At tro på morens hellighed
Fyren dér har siddet i fængsel i Grønland. Folk siger, han var krigsfange. Og hun Ja, tænk engang, hun kalder sig for dannet!
Hun er slet ikke som os andre. Se hende der, Fru Anne Det var hende, der klagede til kommunen dengang med lodtrækningen om haverne. Stille som en mus, men du skal ikke tage fejl
Ja, og nu er hun gravid igen Hun render da også rundt. Tænker hun slet ikke? At skulle stå alene med to børn nu om dage!
Ved du ikke det? Hun har jo fået en bejler fra kornlageret. Snedig dame, og så bilder hun sig ind, hun er én af de fine. Først løber hun til kommunen, og dernæst efter rige mænd. Og hendes ægtemand er endda stadig i live
Anne
De toetagers, pudsede træbarakker stod vinkelret på jernbanesporet tæt ved stationen. De var i sin tid bygget i hast som midlertidige boliger for arbejderne, der rejste betonfabrikken og de tilhørende spor. Annes mand, Jesper, arbejdede før krigen netop på den fabrik, leder af autoværkstedet. De havde lovet dem lejlighed i fremtiden, som til de andre ansatte.
Som nygifte ankom de hertil i 1939. Og foråret 41 fødte Anne lille Alma. For tidligt, svag, blålig og altid kold. Anne forsvandt ind i omsorgen for hende
Men snart gik alt i stå krigen kom.
Jesper, hvad med mig? Hvad med os? spurgte Anne sin mand.
Her i byen havde Anne ingen familie. Hendes mor og far var for flere år siden blevet forvist til Bornholm. Farmoren boede i en glemt landsby i Jylland, og Anne tænkte ofte på, hvordan hun nu overlevede. Da faren stadig var der, var han kommet med mad; nu vidste Anne intet.
Jesper kom aldrig hjem. De midlertidige barakker blev fyldt som Noahs ark, repareret og lappet og alligevel brugt, for der var ingen andre steder at bo.
Støjen fra togene, støv og svagheder i fundamenterne husene hang sammen med lappeløsninger, vinduer pyntet med pelargonier og blondegardiner, men skrå og vindskæve.
De penge Jesper havde efterladt var hurtigt brugt op. En dag, da sult og håbløshed pressede på, slæbte Anne sammen med Alma sig til kommunen. Hun gik ind, satte sig, og sagde hun var kommet for at dø med sit barn. Men der var hjælp; hun fik job som vuggestuehjælper. Maden der holdt dem i live igennem krigen, sådan nogenlunde.
Krigen sluttede, Jesper kom stadig ikke. Anne ventede og ventede. Hun gik på fabrik nu, fik rationeringsmærker som alle andre. Alle ventede bedring, men alt stod stille. De, der endnu ikke havde modtaget dødsbud, ventede på, de kære vendte hjem men mange kom aldrig. Skrækkelige tider begyndte en ubarmhjertig sult.
Fra værelset på anden sal, det lille, hun delte med Alma, kunne de se togene. Fra syd til nord, nord til syd de frøs i lange stop på stationen, ventede og snoede sig ind i jernbanens egen logik.
Anne blev svagere det år. Hun var altid lille, men nu nærmest gennemsigtig og rynket i ansigtet. Alma var seks, hun var altid sulten. De rationer de fik rakte ikke en uge ud.
Det blev en rutine. Anne kæmpede, dag for dag, og ventede på et mirakel. En, der ville hjælpe.
Faren var allerede død i krigen, og mor var gået bort strax efter. Anne gemte det sidste brev fra hende, kiggede ofte på det slidte billede af mor med en lille hat og slør, der smilede blidt mod hende. Smuk mor Anne lovede sig selv aldrig at give op.
Hun ventede på Jesper. Der var ikke andre at vente på. Men håbet blev mere og mere spinkelt.
Der kom ingen breve. Hun vidste, hans enhed var blevet omringet, senere befriet og sendt til Færøerne. De omplacerede ham på Island, fortalte hun samtlige, vidste jo godt han var et andet sted. Men det var kun midlertidigt håbede hun. Men det blev stadig sværere.
Hun fortalte Alma, at far var en helt og det passede jo. Der var endda et billede, et gruppeportræt. Han sad oven på en kampvogn med sine mænd. Ansigterne var svære at genkende, men Alma vidste, præcis hvem hendes far var. Samme mørke øjne som hende selv.
