Mester Næse
Min onkel var et sandt dydsmønster. Da han for alvor blev syg, kaldte han mig til sig.
Freja! sagde min onkel.
Her stopper den H.C. Andersenske side af historien. Det kunne have blevet mere som Pontoppidan, for min onkel hed nemlig onkel Jens, men det hele viste sig at være indledningen til så fantastiske eventyr, at selv Stephen King måtte give fortabt.
Jeg kendte faktisk næsten ikke min onkel. Det gjorde ingen i familien egentlig; han havde altid haft ry for at være sær, boede tilbagetrukket på landet et eller andet sted, talte ikke meget med folk og ingen vidste, hvad han faktisk lavede. Jeg havde kun set ham to eller tre gange i mit liv.
Så jeg blev godt overrasket, da onkel kaldte mig til sig. Netop kaldte. Han sagde det i telefonen: “Jeg befaler dig at komme til mig i en meget, meget vigtig sag.” Det var kun lige så forbløffende, at han overhovedet kendte mit nummer. Nysgerrig satte jeg mig ud i bilen, som onkel selv havde sendt. Bare fem minutter senere stod den parkeret udenfor mit kollegie. Han var vis på, at jeg ville komme.
Freja! sagde onkel.
Og blev tavs. Det viste sig, han ikke boede helt ude i den vilde udkant. Tre minutter fra motorvejen ad en flot, asfalteret vej gennem skov, og pludselig dukkede hans hus op. Eller, hus det lignede mere et slot. Et stort, mørkt treetagers hus med spir og tårne, der så dystert og lidt fortryllende ud mod granernes vilde baggrund. Chaufføren, der ikke havde sagt et ord, pegede mig bare til døren, bukkede og forsvandt.
Ja, onkel Jens, sagde jeg og bragte ham tilbage til virkeligheden.
Freja, sagde han og begyndte at hoste.
Han så ikke godt ud. Tidligere havde han ikke mørke rande under øjnene, han hviskede ikke og især ikke lå i sengen omgivet af dyner, så kun den velkendte familie-langstrakte næse stak frem. Da han havde fået vejret, fortsatte han:
Mine dage er talte, men mit livsværk er uafsluttet. Jeg har stolet for meget på mig selv og undladt at tage en elev eller assistent. Men bedre sent end aldrig. Ud af alle muligheder har jeg valgt dig.
Igen, jeg anede ikke, hvad onkel egentlig lavede og udsigten til at blive inddraget i noget som helst i dette mørke slot frydede mig ikke.
Men hvorfor mig begyndte jeg.
Jeg har besluttet at testamentere dig dette hus, afbrød onkel, på én betingelse.
Det begyndte at klinge af jackpot i mit hoved.
Hvilken betingelse? spurgte jeg, og forsøgte at se charmerende ud.
Du skal bo her sammen med mig i en måned. Der er rigeligt med værelser, vælg hvad du vil, bare du ALDRIG går i kælderen uden mig. Spil bare med?
Mit hoved blev tomt på et splitsekund, og det næste jeg vidste, trykkede jeg hans tørre hånd.
Der var faktisk mange værelser. Da jeg havde set fem eller seks stykker, havde jeg glemt at tælle. Alt sammen i gotisk onkel Jens-stil mørkt, tungt, teatralsk. Intet rod, som på et hotel. “Selvfølgelig, her skal jeg lave et lille boutique-hotel!” tænkte jeg. Jeg valgte værelset længst væk fra onkel. Satte mig på den kæmpe seng med baldakin, trak de bordeaux gardiner fra og stirrede ind i grantræsvæggen udenfor. Ja, mørkt og lidt kedeligt, men sommerferien er fri, og mine forældre graver oldtidsknogler i Jylland. Hvis bare der er wifi Og det var der. Uden kode.
Køkkenet var topmoderne, køleskabet fyldt. Onkels hjem en eksentrisk millionær værdig. Måske VAR han det.
På mine opdagelser nåede jeg til kælderdøren. Jeg tog i håndtaget ikke låst. Nå. Men ikke dumt at lytte! Bare bo her en måned, undgå kælderen, og hyg dig. Piece of cake!
