Det lykkedes ikke at passe på
Udenfor hospitalets vindue et bliktag over indgangen. Efterårsregnen trommer hårdt og nådesløst, slår mod metallet med en kold, klirrende lyd.
Mette vågner ved larmen, ligger og mærker efter i sig selv. Hun er lige blevet opereret på dette sygehus fået fjernet en cyste, sammen med det ene æggestok. Er det alderen? Egentlig er kvinderne på stuen i meget forskellige aldre.
Det matte lys kommer ind fra den åbne dør til gangen. Lugten af klor og kamille.
Og nu, gennem det gennemtrængende slagtøj fra regnen, hører Mette en stille klynken. Hun lytter. Alt er stille. Men så, igen.
Mette sætter sig op i sengen og forstår straks, at det er den spinkle pige overfor, der græder stille. Hun kender til hende komplikationer efter en ulovlig abort. Hun havde selv stukket sig med en strikkepind. En gammel metode
Mette rejser sig, sætter sig på den tomme seng foran pigen. Den unge pige har viklet dynen om sig, kun de spinkle knæ og det pjuskede hår rager op. Mette tager tæppet fra den tomme seng, lægger det over pigen hun fryser.
Pigen stikker næsen ud, tørrer den med håndfladen, som et barn. Hun blev opereret samme dag. Fem timer lå hun under kniven. Sygeplejersken snakkede lavmælt byld, de måtte fjerne pigens livmoder.
Gør det ondt? spørger Mette. Det er unødvendigt at hviske, regnen overdøver alt.
Pigen ryster på hovedet nej.
Skal du have noget? Er du tørstig?
Ja, gerne
Mette går over til sin kommode, hælder lidt lunken sød te op fra termokanden.
Her, drik bare. Sæt dig lidt op, hjælper hende med puden.
Tak, tre små slurke.
Græd ikke, der er jo ikke noget at gøre nu.
Man får lyst til at sige noget moraliserende. Hvad tænkte du dog, lille skvat? Du har ødelagt dit liv! Du kan ikke få børn, kunne nemt have mistet livet! Men ikke nu. Mette tier. Pigen har det alligevel elendigt: bedøvelsen er nok aftaget, hun forstår, hvad hun har gjort.
Der er ikke nogen, der har brug for mig, sukker pigen.
Hvad? Selvfølgelig er der det. Din familie, din mor, hvad mener du?
Ham er jeg ligegyldig for. Han tænker ikke engang på mig.
Det er altså ham, du græder for? Du må tænke på dig selv, på at blive rask igen.
Men jeg vil ikke. Jeg vil måske dø. Jeg kan ikke leve uden ham. Jeg elsker ham, hendes ansigt forvred sig, læberne blå og stive, hun gled ned af puden og vendte sig væk, begyndte at græde igen.
Regnen akkompagnerer hende, buldrer og brager udenfor.
Mette lægger bare en hånd på hendes skulder. Hvad kan man sige til sådan en forvildet pige? Hvad nu?
At ungdomsfølelser og forelskelse kan gøre én blind? At hvis han var din mand, var det aldrig sket? At han er en kujon og en nar, hvis han vidste, du var gravid og ikke bakkede dig op, men lod det sådan gå?
Men ville hun tro på det?
Fortæl, foreslår Mette, for at berolige pigen.
Og hun vender sig om, tørrer næsen og begynder at fortælle, usammenhængende, springer fra det ene til det andet, forsvarer sig selv overfor verden.
De gik til atletik sammen fra forskellige skoler, han kom fra nabobyen. Flot fyr, lovende løber, kom altid kørende på knallert. Alle pigerne var helt betagede af ham. At han valgte hende, var utænkeligt. Men sådan blev det de kom med til et stævne, blev indkvarteret på den lokale skole. Pigerne sov i ét klasselokale, drengene i et andet.
Hun fortæller og fortæller, masser af detaljer.
Det skete i et tomt klasselokale, hun siger, det var smukt, selv stearinlys havde de tændt. Drømmen var gået i opfyldelse han havde valgt hende. Hvordan skulle hun kunne sige nej, han var så insisterende.