Alma
Alma var ofte alene hjemme hele dagen. Hun holdt øje med klokken og den skål, mor havde stillet frem. Hun kunne næsten ikke vente til middag, så hun kunne spise. Det var grødfyld og en skive groft rugbrød. Ofte kunne hun ikke dy sig og spiste det før tid, og skammede sig over at klokken gik så langsomt.
Derefter satte hun sig i vinduet og stirrede ud. Sulten kom tilbage, hun ventede på mor. Om sommeren voksede røde æbler bag de private huse overfor. Alma kiggede længselsfuldt hun vidste, drengene stjal derind, og hun forestillede sig selv tage et saftigt bid. Hendes mund blev våd.
Det er frygteligt at stjæle! sagde mor, altid alvorligt.
Alma vidste det, og misundte dog drengene.
Hun var også rædselslagen for det fælles køkken. Frygtede alle de dufte der, hvor hver klarede sig selv. Nabomanden Kristian spiste brødet ubekymret, skar det med grøden og indåndede den liflige duft af suppe kogt på høne, hans mor boede overfor med stort hus og dyr. De i barakkerne så op til folket fra de fine huse.
Duften snoede sig som en tyk, varm tåge op i næsen Alma tænkte, én skefuld havde været nok til hende. At spørge om blot en skorpe men det må man ikke. Man må ikke tigge, og aldrig stjæle.
Kartoflerne
Efteråret kom, og Anne havde vundet sig et kartoffelstykke. Marken bag byen var før fællesejet, men nu løb rygtet om, at der ville blive uddelt jordlodder. Anne skyndte sig fra arbejde, bandt sit lille tørklæde over baskerhuen, greb en spade selvom sneen stadig lå tyk trak Alma med sig.
Ethvert stykke jord var guld værd i de år. På afstand så de flere løbe samme vej.
De nåede ikke frem. Folk råbte, pegede, markerede deres område. Nogle havde allerede sat hegnspæle i sneen. Nogle fik store jordstykker, selv dem med haver i forvejen. Anne og Alma løb rundt og ledte desperat efter bare en plet. Almas støvler blev gennemblødte.
Så trist havde Alma ikke set sin mor i lang tid. Mor græd på vejen hjem.
Det går nok, Alma. Vi kæmper videre.
Næste morgen klædte mor sig særligt pænt. Hun satte sit hår op, tog den fine broche på tørklædet, og gik til kommunen for at klage.
En uge senere kom en hel kommission og militær. De fjernede pæle, markerede op på ny. Folk turde ikke sige meget, men kiggede bedrøvet og bad dem huske på dem næste gang.
Anne jublede. Lodderne blev delt efter behov og antal personer i husstanden. Hvem der havde klaget var ingen hemmelighed, folk knuste et vindue og tegnede en langefinger på hendes dør. Det var det, hævnen rakte til mange frygtede hende lidt.
Anne og Alma fik en lille lods, og kollektivet gav dem kartofler til at lægge. Hun købte lidt mere på markedet. Da sneen smeltede, gik hun i gang med spaden.
Alma så på, hvordan hendes lille, fine mor kæmpede med den tunge jord. Mor lod hende tage de små stykker, så hun ikke skulle kæmpe for meget. Når mor hvilede sig, sagde hun: Bare lidt endnu, Alma. Nu tager vi en bid rugbrød og lidt te. Vi kan ikke stoppeellers tar de andre jorden.
Mor undgik at tale grimt om folk, så hun tav. Tørrede sveden bort og smilede træt og kærligt over deres lille stykke. Deres jord deres håb om vintermad, håb om livet.
Og så gik sommeren med at hyppe kartofler, luge ukrudt, hente tungt vand fra brønden. I september gravede de op. Det blev et godt år. Alma var mindre glad for høsten end for mors glæde. Mor var klar til at kysse hver eneste lille kartoffel bar tunge sække op på anden sal. Hendes lille skikkelse forsvandt bag sækkene, mens ansigtet var gråt af jord.
Kartoflerne blev lagt ud på aviser og gamle klude for at tørre. Lugten var tung af jord, men det betød mad.
Sennep vokste, lidt rødbeder, gulerødder. Lidt purløg i vinduet. Ren lykke overflodens fest.
