Drengen Mikkel blev væk…
Nå, hvad skal jeg ønske for dig i det nye år, min pige? Selvfølgelig, sundhed. Og at det nye år vil sende dig en god mand!
Åh, mor, det ønsker du jo hvert år, svarede Anna og rystede på hovedet.
Vi fik aldrig skiftet tøj til nytåret. Vi blev enige om hvad er pointen? Vi er jo bare os to.
Men vi fik da lavet mad!
Sådan er det altid: man står i køkkenet i flere timer, og til sidst sætter man sig til bordet og tænker hvem er det egentlig til? Svaret er simpelt til os selv.
Sterinlysene brændte stille på bordet, guirlanderne glimtede i juletræet, og udenfor kunne man allerede høre enkelte fyrværkerier, mens gaver pakket ind i farvet papir lå imellem gran nåle og ventede på midnat.
Min mor spiste forsigtigt, Anna tog for sig. Hun har aldrig været tilfreds med sin figur, men det er jo nytår Og salaterne var lykkedes: Drømmen, Sigurd, Cæsar.
Vores seksten etagers betonblok fejrede nytår. Nogle vinduer lyste med diskrete kæder af julelys, man kunne ane stuernes skygger, nogle vinduer bremsede det blå fjernsynslys, og andre var mørklagte. Måske var beboerne til fest et andet sted, måske havde de bare ikke lyst til at fejre.
Man bestemmer selv.
Der var også de levende lejligheder. Døre blev åbnet, musik lød, nogen råbte skål, børnelatter, boblerne sydede, festkjoler raslede, hele opgangen duftede af håb og gran og vinter…
Men det vigtigste var folk i huset kendte ikke hinanden. Fuldstændig fremmede, bare forbipasserende, bare mennesker. Højst kendte man lige dem overfor, men én etage oppe eller nede nej
Alle fejrede den samme højtid, men hver lejlighed, for sig selv. Og hver på sin måde.
Hos os, bare min mor og jeg, ganske beskedent.
Nå, hvad skal jeg ønske for dig i det nye år, min pige? Selvfølgelig, sundhed. Og at nytåret vil sende dig en god mand
Åh, mor, det ønsker du altid Anna viftede det væk.
Ja, mødres ønsker er de klogeste. Det er bare ikke blevet tid endnu.
Anna smagte på Sigurd-salaten, trak skålen med svampe hen til sig…
Uuuh…
I virkeligheden lod hun som om, hun var optaget af maden. Hun prøvede at muntre sig selv og sin mor op. Hun spekulerede på, hvad der mon virkede bedst ønsker man selv har under raketterne, eller mors ønsker. For ti minutter siden havde hun ønsket præcis det samme, som hendes mor netop havde sagt.
Suk, hvor mange gange havde hun ikke allerede ønsket det samme?
Det er nok ligegyldigt. Sker der noget? Hvis nytårsønsker gik i opfyldelse, ville alle da være lykkelige. En ønskede sig en Mercedes, en ønskede sig lavere rente, en ville have det perfekte fiskegrej. Nogen drømte om bryllup, andre om vellykket fødsel, nogle om at flytte hjemmefra. Nogen håbede bare på sundhed til sig selv eller sine kære.
Så mange drømme og håb. Men ikke alt går i opfyldelse.
Anna drømte om at møde. Endelig at kunne mærke, at det var ham, den eneste. Helst blive gift. Men… igen og igen det samme ønske nytårsaften uden held.
En højtid for skuffede forventninger.
Det er bare ikke blevet tid endnu sagde mor.
Jo, det var netop tid. Hun var allerede syvogtyve. Venindens søn gik i skole. Og det hele føltes trættende. Selv årets fejring var blevet rutine fejre nytår bare hende og mor, de havde ikke engang skiftet tøj. Lavede mad, satte sig til bords, stirrede ind i fjernsynet. Selv deres skåle kunne de på forhånd. Snart, efter de forudsigelige gaver, blev afleveret, ville mor sige hun var træt og gå i seng, og Anna ville sidde og glo ind i fjernsynet og falde i søvn.