Han sagde, han brugte beskyttelse, det sagde han. Han kyssede mig bagefter, alt var så dejligt. Du kan slet ikke forstå det.
Nå, og siden?
Så ville han igen, inden vi skulle hjem. Men træneren kom forbi ude på gangen, vi gemte os under et bord. Vi grinede sådan, pigen smiler det var så skønt. Men denne gang, der skete der ikke noget
Og hvad så bagefter?
Så forandrede han sig. Vi havde ikke længere træning samtidig, så jeg kom ekstra, men han så mig ikke engang. Han trak hånden til sig, kiggede mærkeligt Og så fortalte pigerne mig, at han nu var sammen med Christine, en tåre løber ned ad hendes blege kind.
Vidste han, du var gravid?
Hun nikker.
Hvordan tog han det?
Han lavede bare en cirkel ved tindingen, bankede sig på panden, og sagde, jeg skulle tænke mig om. Så tog jeg hjem til ham, efter to uger, da jeg var helt sikker. Da blev han bange, begyndte at råbe. Men jeg elsker ham, kan du forstå det? Jeg kan ikke leve uden ham. Ikke uden nogen som helst! INGEN! hun skjuler ansigtet i dynen, hendes spinkle skuldre ryster Jeg sprittede strikkepinden af, vidste jo ikke, det ville gå sådan, hulker hun, mens regnen slår på ruden.
Af hendes barnlige, naive ærlighed bliver Mettes hjerte tungt.
Alt for ung. Hun forstår slet ikke, hvad hun har gjort. Hun skulle græde for sig selv, men det er den uforløste kærlighed, tårerne flyder for. Hvilken kærlighed? Knapt nok en forelskelse i en kold knægt. Og hendes historie desværre langt fra unik.
Hvad hedder du egentlig?
Freja. Freja Rasmussen.
Rasmussen? Kommer du ikke fra Vesterbro?
Hun nikker.
Din far hedder vel Søren?
Ja …, hun ryster skræmt på hovedet, Men de blev jo skilt, da jeg var lille. Du må ikke sige det til min mor. Hun tror, jeg er hos veninder i Roskilde. Sig det ikke, jeg beder dig!
Hun ved det ikke? Åh Gud! Sådan må det da ikke være …
Søren Rasmussen gik i gymnasiet sammen med Mette. Hendes mor, Anne, var også lille og spids, gik på samme skole et par år under hende.
Freja, det må da siges til din mor. Hvordan kan …
Nej nej! Hun dræber mig! Smider mig ud! Sig det ikke!
Jeg siger det ikke. Bare sov nu. Se hvor grå du er. Du skal hvile dig.
Ja, men bare du ikke siger noget til mor.
Freja vender sig lydigt om, putter hænderne under kinden, som et lille barn, og lukker øjnene. Mette retter dynen om hende og lægger sig i sin seng. De andre på stuen sover nok heller ikke, de har sikkert hørt det hele.
Selvfølgelig, lægerne informerer nok moderen om, at datteren er indlagt. Måske allerede gjort det nu. Men det nævner Mette ikke for pigen.
Udenfor bliver det lidt lysere. Regnen vasker natten bort, mørket følger med.
Det gør så ondt … Så ondt for hende, der i dag har mistet sit største held moderskabet.
Om morgenen ved pigens seng sidder Anne, hendes mor, og græder. Hun rokker forover, holder sig over knæene på sengen, bøjet af sorg.
Hvorfor? Hvorfooor? Min lille pige Hvordan kunne jeg overse det
Mette kryber helt ned under dynen.
Og regnen lader sine sidste dråber falde, som for at sige det værste er overstået, vandstrømmen kan ikke kaldes tilbage, kun resterne er tilbage.
Denne historie brændte sig fast i Mette. Sådan gør kvindeskæbner fra hospitalet; måske fordi selve opholdet er livsforandrende, noget der sætter sig.