En veninde tillod dem at bruge kælderen til vinteren. Anne talte hver kartoffel ekstra gang skamfuldt, men sulten ændrede folk, selv de bedste.
Æblerne
Det var netop i denne tid, hvor maven var fuld, at uheldet skete.
Alma, sagde veninden Frida, Drengene vil hente æbler i haverne! Måske får vi et.
Drengene delte ofte deres bytte. Alma skammede sig, når de planlagde, men kunne ikke sige nej et æble var næsten helligt.
Større luksus havde hun ikke fået end sukkerroe for tiden. Hun nød sit æble, gemte det, drejede det mellem hænderne, tog første bid med lukkede øjne.
De plejede vente på hjørnet, men denne dag gik de længere ned ad gaden. Hvad kunne der ske?
Alma bøjede sig for at binde en løs snøre. Så lød Fridas stemme bag hende:
Løb Alma! Lyden af flygtende fødder.
Almas snøre ville ikke i hullet hvordan løbe? Hun så drengene komme løbende, stak et lærredsnet i hendes hænder, fuldt af tunge æbler.
Hun smed den ikke, men løb med. Hendes sko gled, næsten ved at falde. Da, pludselig, blev hun skubbet, faldt på knæ, nogen rejste hende op.
Ikke flov, hva? Svar mig, lille tyvepige?
Jeg jeg er ikke tyv, snøftede hun.
Er det her ikke stjålne æbler? Han rev posen ud af hænderne. Hvor bor du? Nu går vi til din mor!
Men mor er på arbejde
På arbejde? Så venter du hos mig. Til din mor kommer. Så går vi til hende.
Jeg stjal ikke, græd Alma. Jeg gik bare forbi!
Jah, det siger I alle sammen. Har I begået rovhugst for tiende gang i år, slyngler! Han slæbte hende tilbage.
De kom ind bag det grønne plankeværk, forbi et stort løvprydet hus med udskårne karme, grønne skodder, blomster overalt. Æbletræer bøjede sig, geder brægede, en ko muhede.
Værelset indendørs var stort, rundt spisebord, dug, reol fuld af bøger, glasfigurer i skabet, midt på et sæt kostbart porcelæn. Over sengen et vægtæppe med slot, svaner, prins og prinsesse. Alma stirrede. Hun sad rettet op på sofaen, klar til straf, mere ked af det på mors vegne.
Hun nåede også at se ham: lille, skaldet, rød i kinderne, i stribet jakkesæt, fyldt med blyanter i lommen. Hans gamle mor var næsten døv, langsynet. Han råbte af hende.
Du mærker ingenting, mor! Lyssky unger stjæler foran næsen på dig! Hvis jeg ikke kom hjem, var hele haven ribbet! De rodede hele køkkenhaven op, slyngler! Hører du overhovedet, mor?
Alma var lammet af frygt. Ord kunne have udryddet hende der på sofaen.
Mens han stormede, kom hans mor listende ind.
Er du bange, lille ven? Bliv ikke bange. Han råber kun. Sulten, hvad?
Alma rystede på hovedet skrækken fjernede selv sulten.
Jo, du er, gik hun i køkkenet og kaldte hende til suppe med dild.
Alma forsøgte ikke at slubre, men hun syntes hun spiste grådigt. Værten sagde ingenting.
Først kom Fridas mor, Fru Kirsten.
Karsten, de piger stjal ikke. De gik bare, håbede på at drengene ville dele lidt, men de stjal ikke selv
Karsten gav ikke slip før Annes ankomst. Hun kom forpustet, baskerhue bagtil, undskyldte og krammede Alma.
Gør nu ikke mere ud af det. Hun sprang da ikke over hegnet? Blev bare revet med! Karsten blev blidere.
Han stoppede et par æbler i Annes hånd. Hun rakte dem tilbage, så han gav dem til Alma.
Jeg anmelder ikke noget, bare rolig, sagde han.
Alma var lettet, men undrede sig mor var slet ikke glad. Måske synes hun, Alma var næsten-tyv og ville nu snakke alvor. Men ingen snak kom. Mor var tavs og tænksom.
