Mirakel-kvinde.
Alberte pressede sig ind gennem mængden og gled smidigt helt frem. Bussen var overfyldt netop havde fem personer mast sig ud, men der skulle ind hele tyve.
Hun blev nærmest båret ind af folkestrømmen. I farten rakte hun sedler mod den trætte chauffør og lod sig, stadig med rygsæk, drivvåd paraply og et dumt smil på læben, vugge ind mod midten af bussen.
Hun mærkede næsten barnlig lystighed boble op indeni. Præcis i sådanne situationer begyndte hun altid at smile ikke stresset, ikke nervøs, bare smilede for at tage toppen af alt det negative, man helst skulle undgå at absorbere.
Folk mastede og skubbede, bandede over våde paraplyer og klodsede tasker. Nogle så irriterede ud og mumlede over ubehaget.
Hun blev presset op mod en ældre dame på den ene side og en skoleknægt på den anden. Drengen fumlede, vidste ikke, hvad han skulle stille op med sin fyldte taske, indtil damen i den grå strikkede hue, som sad ved vinduet, tilbød at holde den for ham.
De der sad ned, stirrede ind i deres mobiler eller lod blikket glide ud på det regnvåde, grå København, hvor kun de kulørte paraplyer lyste.
I københavnske busser er den, der ejer sædet, sejren værdig. Man undgår så vidt muligt kontakt med dem, der endnu ikke har presset sig frem til et tomt sted alle overleverer deres irritation over trængslen til den næste, for hvorfor bekymre sig om andres ubehag? Det er rendyrket sund fornuft, tænkte Alberte.
Eneste undtagelse var den lille kvinde med den grå strikkehue, som havde taget knægtens taske. Hun balancerede både rygsæk og sin egen ret posede dametaske på skødet, og så sig omkring med stor omsorg, forsøgte ligefrem at hjælpe op på benene.
Der er stadig nogen derude! Hvis I lige rykker tættere, så kan de også komme ind, prøvede hun at dirigere.
Vi sidder jo allerede som sild i en tønde sæt dig nu bare, lød det irriteret fra en dame ved siden af hende, optaget af at skrive besked.
Eller hvad med dig? Sæt dig nu ned, jeg rejser mig, sagde den gråhårede hjælper ivrigt.
Slap nu af, ikke, snærrer damen ved siden af.
Kvinden i strikkehuen blev lidt fornærmet og vendte sig mod vinduet igen. Men Alberte så, hvordan hun alligevel hele tiden lod blikket glide mod døren det nagede hende tydeligvis, om alle fik lov at komme med. Hun var virkelig lidt af en mirakeltante, tænkte Alberte for sig selv.
Endelig skreg busdørene, og chaufføren bad om at lade området fri for at lukke til. Den sidste fyr måtte alligevel springe af. Han havde tydeligt hastværk, for mens regnen silede ned, spænede han uden at slå paraplyen op, uanfægtet af vandet, der løb ned ad hans jakke.
Alberte så mirakeltanten sende ham et medfølende blik, og rynken mellem hendes bryn afslørede ærgrelsen.
Det gjorde Alberte både varm om hjertet og lidt forvirret. Hvor kom sådan nogen fra?
Men snart forsvandt alle tanker om kvinden. Tankerne begyndte at kredse om alt muligt andet.
Ja… hvis bare hun ejede sin egen bil. Hun kunne jo have haft det, hvis bare…
Stop! Ikke mere af det lige nu!
Faren ville ikke. Det kunne man jo forstå, især nu hvor han gik rundt med den nye, Birgitte. Der gik nok ikke længe, før han selv købte bil til hende penge havde han jo, det vidste Alberte udmærket.
Han var altid den rare type udadtil meget akademisk, lektor på universitetet men når man kendte ham, var han blød som smør. Nogle gange kunne hun låne hans gamle VW, men deres skemaer passede sjældent sammen. Faren han var bare sød.
Moderen havde altid været den strenge, krævende type men mor var…
Stop. Ikke nu!
Det var tit, bussen blev hendes transportmiddel også på kolde, regnvåde dage som denne.
Det nærmede sig Albertes stop, og hun begyndte at mase sig ud igen. Bagved var der tumult. Mirakeltanten forsøgte at komme ud med sin store taske mellem folk.
Men altså, skal du masse dig sådan med den kæmpetaske, lød det teatralsk fra en herre, der var mere optaget af sine sko end noget andet.
Undskyld! Jeg skal jo have den med…
Undskyld frøken, skal du ud nu? spurgte kvinden, mens hun tørrede sveden bort under huen. Og nu så Alberte, at hun slet ikke var så gammel.