Som man fejrer nytåret, sådan får man det hele året!
Skal vi gå ud og se fyrværkeri? spurgte Anna.
Tag en jakke på! Jeg ser bare ud af vinduet. Folk bruger penge på hvad som helst!
Anna tog sin dynejakke og gik ud på altanen. Ottende etage. Nede foran stod de unge, der var ballade og en julemand med. Bagest blev der tændt fyrværkeri. Musik og stemmer ovenover på altanen.
Anna stod lidt, nød glimtende farver i himlen, og så gik hun ind i varmen igen.
Kan du huske, dengang i vores gamle rækkehus, hvordan hele vejen gik sammen? Åh! Så sjovt og hyggeligt det var! Børnene løb rundt! Musik fra lejlighederne, harmonika og kaffe i kander. Det var rigtigt nytår. Men nu? hun viftede ud mod den halvtomme gård.
Natten gik videre, helt efter planen. Mor gik ind i sin del af lejligheden for at sove, og Anna lovede at rydde op senere og satte sig til at skrælle mandariner og så på TV og scrolle på telefonen. Hvad lavede vennerne? Statusbilleder, gode selskaber, familieture…
Denne gang gik tiden hurtigt. Allerede halv tre begyndte hun at rydde op, bar retterne ind i køkkenet. Hun ville ikke vaske op mor stod altid tidligt op og gik straks i gang med huset.
Hun var på vej gennem entreen med tallerkenerne, da det så forsigtigt bankede på døren.
Hun kiggede gennem dørspionen ude foran stod en mand i hvid skjorte.
Hvem er det? spurgte hun lavt.
Det er mig Mikkel, sagde han og kiggede rundt. Anna betragtede ham gennem dørspionen.
Hvilken Mikkel?
Han bøjede sig hen mod døren. Stemmen ind gennem nøglehullet.
Undskyld, har jeg ikke holdt nytår i denne lejlighed? Nej?
Nej, ikke her! sagde Anna bestemt. Ikke flere fulderikker!
Undskyld!
Men han virkede ikke rigtig fuld, han begyndte at ringe på de andre døre. Én nabo åbnede, snakkede kort med ham, men lukkede hurtigt igen.
Efter lidt tid blev han bare stående, klamrede sig til væggen, frøs. Så begyndte han langsomt at gå op ad trapperne.
Man burde drikke mindre, tænkte Anna, præcis som, Genbrug fra Olsen-bandens nytår.
Men nysgerrigheden slap hende ikke. Anna ryddede op, men stak hele tiden hovedet ud og lyttede efter fodtrin i opgangen.
Hvordan kunne han blive væk? Kunne han ikke huske, hvor han fejrede nytår? Og hvorfor var han kun iført skjorte? Var han bare gået ned efter en smøg og forvildet sig?
Mærkelig situation
Elevatoren gik op og ned flere gange. Han havde sikkert fundet nogen, sagde Anna til sig selv.
Hun blev færdig i stuen, men blev ved at tænke på det. Nysgerrigheden vandt. Det er typisk mennesker de er mest optaget af det, der slet ikke vedrører dem.
Anna gik ud i opgangen og begyndte at gå stille opad.
Hun gik nogle etager, vendte sig om og ville til at gå ned igen, så så hun ham. Han sad på trappen ved tolvtetrins plateauet. Træt, omfavnet om knæene i silkeskjorte midt om vinteren…
Hej, har du stadig ikke fundet det, du ledte efter?
Han studsede og rejste sig op.
Mig? Nej, jeg fandt dem ikke.
Hvem leder du efter egentlig?
Jeg ved det ikke.
Hvordan?
Han gned sig på armene, frøs.
