Det er dig! Det er dig! Det er dig, der har ødelagt alt!
Kvinden skreg, så de ujævne brosten omkring Strøget begyndte at dirre, og hendes stemme knækkede over i et skingert skær. Ansigtet var en fortvivlet maske, vådt af tårer, der lignede små kanaler henover de røde kinder. Men hun bemærkede dem slet ikke hendes vrede fyldte hele universet. Med et ryk fór hun frem mod Erik og rakte ud med vibrerende hænder, som om hun ville gribe fat i hans jakke og ruske noget fornuft ind i ham. Fingrene åbnede og lukkede sig i stive kramper, og i øjnene lå en så dyb smerte, at Erik et kort øjeblik måtte se væk.
Han trådte adræt til side og lavede en lille cirkel med pegefingeren mod tindingen, næsten til sig selv, mens han undrede sig over hvor voldsomt og fjendtligt det hele var. Hans irritation og uforståen boblede i ham: Hvordan kunne man lægge alt over på én person?
Hvis ikke det havde været for dig, var min pige sund og rask! skreg hun, og skuldrene skælvede af gråd. Stemmen var hærget, hvert ord som et tungt åndedrag mod vinden. Du har ødelagt hendes liv! Dig!..
Det er kun din version af historien, sagde Erik køligt. Hans træk stivnede, og han så klart, hvem der stod foran ham. Hendes mor. Men hendes fordømmelser føltes som et blåt mærke under huden og vrede boblede i ham. Jeg pressede hende aldrig til noget. Alt skete med hendes samtykke, forstår du? Stine ville bare sættes i centrum. Hun prøvede… men det lykkedes ikke denne gang.
Hold op med at sige sådanne ting om hende, råbte kvinden igen og fór endnu engang frem mod ham.
Men denne gang standsede hendes søn hende en høj fyr med et træt blik. Hans ansigt var kridtblegt, med mørke rande under øjnene som kun folk, der har ligget vågne natten igennem, kan have. Grænsende til vold holdt han fast i sin mors albue, trak hende væk fra konflikten og holdt stemmen lav og tonet af alt for mange tidligere scener.
Mor… nu er det nok, hviskede han blidt, fast, næsten prøvende det var tydeligt, at han havde været her før. Kom. Lad os gå. Det nytter ikke.
Din søster ligger på Rigshospitalet, og du tør ikke engang sige noget til ham, der har gjort det! hvæsede hun og spjættede i hans greb. Du burde have givet ham et par på skallen! Hvordan kan han bare gøre sådan mod Stine?
Hvad har jeg at gøre med det? mumlede sønnen, mens hans blik gled væk. En bitter sarkasme i stemmen, træt af at være syndebuk. I skulle måske have opdraget Stine bedre, så var det ikke kommet dertil!
Pludselig lød der et skarpt, halvt lattermildt udbrud:
Hvad sker der? Jeg er SÅ nysgerrig!
Indeni håbede Erik, at han var vågnet. Hvorfor skulle netop Katrine stå her? Hele Københavns sladderdronning, som kendte alle gamle og nye historier og ekkoer fra universitetets sale. Selv forelæserne gik i en bue udenom hende ikke af frygt, men fordi ordene satte sig fast og blev til sandheder.
Nu stod Katrine bare to skridt fra dem, hendes øjne gnistrede, læberne snoede sig til et lille smil, og fingrene trommede utålmodigt på hendes lædertaske. Hun forventede svar.
Kom nu, du kan lige så godt fortælle det! Sagde hun og lænede hovedet lidt til den ene side. Ellers digter jeg nok bare resten selv… og du ved jo, hvad jeg kan finde på.
Erik sukkede tungt, skubbede hånden gennem mørkt hår og vekslede et blik med kvinden og hendes søn, der svagt diskuterende havde trukket sig et stykke væk. Han vidste, han ikke slap uden forklaring.
Går du ikke bare, vel? spurgte han, opgivende.
Katrine rystede på hovedet, øjnene næsten lysende af ivrighed som om hun allerede så sig selv fortælle historien videre.
Fint, men du må love, at det her bliver mellem os, sagde Erik og halvt sænkede stemmen. Der er ikke noget smukt i det, og det skal ikke ud i hele bygningen. Ok?
~~~~~~~~~~~~
Det hele startede for små to uger siden. Erik havde længe haft på fornemmelsen, at forholdet til Stine sivede ud, som sne, der tøede væk langs fortovet. Med hvert døgn kyssede han hende mindre og skubbede sig længere væk fra hendes tyngende krav; det var ikke kærlighed, men en bundløs sult, der aldrig kunne mættes. Stine ventede altid på bevis for hans hengivenhed og ordene, han sagde, burde veje mere, syntes hun, end hans handlinger.