I fem år tænkte hun ikke meget på det. Hun arbejdede som folkeskolelærer i København. Sammen med sin mand havde hun et godt liv, den yngste søn læste i officersskolen i Slagelse, den ældste gjorde sin værnepligt. Hun besøgte sjældent barndomshjemmet i Vesterbro, hvor den yngste søster og hendes familie stadig boede sammen med moren.
Men foråret bragte en nyhed Kasper skal giftes, nevøen. Mette har altid haft et blødt punkt for Kasper. Han er kun lidt yngre end hendes egne drenge, vokset op finfølt og åben.
Påskeferien bliver brugt til en tur i bilen ud til familien i Vesterbro. Samtidig ville de høre mere om brylluppet: gaveidéer, og hvem er bruden?
Genforeningen bringer glæde, men Mette er skeptisk syntes det er tidligt at Kasper gifter sig. Han bliver først færdig på teknisk skole til sommer, derefter venter militærtjeneste.
Er det mon et nødvendigt bryllup?
Alt ude på markerne står grønt, skoven vågner under forårssolen, de velkendte dufte fylder kabinen. Herhjemme har hun det altid godt, med glædens og sorgens understrøm helt oppe ved halsen.
De ankommer hen mod aften. Huset er tydeligt renoveret, har fået ny veranda og stentilbygning. Kristian, svoger, og Kasper har stået for arbejdet.
Der krammes og snakkes. Søster Line og deres mor, som tørrer øjnene med et lommetørklæde. Hendes ansigt live op, smilerynkerne kommer frem, hun futter rundt.
Som altid samles de til aftensmaden. Snakken går. Kristian og børnene er ikke hjemme.
Husets stueplan er næsten helt støbt i beton! Hvor meget plads har vi brug for! klager mor, men hun nyder tydeligt udvidelsen.
Åh, hvor er her rart. Tror du, Kasper har besluttet sig?
Festen er booket. Selvfølgelig er han sikker. Den ottende juli, det er en helligdag, siger de. Klubben kommer også, og der vil blive fejret koncert.
Lige samme tid som sønnike kommer på ferie. Desværre får vi ikke Gert hjem. Han har vagt, Mette ryster på hovedet og smører et lag marmelade på sit brød.
Hvem er bruden, er hun herfra?
Ja ja, hun er fra byen. Sød pige, svarer mor med et lille smil, Forældrene er skilt, hun hedder Freja Rasmussen. Du kan huske Anne og Søren?
Mor, det kan hun da! Hun gik i klasse med Søren. Han er til stede til brylluppet, det har han lovet.
Solen forsvinder bag sløret af blå skyer, blå skygger falder ind gennem haven, hundene gør tilfredse. Mette stivner, marmeladen glider ned på dugen.
Blikket bliver hårdt, mundvigene strammes.
Husker du ham ikke? Ikke så høj fyr. Han spillede guitar med Michael i klubben.
Mette nikker, samler marmeladen op med en finger.
Jo, jeg husker Jeg tror jeg kom i tanker om det. Har ellers glemt så mange.
Pigen er god, fortsætter moren uden at lægge mærke til datterens uro, Anne klarer alt alene, rigdom har de ikke. Men Freja er dygtig og hjælpsom. Hun har hjulpet med at grave kartofler om efteråret, og sørget for mændene på byggepladsen. Spinkel men sej. Åh.
Mettes hænder bliver fugtige. Hun tager endnu et stykke brød, mere marmelade. Nervøsiteten gør altid, at hun spiser mere.
For år tilbage havde hun kun fortalt om hospitalsmødet til sin mand. For ham var det bare noget kvinder snakker om. Han var ikke herfra, kunne ikke sladre. Han hørte det, og glemte det igen.
I Vesterbro havde ingen nogensinde fået det at vide. Anne havde hentet skolens papir om efteråret og overført Freja til en anden skole, længere væk. Sådan noget plejer at sprede sig som mælkebøttefrø, men ikke her.
Mette havde forstået det ville være til skam for pigen. Hun havde ondt af både mor og datter.
Men nu
Kasper! Den elskede nevø, en fin ung mand, søsterens lykkelige familie! Og mor taler allerede om oldebørn!
Det må ikke ske!