Min ven inviterede mig i dag eller, det var jo altså i går Det var hans kolleger og venner der bor her, jeg fik aldrig spurgt om deres navn. Sagerne gled sammen. Jeg hjalp familien Nikitin ned til bilen, troede jeg bare skulle ned et øjeblik, så jeg tog ikke overtøj på. Gav dem en kasse en gave. De var mange, og jeg lagde ikke mærke til, at de alle satte sig i bilen og kørte…
Og?
De kørte Da jeg så op på huset og så Nu kan jeg hverken huske lejligheden eller hvilken opgang. Måske gik jeg endda ind i den forkerte opgang? spurgte han håbefuldt, som om Anna kunne svare.
Tja Har du ikke din vens nummer i telefonen?
Jeg tog ikke min egen mobil med. Stod bare ude i gangen, da de gik, greb pakken og…
Kan du huske hans nummer?
Han rystede på hovedet. Selvfølgelig hvis han kunne havde han allerede lånt en telefon og ringet.
Kun min mors, men hun er i Aalborg.
Det første skridt er altid lidt forsigtigt. Man kan naturligvis ikke lade en fyr sidde og fryse. Han lignede heller ikke en forbryder eller galning. Høj, slank og venlig med et åbent, lidt forvirret ansigt. Spids næse, lyse øjne, lille smilehul.
Kom nu, du kan da lige komme ind og få varmen.
Er dine hjemme okay med det? han gik efter hende.
Mine sover allerede, Anna fremhævede flertalsformen bare for en sikkerheds skyld.
Han tog skoene omhyggeligt af. Bordet var stadig fyldt med salatskåle.
Jeg rydder op her. Vil du have noget at spise?
Er det okay?
Han frøs, Anna satte vand over. Og så fik hun en idé.
Du kender da din egen mobil? Numret.
Ja! han blev glad.
Anna ringede til hans nummer, men der var ingen forbindelse.
Selvfølgelig. Den er løbet tør åh, jeg havde travlt i dag, så jeg fik ikke ladet op. Og den ligger i tasken, og tasken den hænger på knagerækken. Jeg glemte alt om den.
Du må bare spise. Tag endelig.
Mikkel var sulten, han spiste med stor appetit. Anna varmede anden.
Hvor mange værelser var der i den lejlighed, du kom fra? spurgte Anna, mens hun tænkte udveje.
Tror det var tre ja, helt sikkert tre.
Så reducerer vi mulighederne. De fleste lejligheder her er toværelses. Altså fire opgange med fire hver så hvilke lå til venstre? Eller var lejligheden spejlvendt?
Ja, den var spejlvendt…
Så har du kun seksten muligheder i denne opgang. Hvis du da er i den rigtige
Undskyld at jeg forstyrrer. Jeg har drukket lidt, men vågnede helt, da jeg sad og frøs. Dengang lagde jeg ikke mærke til, hvilken parkeringsplads bilen holdt på. Gik bare med kassen og snakkede med Finn deres søn.
Hvad har du af muligheder?
Ingen. Jeg har prøvet alt. Hvis du eller nogen kunne låne mig penge til en taxa, ville jeg kunne betale tilbage. Men min lejlighedsnøgle ligger i samme taske. Så jeg kunne ikke engang komme ind. Og uden mobil kan jeg ikke ringe til nogen låsesmed d. 1. januar…
Anna tænkte sig om. Jo, det bedste var at finde den rigtige lejlighed for ham.
Vent! Vi har faktisk en beboergruppe på Facebook! Bare ikke på min mobil, men på min mors Det må vi prøve du skal jo finde dine venner.
Du bor altså med din mor?
Ja, med min mor.
Jeg troede, der var mand og børn At manden snart ville fare ud skælden, nu lo han, nu hvor han havde fået varmen.
Jeg er ikke gift. Og hvad med dig, savner din kone dig ikke?
Det gjorde hun for fire år siden. Vi blev enige om at gå hver til sit, og det var bedst for os. Her lejer jeg bare.
