Julies hævn
Udenfor drysser det lette efterårsregn, uden nogensinde for alvor at tage til. Julie sidder dybt i egne tanker og kigger ud gennem de dug-beklædte vinduer på rutebilen, der fragter hende hjem. I flere år har hun kaldt lejligheden i den livlige Københavnske højhusblok for sit hjem, hvor hun bor alene, midt i storbyens evige puls. Barndommens hjem i en jysk landsby er for længst blevet et sted, hun besøger sjældnere og sjældnere det er der, forældrene bor, det er der hun har gået i skole, men nu føler hun sig mere som københavner end noget andet.
På sine 27 år er Julie stolt af, hvad hun har opnået. Først fik hun sin kandidatgrad fra Medicinstudiet i Aarhus, og efterfølgende fik hun job i en anerkendt skønhedsklinik i centrum af København. Hun er flittig til at videreuddanne sig, tage kurser og deltage i seminarer, altid på farten for at udbygge hendes karriere.
Kun én ting har drevet hende tilbage til landsbyen denne gang: den mærkelige distance mellem mor og far, som har sneget sig ind i deres omtrentligt ugentlige telefonsamtaler den ene var hjemme, når Julie ringede, den anden forsvundet.
Mor, hvad foregår der hjemme hos jer? spørger Julie flere gange.
Men Annette svarer undvigende: Der er ikke noget, alt er fint, schat.
Fra Aarhus, hvor flyet landede, er der kun et par timers bustur tilbage. Julie, der har vænnet sig til at tilbagelægge store afstande, synes faktisk køreturen er overraskende kort.
Rutebilen standser ved det lille stationsområde. Julie genkender straks barndommens detaljer; butikkerne har fået nye navne, træerne er blevet højere, men alt føles grundlæggende uforandret. Regnen har lagt sig, og de første solstråler titter frem gennem de tykke skyer. Hun har fortalt sin mor, at hun kommer, men det præcise tidspunkt kender hun ikke selv.
En lokal taxachauffør hænger sløvt ud over rattet, men retter sig op da han ser Julie.
Hvor skal du hen? spørger han, mens han ruller hendes kuffert afsted over de hullede fliser.
Ansagervej 52, svarer Julie.
Barndomshjemmet står der, præcis som hun husker det, med de blå malede skodder, den duftende hæg i forhaven og de tre birketræer, hendes far plantede, da hun blev færdig på skolen.
Julle! Annette flyver ud fra døren, smiler og græder på samme tid. Endelig, min pige!
Åh mor, nu ikke så meget gråd, siger Julie og griner, jeg har jo også savnet dig, men det er vel ingen grund til at tude.
Jeg er bare så glad for at se dig! Det er jo tre år siden sidst.
Kufferten bliver parkeret i entreen. Julie smider jakken og støvlerne, strækker benene ud på sofaen og puster ud, mens hendes mor sætter sig ved siden af hende og tager hende ind til sig. De sidder i stilhed et øjeblik og udveksler blikke, før Julie spørger det, Annette frygtede:
Mor, hvor er far? Er han ikke hjemme?
Kom, lad mig først få dig lidt at spise.
En ny dug på bordet og et porcelæn stel med små blomster. Det hele ser så velkendt ud, og dog fremmed for Julie, der er vant til det strømlinede og moderne i egen lejlighed. Hun genkender straks sin mors klassiske danske frikadeller luftige og velsmagende og grøntsager fra køkkenhaven, ostemadder og små skåle med salater og desserter.
Mor, er far i tjenesterejse eller hvad? Du er lidt for tavs.
Annette sukker, bliver alvorlig:
Han er på forretningsrejse, ja. Julie, vi har længe gerne ville tale med dig. Over telefonen er det svært… Især for mig. Du arbejder jo altid, eller er til kursus, eller har travlt. Beklager, at vi ikke fik det nævnt tidligere, men vi ville ikke gøre dig ked af det. Vi… Vi er gået fra hinanden, din far og jeg.
Julie får kaffen galt i halsen og rejser sig for at se efter, om fars tøj stadig hænger i soveværelset. Skabet er tomt for hans ting.
Hvor er han nu?
Sæt dig, Julie, hør mig ud. Nogle par går fra hinanden selv efter mange år. Vi har besluttet det stille og roligt. Der er ingen dramatik.
Men mor! I har jo altid været sammen, snerrer Julie og sender den samme fornærmede mine som dengang hun var barn.
Hun har altid fået, hvad hun pegede på. En cykel, når hun ville. Da hun som trettenårig ønskede sig et stereoanlæg, sparede hendes forældre op, men da pengene alligevel ikke strakte, tog hendes far ekstra arbejde; han satte altid Julie først, alt hvad hun havde brug for gennem studietiden, kunne hun regne med. Dog har hun altid forstået at bruge penge fornuftigt.