Men det værste er at vente. Og slet ikke vide, hvad man venter på. Jeg havde tusind spørgsmål, men besluttede at stille dem i morgen. Jeg daskede op til mig selv igen, tog et par selfies, da den store gamle telefon på natbordet ringede.
Freja! onkel igen. I morgen skal du se laboratoriet; i dag vil jeg hvile.
Et laboratorium? Til hvad?
Bag skabet! sagde på onkel, og lagde på.
Klokken VAR kun fem! Hvordan ved han, jeg valgte dette værelse? Nå, nysgerrigheden må vente til i morgen. Jeg pløjede lidt igennem anime, spiste onkelens mad, og lagde mig under dynerne. Sov dårligt, drømte underligt og vågnede ved at jeg syntes, nogen viskede og gik ude på gangen eller måske var det bare mit hjerte, der hamrede stresset.
Næste morgen træt og hævet trak jeg ud for at finde onkel.
Onkel Jens, må jeg komme ind?
Døren stod lidt åben. Onkel var væk. Men hvilket kaos! Som om nogen ledte efter en nål og rodede alt op. Selv sengen var væltet, dynen trukket mod døren. Jeg så straks for mig, at onkel var blevet slæbt bort, mens han desperat klamrede sig fast. Nattens lyde havde altså været virkelige.
Jeg spurtede gennem huset. Ingen onkel, ingen spor. Måske var han ude? Men døren var låst fra indersiden. Kælderen!
Kælderdørens hængsler var revet fri.
Onkel Jens! hviskede jeg.
Man må ikke gå ind uden ham, men hvis han ikke er nogen steder, så er han vel der Gispende stak jeg hovedet ind. En lille forstue, vandpytter på gulvet, og en massiv dør lignede porten til en bankboks. Og den begyndte at åbne helt langsomt, som om den havde ventet på mig. Kulden slog imod mig, og ud trådte
En lille fyr, knaldrøde kinder, stor næse, iført store støvler og fåreskindsjakke.
Hvo er du? spurgte han på en mærkelig, snøvlende dialekt.
Han så næsten lige så overrasket på mig, som jeg på ham. Frost i øjenvipperne smeltede og dryppede ned ad kinderne.
Jeg? Freja, min stemme rystede af kulde eller skræk.
Frerja? Hvor er mester Jens?
Det ved jeg ikke
Aj, for pokker Krig, sygdom, pokkers uheld! Kræver hans hjælp!
Gæsten var meget oprevet. Jeg forstod ikke alt, men stedet var krigsramt. Og han græd eller havde gjort det.
Mester Jens? Min onkel Jens?
Han tegnede lang næse, snøftede og lavede mimik. Nej, der var han ikke.
Find! Find mester! Krig, ja, pokker ta det! han gestikulerede, og jeg måtte følge ham ind i onkels værelse, hvor han blev endnu mere ophidset, gennemsøgte hver krog, før han i et hjørne samlede en lille kobberknap op, rakte den til mig og udbrød: Knopper!
Jeg duftede og kobberknappen duftede uventet af timian! Den var hul og fyldt med pulver.
Knopper! gentog han, Frels mester! Hurtigst!
Han nævnte sit navn det lød som Pjetur. Eller muligvis Pjætter. Han pegede hele tiden på min næse. Pludselig blev han alvorlig, så mig dybt i øjnene. Jeg indså, at jeg var blevet ansvarlig for at redde min onkel. På en eller anden måde blev han mig kær.
Så derfor, omviklet i onkels dyne, går jeg nu gennem en snestorm. Spørg mig ikke, hvorfor der er snestorm sidst i juni og bag kælderdøren! Jeg chokeres, men følger min følgesvend, der laver små dybe spor, jeg prøver at træde i. Jeg spørger endeligt, efter at min næse fryser fast:
Hør, Pjetur. Skal vi ikke hvile lidt?
Jeg hedder Pjætter!
Han graver i sin jakke, tager en lille dåse frem og drysser lidt brunligt pulver i min hånd.
Snus! siger han.
Pulveret dufter stærkt og krydret. Jeg snuser og straks får jeg varmen, ny energi og begynder næsten at lege hest i sneen.
Pjætter, kom nu!
Jeg hedder Pjætter, smiler han og følger efter.
