Redde mit barnebarn.
I tre nætter i træk blev jeg, Karen, plaget af den samme drøm, en drøm så levende, at jeg vågnede iskold af skræk, hver gang den var forbi. Hver nat vågnede jeg midt i mørket og gik søvndrukken rundt i vores gamle bindingsværkshus, begyndte på de vante morgenrutiner før solopgang. Men tågeagtige billeder fra drømmen blev hængende, og jeg måtte støtte mig ved køkkenbordet og tvinge tankerne væk.
I drømmen så jeg min datter som lille pige endnu synke ned igennem det kolde, sortgule vand i Gudenåen. Hun strakte sine små arme mod mig: hjælp mig, hjælp mig! Og selv var jeg der, under vandet, men kunne ikke bryde igennem de tunge, strømmende vandslag for at nå hende. Luften slap hurtigt op, jeg kæmpede, men kunne ikke nå hende og måtte op, gispende efter vejret.
Ovnen for Gudenåen stod spejlblank og dyb, langs bredden hang piletræer, og på den anden side på broen stod min svigersøn, Svend. Jeg råbte til ham, men han hørte mig ikke, og forsvandt ud i morgensolen.
I det fjerne hævede sig en landsbykirke, hvide kampesten og tre glinsende spir skinnede i det klare lys. Mellem store, lyse granitflader voksede grøn mos på åbredden. Jeg forstod: Hjælpen kom ingen steder fra. Endnu engang dykkede jeg ned på bunden for at søge min datter men forgæves.
Når jeg vågnede fra den natlige gru, slog mit hjerte som en klokke, jeg korsede mig og mumlede de bønner, jeg havde lært som barn.
Tredje nat i træk. Da jeg vågnede, var det anderledes; det føltes som om hjertet drejede sig på tværs i brystet. Jeg skimtede soveværelset i det første blå morgenlys og sagde resolut til mig selv, at det var på tide at tage ned til min datter.
Min datter boede med familien og sine svigerforældre små tre timers busrejse fra mig det krævede mindst to dage at tage turen.
**
Svend Pedersen var lidt af en stædig jyde, var ikke længere ung, men gik sine mange skridt hver dag og mistede ikke humøret. Han nød sin hverdag, også den lille dram til natten men kun for roens skyld, sagde han. Han opsøgte dagens gøremål tidligt hver morgen.
Denne dag pakkede han fiskestangen, som så ofte før, og tog barnebarnet Trine med otte år gammel, lyshåret og egenrådig. Det var lune septemberdage, men de tog alligevel jakkerne på mod morgenkulden og roede sammen over Gudenåen i gummibåden, ud til den lille ø, hvor Svend havde bygget et skur i sommer.
Trine holdt særligt af sin morfar mere end han måske egentlig forstod. Hun var en stille pige blandt børnene, men hendes veninder elskede hendes tegnerier og små, sjældne smil.
Tågen lå sølvfarvet på vandet, og de første solstråler skød som løg gennem disen. Trine kiggede mod øst; hun ville male det billede i morgen.
Svend roede længere end vanligt, og pustede lidt. Trine nød stilheden, lyttede til flodens rislen, til vinden i de gamle piletræer og hendes morfars sagte mumle.
Der lå det lille fiskerskur til dem, bygget af brædder Svend selv havde slæbt over. Trine kravlede ind i det det var fugtigt endnu, så hun hjalp Svend med stængerne, mens han trak vaders på og gik ud i den lave bred, for at sætte dem i.
Hun løb rundt som en lille guldsmed, i sin mormors aflagte jakke, strømpebukser og gummistøvler. Hovedtørklædet, som mormor havde insisteret på, hang allerede løst omkring nakken.
Sammen fangede de et par fine aborrer og brasen. Trine beundrede fangsten, betragtede de glinsende fisk i nettet. Da solen rigtig fik magt, og de tog jakkerne af, sparkede hun også støvlerne og vadede nysgerrigt langs den kolde bræmme, mens Svend bredte maden ud rugbrød, fedt og mormors kanelboller. Han fortalte om sine egne barndomsfisketure, klappede sig over brystet og sukkede.