Ved I hvad, begynder Mette, ser på de glade ansigter på Line og deres mor, Vi aner slet ikke, hvad vi skal give i gave. Penge eller
Svogeren kommer hjem, Lærke fjorten vender hjem fra dans. Alle har nyt at fortælle, stemningen er høj.
Aftenen falder på, byen sover, måltidet er slut, mændene ser fodbold, kun stemmerne fra gaden forsvinder. Mette og Line står på trappen.
Du tænker sikkert, hun er gravid? griner Line, Nej, nej, det er Freja ikke. Det er ikke derfor. Kasper bliver snart færdig og de vil gerne være sammen fra starten, og hun får job samme sted som ham. Børn venter de med. Men ja, hvis det sker, er her plads nok, så bliver der også plads til børnebørn, Line smiler Tror aldrig jeg bliver bedstemor før dig, men måske alligevel.
Aldrig, aldrig! ville Mette råbe. Hun får lyst til at skrige sin frustration ud over hele byen. Får lyst til at græde. Hun kaster sig i armene på søsteren og græder.
Hvad nu, Mette? Så rørt! Bare rolig, jeres kommer også snart.
Hele natten vrider hun sig, sover dårligt. Tankerne spinder om samtalen, hun må tage til Anne og Freja, kræver sandheden kommer frem.
Ønsket er så stærkt, hun springer op, klæder sig på, vandrer i byens nattelys ender foran Rasmussens hus, bliver stående. Der er stille, stjerneprikker på himlen.
Først ved daggry sover hun tungt og uvant, endnu spændt på konfrontationen. Hun vågner ni, hvisker med manden, gentager historien, han ser bare forundret ud.
Sikke noget, siger han.
Uden så meget som at tage morgenmad, styrter Mette til AnneRasmussen. Det går ikke længere. Familien skal kende sandheden! Men det er Freja og Anne, der skal fortælle den selv.
Hun banker på, skridt høres og stoffet fra et forklæde skraber. Anne åbner næsten afventende, træder tilbage for at lukke hende ind.
Kom ind. Godmorgen, byder hun.
Vi må tale sammen.
Selvfølgelig, jeg vidste, du kom. Vi er alene. Vil du have te?
Ja, tak. Jeg styrtede afsted. Det haster
Anne nikker. Hun dækker op. Køkkenet er småt, lidt blandet inventar, men hjemmeligt.
Mette føler sig pinligt berørt over at trænge ind i deres privatliv, men hun kan ikke tie det er for vigtigt nu.
Anne, jeg går lige til sagen. Jeg holder meget af Kasper. Line og mor venter børnebørn. Men din Freja kan jo ikke få børn, det ved jeg jo
Anne nikker og skænker te.
Det bør de alle kende til. Det bliver kun værre, hvis det først kommer frem bagefter.
Anne sætter sukkerstykker og pandekager på bordet.
De er lige bagt. Tag for dig.
Tak, siger Mette og lader som om hun spiser, for at dulme nerverne.
Jeg siger det også til hende. Hun bør være ærlig over for alle. Men hun
Hvad siger hun?
Hun siger, Kasper har forbudt det.
Hvad? Mette må synke et host som overraskelse.
Ja, Kasper ved det godt. Vi har talt sammen. Hvorfor nægte sig selv børn? Men de er stadig unge og vil hinanden.
Så han ved det, mumler Mette og lader sig fylde med endnu en pandekage.
Ja. De vil hinanden helt vildt. Freja har lidt meget under den kærlighed. Kasper har ondt af hende, det mærkes. Hvis han frabedes hende, hvad ved jeg hvordan det vil gå hende. Mit hoved siger, jeg bør, men som mor
Det er ikke jeres skyld! siger Mette og forsøger at trøste Men forstå også os. Det er ikke vores skyld, men kan blive det. Synes du, jeg ikke har ondt af Freja? Jeg græd selv dengang på hospitalet. Men min nevø , min søster! Jeg må tale med ham, og du må tale med hende. Vi kan ikke give slip! En så flot, sund mand. Det kan vi bare ikke undskyld.