Okay, sid stille, Mikkel. Jeg henter min mors telefon.
Anna listede ind i soveværelset, men moren vågnede selvfølgelig.
Anna, du er da stadig vågen? Gå i seng snart!
Ja, mor, sang Anna og smuttede ud med telefonen.
Mikkel stod og skyllede opvasken. Anna lod ham, hun satte hurtigt maden ind, og de gik ind i stuen.
Anna åbnede beboerchatten. Her var der stille. Folk i dag skriver kun, når det er vigtigt. Ikke engang nogen nytårshilsner i nat.
Hvad skal vi skrive?
Sikke et billede! sagde han pludselig og kiggede mod væggen, hvor hendes konfirmationsbillede hang.
Ja, det er mig.
Du er smuk. Men, hvad skal vi skrive?
De begyndte at opfinde tekster. Først småfnisede de, så måtte de holde sig for munden for ikke at grine højt.
Mand gik ud og har glemt fra hvilken lejlighed…
Nej, bedre med: Lille dreng, niogtyve år, er blevet væk
Eller: Mikkel søges. Hvor er du? Jeg er i lejlighed nummer Nå, hvor bor du?”
Ikke inddrag min lejlighed, min mor forstår det ikke. Hun tror stadig, jeg er et ordentligt menneske.
Og det er du?
Ja, nikkede Anna og blev rød.
Måske sådan: Mand er gået ud for at hente noget, kan nu ikke finde hjem igen
Det lyder dumt
De prøvede alle varianter, skrev dem, byttede telefon, grinede mere og mere.
Til sidst, nærmest ved et uheld, kom Anna til at klikke send. Og afsted røg beskeden:
“GODT NYTÅR! OBS!
I vores opgang er der blevet væk en niogtyveårig dreng. Han hedder Mikkel. Han leder efter de folk, han fejrede nytår med. Kan ikke huske lejlighedsnummer. Har heller ikke sin telefon. Hjælp!”
Åh nej! sagde Anna og rakte ud efter telefonen, jeg tror, jeg fik sendt den!
Det gjorde du! sagde Mikkel og stirrede på skærmen.
Slet den, slet den! Giv mig telefonen!
Men beskeden var sendt. Før Anna nåede at slette den, dukkede det første svar op:
“Mikkel, kom til lejlighed 87 i opgang 2, 6. sal. Vi holder pigefest! Vi mangler i den grad en Mikkel!”
“Sender dette til hele blokken hæng på, Mikkel! Kom ned i gården!”
Med ét væltede beskederne ind.
“Mikkel, har du snaps? Hvis ja, kom i 121!”
“Jeg sidder alene. Trist. Mangler nogen at skåle med. Trist nytår, Mikkel?”
“Sikken larm! Kan ikke sove for festen! Hvorfor inviterede I ikke mig?”
“Mikkel, kom ind til os i nr. 4. Få varmen. Kærlig hilsen fru Hansen.”
“Godt nytår til hele huset! Hurra for Mikkel! Vi venter i gården for at hjælpe med at finde dit hjem!”
“Må vi også hjælpe? Det er 72!”
“Ja! Vi hjælper ham sammen!”
“Godt nytår, venner! Vi må hjælpe hinanden. Vi samles i gården!”
“Mikkel, lyt ikke til dem, kom bare til 87. Vi lover, du ikke fortryder!”
De sad og stirrede, fnisede. Beskederne myldrede ind. Det var umuligt at slette. Hele huset, som en snebold, havde taget idéen om at hjælpe den forsvundne Mikkel op. Man kunne ikke stoppe det nu.
Folk råbte ham ind, vinkede fra altaner, stod og råbte i gården.
Se! De står allerede dernede og samles, sagde Anna.
Vi må nok hellere gå. Hvad tror du? spurgte Mikkel, og så var de for længe siden begyndt at sige du.
