Du er min søn.
Har I et hotel her?
Nej, hotel har vi ikke, svarede manden på stationen, men du går bare lige hen over torvet, så finder du Rejsendes Hus.
Jeg husker de første indtryk af byen; jeg kan se dem for mig endnu. Det var en lille flække, kilet ind mellem skove og moser. En smalsporet jernbane ud til regionens hovedstad var det eneste, der bandt den sammen med omverdenen.
Det var journalistikken, der havde bragt mig, Anders Møller, herud fra København. Her voksede tørvemoser frem hektar efter hektar blev drænet og forvandlet til frugtbar jord. Det lokale landbrug samlede et pragteksemplar af et kålhøst.
Men mig en hovedstadens journalist interesserede ikke kun markerne. Hvor end jeg kom, gravede jeg altid efter nye historier, og nu havde jeg besluttet at se nærmere på denne Skovby, min hjemstavns egn. Ikke Skovby præcis, men nabobyen. Det var derfor, jeg havde indvilliget i at tage turen.
I Rejsendes Hus tog en rundkindet, lune kvinde imod mig, sådan næsten moderligt hyggelig.
Værelse? Ja da. Det er kun i jagtsæsonen, vi har fyldt op. Nu står de næsten tomme.
Hun anviste mig et lille, tæt værelse. Jeg slog mig ned, hældte kogende vand op og tog et par rugbrødsmadder frem det havde jeg lært på mine mange ture.
Udenfor silte regnen. Træhuse skuttede sig, skubbet sammen som våde spurve. Lidt til siden tronede falmede to etagers blokke og slidte fortove, hvor der i stedet for fliser lå løse planker. De små butikker så mennesketomme ud, og lader og skure prægede bybilledet.
Åh, nej her gad jeg ikke bo. Det mindede om min egen barndomsby, men siden universitetet havde jeg slået mig ned i København. Nej ikke noget for mig.
I hovedstaden havde jeg en lejlighed med personligt præg: birketræshylder fra Bornholm, et antique kommode, polerede hylder. Jeg havde indrettet alt i bondehusstil, men med min egen lille twist.
I en kunsthandel i Århus havde jeg købt akvareller og kobbertryk. Ja, og til at klare ugen havde jeg en rengøringsdame en gang om ugen. Det rakte, da jeg altid var på farten.
Jeg var skilt og havde en tolvårig datter. Hendes mor var ikke videre venligt stemt over for mig, så vi sås sjældent. Men jeg tog det, som det var. At gifte sig igen lå ikke til mig. Jeg havde det egentlig godt.
Mit liv var hverken kedeligt eller fattigt. Jeg mødtes over et glas øl med gode, kloge folk, holdt ferie med jævne mellemrum og indlod mig på korte forhold. Kvinderne kiggede ofte; jeg var høj, slank, med et kvikt blik og let skæg lignede måske lidt en dansk intellektuel af den gamle skole.
Hjemme spiste jeg, læste en god artikel, lagde mig på min sofa og læste Politiken eller andre blade. Et sted havde jeg læst, at lykken består i, at intet gør ondt, hverken krop eller sjæl. Det prøvede jeg hver dag at holde fast i.
Næste dag gik jeg i Skovby til rådhuset. En ung formand bød mig smilende velkommen. Han fortalte begejstret om høsten, samarbejdet og planen, og hvordan de havde opnået støtte fra kommunen.
Da jeg nævnte min interesse for egnens historie, foreslog han:
Så skal du møde Laurits Bruun skolens historielærer og lokalpolitiker. Spændende mand, du finder ham nemt huset med de snoede, hvide udskæringer på vinduerne oppe på Skovvej. Spørg efter ham, ham kender alle.
Fra rådhuset kom jeg til landbruget, hvor formanden havde ordnet bil til mig. Jeg fortrød lidt markerne var af høstet, der var egentlig ikke noget at tage billeder af.
Arbejderne sagde ikke meget, det meste havde formanden allerede fortalt. Nå, vi kørte hen på den lokale kro og spiste overraskende godt og billigt, syntes jeg. Livet herude var billigere lønnen også.
Træt vendte jeg tilbage til Rejsendes Hus. Jeg tog et hvil luften her virkede søvndyssende. Om aftenen gik jeg mod læreren på Skovvej en god historie til en ekstra artikel var målet.
Selv sidst på efteråret bugnede haverne med blomster, hyben lyste i buske, og solnedgangen malede himlen rosa over skoven for enden af vejen. Noget fra barndommens Danmarksbillede rørte sig i mit sind.
Bruuns hus fandt jeg straks smukt og prydeligt med sine fine udskæringer, ligesom mange huse her. Jeg tog billeder; havelågen, de tre æbletræer og støvede blå bærbuske ved stakittet talte om tryg hverdag.
Jeg mødte Laurits i værkstedet, hvor han lavede endnu et stykke træarbejde. Vi hilste, og jeg sagde hvorfor jeg var kommet.
