Den forkerte enke…
Jens Henriksen sad bag rattet og snoede pegefingeren om rattet på sin slidte Ford, mens han kørte hjemad fra arbejdet gennem de evigt grå Københavnske forstæder. Trætheden lå tungt i kroppen, og hans blik gled over de beskidte ruder, mens han tænkte på, hvor afsindigt træt, ja nærmest led, han var af sit job og det evige hamsterhjul. Noget dårligt var det jo ikke han kunne udholde arbejdet og pligterne, men det var, som om han havde fået nok. Til kvalmepunktet.
“Alt sammen på grund af den skide pensionsalder, der er blevet hævet,” gryntede Jens, “ellers havde jeg allerede for tre måneder siden siddet med kaffe og hjemmebagte kanelsnegle i kolonihaven.”
Denne dag sneg sig afsted, og da uret endelig viste fyraften, var det ikke hjemad han skulle, men til sin søster. Helle havde bedt ham om at hjælpe med at samle et garderobeskab fra IKEA, og ja, han kunne jo ikke sige nej.
Med tungt hjerte tænkte han på, alt det Helle havde været igennem de sidste par år. Først døde hendes mand, Bent en god, solid mand, som alle havde kunne lide. Han havde motioneret, var rask, men hjertet svigtede pludseligt og uden varsel. Og så blev Helle ovenikøbet fyret på en tarvelig, kold måde. En eller anden opdigtet begrundelse om manglende kompetencer, men under overfladen var det tydeligt, at de bare havde fundet en yngre kvinde at tage hendes plads.
Ikke desto mindre stod Helle oprejst. Hun havde fundet et nyt job, dog med langt mindre i lønposen. Men det gik der var råd til både kartofler og at købe nyt møbel. Og selvfølgelig savnede hun stadig Bent, det underkende Jens ikke. Og når hun havde brug for hjælp med garderobeskabe, var broren altid klar.
Da Jens kom, blev han straks placeret ved bordet. “Man kan ikke tænke eller skrue på tom mave,” sagde Helle bestemt. “Sæt dig.”
“Du må undskylde det bare er røræg, Jens,” begyndte Helle undskyldende. “Jeg bor jo alene, børnene kigger stort set aldrig forbi. Jeg får ikke lavet noget særligt kun til mig selv.”
“Ah,” sukkede Jens, mens han skar en bid rugbrød til æggene, “da Bent levede, havde vi da altid noget særligt altid både forret og varme retter. Og dine boller hvor var de gode!”
“Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst bagte,” fnøs Helle og skubbede det fra sig. “Suppe får jeg kun, hvis jeg er heldig og fanger den i kantinen. Ellers kører det bare på rugbrød og leverpostej.”
“Det er jo lige netop det!” sagde Jens, pædagogisk, “Havde du haft en mand, måtte du jo lave mad hver dag. Og så var der altid noget lækkert hjemme.”
“Hvad antyder du?” spurgte Helle mistænksomt.
“Jeg siger bare, Helle-musen, at det nu er to år siden, Bent døde,” sagde Jens, “du må tænke lidt på dig selv. Hvorfor gifter du dig ikke igen?”
“Du er vel sjov! Hvem vil dog have sådan en gammel krage?” udbrød Helle. “Du er jo mand mænd kan være ungkarl til de bliver tres. Det kunne nu også være på tide, du fandt dig en kvinde. Vi kvinder har ry for at have kortere udløbsdato.”
“Du har nok ret,” nikkede Jens overlegent og smilede skævt. “Men tak for mad lad os se på det garderobeskab.”
“Du flygter!” lo Helle. “Nu bliver vi altså i snakken: Hvorfor har DU ikke giftet dig igen? Det er ti år siden, du og Malene blev skilt og du sidder stadig alene.”
Jens tav. Da han og Malene blev skilt, havde han svoret aldrig at sætte fod i rådhuset igen. Men årene var gået, og nu savnede han både varm suppe, frikadeller og rene lagner. Jo, selvfølgelig gjorde han de ting selv, men det var besværligt, for det var kvindearbejde, og mænd er jo ikke bygget til alt det.