Der faldt en velbehag over Trine denne dag. Lokket af fuglesang og brummen fra humlebierne lagde hun sig på blåt uldtæppe i solen og faldt i søvn.
Hvor længe hun sov, vidste hun ikke hun vågnede, da solen bagte hende på kinden. Søvnigt krøb hun mod skuret for læ, og kiggede ud til floden. Ingen Svend.
Hun lå og blinkede, troede han snart dukkede op. Men timerne gik. Hun listede ud, gik nervøst mod bredden. Og der, i rørskoven, så hun ham. Han lå mærkeligt på siden, en hånd udstrakt bag sig, fødderne lå halvt i siv og vand.
Trine ruskede, råbte, men Svend lugtede ikke af røg og bål, som han plejer. Han var kold og fremmed. Det slog hende alt for brat. Død?
Hun græd sig hæs, men så besluttede hun at gøre noget. Uden at tænke trak hun gummibåden ned i åen. Hun styrtede tilbage i et øjeblik syntes hun, han bevægede sig, men lugten gjorde hende sky. Hun skubbede båden ud, fik våde fødder og kravlede op.
Hun prøvede at ro, men hun var ikke stærk nok. Vandet trak hende nedstrøms mod Randers Fjord.
Hun lagde årerne fra sig, så på bredderne med skove, klippeblokke og uden et eneste hus. Ingen mennesker. Båden drev, og Trine blev båret længere og længere væk fra alt, der lignede hjem.
***
Jeg ankom til min datters gård over middag. Kun svigermor Grethe og lille barnebarn Mikkel var hjemme, selvom det var lørdag. Grethe gik straks i gang med kaffen.
Mit hjerte hamrede, og duften af geranier i vindueskarmen var kvælende sød. Grethe havde dem stående i to lag hen ad hele vinduet et typisk syn i de gamle jyske stuer.
Hvornår kommer de andre hjem?
De tog på torvet de gør det hver lørdag, køber ind, bruger penge. Hvorfor ikke, de lever kun én gang. Svend og Trine er nok hjemme til aften.
Er Trine ikke med dem?
Nej, hun var med sidste uge, hvor de købte sko og… ja, hvad var det nu mere…
Grethe viftede afværgende, men jeg blev tung om hjertet.
Hvor fisker de egentlig? Jeg mærkede uro, som en sten om hjertet.
Ud til øen med båd. Jeg brokker mig, men Svend gør, som han vil. Og Trine elsker det jo.
Jeg lyttede knap, min frygt voksede. Grethe stak lidt nitid valerian mod nervøsiteten. Vi gik ud med Mikkel, tjekkede haven, indtil min datter, Lise, og svigersønnen, Søren, endelig kom hjem.
Mor, hvorfor er du her? spurgte Lise overrasket.
Jeg savnede jer, og havde lidt syltetøj med.
Hvem passer huset?
Åse fra nabogården kigger indtil i morgen. Jeg bliver hos jer, svarede jeg og sprang i virkeligheden over en selvforstået følelse: denne gang kunne jeg ikke tage hjem, ikke endnu. Jeg hørte nærmest Åse brokke sig derhjemme inde i mit hoved.
Det var aldrig noget, jeg talte om. Men jeg havde ofte oplevet, at fortid, nutid og fremtid blandede sig i mit hovede som om jeg vidste, hvad der skulle ske. Min afdøde mand, Poul, bemærkede det, lo tit: Han sagde, han altid havde vidst, han var gift med “en heks”.
Når jeg insisterede på, at det ville regne på hødagen, drillede han, tog selv afsted ud og kom drivvåd hjem. Så sagde jeg ingenting, hældte blot te op.