Og disse udskæringer, kunsthåndværket hvor stammer det fra?
Han lo:
Ingen folkelig håndværkstradition, bare lidt fra mange steder. Jeg har vel smittet de fleste med min hobby. Kom inden for, velkommen.
Hjemme var han alene konen på arbejde, sønnerne til fritidsaktiviteter. Vi gik gennem vindfanget og ind i et varmt køkken-alrum med to vinduer: gule blomster i vasen, geranier og stakke af bøger på reolen. På væggen et oliemaleri: tre birketræer ned mod en skovsø. Jeg syntes, jeg havde set det før måske kun en blanding af erindring og længsel.
Laurits satte kiks og hjemmebag på bordet, og jeg, forvænt læser, nød at lade blikket glide over bogryggene. Selv her kunne jeg finde noget at læse.
Laurits var lav, bredskuldret, hænderne stærke. Nok kun lidt ældre end mig, men allerede gråhåret. Iført en slidt skjorte og grove hjemmestrikkede sokker typisk landlærer hjemme.
Beklager, det er lidt uformelt. Lidt portvin måske?
Nej tak, te er fint.
Så du vil høre om vores by? Ingen egentlige kilder, men jeg mener, Skovby opstod 13001400-tallet. Godsejere og klostre ejede jorden, almuen led, nogle flygtede ud i vildmarken, og sådan blev Skovby til.
Han fandt en tyk bog frem Skovby. Byens historie med tydelig lærerhånd. Jeg bladrede, så billeder, blev fanget af et foto: en lyseøjet dreng på ti, med et hjemmelavet økse. Han lignede mig, som jeg sad engang i græsrabatten.
Hvem er drengen? spurgte jeg.
Det er min ældste, Mads. For længe siden nu.
Historierne fortsatte om byens modgang og bratte sejre.
Smag min hustrus solbærsyltetøj. Den hjelm og gravplads fandt mine drenge den er registreret. Mads leder lokalgruppen af amatørarkæologer.
Bogen var guld for en journalist. Jeg begyndte at tage billeder af siderne, men løb tør for film optaget af at fotografere udskæringer. Laurits tilbød at få hjælp af sine drenge, men jeg sagde nej havde ekstra film på værelset, og ville vende tilbage næste morgen.
Mit hoved myldrede med idéer om artikler lærerbogen, menneskene, naturen. Det kunne blive til to artikler, bedre end det med kålen.
Næste morgen vækkede solen mig på væggen i et blegt bånd. Jeg var oplivet; spiste morgenmad, fandt filmen frem og gik til Skovvej.
Familiens stemning var god hele familien gravede have: Laurits, konen og de to sønner. Da han så mig, kom han straks.
Forstyrrer jeg?
Nej, vi skal bare gøre klar til vinteren.
Han vaskede hænder under en hanekran ved skuret.
Dejligt her.
Især om sommeren. Lad os gå indenfor.
Han sagde leende:
Alle børnene tager til København på stævne i dag, så vi stod tidligt op.
Jeg fik hurtigt fotograferet. Indenfor lød nu stemmer: konen og børnene var hjemme.
Kom og spis!
Der var varme pandekager, ost, syltetøj, kiks. Jeg blev varmet ved bordets hygge, familien og deres bøger. Jeg vaskede hænder.
Dette er Amalie, min kone, præsenterede Laurits.
Jeg nikkede og skyllede hænder. “Amalie netop Amalie ”
Det VAR hende. Minderne rørede hurtigt rundt; alt vendte tilbage i brudstykker. Alt sammen gennemlevet på sekunder.
Jeg så det hele for mig: Mit andet studieår. Amalie en helt særlig dansk skønhed. Let kjole, rødt tørklæde om hovedet, stærke solbrune hænder. Vi mødtes på stationen, skulle begge med til sommerarbejde ved havet, og jeg greb enhver lejlighed for at fange hendes opmærksomhed.
Jeg fortalte historier, spillede smart, og om natten, da vi kom frem, styrtede jeg først i vandet alt for, at hun skulle se mig.
I gruppen var hun forelsket i en sund bondeknægt fra sportsfakultetet, men jeg fik hende overtalt.
Det var vores lykkeligste tid. Jeg læste digte, fortalte historier; hun lyttede og bad mig blive ved.
Om vinteren fik jeg hende med på højskoleophold jeg insisterede på, vi kom tættere på hinanden. Hun tvivlede, men lod sig overbevise. Langt væk fra romantikkens vinger blev hun nu “min” måske endda min kommende kone.
Men sådan så jeg ikke på det alt lå i fremtiden. Da hun blev indlagt på hospitalet, besøgte jeg hende én gang. Hun sagde stille: “Jeg er gravid, Anders. Vi skal have et barn.”
Jeg blev slået tilbage jeg kunne ikke forstå: det var jo hendes problem, ikke mit. Jeg var studerende, jeg skulle være forfatter!
Det klarer du med lægerne, svarede jeg, mest for at slippe ud.