Efter lang trav krydser et spørgsmål min tanke:
Hvor er vi egentlig på vej hen?
Ikke VI. Du går. Du er heksen. Du kender vejen.
Heksen!? protesterer jeg. Du har ført mig ud i vildnisset og kalder mig heks!
Snus! siger han myndigt.
Jeg snuser. Sneen stilner, markerne åbner sig, og duften af timian fører os hen til en snedækket bakke, hvor en lav trædør ses på bagsiden. En slags jordhytte og velkommen, for mine sneakers og jeans er gennemblødte.
Indenfor halvmørkt, lyde, larm og duft af sur vin, mad og møgbeskidte klude. En kro, som i et gammelt folkeeventyr. Folk spiser, drikker, råber og slås ved lange borde. Jeg har lyst til at løbe hjem, men Pjætter hvisker:
Kom med!
Ingen lægger mærke til os jeg er dog et hoved højere end dem alle, må dukke under bjælkerne. Vi sætter os hos værten, en bredskuldret mand med rød skægvækst, der kun nikker og serverer brød, kød og øl i trætankard.
Har du set knopperne? spørger Pjætter.
Nej, min herre, svarer værten og forsvinder.
Så registrerer jeg en metallisk lugt. Jern. Jeg nævner det. Pjætter tager det alvorligt, styrer hen mod disken, hvor værten ser skræmt ud.
Pludselig er der uro; fra hjørnet stimler tre mærkelige gæster hen. De dufter af forrådnelse og nervøsitet. “Pas på, Pjætter!” råber jeg og kaster en krus i hovedet på én. Han falder, de to andre trækker knive, men Pjætter er lynhurtig. Sætter værten som skjold, undviger knivstik og sender fjenden til tælling. Jeg ser på med beundring han dufter pludseligt friskt!
Kampen vinder Pjætter, og kroen bryder ud i lettet hujen. Stemningen skifter, og snart bliver vi inviteret videre ud i byen af Pjætter.
Midt i byen bliver vi ført op til et prægtigt palæ, hvor vi bliver hilst ærbødigt af velklædte folk. Jeg får et værelse, der minder om dem i onkels slot og en tjener, der sprøjter rummet med vanilje- og lavendelduft.
Næste morgen bliver jeg serveret morgenmad sammen med Pjætter nu i blåt galla, med guld og duft af autoritet. Du er vel nok kronprins, tænker jeg. Og rigtigt nok! Han afslører sin rang over morgenmad, og jeg får endelig forklaringen.
Kort fortalt: Pjætter er prins, general og diplomatiske budbringer mellem to nabolande, som har adgang til “vores” verden. Min onkel havde handlet med dufte ikke parfumer, men noget der påvirkede den menneskelige psyke. Fx, duft af mod eller glæde. Af ukendte grunde forsvandt onkel, og uden aromaerne gik alt i stå. Den ene side gik i krig, onkel forsvandt, og nu måtte de bruge mig og min næsevne som den nye duftmager.
Efter længere eventyr, hvor jeg lærer at håndtere, skabe og blande dufte, tester dem på soldater og borgere og hvor duftenes virkning viser sig at forstærke sig selv: godhed fremelsker godhed, frygt avler frygt forstår jeg, hvor stor magt jeg har. Krigen ender, da jeg udtænker duftkombinationer, der opløses i regn og forvandler panik og aggressive følelser til glæde og forsoning på slagmarken.
Onkel Jens genforenes med mig, afslører, at han ikke længere kan lugte efter corona, og derfor er alt overgået mig. Pjætter undskylder, at han “forrådte” mig, og alle forenes i et lykkeligt opgør.
I den danske version bliver freden fejret med festbanketter, dans og lange traditioner. Begrebet næse begynder at betyde noget helt andet hos folk.
Og jeg? Jeg flytter ind i onkels villa nord for Silkeborg, får egen aroma-labo under soveværelset (selvfølgelig gemt bag skabet), udvikler vidunderrige dufte, inviterer kongefamilier på besøg, og skriver tilmed digte, som lokale visesangere synger i kroer og på torve.
Og hvem ved, måske lykkes det en dag at skabe ægte duftmagi, der virker i vores verden
Indtil videre arbejder vi på sagen.