Hun går ud, knuger hænderne. Da hun sætter foden over dørtærsklen, tvinger hun et smil frem. Ingen ved, hvad der rører sig i hende; hun vil forhindre brylluppet.
Kasper skulle ankomme samme dag sammen med Freja fra teknisk skole. Han kigger nervøst på sin moster; alt virker normalt, han slapper af. Han er høj og flot, øjne store, mørke pigerne ville elske ham. Derfor er det også ekstra svært.
Om aftenen sidder de i haven.
Tak for at du ikke sladrede, tænkte Kasper.
Sladrede? Kasper! Selvfølgelig siger jeg det! Men først må vi tale. Ved du, hvad du gør? Kan du undvære børn og ikke bare du, os alle, din mor, Line, mormor! Din mor taler om børnebørn. Findes der ikke nogen andre søde piger? Kasper!
Hvad nu, hvis det er kun hende jeg vil have?
Vrøvl! Vrøvl, Kasper. Du vil fortryde. Se dig om! Se hvor mange der bliver ulykkelige.
Men hende gør jeg lykkelig, han ser ned i jorden.
Hende måske. Men også hende der selv er skyld i sine valg. Det er ikke din opgave at redde, du mister måske at blive far. Dine venner får børn, drenge og piger, og det får du ALDRIG.
Mette græder, tårerne løber.
Kasper læner sig mod hende, lægger hovedet imod hendes skulder.
Bare sig ikke noget endnu, okay? Jeg gør det selv.
Hvornår? Mette snøfter.
Når vi er blevet gift.
Årh, Kasper! Din bedstemor vil aldrig tilgive mig, hvis jeg ikke fortæller det.
Jeg gifter mig uanset hvad. Jo før, des mere hjerteuro der bliver. Vil du det?
Mette ryster på hovedet. Hun forstår ikke egentlig, hvad hun selv vil. Måske kan hun snakke med Freja.
Næste morgen er samtalen der. På bagtrappen til Frejas hus. Freja står ved gelænderet, ser mod haven, kortfattede svar, mens Mette snakker og prøver alting.
Man må tage ansvar for sine egne fejl, og ikke pålægge andre dem. Kasper har ondt af dig og du byder ham det her?
Hvordan kan man ødelægge liv, når man elsker?
Dengang elskede du også den anden. Undskyld, men det gjorde du du tudede. Men det gik over. Det går også over nu. Kasper vi vil give ham en god familie, børn. Jeg ønsker også dig alt godt, men lad ham være, hvis du virkelig elsker ham.
Ja, hun vender sig om du har nok ret.
En grimasse af smerte flakker over hendes pæne, modne ansigt. Hun er smuk nu, slet ikke som den usikre pige fra hospitalet. Mørkt, glat hår, store øjne, slank og høj.
Mettes hjerte snører sig hvilken svigerdatter hun kunne have været, hvis ikke for det ene men.
Hun sætter sig på bænken, retter sin nederdel.
Jo, jeg har ret. Det må man acceptere.
Mette tager afsked, og de tager hjem den dag, uden at hun siger noget til søster eller moren. Kasper ser på hende med håbefulde øjne. Hun siger intet og tørrer tårerne væk på hjemturen. Hendes mand skælder og småråber, men hun finder ikke ro.
Det er ikke din sag, hvorfor blander du dig?
Hvordan kan det ikke være det, Jens? De ved jo ingenting
En uge senere ringer Line: Freja er på hospitalet, forgiftet med medicin. Om det var med vilje, er uklart. Men det værste er ovre, Kasper sover hos hende, Line ved ikke hvorfor hun tog pillerne.
Kasper siger intet, men jeg tror, de er blevet uvenner. Hvilken tid vi lever i
Mette fortalte heller ikke denne gang. Hun ringede fra lærerværelset, kolleger omkring sig.
Alligevel går hun efter endt arbejde på hospitalet, hvor Freja ligger. Hvorfor, ved hun ikke helt. Freja er mærkelig, skrøbelig; hun kræver forsigtighed.
Det øsregner. Paraplyen ville alligevel ikke have hjulpet, så hun venter på bussen.