Så I er skilt og jeg skulle slet ikke vide noget?
Annette forsvarer sig:
Det er ikke længe siden, men ægteskabet fungerede ikke mere. Men Julie, for din far, du er stadig det vigtigste.
Han er flyttet over i mormors hus?
Hvor skulle han ellers tage hen? Det var hans barndomshjem.
Jeg vil snakke med ham! Julie farer op og går mod døren.
Tag det nu roligt, han er først tilbage i morgen. Han er på tur i to dage med en kollega.
Helt ærligt, er det fordi der er en anden kvinde?
Annette sukker:
Ja… Han er ikke alene længere.
Hvem er det?
En kvinde fra nabobyen, hende kender du ikke.
Og nu bor hun i mormors gamle hus?
Hvor ellers? Når din far bor der.
Julie holder hovedet mellem hænderne:
Mor, du taler om det, som om det bare var en høne, der var blevet stjålet og ikke din mand.
Det er sørgelig, Julie, men vi havde set det komme længe. Vi gik fra hinanden uden beskyldninger. Hvorfor skulle vi bruge resten af livet på at bebrejde hinanden?
Virkelig, mor! Er hun ikke også meget yngre end far?
Ti år måske, ikke tyve…
Hvad er forskellen. Han er en forræder.
Julie, hvor du dog dogmer. Det her handler ikke om at tage sidespor, men om at komme videre. For os begge.
Du er for blød, mor. Jeg vil ikke se ham. Forrædere tilgiver jeg ikke.
Annette kigger trist på hende. Hun siger ikke mere, men håber Julie vil bløde op efter lidt hvile. Julie klæder om og tager regnjakken på for at gå en tur.
Mor, jeg går ned til åen.
Der kommer regn, Julie.
Jeg er hurtigt tilbage.
Mormors gamle hus ligger tæt på, lidt slidt men stadig solidt. Uforstyrret går Julie ind gennem havelågen og op på trappen. I bryggerset står en kvinde på omkring 40 og rører i en gryde.
Du må være Irina, den nye frue i huset? siger Julie dæmpet.
Du må være Julie? Vores Villy har vist mig billeder, kom ind.
Jeg kom ikke for din skyld men fordi det her er mit barndomshjem, siger Julie koldt.
Kvinden ser ud som om, hun helst ville synke i gulvet:
Julie, vær nu ikke sådan. Villy har glædet sig til du kom…
Ja, det tror jeg gerne. Men Irina, det her er ikke dit hjem. Pak dine ting, du skal væk herfra.
Vil kun rejse, hvis Villy siger jeg skal. Jeg har intet gjort dig ondt.
Jamen du har splittet min familie!
Lige da kommer en lyshåret dreng på tolv år ind.
Nikolaj, gå udenfor, skat, siger Irina hurtigt.
Ville bare ud at lege.
Drengen sender Julie et undersøgende blik før han forsvinder. Da han er ude, hvæser Julie:
Du bliver IKKE boende her! og så går hun igen.
Julie skynder sig hjemad, rystende af vrede over udenforstående i mormors hus. Hun har aldrig følt sig så vred og magtesløs. Efter nogle års storbyliv og travlhed har hun både fået skarpere kanter, og værdierne er anderledes. Men nu, hvor hun virkelig er tilbage, mærker hun savnet. Hun havde glædet sig til at være sammen med sine forældre, men nu føles det hele ødelagt. Hævnens kolde energi driver hende til at ville konfrontere faren.
Da hun træder ind, ser Annette straks hvor oprørt hun er.
Hvor har du været så længe?
Jeg har mødt hende. Hun har en søn. Nu kan far også være papfar til en fremmed.
Annette bliver bleg ved beskeden og bevæger hånden op til halsen, som om hun næsten ikke kan få vejret.
Hvorfor gjorde du det, Julie? Havde du brug for at konfrontere hende?
Mor, er du ligeglad, vil du ikke hævne dig lidt? Det er da ikke rimeligt!
Hævne hvad, Julie? Det behøvede ikke ende i ballade. Villy og jeg holdt sammen for din skyld. Da du rejste, gik vi bare i den samme rille… Vi elskede dig, men aldrig rigtigt hinanden.
Er det for at forsvare ham, du siger sådan?
Nej, min datter. Jeg jagtede ham selv i sin tid; blev ikke gravid med vilje, men vi troede på hinanden og på dig. Siden blev det bare vanens magt og da du flyttede, blev du eneste bindeled.
