
Vibeke stillede spanden, drog de blå handsker på (helt umotiveret).
Hvorfor nu det?
Det er jo oplagt du har for travlt med spande og klude! Fantastisk, en lærer, der … Ja, hvorfor tog du vores klasse?
Spørgsmålet var meningsløst at besvare.
Jeg må altså videre, jeg skal på arbejde, sagde Vibeke.
Ja, undskyld, så … stammede Karen.
Nu har det da taget overhånd. Lærere som gulvvaskere …
Det ville blive snakket om på hele skolen, forældrechatten ville eksplodere. Hun måtte gribe det an med eleverne.
Underligt nok forsvandt angsten, da hun gjorde rent den aften. Palmerne bævrede taknemmeligt, gulvet glimtede, dystre tanker veget bort.
Sådan måtte det være. Mandag ville hun tage snakken med børnene.
Søndag ringede skolelederen.
Er det sandt, Vibeke?
Ja, Lene.
Åh Gud! Hvorfor sagde du ikke noget før?
Jeg nævnte nødvendighed i sommers.
Men klasselærer og … du forstår nok, hvilken rolle du har? Professionens anseelse? Skolens image … Kom nu, vi kunne jo have fundet på noget sammen.
Du har flere gange sagt, vores fag ikke regnes for noget længere. Men alt arbejde har vel sin ære. Jeg stjæler ikke, snyder ikke. Jeg arbejder.
Rengøringsdame? Det mener du ikke … Du er jo en fantastisk lærer!
Lønnen afspejler ikke min værdi. Nu kan jeg give gaver til børnebørnene uden at skulle vende hver en krone. Og mit arbejde lider ikke under det.
Det må du selv tage med forældre og elever. Jeg kan ikke forbyde det men jeg bifalder det heller ikke.
Alle klasser har én mor, der bakker læreren op. Vibeke havde ikke så meget held: moren til Emma var også hendes unge kollega, matematiklæreren.
Er det sandt? de begyndte alle sådan i disse dage.
Folk så for sig, at rengøringspersonale kun kunne være nogen, der slet ikke kunne andet. Vibeke var altid præsentabel, pæn, med ordnet hår, aldrig slidt klædt.
Ja, det er sandt, Emma.
Med vores løn, ja. Der er røg ud i chatten, og børnene snuser allerede. Mange holder dog med dig, jeg også. Emils forældre raser, men …
Ti minutter senere kendte Vibeke hele sladderen.
Søndag aften ringede hun Anna op. Anna bød hende straks ud manden var på job. Anna vidste altid, hvad der var rigtigt.
De sad i køkkenet.
Vibeke, lad dem snakke. Kan du lide arbejdet?
Det er jo arbejde, Anna! Men jeg holder faktisk af at gøre rent, se på grønne planter, og selv et skinnende toilet har noget. Sært, ikke?
Nej, hvorfor det …
Jeg kan lide resultater. Man ser, hvad man laver. I skolen kæmper du, og kan intet forudsige.
Vibeke, det er DIT valg, altid. Ingen kan bestemme over dig.
Det var nok det bedste råd. Hvorfor skulle hun forklare sig for nogen?
Mandag morgen sagde hun, uden videre, til sin klasse:
Ud over mit arbejde her, har jeg rengøringsjob på et advokatkontor for at klare økonomien efter min mands død. Jeg er glad for at have fundet det. Opgave: Kontoret har fem rum to til venstre, tre til højre, det sidste har to rum, og gangen ender med et toilet. Hvad minder det jer om og hvad tror I, jeg kalder rummene?
Eleverne gættede til sidst blev det klart: kontinenterne! To til venstre: Amerika, dobbeltrummet: Eurasien, længere nede: Afrika og Australien, toilettet: Antarktis.
De morede sig. Nå, ja, så skulle der sættes aircon til i Afrika og måske lede efter pingviner i Antarktis!
Hvis nogen havde haft indvendinger, var de væk nu.
Hvad lærerkollegerne sagde, interesserede henne ikke længere. Forældrenes autoritet det var til at overse.
Din veninde er klog, Vibeke. Du skal ikke forklare dig, sagde Tove.
Ja, og jeg har kunnet købe forårstøj til barnebarnet; gave til fødselsdag også. Det er da lykke, Tove!
Godt, veninde! Og se nu, blomsten der har aldrig blomstret før dine anstrengelser!
Foråret kom pludseligt tø og vand overalt, tredje kvartal på skolen forløb ujævnt. Det var ikke rart, når skolelederen, demonstrativt, sagde inde på lærerværelset:
Pædagogik er mere end at vaske gulv! Her analyseres!
Alle fattede, hvem det handlede om … Vibeke sagde ikke et ord.
På kontoret blev hun til gengæld fejret overraskende til sin fødselsdag. Balloner, et smukt potteplante og en gave en flot blender med blå sløjfe og masser af gode ord.
Oprydningen gik ekstra let. For gode mennesker er det let at gøre sig umage pengene var nu ret ligegyldige.
Næste morgen, inden arbejdstid, ringede Tove.
Fru Søgaard, der er nogen, som gerne vil snakke med dig.
Hun undrede sig over den formelle tiltale, men røret gik videre.
Goddag, Vibeke, det er fra Azimut Rejser. Vi har hørt, du er uddannet geografi-lærer?
De spurgte om uddannelse, erfaring og inviterede på samtale. Turistbranchen skulle bruge en specialkonsulent og hvem var mere oplagt end hende?
Sæsonen spidsede til hun måtte handle hurtigt.
Hvad vil du så gøre, Vibeke? spurgte skolelederen. Du kan da ikke bare forlade os helt?
Det er netop dét, jeg kan, for nu siger jeg op.
Hvor skal du hen? Ikke …
To uger senere stod Vibeke i receptionen hos Azimut Rejser. Planter begyndte at blomstre også her. Lønnen afhængig af salg, men langt over lærerens for også her lagde hun sjæl og ærlighed i alt.
Rengøringen slap hun ikke det hele lå jo i samme bygningskompleks! Efter en dag foran computerskærmen i rejseselskabet, var det næsten meditativt at lade moppen suse gennem kontinenterne.
Næste sommer lavprisbilletter fløj hun med Anna til Italien. Og senere sammen med Tove til Tyrkiet.
Hun hjalp sønnen med afdrag, købte ham og svigerdatter en minirejse.
Vibeke betragtede sit spejlbillede lidt sol og glød klædte hende. De mørke rande var væk, øjnene funklede.
Hej! Nej Vibeke Søgaard, er det dig?
Det var Louise Emils mor på kundebesøg efter ferie.
Ja, hej Louise. Bare sæt dig.
Er det dig, der bestemmer her?
Midlertidigt, ja. Hvor vil du hen?
Tyrkiet … Du ser dæl’me godt ud! Vi taler ofte om dig, Emil og jeg. Du var virkelig en lærer af Guds nåde. Siden du gik … ja, der har været rod. Hvem bliver dog ansat!
Det interesserede ikke Vibeke “samme gamle melodi …”
Lad os fokusere, her er kataloget, sagde hun og trak en brochure frem de bedste ture, og jeg kan anbefale …
Og du gør stadig rent ved siden af?
Ja, Louise, jeg vasker. Hvis du vil have en anden rådgiver, skaffer jeg det.
Nej, nej, du er fin! Jeg forstår det bare ikke.
Vibeke vendte monitoren om.
Så, lad os kigge på muligheder.
Louise, gamle sladderhank, kunne mene, hvad hun ville. Vibeke elskede begge sine jobs i sit mærkelige, drømmende liv i Vanløse.