Og så kontoret! Det bandede han. “Var der bare en kone, god og kvik, så fik jeg både et glad øje, varm mad og friske dyner.” Jens drømte efter en sød, driftig kone, der elskede ham.
“Hvorfor venter du så, hvis du vil have det?” lo Helle. “Vi er ikke unge længere, men vi har da fortjent lykken. Går det ikke for mig, kan det måske gå dig!”
“Det er nu ikke så enkelt,” sagde Jens tænksomt og sorterede skruer fra hinanden på bordet.
“Mangler du stumper?” Helle var straks bekymret.
“Nej, det er kærligheden, der mangler,” sukkede Jens, “Jeg gider ikke en gammel kone på min egen alder. Til hvad nytte?”
“Så skal det være en ung én, eller hvad?” drillede Helle.
“Ja, en frisk én. Kvik, sjov, nysgerrig. Ikke sådan en, der bare dumper i sofaen og skal serviceres. Nej! Hun skal nusse og lave lækre retter, have styr på rengøringen…”
“Hm! Unge piger nu om dage er ikke interesseret i rengøring!” fnes Helle hånligt. “Tag nu min Julie hendes lejlighed ligner et bombenedslag, når jeg kommer der. Og Lise, Sørens datter, bestiller kartoffelmos fra Wolt! Så forklare mig lige, hvad du skal med en ung én?”
Jens prustede. Nej, ikke DEN slags unge piger. Han så for sig en rigtig ung husfe som ikke aner, hvad “Wolt” er, men til gengæld har styr på støvsugeren og slår pirogger i hånden.
Bare tanken om hjemmelavede frikadeller fik ham til at smile drømmende. Han forestillede sig en sød, drillende pige i forklæde, der serverede dampende mad, og skænkede snaps op…
“Har du købt dem i Netto, hva?” snerrer Jens strengt til den unge hustru altså i drømmen.
“Jamen Jens, dem har jeg da selv lavet,” svarede hun med vidvåbne blå øjne. “Smag selv! De købe er ikke til at spise, men mine åh!”
“Det tror jeg på!” sagde Jens storhjertet og klappede hende drillende åh, nu fløj fantasien afsted med ham! Han rystede på hovedet for at holde skruerne samling.
“Nej, Jens, du skal have én på din egen alder eller bare et par år yngre,” insisterede Helle. “En ung gider dig ikke. Hvad skal hun bruge en med stive knæ og gamle ski på altanen til?”
Jens mumlede og hævdede, han var mindst lige så god som alle de andre mænd. Måske ikke helt ung, men bestemt ikke gammel.
“En ung, lillebror, kræver gave og oplevelser. Nyt tøj, frisør, spa. Og du skal jo holde dig selv i form! Du har lagt dig ud det sidste år.”
Jens var ikke enig. En kone skulle da elske ham ikke gaverne. Hun kunne købe tøj selv. Men bemærkningen om de ekstra kilo sved. Han følte sig da pæn og mente, at maven kun klædte ham. Og de få grå hår det gjorde ham interessant!
“Nej, Jens, du skal have en moden kvinde med voksne børn. Så har hun råd til gaver og ser stadig godt ud.”
“Har du én på hånden?” spurgte Jens mistænksomt.
“Ja,” nikkede Helle. “Else Jacobsen nede fra stueetagen. Hendes mand døde for fem år siden, nu bor hun alene. Hele opgangen synes, hun er synd for.”
“Sidder hun og græder meget?” spurgte Jens. “Det gider jeg altså ikke!”
“Nej da. Hun har grædt ud, går til fitness og i svømmehal, og hun rider på islandske heste. Ja, ja, det gør kvinder med tid, når mændene forsvinder. Finder på de mærkeligste ting!”