De skyndte sig at tage tøj på. Anna i den blege dynejakke, sort hue, og bag hende stak Mikkel op i morens grønne uldfrakke, alt for smal over skuldrene.
De fangede hinandens blik et kort sekund og der var en lille gnist. Anna så væk, Mikkel klemte hendes hånd.
Så åbnede elevatoren.
Er I også ude for at hjælpe Mikkel? lød det fra en midaldrende kone iført papirkrone.
Jeg ER Mikkel, den forsvundne, svarede han.
Du burde nok gå til nr. 87!
Hun præsenterede straks dagens hovedperson i gården.
Alle sammen! Her er Mikkel! Lad os organisere eftersøgningen!
Men snart forsvandt al plan fornuft i et festligt kaos. Nogen løb ud i de forskellige opgange, nogen stak ham et glas, musikanleg blev sat op, julemand og bynisse dukkede op. Snart var både børn, gæster, hundeluftere og folk fra nabohusene samlet.
Mikkel forsøgte at komme over til Anna, men blev hele tiden stoppet, grebet i snakke, proppet med drinks. Anna stod lidt foran, smilede bare.
Sikke noget!
For bare et øjeblik siden var gården tom, nu festede alle sammen. Der blev danset kædedans, Anna blev fanget og snurret rundt.
Mikkel! Herovre! råbte en fyr og vinkede.
Finn! Herovre! svarede Mikkel.
Folk begyndte at juble:
Fundet! Fundet! Fundet!
Anna så, Mikkel fik byttet til sin egen jakke. Han var centrum i det hele alle ville have ham med ind, snakkede, lo. Det blev slået fast, at han rent faktisk var gået ind i den forkerte opgang. Han havde fejret nytår i blok tre.
Kvinderne fra pigefesten begyndte straks at flirte, alle var glade nytår
Mors dynejakke gav han Anna igen. Hun var ved at nærme sig Mikkel, men blev væltet væk af en, der begyndte at spille guitar.
Sådan, tænkte Anna, Mikkel fandt sine venner, og hun kunne med ro i sindet gå op. Nu var festen i gang, og hendes mor kunne vågne når som helst.
Hjemme slettede hun straks chatbeskederne på mors telefon man vil jo ikke skabe uro. Anna lagde telefonen på natbordet og gik selv ud på altanen.
Mikkel stod nu i gården og så sig omkring ledte han? Efter hende? Næppe han havde allerede så mange venner.
Mødrene gik også på altanen indhyllet i tæpper.
Du er stadig oppe, Anna?
Nok bare nogen, der gik ud. Se, hvordan de fester. Som i gamle dage. Hvem mon har arrangeret det hele?
Ved det ikke.
Måske havde folk bare brug for et lille puf en fælles sag. Sådan blev det. Rart, det hele endte godt.
Men alligevel lå der en lille melankoli
**
Første januar vågnede Anna op ved elleve-tiden, strakte sig og tænkte på nattens sjove oplevelse. Det her nytår havde trods alt været en smule bedre.
Mor skulle til veninde deres tradition. Anna hjalp til, så moren kunne være ekstra fin for første gang i lang tid. Anna havde god smag.
Andendag januar besøgte hun sin gamle skoleveninde Ida, der boede i et halvfærdigt hus uden for byen med sin mand og to børn, hvor den yngste kun var to år.
Der fandt Anna en fin nissefigur i skraldespanden.
Hvorfor smider I nissen ud? spurgte hun overrasket.
Hvad, hvor? Ida gravede nissen frem. Den stod da under træet?
Det er Emma, sagde seksårige Emil om sin lillesøster på to.
Emma havde været bange til årets juletræsfest og sad på Idas skød hele tiden. Da de kom hjem, satte hun nissen fra træet i skraldespanden blevet fornærmet.
Når Anna besøgte Ida, tog hun altid hjem træt men også lidt misundelig: Ida havde hus, mand, to børn og Anna ja…
Hjemme fortalte hun mor om Idas nisse, viste video så så de sammen en god film.