Ja, svarede hun nok bedst, at hun slap ud foran tasken, ellers kunne strømpebukserne få sig en tur.
Udenfor, under regnen, slog Alberte paraplyen op. Den fugtige luft føltes som et tryk på kroppen. Men da hun kiggede sig over skulderen, spurgte mirakeltanten noget en gammel dame om, der blot trak på skuldrene.
Kendte hun ikke området? Tja… Grøntmandsvej var jo hende velkendt, selv om hun kun havde boet her i tre år.
Før det boede hun med far og mor i et andet kvarter i København. Efter moderens død var hun flyttet ind hos farmor, og først da hun begyndte på universitetet, flyttede hun tilbage til far. Han havde solgt den gamle lejlighed, det var for hårdt alt mindede om mor, og Alberte havde haft sine egne problemer, det skulle ændres.
Heldigvis kunne de købe noget nyt.
Hun flyttede ind i en topmoderne lejlighed.
Det her, det er bare til dig! havde faren sagt.
Alberte viste sin taknemmelighed ved at gøre hjemmet hyggeligt, forkæle faren med madlavning. Bedstemors gamle stegepande var skiftet ud med maskiner, vinkelsliber og airfryer flittigt blev den ene ret efter den anden prøvet, lejligheden summede af duft af hjemmebag, og stearinlysene blev tændt til hyggemad. Hun elskede det køkken.
Jeg bliver jo tyk, Alberte! Hvis du fortsætter sådan, kan jeg dårligt komme ind af døren, jokede faren.
Mirakeltanten selv var ganske lille. Tasken virkede dobbelt så stor som hende heldigvis havde den hjul. Hun var klædt i en denim-jakke med fake fur, en elastisk hue, slidte jeans og sorte støvler.
Der var ingen hætte, ingen paraply. Hun viklede et strikket tørklæde om hovedet, men det dækkede kun fronten, så nakken stod bar.
Alberte vendte om.
Skal jeg hjælpe dig med adressen?
Undskyld, ja tak! Hun satte tasken. Min veninde bor på Bøgevej, kan du vise mig vej?
Det var i samme retning, Alberte skulle.
Vi kan følges lad mig hjælpe dig med tasken.
Nej nej, jeg klarer det! Den er let, det er jo hjul under.
Du bliver drivvåd, det er ikke langt, men heller ikke tæt på.
Åh, jeg har jo tørklæde.
Alberte sagde ikke mere. Kvindens cowboyjakke var allerede gennemblødt, også tørklædet. Hun prøvede at holde paraplyen over, men den dækkede ikke helt. Trætte gik de udenom kæmpe vandpytter.
Men kvinden beholdt smilet.
Hvor kommer du fra? råbte Alberte gennem regnen og byens larm.
Mig? Fra Esbjerg, rettere, fra en lille by på Fyn.
Sikke langt!
Ikke så slemt, jeg tog flyet til Kastrup! Det tog længere at komme ind til byen end at flyve hertil. Og regn ja, det følger jo ofte med drømmen om regnbuen…
Men det er jo sent efterår, ingen regnbue i sigte, smilte Alberte.
Du har ret… kun vand på vejene.
Hvilket?
Vandpytter!
Tasken sinkede dem. De kravlede op ad trappetrin, over kantsten det gik langsomt. Til sidst tog også Alberte fat og trak.
De nåede snart Bøgevej.
Der er din vej hvilket nummer?
Åh, det er helt nede, du behøver ikke følge mig…
Jeg har tid du bliver jo gennemvåd uden skærm.
Jeg skal besøge min søn, han studerer her og lejer en lejlighed.
Han hentede dig ikke selv?
Nej, jeg ville overraske ham. Han siger altid, jeg skal blive hjemme så nu kiggede jeg forbi. Jeg har mad med til ham og så kan jeg jo se lidt af København.
Har byen gjort indtryk?
Kvinden trak på skuldrene.
Her virker det som om alle har nok i sig selv, ingen stopper op. Det er lidt trist… Men der er huset.
De stod foran en femetagers gul murstensbygning. Men døren var låst med kode. De gik i læ under halvtaget. De ringede på, men ingen svarede. Sønnens telefon var slukket, end ikke sms kom igennem. De prøvede også fra Albertes telefon, ingen held.
En dame i opgangen kunne ikke hjælpe.
Hvornår talte du sidst med din søn? spurgte Alberte.