Hvis han var ærlig, var han uendeligt træt af de evige scener og klager. Hvis hun ikke fik svar på to minutter drama. Så havde livet ingen mening, så truede hun med… ja, du ved, hvad. Alle de mørke trusler. Først tog han det alvorligt, blev forskrækket, forsøgte at trøste, men efterhånden forstod han: det var et greb, et trick, og han mistede tålmodighed og empati, blev stivere og mere fjern.
De seneste uger var truslerne daglige: Stine fandt altid en undskyldning han havde skrevet for sent, set for meget på en anden, glemt at sige jeg elsker dig inden de sagde godnat. Hun malede detaljerede scenarier op for ham hvis du forlader mig, gør jeg det og det så besynderligt gennemtænkt, nærmest som havde hun holdt generalprøve på sit eget exitnummer. Erik kendte efterhånden rutinen ud og ind. Først gråd og skrig, så trusler, derefter ydmyge bønner og løfter om at ændre sig, så en lang stilhed, hvor hun ventede på hans reaktion. Cirkelgang, som gjorde ham mat og træt i sjælen, holdt som en fisk i et net.
En aften stod hun pludselig for døren uden at være inviteret. Han sad netop foran computeren, så rystelserne gennem lejligheden, da ringeklokken begyndte at skrælle. Han kiggede gennem kighullet: Hendes ansigt var blegt med brændende øjne, og hun rystede på hænderne af ophidselse, nok lige efter at have læst hans besked om, at det var slut.
Erik, du kan ikke bare forlade mig! skreg hun og bankede på døren. Stemmen var halvkvædet, slugt af gråd og sammenbidte tænder. Hvis du forlader mig, gør jeg noget voldsomt! Kan du ikke høre det? Det er ikke for sjov!
Bag døren stod han med hårdt sammenknebne kæber, musklerne spændte af fortvivlelse og afmagt. Han vidste, at hvis han åbnede, blev forestillingen uendelig: anklager, tårer, nye trusler om natten. Alle scenernes skæve rækkefølge kendte han på rygraden.
Stine, du må få hjælp nu, svarede han gennem døren, mere hårdt end tilsigtet, træt og nøgternt. Du har det ikke godt. Jeg kan ikke tage ansvar for dig mere. Det er slut nu!
Erik! Du må ikke gøre det mod mig! brølede Stine, sparkede pludselig til døren smerten gennem foden bragte hende i knæ, men hun gispede bare, tørrede øjnene med knyttede hænder, og bad endnu engang: Please, Erik, bare snak med mig. Bare ét minut!
Der lød langsomme skridt i opgangen. En ældre dame, naboen fra anden sal, adstadigt op ad trappen. Håret sat sirligt op i knold, briller med guldbøjle, blikket stramt og dømmende bag glasset.
Du burde gå hjem, sagde damen tørt, hun standsede lidt fra Stine. Den slags gør ikke en pige til noget godt, forstår du. Hvad ville din mor sige?
Jeg har ikke bedt dig om råd! snappede Stine, løftede hagen trodsigt, men indenfor mærkedes skammen og en underlig tristhed. Ordene brændte en lille stribe skam i hende. Men stoltheden holdt stædigt fast, og hun marcherede på hælene ned ad trapperne, hjertet bankende og kinderne brændende. Hun skulle nok vise Erik, at hun mente det. Hun havde altid forestillet sig deres bryllup: rådhuset, den hvide kjole hun prøvede for nylig. Alt det, han nu prøvede at nægte hende. Men nej, han fik ikke det sidste ord!
Timerne sivede af sted. Pludselig lyste Eriks telefon op i mørket, lige da han sad i køkkenet og sippede halvkold te. En besked fra Stine. Hun skrev med dirrende fingre, lavede fejl og gentagelser, men altid med store ord: Hun kunne ikke mere, men han var ikke skyldig hun elskede ham for højt til at leve uden ham. Til sidst tikkede en sætning ind: Vil han ikke nok komme, for hun var bange for at være alene.
Erik stirrede på ordene, kæmpede med hoved og hjerte. Var der grund til ægte frygt eller endnu et kneb? Han kendte mønsteret så godt.
Hvis jeg giver efter nu, tænkte han, bliver jeg aldrig fri. Så lærer hun, at hun kan trænge igennem til mig altid, bare hun trykker lidt hårdere.
Med en mærkelig ro trykkede han hendes mors nummer frem, forklarede kortfattet og videresendte beskederne. Svaret kom hurtigt: Moderen var på vej.
Samvittigheden i orden slukkede han telefonen og forsvandt ind i lektierne til næste dags eksamen, uden idé om, hvad der samtidig udspillede sig ude i byen. Otte timer senere: En flodbølge af notifikationer, mistede kald og beskeder, flest fra Stines mor. Hænderne begyndte at ryste, da han lukkede den første op: Stine er indlagt. Lægerne nåede det. Hun er stabil.