Mors telefon lå på bordet. Den bimlede hele tiden med beskeder.
Hvad er det dog! sukkede hun, andet døgn uden ro.
Er det stadig nytårshilsner? spurgte Anna.
Nej, noget andet. Du og jeg fejrede jo stille, men folk diskuterer stadig…
Hvad nu?
Det er altså belastende! Man burde melde sig ud af chatten.
Jeg kan sætte den på lydløs.
Så hører jeg ikke, hvis det er noget vigtigt. Bare den der pige snart dukker op!
Hvilken pige? spurgte Anna distræt.
Moren fulgte bare filmen på skærmen, nærmest på autopilot: Der er åbenbart én, der blev væk nytårsnat. Alle leder. Mikkel, hed han vist, leder efter hende, så tav mor og smilede. Se, nu mødes de!…
Anna vendte sig, tænkte Rakte hurtigt ud efter sin telefon nu var filmen ligegyldig. Hun åbnede boligchatten, og dér
Hun scrollede langt op, for at finde beskederne fra nytårsnatten.
Venner! Mikkel, der blev væk til nytår, har nu mistet den pige, der reddede ham, og som han faldt for. Hun bor i en treværelses med sin mor, han kan ikke huske opgang eller etage, men hun har mørkt hår, dejlig pige! Han kan ikke finde ro. Kan vi hjælpe Mikkel sammen?
Og derefter var der komplet karrusel. Nogen prøvede at genskabe den slettede besked for at finde hendes nummer, nogen gættede på hvem hun var, nogen sammenlignede navnelister
Men flertallet jokede med, snakkede om glassko og foreslog fælles fest igen for at råbe op fra vinduerne finde den savnede pige.
Anna, ser du slet ikke filmen? mor var opslugt.
Jeg ser mor, jeg tror, det er mig, de leder efter, sagde Anna lavt.
Hvem? Det der pjat! Hold op, se nu, filmen slutter snart
Men så snakkede moren ikke videre, da hun så Annas udtryk.
Hvad sker der dog?
Måske leder de faktisk efter mig, Anna kunne ikke selv tro det.
Eftersom du var der Hvorfor dog? Vi var jo hjemme, stille De beskriver en, der redder folk om natten. Det var da ikke dig?! Vi er jo normale Men altså, fortæl nu enden på filmen, ikke?…
Anna tog hurtigt sin telefon og gik ud på sit værelse. Hun havde ringet Mikkel op, så hans nummer måtte være i hendes mobil hans var jo slukket.
Hun fandt opkaldet, trykkede rystende på ring op.
Hallo!
Ja, hallo! Mikkel her.
Det er Anna
Lettet udånding.
Dig! Fundet! Jeg var ellers på vej igen for at banke på dør for dør. Jeres hus er magisk. Hvad hedder du egentlig, ukendte redningskvinde?
Anna.
Godt nytår, Anna! Og bare rolig, jeg bliver ikke væk for dig igen. Jeg kommer nu.
Til mig?
Til dig. Og så kan vi få sat en stopper for deres eftersøgning i chatten!
Anna smilede.
Måske de bare synes, det er sjovt at lede Man mærker, folk har savnet fælles eventyr.
De grinede begge. Folk havde brug for at hjælpe, det var tydeligt.
Samtalen sluttede, Mikkel var på vej.
Filmen er færdig! Du fik ikke set slutningen, sagde moren og kom ind.
Mor, jeg tror dit nytårsønske for mig allerede begynder at gå i opfyldelse.
Mit ønske? Det forstår jeg ikke…
Hvem kan sige: Gik drømmen i opfyldelse fordi hun ønskede det nytårsnat eller fordi hendes mor ønskede det for hende? Måske begge dele fordoblet styrke.
Eller måske var tiden bare kommet.
Eller måske var det bare et vidunder. Nytår tiden for ønsker og troen på, at de går i opfyldelse!