I går. Han er sikkert på universitetet. Skat, tusind tak for hjælpen, du har virkelig været en engel. Vil du have et stykke kage? Nej, glem det, de er vist for gamle. Eller en karamel? Nej, tak.
Så må du have det rigtig godt!
Det var ærgerligt, men Alberte frygtede mest at blive syg af den kolde regn. Nu måtte hun hjem, hun havde taget omvej nok. Men hun gik og smilte på vejen hjem der var noget enormt hyggeligt over hende, mirakeltanten. Der var en varme, hun savnede.
Hun havde ikke været glad for hjemmeaftener, ikke siden Birgitte begyndte at komme i deres hjem. Først kom Birgitte bare lige forbi, så lidt oftere, indtil hun nærmest flyttede ind. En dag kom hun ud af fars soveværelse i en hvid morgenkåbe, uden at blinke. Ikke nok med det, hun begyndte ligefrem at opdrage på Alberte: Se, Alberte, sådan steger man bøf stroganoff… Se, lær!
Jeg laver den altså tit selv.
Ja, men prøv denne version, det er mere sundt din far er jo ved at være oppe i årene.
Oppe i årene? Hvorfor så lige ham? Hun var kun 11 år ældre end Alberte. Eller måske…
Varme, hyggelige aftener forsvandt. Ikke mere at putte sammen foran TVet, grine af far, der blev kildet og lod som om han gik amok. Nu puttede Birgitte med far under mors gamle yndlingsplaid, og Alberte trak sig ind på sit værelse, alene.
Alberte brød sig ikke om Birgitte, hun kunne tænke på datter-jalousi alt hun ville men der var noget over hende…
En dag kom Alberte tidligt hjem, og der sad Birgitte med fodbad midt på sofaen. Hej, kom og hyg, jeg har verdens bedste sæt! Jeg gør det i badeværelset, mumlede Alberte og forsvandt med brødet.
Birgitte forsøgte at gøre sig klog, men det var tydeligt at både Alberte og hendes far så igennem hende. Hun vidste mest om kendis- og musiknyheder hvilket dog betød, at Alberte fik set nogle gode film.
Far, elsker du hende? spurgte Alberte ligeud, en dag kun de to var hjemme.
Nok mere vant til hende. Man leder jo ikke efter noget bedre, hvis man har det godt. En dag flyver du væk, så må jeg blive tilbage med nogen og Birgitte er sød nok…
Hun bestemmer jo alt!
Jeg er ikke en leder, aldrig været. Og en kvinde uden nykker… Det er jo som en general uden tropper effekten går af.
Og hun har kun effekt.
Jeg tror, hun elsker mig. Lad nu være med at være jaloux, Alberte tænk hellere på dig selv.
Men Alberte syntes stadig synd om sin far. Hvorfor, kunne hun ikke forklare… Måske var det bare misundelse, måske stadig mors plads.
Hjemme smed hun tøjet, tog et bad og bemærkede, at hylderne var fyldt op med nye produkter Birgitte satte næppe grænser. Da hun satte sig for at spise, lå der en besked på mobilen, ukendt nummer.
Det var dig der ringede før? lød en venlig stemme.
Nej, det er vist en fejl… vent, bor du på Bøgevej?
Ja, hvorfor?
Din mor står herude i regnen med sin kuffert. Hun ville overraske dig.
Åh gud! Tak, tusind tak!
Telefonen blev lagt på kort besked. Alberte gjorde klar til at spise, irriteret over den fedtede pande Birgitte havde efterladt.
Telefonen ringede igen.
Undskyld, det er sådan, at jeg er i Polen, bare for en uge. Det er studenterfrivilligt hun ved det ikke. Jeg kan ikke få fat på hende, der er kun optaget. Ejeren af lejligheden har nøgle, men hun er på sommerhus indtil mandag. Kan du sige til min mor, hun skal finde et hotel? Sikke noget hun skal altid overraske.
Jeg bor langt herfra…, begyndte Alberte, pakket ind i hyggetøj med uldsokker, og stirrede ud på den grå regn. Men så så hun for sig mirakeltanten, ensom med den store kuffert, og svarede:
Jeg går lige forbi og rækker hende mobilen. Tag den, når vi ringer.
Tusind tak! Du er en engel!
Alberte hev gummistøvlerne på, tog paraplyen og gik til Bøgevej, og overvejede mulighederne for hoteller der var kun det dyre i nærheden. Kunne kvinden fra Fyn klare det? Dog det var kun tre dage. Endelig, man overrasker jo heller ikke på den måde mere.
Under halvtaget var der tomt. Men på den overdækkede legeplads sad hun, sammenkrøbet, hænderne mellem knæene tydeligt frysende.