Erik blev helt stiv. Så hun havde virkelig gjort noget. Ikke kun truet. Han så igen for sig hendes sammenbidte ansigt, oplevede hele den absurde aften med fornyet styrke, som om det kørte på storskærm bag øjnene.
En ny besked ramte ham. Det er din skyld! stod der.
Hans egne hænder krøllede sig endnu hårdere sammen, og telefonen føltes pludselig tungere end alt, han før havde båret.
Han ringede til Stines mor. Hånden dirrede, mens han ventede. Stemmen på den anden side var halvkvalt: Kom op på hospitalet. Du skal stå på knæ og sige undskyld. Kun det kan gøre det godt igen!
Erik mærkede vreden vokse, rystede over påstanden. Er der ikke andet, tænkte han næsten højt. Jeg giver ikke undskyld for noget, jeg ikke har gjort. Jeg sagde, hun skulle søge hjælp, men det ville hun ikke. Hvorfor skal jeg ødelægge mit liv som offer for hendes luner?
Det SKAL du! Hun ligger her, fordi du pressede hende! jamrede kvinden.
Jeg gider ikke diskutere, cuttede han. Hun legede med ild, forstår du? Hvis hun virkelig ville noget, havde hun ikke sendt en besked. Hun havde bare gjort det. Farvel! Ring ikke igen, takkede han hårdt og bankede stille hånden mod væggen for at få pulsen ned.
Inden han nåede at lægge på, skar hun igennem med ny påstand: Hvis du ikke gifter dig med hende, bliver hun aldrig rask. Det er din pligt, du skylder os det! Man heler sin sjæl ved at tage ansvar!
Han blev stum et øjeblik, så vredens varme: Vil du virkelig have mig til at gifte mig af pres? For at mildne et ultimatum? Det ligner ren afpresning!
Kald det ikke det! hulkede hun tilbage. Du kan redde hende! Du ødelagde hende. Nu må du rette op på det. Hun lever kun for dig.
Og tror du, et ægteskab ændrer det? brølede han pludselig, mistede kontrollen et øjeblik: Tror du et stempel fra kommunen kan slette sygdom, afhængighed og følelsesmæssig drukning? Er det kærlighed? Nej! Det er sygt, det er en snare, og jeg vil ikke mere!
Du forstår ikke! Hun ændrer sig, hvis hun bare får tryghed, bad moderen, grådkvalt. Hun skal have stabilitet du er hendes anker. Hvis du går, er det døden. Alt ligger på dine skuldre.
Erik sukkede, samlede sig, men tankerne slog kolbøtter. Hvis han sagde ja nu, sad han fanget for evigt, tvunget ind i stramme bånd af skyld, frygt, pres. Hans stemme blev fast: Jeg vil ikke giftes. Aldrig. Jeg kan ikke og vil ikke være Stines redningsflåde. Hun må selv lære at stå, eller også finde den rette hjælp. Jeg er ikke hendes terapeut, hendes mor eller hendes skytsengel. Det kan og skal jeg ikke være!
Du er hjerteløs! Hun græd skingert, stemmen blev til en sitrende tråd.
Nej. Jeg har elsket hende engang. Men det her er gift for os begge. Hvem redder mig, hvis jeg ikke redder mig selv? Adjø!
Han lagde på, lagde hovedet tilbage mod lænestolen og trak vejret langt ind. Hænderne rystede, vreden boblede, sorgen lå tung og grå, blandet med et strejf af lettelse.
~~~~~~~~~~~~
Og sådan gik det, afsluttede Erik. Blikket gled lidt ud i horisonten, hvor et drømmende, regnvejrskold København spredte sig bag de glasramte vinduer. Hans stemme var flad, skuldrene krummede under vægten af dages spor. Han rodede hånden gennem håret som for at fjerne alt det ubehagelige.
For resten… Stines bror er på min side. Han siger, hun længe har spillet på folks medlidenhed. Bare nu… var det værre end før.
Katrine sad et øjeblik tavs, snoede en hårlok mellem fingrene. Hun så ham i øjnene, der var intet af sladrende nysgerrighed tilbage, kun stille forståelse.
Du har bare været uheldig, hviskede hun så. Ingen skal presses ind i ægteskab. Stine må lære selv, og hendes mor forstår ikke, at man ikke kan løse livets tragedie ved tvang. Slet hende, bloker nummeret. Ellers fortsætter hun bare. Gør det nu, Erik.
Det vil jeg, sagde Erik og i det øjeblik føltes det, som om han endelig kunne trække vejret frit.