Min søn syntes også, det var hårdt, når jeg holdt ham tilbage fra fester og udflugter og så skete der det ene eller det andet. Da han som dreng blev optaget på kaserne i København, forbløffede det alle. Men jeg havde set det for mig.
Og nu sad jeg her, kiggede på min familie, smilede i det skumringslys, hvor jeg vidste, at noget tragisk nærmede sig. Men hvad kunne man gøre? Jeg legede lidt med Mikkel, min datter spurgte, om jeg var syg. Men nej, jeg havde bare ikke sovet.
Da det var ved at blive mørkt, gik Lise og Søren ned til floden. Båden var der ikke. Søren skyndte sig at hente naboen og snart blev der sat eftersøgning i gang.
De fandt Svend på øen. Det gamle hjerte havde givet op, lige pludselig. Båden var væk, Trine ikke til at finde. Kun otte år hvordan kunne hun hamle op med en strøm så stærk?
Mændene kørte rundt, diskuterede vind, bankede på stenene, spurgte sig frem; hvor kunne båden og pigen være? Søren blev bleg og tavs, stirrede ned over kroppen af sin far, hvis små barnebarn nu var alene i den vilde å.
***
Ude på åen kæmpede Trine med årerne, græd og kaldte på mor og far. Vandet glimtede gyldent, solen brændte øjnene. Båden gled forbi skrænter, mose og stenmasser, alt var fremmed, tæt og vildt. Hun var for lille til at forstå at styre mod land ventede bare, håbede nogen snart ville komme.
Det begyndte at blæse op, tunge skyer dækkede himlen, blæsten bankede bølgerne ind i båden, regnen begyndte at dryppe. Hun mistede et åre, sad fortabt og forfrossen. Da det blev mørkt, krøb hun sig sammen på bunden, lagde armene om mormors gamle rygsæk.
Hun havde ingen anelse om, at hun måske var ved at dø tænkte kun, at de ville finde hende straks. Hvis hun bankede tænder, sang hun lavt sin mors godnatsang, den om den hvide båd på det store blå hav.
Sangen gjorde Trine tapper et øjeblik. Hun ventede på sin familie, ventede på at blive reddet.
Mod natten gled båden ind i en smal sivfyldt kanal, som havde det været en lille sideå. Hun sov, så hun aldrig mærkede, at det her ville have været let at komme i land. Strømmen bar hende ud igen, og nu på vej mod de lavere moser.
Da solen steg, vågnede hun. Kulden bed i kroppen. Hun tog mormors rygsæk, fandt fiskegrejet, spredte det på bunden og skar en flap af rygsækken op. Den hængte hun over skuldrene for at få varme.
Trine forsøgte at ro mod bredden, blev lidt varmere i solens spinkle lys. Fugle kredsede, stråene vajede, og i det fjerne sås gamle bronzealderhøje, træer og engarealer.
Moar! skreg hun med al sin kraft over floden, men kun fuglenes kald og vandets raslende strøm svarede. Kunne en pigestemme virkelig overdøve åens dybe sus?
***
Vi samledes alle ved åens sluse. Lise, Søren, naboer og folk fra egnen. Kun Grethe blev hjemme. En ambulance holdt klar, og i redningsrummet sad Lise på en briks, syg af angst. Mændene kom og gik, men hver gang tiltagende opgivende; ingen pige, ingen båd.
Det var mærkeligt, men jeg var rolig. Da jeg mærkede noget gribe i mit hjerte, slap det straks, for jeg følte: Trine ville findes.
Mor, du vidste det på forhånd, ikke? spurgte Lise.
Pjat, bare indbildning. Hold du kun modet oppe vi finder hende, svarede jeg.
Lises veninde, Hanne, prøvede at opmuntre. Folk havde ledt lands og vands, langs bredderne, op og ned i åernes forgreninger. En ældre ambulancefører, Poul-Erik, satte sig ved siden af mig.