Hej igen! sagde Alberte.
Mirakeltanten rettede sig op og smilede halvhjertet.
Ligner du ikke en fugl på stangen? Du ser kold ud.
Lidt, ja…
Alberte ringede sønnen op.
Han kan ikke ringe til dig, din telefon er død.
Tak, tak…
Da hun hørte sønnens stemme, kvitterede hun med et klukkende, lykkeligt fuglefløjt.
Hvad, du er i Polen? Det skal du ikke bekymre dig om… jeg finder et sted… selvfølgelig klarer jeg mig… Jeg venter på dig!
Hendes ansigt strålede, og det virkede, som om alt var løst.
Hvor går du så hen? spurgte Alberte.
Kvinden smilede, men så sig om, ikke helt sikker på, hvor hun skulle.
Ja, hvor? Svarede hun sagtens selv, og var allerede ved at tage kufferten.
Er der hotel her tæt på? spurgte hun.
Lad os tjekke sammen, tag plads.
De søgte på mobilen, men alt var udsolgt eller vanvittigt dyrt. De prøvede lejeboliger.
Måske kan jeg stille kufferten et sted og selv tage på opdagelse i byen jeg ville så gerne se København.
Med det vejr? Du burde varme dig, kom nu. Du bor bare hos mig, sagde Alberte og greb kufferten, Ellers bliver du syg.
Nej, nej du kender mig ikke, jeg kan være en svindler i disse tider! Ikke at jeg er det, men alligevel… Der er jo mange af os!
Hun talte videre, malede dystre billeder og tog jokende store øjne op for at overbevise.
Alberte kunne ikke holde masken, hun brast i latter, og kvinden gjorde det samme.
Åh, jeg er helt… Jeg burde bare finde et toilet, grinede mirakeltanten.
Gennem regnen gik de hjem til Alberte.
Vi to, det er som fisk og vand, nu siger vi du, ikke? sagde kvinden.
Lad os da præsentere. Jeg hedder Alberte, læser på universitetet.
Og jeg er Solvej, leder af forsamlingshuset hjemme, og hobby-danser-sanger.
Du styrer hele huset?
Åh, det er bare et klubhus ikke noget slot. Mangler personale, så jeg står for både dans og kor…
Man kunne se, hun var træt, men insisterede hele tiden på ikke at være til besvær.
Hun spurgte om Albertes far havde det fint med gæster.
Det er jo også min lejlighed, og Birgitte bor her uden lejekontrakt, og hun er her altid! Nej, jeg siger altid til, hvis det bliver et problem.
De satte Solvej af, og hun gik straks på opdagelse roste lejligheden, roste bogsamlingen, begejstret over både Agnethe Davidsens eventyr og Karen Blixens samlede værker.
Hvorfor græder man og griner på samme tid, når man læser Blixen? spurgte Solvej.
Måske, fordi hun taler sandt. Man kan ikke lade sorgen sidde fast, den skal ud. Det ville din mor også have sagt.
Alberte gik modvilligt i gang med at fortælle hele historien om sin mor noget hun ellers aldrig fortalte andre. Sorgen, som først havde hærget hende, den år, hvor hun bare havde grædt og skreget ind i natten. At det var hendes indre halve, der var revet bort.
Hun fortalte om hvordan hun var flyttet, for at kunne leve videre. Om bedstemor og far, om hvordan hun var den, der ikke måtte knække, om hvordan hendes mor døde på en glat landevej.
Hun var overrasket over, at ordene flød så let til denne kvinde, der sad med samme rynke mellem brynene som hendes mor da hun blev alvorlig.
Selv Alberte bemærkede ikke straks, at tårerne nu bare gled lydløst ned over kinderne. Solvej sad stille, så gravalvorlig ud.
Åh, jeg græder nok, hva? sagde Alberte og tørrede kinden.
Det regner jo alligevel og det er sundt at lette hjertet lidt. Græd du bare, det gør godt. Det ville din mor synes om.
Og Alberte indså, det var første gang hun græd over sin mor uden at være ude af sig selv. Det føltes næsten rensende.
Jamen, hun er jo virkelig en mirakeltante, tænkte Alberte, lige før hun faldt i søvn.
Solvej var også faldet i søvn direkte på sofaen.
På alléen udenfor gav byens træer ydmygt deres guld og rødme til den våde jord.
Og regnen skyllede alt rent, slettede grænserne mellem himmel og jord gav minderne ro, lukkede det gamle, for regnen kunne trods alt ikke vare evigt.