Helle fortalte mere om Else, men Jens blev ikke straks begejstret. Else var pensionist det stak i ham. Kvinderne blev jo sendt tidligere på pension! Men til gengæld havde sådan én tid til at tage sig af ham, og hun ville føle sig heldig over at få en mand sådan lidt sent i livet. Og så kunne hun prale til veninderne…
“Hør, Jens kom herind!” Helle stod på altanen. “Der går Else. Kan du lide, hvad du ser?”
Jens lænede sig ud og spærrede øjnene op. Man så ikke ansigtet tydeligt fra femte sal, men hun var slank og pænt klædt. Hun steg ud af en flot bil og hilste venligt på naboen. Ja, Else havde bestemt styr på tingene. Og hendes bil den var bedre end hans gamle Ford.
“Måske jeg kan få hende til at bytte? Hvorfor skal hun køre i sådan en dyr bil? Jeg kan tage den hun kan få min,” tænkte Jens højt.
“Hvad siger du?” spurgte Helle.
“Ikke noget,” viftede Jens af. “Bare tanker!”
“Nå, synes du hun er noget?” spurgte Helle begejstret.
“Tjo, det var måske værd at prøve at hilse,” nikkede Jens.
“Vi skal få stablet et møde på benene!” Helle lyste op. “Else vil blive glad jeg har så ondt af hende! Jeg ved, hvordan det er at være alene. Og mon ikke du kan blive godt gift og hvis det går dig vel, er det måske min tur næste gang!”
Søskendeparret lagde plan for, hvordan de skulle få Else og Jens sat sammen. Ifølge Helle holdt Else sig væk fra nabofnidder. Hun var flink og hilste altid, men havde altid travlt med træning eller andet sport.
“Man gør hvad man kan som kvinde for at glemme ensomheden,” sukkede Jens. “Det er da synd for hende. Hun virker sød.”
“Åh, hvor vil hun dog blive glad, når en mand som dig ligger billet ind!” udbrød Helle, der oprigtigt glædede sig over at gøre noget godt. “Det er jo nærmest som at trække en Lottokupon!”
Jens var enig, og Helle lovede hurtigt at arrangere mødet med Else. Hun gik ud i køkkenet for at lægge planen og forlade Jens alene med skruerne. Han fik aldrig garderoben samlet; Helle måtte ringe efter en handyman. Men hun fik Else overtalt til et møde med Jens!
Vel, det var ikke helt som en direkte date, men et møde var det nu og det var da tæt på en sejr! Helle ringede op.
“I morgen, Jens! Køb lige en buket blomster.”
“Hvilke blomster? Jeg køber ALDRIG blomster. Det er jo dyrt!”
“Fat dig! Køb dem på tilbud hun springer også på dig uden blomster. Men køb nu!”
“Skal jeg virkelig?”
“Til første møde, ja! Og tag den beige sweater på den jeg gav dig, da du blev skilt!”
“Okay.”
Jens spurgte så, hvordan hun egentlig havde fået aftale med Else.
“Det var smart,” priste Helle sig selv. “Else klagede over larm i radiatorerne. Så sagde jeg, at min bror dig var en ørn til rør og varme. Kom forbi så kigger du på det!”
“Men jeg kan jo INTET med VVS!” protesterede Jens. “Sidste gang jeg skulle skifte pakning, endte jeg med at oversvømme min underbo!”
“Else forstod straks det gik ud på noget andet. Hun kender jo gamet. Og hun kan let finde en rigtig blikkenslager, hvis hun vil. Men en mand … dem er der ikke mange af.”
Jens talte sine penge. Der var stadig en uge til næste løn, og han havde meget lidt tilbage, når alt var betalt. Alligevel besluttede han at købe blomster skulle han vinde lykke, måtte han investere.
Han fik klædt sig pænt på, købte billige tulipaner og kom forbi Helle for godkendelse.
“Du ligner sgu også noget,” sagde Helle med hjertevarm misundelse. “Else er en værre heldig en!”
Jens gik lidt spændt mod Elses dør. Da hun åbnede, var han få sekunder i tvivl om, han havde ringet på den rigtige. Foran ham stod en kvinde, tydeligvis ikke yngre, men flot: velplejet hud, klar i blikket og ja, de grå hår var farvet væk. Enkel hjemmebeklædning og bestemt overrasket over at se ham med blomster.