Karsten kiggede forbi hos dem. Havde papirspakke med. Han gav Alma en varm kartoffelbolle. Den smeltede næsten i munden. Han kiggede på kartoflerne, spurgte om høst. Mor satte te over, men var underlig anspændt, trist, ventede bare han skulle gå. Da han gik, åndede mor frit.
Men snart kom Karsten igen nu med en hel dåse bolsjer. Alma blev sendt ud, men bagefter græd Anne. Måske skældte han mor ud over den sag med æblerne?
En måned senere fortalte Frida:
Din mor har fået sig en kæreste?
Hvad for en?
Ja, Karsten. Han er økonomichef på kornlageret. Penge har han, og den gamle kan ikke klare det længe. Din mor burde sige ja. Min bedstemor siger det. I er jo fattige, lever sultne, og vinteren bliver kold
Kæreste? Men vi har jo min far! Almas far var stadig hendes levende helt, han var bare væk lidt, det vidste hun. Mor ventede stadig på ham, kiggede på hans billede, listede i brevene. Ansigtet blev sagte og barnligt mor ventede stadig.
Kæreste, kæreste! Din mors for stolt, siger bedstemoren. Men måske lever din far ikke længere.
Alma skændtes og blev ikke fornærmet, frygtede ikke ville ikke tro. Hvis han var død, kom der jo dødsbud! Som når Fru Mette hylede, da hun fik besked. Men mor sagde altid han kom hjem igen.
Og så var Frida dum.
Kom, lad os rulle ned ad bakken i Emdrup, børnehjerter kendte ikke voksnes bekymringer.
Brev
Efteråret dryssede sne over byen. Den farvede græsset hvidt, søerne frøs, så et mærkeligt lagen lagde sig over alting. Sne på hustagene, på gårdens bænk, selv på postbudets hue.
Alma så postbudet Madsen gå op ad trappen. Han plejede under krigen at råbe hvis han IKKE bar besked om død. Stilhed betød dødsbud. Han udleverede brevet, tog en tår brændevin sammen med den sørgende. De der ikke kunne drikke, lod ham gå. Han bar sorgens budskab.
Alma frygtede ham. Nu var der dog roligere, men dødsbud kom stadig.
Et brev til jer, sagde han, rakte hende konvolutten.
Hun smækkede døren. Han ventede. Hun åbnede igen, greb brevet, smed det på bordet og gemte sig under tæppet. Måske var det et dødsbrev? Hun kunne ikke læse. Hun måtte vente.
Mor kom hjem, træt. Så ikke straks brevet. Alma gav hende tid, men pegede så på konvolutten. Skjulte hovedet, kiggede ud. Mor flåede den op, læste, tjekkede bagsiden, som om der manglede noget.
Alma kunne ikke vente, sprang frem.
Mor, er far død?
Mor kiggede mærkeligt.
Hvad? Nej nej, Alma Far lever. Men han kommer ikke hjem foreløbig. Det står der Han kommer ikke hjem endnu.
Alma kastede sig om halsen på hende. Bare det ikke var et dødsbrev, bare mor ikke græd.
Vil du ikke læse det op?
Mor læste far havde det godt, elskede dem, og de ville ses igen. Læste hun længe, og Alma undrede sig hvordan så meget kunne stå med så få ord.
Og tallene? Hvad betyder de?
Mor lukkede straks brevet.
Bare datoer. Hvornår han sendte brevet. Alma, du må ikke fortælle nogen, at far skrev. Ingen!
Hvorfor? Frida siger, far er død, og du skal giftes med Karsten, at han er din kæreste.
Sludder! Alma, vi har vores far. Han er i live. Du skal ikke lytte til de andre. Lover du?
Og Alma lovede.
Foråret kom, igen satte de kartofler. Alma så mor og Karsten tale mellem grøfterne.
Anne, jeg mener det. Lad os Jeg gør alt for dig. Jeg giver ikke op.
Nej, Karsten. Gå hjem. Vi skal nok klare det selv.
Men du ved, ét vink fra mig og
Jeg ved det.
Karsten var vred, men hjalp alligevel, gravede i jorden.
Og da sommeren nærmede sig, sagde Frida: Din mor venter barn Karstens barn.
Alma så jo også mors runde mave, mor ventede en lille. Børns viden var ikke stor dengang. Alma ville ikke tro, barnet ikke var fars. Hun tænkte ikke, det kunne være nogens.
Det kunne ganske enkelt ikke være.