I døren til hospitalet møder hun Kasper.
Hov, hvad laver du her? spørger han uden hilsen.
Hej, Kasper. Line ringede, fortalte om Freja. Jeg ville besøge hende
Nej, han spærrer vejen.
Jeg kommer jo som familie, hvorfor opfører du dig sådan?
Hun skal ikke se dig nu.
Kasper, gjorde hun det på grund af mig?
Selvfølgelig tror du ikke det?
En vrede overvælder Mette. Efter en hård dag, tværs gennem regn, for at få sådan en modtagelse. Hun prøver at gå forbi, han spærrer igen.
Kasper, jeg slår dig med paraplyen! hun truer.
Gør det bare, du kommer ikke ind.
Unge mand, må vi komme forbi? folk står bag ham, han flytter sig.
Mette, hvad har du gang i, siger han lavt.
Kasper, hvorfor vælger du sådan en mærkelig en, Mette udbryder, Er det med vilje?
Kasper ser på hende, siger intet. Hun roder med paraplyen. Hun skælder lidt ubevidst ud, ikke som hun plejer.
Hvorfor er du overhovedet kommet? spørger han roligt, tager paraplyen, lukker den.
Ved det ikke helt. Line ringede, så gik benene selv herhen.
Hvis du ikke skælder ud mere, så kom. Men jeg er der hele tiden, og vi bliver gift uanset hvad. Du kan ikke ændre noget.
Mette nikker. De får kitler på, går ned ad den lydløse gang. De får besked på at vente udenfor stuen.
Freja kommer ud, ser dem begge, standser. Sætter sig på briksen, hænderne i skødet, hovedet nede. Bleg og stille. Kasper sætter sig ved hendes side, tager hendes hånd.
Mette står lidt over dem. Hvad kan man sige? Romeo og Julie.
Freja, hvor møder vi dog altid hinanden i hospitalsgange? Og altid i regn. Du passer jo slet ikke på dig selv.
Vi , hun løfter hovedet Vi går nok ikke fra hinanden. Jeg kunne ikke.
Årh, dig. Du skulle ikke engang prøve.
Mette! bryder Kasper ind.
Jeg sagde jo ingenting. Gør, hvad I vil. Vil I giftes, så gør det. Fortæl selv det til familien, min sag er det ikke. Her er lidt frugt. Hun trykker en pose i Frejas hånd, går hurtigt for ikke at bryde gråden.
Tak, Mette! råber Kasper.
Hun nikker og skynder sig ud i regnen. Der kan ingen se hendes tårer.
Brylluppet var festligt. Men naturligvis blev der fældet tårer. Begge mødre, begge bedstemødre, tanten.
Sikke en datter vi afleverer! praler brudens far, Søren Rasmussen, Mettes gymnasiekammerat. Han aner intet om datterens problemer.
Der er fest ude foran forsamlingshuset Familiedag, kærlighed og troskab fejres. En stork på plakaten bærer et spædbarn. Brudeparret er i centrum, sammen med de mange store familier.
Mette syntes at Freja, hver gang der blev nævnt børn, trak skuldrene op. Skulle sådan én være centrum på denne fejring af stærk, sund familie?
Hun har medlidenhed med Freja. Oprigtigt.
To år går. Mette bliver sat i kommunens børnekommission. Hun møder mange børn uden familie, ser hjem med sort skimmel, beskidt service, muggen luft, stanken af forfald og alkohol. Børnene fjernes fra sådanne hjem.
Nætterne er svære. Med sit følelsomme sind tænker Mette på børnenes skæbner i timevis.
En solrig søndag tager hun og manden på besøg hos Kasper og Freja. De bor nu i byen, begge på byggepladsen. Hun arbejder med papirarbejde, Kasper er sjakbajs, forsvaret er afsluttet, Freja har fået uddannelse, de venter stadig på egen lejlighed fra firmaet.
Ved I hvorfor vi kommer …? Jeg stikker næsen i jeres anliggender igen. Der er en pige uden forældre, så sød …
Freja og Kasper ser på hinanden og nikker samtidig.