“Jens Henriksen?” spurgte hun tøvende.
“Ja her, de er til dig!” sagde han fornøjet og overrakte buketten.
“Til mig? Hvilket lykketræf!”
Jens smilede overbærende. “Nu sidder jeg jo her, klar til at hjælpe og nyde selskabet.”
Else stilte blomsterne, takkede, og begyndte straks at forklare omkring radiatorstøj. Hun bød ikke på kaffe eller andet.
“Skulle vi tale om VVS over middag?” forsøgte Jens.
“Middag? Hvad for en middag?” Så Else overrasket ud.
“Jo, jeg havde nu regnet med lidt hygge… og du kunne have gjort lidt mere ud af dig selv,” hentydede Jens.
Men alle hans forsøg blev mødt med forundring. Else holdt sig til sagen radiatorer. Han prøvede at antyde date, men hun talte kun om reparation.
“Jens, få dig, venligst, en kop kaffe hos din søster,” sagde Else og rakte ham blomsterne. “Du må have troet, du skulle på date men jeg havde kun ventet en VVSer.”
“Du har da kun inviteret mig pga. varmen!” udbrød Jens fornærmet.
“Naturligvis!” nikkede Else uden at forstå dramatikken, “jeg ville da betale dig, hvis du løste det!”
“Jeg er ikke kommet for at arbejde!” vrissede Jens. “Jeg kom for at glæde dig blomster, middag, det hele!”
Else grinede og viste ham døren. “Jeg skal nok finde en blikkenslager. Tak for i dag!”
Jens følte sig afvist. “Hvordan har du tænkt dig at klare bil og alt muligt?!”
“Automekanikeren, naturligvis,” svarede Else. “Og mad jeg spiser dejligt, og jeg kan selv tage på café, hvis jeg vil. Hvad skal jeg med en mands snorken og beskidte strømper?”
Jens forlod lejligheden fornærmet. Stedet var ellers lækkert istandsat, og han havde da hellere end gerne flyttet ind første aften hvis ikke Else var sådan en speciel enke.
“Mærkelige kvinder der findes!” brummede han for sig selv og viftede med blomsterne. “Her tilbyder jeg husly, mad og lidt kærlig omsorg og de takker høfligt nej!”
I stedet for at gå hjem gik han op til Helle, for at tømme hjertet.
“Du, lillebror,” sagde hun og hældte lidt solbærlikør. “Hun tror bare ikke på, at hun kan være så heldig at få sådan én som dig. Det kan være, du må prøve igen om en måned hun skal lige vænne sig til tanken!”
Jens nikkede ja, måske Helle havde ret. Enke eller ej, alle kvinder ønsker jo lidt varme, og når Helle forklarede tingene på den måde, gav det mening.
“Efter næste løn besøger jeg Else igen og så køber jeg altså flere blomster,” erklærede Jens muntert. “Imens kan buketten pynte her hos dig, du fortjener den også, Helle.”
Helle satte stolt blomsterne i vand, og glædede sig over at have sådan en fin bror.
***
Else selv sad alene i lejligheden efter Jens besøg. Hun forstod ikke helt, hvad det var, alle de mænd fik galt i halsen hvorfor gik de ud fra, at så snart man er enke og pensionist, skal man redde værende forliste midaldrende mænd med suppe og omsorg?
Efter Bents død havde Else hurtigt vænnet sig til sin frihed. Børnebørnene var vokset op, ingen grund til at nusse om nogen mere. I stedet nød hun at tage dem med til Skagen om sommeren. Hun havde solide opsparinger fra Bent og tog sig glædeligt til teater i Aarhus med veninderne, nød kage og kaffe på hyggelige caféer og cyklede rundt i byen.
Hendes liv var begivenhedsrigt og rigere end nogensinde før pensionalderen var fuld af spændende oplevelser. Hvorfor skulle hun dog ofre det for en mands snorken og kravet om hjemmelavet suppe?