Du spurgte noget om en kirkebanke og et lyst klippebjerg, ikke? Jeg tror jeg kender stedet men det er ikke ved Gudenåen. Det er længere ude, ved en lille biflod mod vest. Noget med et kloster og møllesten…
Kan vi køre derud? Er det langt?
En tyve minutters tid, ikke slemt. Men jeg tror ikke, vi finder nogen.
Det skal vi, sagde jeg og sprang ind i bilen.
Hvad laver du? fnes en ung sygeplejerske. Vi smutter da bare en tur. Bedre end at sidde og vente, svarede Poul-Erik.
***
På åen mistede Trine endelig grebet om årerne. Hun prøvede at stå op og kæntrede næsten; da hun satte foden på bunden, stak hun sig på morfars lommekniv, som hun havde brugt til at skære i tasken før.
Nu løb der vand ind i båden. Hun prøvede at øse det ud, men mistede snart overblikket. Vandet steg, båden heldede, hun klamrede sig til en side uden at kunne svømme. Da båden endelig væltede og slog hende under, fik hun fat i kanten, og drev sammen med den.
Men så mærkede hun et hårdt underlag under fødderne en lav sand- eller stenbanke. Skulle hun slippe båden og tage fat i jorden? Det gjorde hun og hun gav ikke slip.
Over hende fløj svalerne, og kun dem turde hun se på. Tiden gik og gik, benene blev svage, men hele hendes væsen insisterede: Hold fast.
Pludselig dukkede jeg og Poul-Erik op på højen over banken. Han pegede: noget sort i vandet. Vi løb, flåede dørene op på bilen, fandt en gammel redningskrans og en planke, og ilede ned til bredden.
Jeg kylede skoene og tøjet, vadede ud, kransen langtfra omkring livet. Det var mange år siden, jeg havde svømmet, men jeg glemte al alderdom, vredes kræfterne op og lod moderskabet bære mig.
Jeg svømmede mod Trine, råbte ikke hendes navn, for jeg var bange for at flytte hendes opmærksomhed fra det eneste sikre sandet under fødderne.
Da jeg nåede hende, var hendes hud næsten blå, øjnene vilde af chok. Jeg slyngede armen om hende og trak hende nænsomt ind mod bredden, ledte hende, lærte hende at sparke modstrøm, beroligede, lovede, at vi snart ville være i sikkerhed.
Poul-Erik stod med ambulancen klar helt nede i engkanten; han hjalp Trine, da jeg ikke kunne mere, og sammen halede vi os selv i land.
I ambulancen pakkede han Trine ind i tæpper, gav hende varm kakao og dryppede lidt snaps under min tunge. Vi var kolde, men jeg kendte næsten ikke til varselssløvsmerter min barnebarn var her, og vandet havde ikke taget hende.
Åh, farmor, græd ikke… der findes ikke børn, som bliver helt væk, hvis bare de har en, der leder, hviskede Trine.
***
Lise sad ved siden af mig i hospitalets gårdhave nogle dage efter. Hun krammede min arm og hviskede:
Mor, nu tror jeg endelig på det, far sagde: at du er klog på en særlig måde ikke heks, men en slags god fe.
Nåja, fniste jeg, lidt magi har vi vel alle i blodet. Men uden håb havde vi aldrig fundet Trine.
Trine lå i sengen, børnene havde givet hende farvekridt og papir. Hun tegnede floden den natlige månebro, den grønne og tryggende bred. Psykologen sagde, det hele nok skulle gå.
Vi var snart på vej hjem. Begravelsen var overstået. Livet gik videre men for os alle var der noget, som aldrig helt forlod os igen: En moders drøm, der viste vej gennem sorg og fare.
Mor, det var ikke mig, du så i drømmen, men dig selv, hviskede Lise alvorligt. Du reddede os begge, da du gik ud i åen efter Trine.
Jeg smilte. Måske var det hele tilfældigheder. Måske var vi bare danske kvinder og vi slipper jo ikke bare vores børn.