Mor, hvorfor sagde du aldrig noget? Jeg kunne godt have forstået det.
Der var aldrig tid. Og jeg ville ikke gøre dig ked af det. Da Villy nævnte en kvinde med søn, forstod jeg, det var alvor. Han var ærlig, og jeg ville ikke tvære i det længere.
Måske skulle I have søgt hjælp, snakket ordentligt sammen. Måske endda psykoterapi.
Det er ikke den slags, man gør her på landet, søde. Alle kender hinanden, alle hjælper hinanden.
Jeg forstår din smerte, men du var ihærdig engang. Nu lader du bare tingene ske.
Jeg er træt af at være den stærke, Julie! Jeg håber også på kærlighed, selvom jeg snart er halvtreds. Synes du, jeg er gammel?
Annette bryder sammen i gråd. Julie skynder sig at trøste, tørrer tårerne væk.
Du er smuk og ung, mor! Du skal ikke tabe dig selv, for jeg har dig.
Annette fanger sig og smågriner:
Du skulle bare ikke have konfronteret Irina, hun ankom længe efter alt var slut.
Hun havde stadig ikke ret til at bo der.
Folk tror, hun flygtede fra en voldelig mand. Lad os prøve at tilgive.
Det kan du måske, mor. Men ikke mig.
Og hvis nu jeg forelsker mig igen? Vil du lade mig?
Så gør det, hvis du virkelig vil.
Måske har jeg allerede mødt én… Kan du huske din klassekammerat Mette Kasper?
Julie smiler, mindet om barndomsveninden varmer et øjeblik.
Naturligvis husker jeg Mette! Hun havde de sjoveste fletninger.
Mettes mor døde for tre år siden. Mettes far hjælper mig indimellem i huset…
Du er måske forelsket i Mettes far? Nej, jeg dømmer dig ikke, mor.
Julie sukker.
Jeg troede bare altid, vi var én familie. At jeg kunne komme herude med mine børn en dag, og du og far stadig ville sidde på terrassen.
Det kan stadig ske, Julie. Vi finder nye veje, alle sammen. Og du skal ikke tvivle på kærligheden, din er ægte.
Måske kommer Mette forbi, inden du rejser, siger Annette.
Det ville glæde mig. Men far vil jeg ikke se, sådan er det bare.
De næste dage får Julie ikke løftet røret. Hverken til faren eller til Irina. Først da hun ser på de cyklende drenge ved åen, forstår hun, at noget andet er vigtigere. Pludselig glider den ene på brættet med en spånplade, styrter og skriger højt. Julie løber straks hen og ser, det er Irinas søn, der er kommet slemt til skade.
Hun griber telefonen og ringer til sin far:
Du må komme nu, det er alvor!
Villy kommer straks i bilen. Irina løber ud fra huset, panisk, men Julie får hurtigt Dima lagt på sædet. De kører til Varde Sygehus, og Julie instruerer, hvad lægerne skal se efter.
Imens sidder Irina knust, og Villy sender Julie et blik fyldt med taknemmelighed. Julie mærker vreden forsvinde lidt.
Næste formiddag står Julie og Annette på rutebilstationen. Vejret er gråt, stemningen ligeså. Men i det samme kommer Mette kørende med sin lille datter og sin far. Smil, glimt af gamle minder og latter trænger sig på trods den tunge stemning.
Julie, det varmer at se dig igen! udbryder Mette.
De udveksler numre og lover at ses i København. I det samme triller Villy, Irina og Dima ind drengen støtter sig til krykker, men smiler.
Julie, se, jeg kan næsten stå selv! udbryder han stolt.
Du klarede det flot, Dima. Og du må bare kalde mig Julie, ikke dame.
Irina nærmer sig, ydmyg:
Undskyld, Julie… Jeg var fortvivlet, da du kom. Min søn betyder alt for mig, ligesom du betyder alt for din far.
Julie ser rundt på flokken. På trods af alle svære følelser er disse mennesker tættere på hende, end nogen i København nogensinde vil være. Annettes grådkvalte Farvel, min pige! når hende næsten ikke, da bussen holder ind, men Villy tager mod til sig, løfter hende op og kysser hende på begge kinder.
Kom snart igen, Julie, og tilgiv mig, beder han lavmælt.
Jeg lover det, svarer hun sagte, og favner far og mor én sidste gang, før hun går ind i bussen.
Gennem ruden kan hun høre dem kalde: Kom snart hjem!
Jeg kommer, jeg kommer, hvisker hun og vinker.
Bussen triller ud af byen, forbi det gamle hjem hvor solen nu pludselig bryder frem og kaster lys over mennesker, hun hører til hos og som hører til hos hende.
