TO
Det her er ikke en historie om de levede lykkeligt til deres dages ende, men snarere vi prøver en gang til.
Mads og Signe var to planeter; nogle gange med en uundgåelig tiltrækningskraft, andre gange blev de slynget ud i hver sin ende af universet.
Første gang de gik fra hinanden, var de begge 22. Årsagen føltes verdensomspændendehan glemte at tage opvasken, hun kiggede forkert på hans venner.
Døre smækkede så pudset dryssede fra væggene, og der blev svoret denne gang er det virkelig slut.
De så ikke hinanden i et år. Mads fik sig en kat, Signe klippede håret af.
Men en regnfuld dag stødte de ind i hinanden på en kaffebar i Aarhus.
Drikker du stadig dobbelt espresso uden sukker? sagde han i stedet for hej.
Går du stadig rundt med det dér forfærdelige grå halstørklæde? svarede hun.
En time senere grinede de sammen, og en uge senere stod deres tandbørster igen side om side i glasset.
Anden gang var stille. Ingen råben. Bare en aften over frikadeller og salat gik det op for dem, at de talte om vidt forskellige ting. Han: karriere og flytning til København. Hun: have og stilhed.
De gik fra hinanden som voksne mennesker. Fordelte bøgerne, katten (den blev hos Signe) og fællesvennerne. Mads fløj mod hovedstaden, Signe begyndte på yoga.
De ringede ikke til hinanden i tre år.
Men kærlighed har humor. Ved et bryllup blandt fælles venner blev de sat ved siden af hinanden.
Mads var blevet mere rolig.
Signe strålede af en ny slags indre fred.
Hele aftenen snakkede de ikke om fortiden, men om hvordan de var blevet som mennesker nu. Uden bebrejdelser. Ved festens slutning sad de i hjørnet af lokalet, og Mads indså: han havde set hundrede ansigter de seneste tre år, men ingen havde svaret igen som hennes.
Og hovedstaden var slet ikke så sød som han troede Måske savnede han bare Signe.
De fandt sammen for tredje gang. Men denne gang var det ikke panik eller nostalgi. Det var to voksne mennesker, der valgte hinanden, med alle revner og skrammer.
De lærte noget centralt: Kærlighed er ikke fravær af konflikter, men et ønske om at blive ved med at gå sammen, selv hvis man et par gange mister fodfæstet.
I dag sidder de på terrassen med te. Katten spinder saligt mellem dem. De ved, at livet nok skal smide nye grunde til skænderi deres vej. Men nu ved de også: Det er ikke pinligt at vende tilbage, hvis der stadig er nogen, der venter på én.
Fem år er gået. Det tredje forsøg blev starten på et langt, hverdagstravlt og overraskende solidt kapitel.
De stoppede med at tælle, hvor mange gange de for alvor var gået hver til sit. I stedet har de en anden optælling: Hvor mange gange de har valgt at blive.
Mads smækker sin laptop sammen. Signe sidder i stolen og bladrer i en bog. Mellem dem hænger den slags ro, de som unge forvekslede med kedsomhed.
Ved du for resten, siger Mads og bryder stilheden, jeg fandt den seddel, du lagde i min frakke før andet brud. Den med Lad være med at lede efter mig.
Signe kigger op med et lille smil:
Og hvad gjorde du så?
Jeg smed den ud. For jeg har indset, det ikke handler om at lede. Det handler om altid at vide, hvor du er. Også selv om du bare er i et andet rum eller på en anden verdensdel.
De prøvede ikke længere at være perfekte.
Før frygtede de skænderier og så dem som tegn på undergang. Nu ved de: Uenighed er bare baggrundsstøj, man må vente ud, uden at lægge røret på.
Mads kigger ud af vinduet. Der falder sne ligeså tæt som den dag, de gik fra hinanden første gang.
Signe, kalder han.
Mmm?
Skal vi love hinanden ikke at tage nogen steder i morgen? Bare blive her.
Hun rejser sig, lægger armene om ham bagfra og trykker kinden mod hans ryg. Der er mere ro i det kram, end der var i et helt årtis vilde erklæringer.
De var ikke længere på vej fra hinanden eller sammen igen. De var bare. Og det viste sig at være det både sværeste og fineste, de nogensinde havde lært om kærlighed. At elske er ikke et bål, man hele tiden skal kaste brænde på, men snarere et hjem, hvor lyset altid brænder, selvom man bare lige er ude og hente rugbrød.
Hvor enhver konflikt før truede med at ryste hele huset fra hinanden, er den nu bare lidt dårligt vejr ude.
De sidder i køkkenet. Signe spørger:
Mads, hvorfor var det, vi ikke gik fra hinanden i oktober denne gang? Grunden var jo mere alvorlig end de skøre tallerkener for ti år siden.
Mads overvejer kort.
Tidligere troede de, at hvis ikke der var drama og store følelser, så var det bare rutine. Nu ved de: Den egentlige dybde findes i stilheden.
De er stoppet med at lede efter deres egne forestillinger i hinanden.
Mads har accepteret, at Signe kan være ulidelig langsom, og Signe har vænnet sig til, at Mads trækker sig ind i sig selv, når tingene er svære.
Som unge var de bange for at sige undskyld først. Nu ved de: Den der siger undskyld først, er ikke taberen, men den klogeste.
De har lært at give hinanden luft. Tidligere prøvede de at smelte sammen til én, og så blev der for trangt. Nu er de to selvstændige personer, som har valgt at følges ad.
De har lært, at dårlige dage ikke varer evigt. Det er bare en periode.
Der, hvor før var bidsk sarkasme, er der nu mildt drilleri.
Ved du hvad der har ændret sig? siger Mads og lægger hånden på hendes. Før når vi skændtes, tænkte jeg: Så er det slut, jeg finder én nemmere. Nu tænker jeg: Nå, så er vi der igen. Jeg sætter lige vand over, før teen bliver kold
Signe smiler.
Betyder det, vi bare er blevet gamle?
Nej, siger Mads og ryster på hovedet. Det betyder bare, vi endelig har mødt hinanden. Ikke de perfekte idéer, men os, sådan rigtigt. Med alle vores skrammer.
Kærlighed viste sig ikke at være alt går op i en højere enhed, men at man ser alle revnerne i det hus man bor i og stadig har lyst til at blive.