Først senere gik det op for mig. Jeg besøgte hende aldrig igen. Hendes veninde søgte mig op, prøvede at tale mig til rette, men jeg slog det hen.
Jeg gik til hendes kollegieværelse, vi talte ikke om barnet. Jeg sagde, at vores liv måtte gå hver sin vej; “vi er herrer over vores egen lykke.”
Hun svarede med et smil:
Jeg køber din bog. Du skal nok blive noget, Anders.
Siden så jeg hende aldrig. Hun tog hjem og fødte, jeg fortsatte mit liv, undgik hendes veninder. Jeg glemte det hele “ung kærlighed,” tænkte jeg.
Men barnet? Hvis man ikke tænker over det er det så der overhovedet? Aldrig skænket det en tanke.
Den oplevelse prægede mig resten af livet. Jeg passede på, blev senere gift, fik en datter, men ægteskabet varede ikke. Jeg var nok ikke skabt til familie. Senere blev det kun til korte forhold.
Alt dette flimrede forbi på få sekunder.
Dette er Amalie, min kone. Anders journalist fra København, sagde Laurits.
Jeg vendte mig, smilte, og skyllede mine hænder, uvist hvor længe.
Hvis Amalie genkendte mig, viste hun det ikke. Nu klædt i lysegråt træningstøj, lidt mere kraftig end før, men stadig med samme bløde ynde i sine bevægelser. Det var, hvad der altid havde adskilt hende fra de andre.
Fletningen sad stadig lidt forpjusket, men til stede. Amalie smilede roligt, dækkede op og talte med Laurits med venlighed.
Mor, jeg har sat skovlene på plads og… eh, hej, sagde en ranglet, køn, ung fyr idet han trådte ind. Sine mors træk lyse øjne, slank figur…
Hej.
Vi spiste frokost sammen. Laurits fortalte flere historier. Snakken handlede om drengenes rejse til København; jeg gav tips om hovedstaden.
Aftensmaden var fyldt med varme. Amalie undgik mit blik.
Smuk kone, du har, sagde jeg til Laurits, da vi var alene.
Ja, jeg er heldig. Hun er så talentfuld hendes billede derovre, pegede han.
Jeg kiggede igen. Jo det var hendes. Jeg genkendte det.
En sand pædagog, elsket af børnene. Hun er viceleder i vores skole.
Hvordan mødtes I?
Vi kom hertil nogenlunde samtidig jeg et år efter hende, men jeg er fem år ældre. Jeg var værnepligtig, fabrik, og bagefter fandt jeg ud af, jeg ville undervise. Her var der brug for en historielærer. Resten er historie.
Ja, sådan kan det gå…
Jeg vidste med sikkerhed: Mads var min søn. Han lignede slet ikke Laurits bygningen som min. Navnet Mads, opkaldt efter mig?
Nu burde jeg tage afsked; alt var gjort, men jeg blev siddende, ventede utålmodigt på, at Amalie skulle vise sig fra de andre værelser. Ét blik, et spørgsmål men hun gik med drengene, kom ikke ind.
Til sidst rejste jeg mig.
Du skal med til stationen, ikke? Med dem?
Jo, det skal jeg.
Vi ses dér. Tak for alt, Laurits.
Jeg så efter Amalie men hun kom ikke.
De har travlt med at gøre klar til rejsen, Laurits opfangede mit blik.
Jeg forstår, sagde jeg.
Jeg gik ad Skovvej med blikket sænket, som om jeg gik ud i kulden fra en varm seng.
Og inde i mig begyndte den gamle melodi igen:
Du kan tage min ro,
Du kan vende dig om og gå,
Du kan elske en anden,
Men giv aldrig slip på dit lys…
Var det virkelig sådan, følelserne var de eneste ægte? Havde jeg en søn?
Tanken optog mig. Jeg gik ikke i hospitalet, ikke til klubben, men tilbage til Rejsendes Hus, hvor jeg lå og stirrede på loftet, indtil toget gik.
Jeg kunne aldrig glemme billedet af birketræerne. Hun havde malet det, mens jeg var dér, læste på tæppet, hun malede. Selvfølgelig huskede hun, hvem der havde været med.
Jeg kunne invitere hende til København, tilbyde hende mere end landliv hun var dygtig, havde erfaring. Jeg kunne tage sønnen, begge sønner med.
Og det slog mig, at min bondehus-lejlighed nu virkede tom og hul. Men hvis Amalie boede der, ville den blive levende.
Jeg kiggede ud skyerne drev forbi, byen blev grå.
Alligevel jeg havde mulighed. Tænkte jeg.
Jeg tog ud til stationen før afgang. Skulle så gerne se hende igen. Men børn og forældre summede omkring bussen ingen chance for ord alene.
Træneren holdt styr på tropperne. Jeg hilste på Laurits.
Hvis jeg kan hjælpe i København… Jeg har forbindelser, sagde jeg, men fortrød straks passede dårligt her.
Nej tak, alt er planlagt. Amalie, mangler vi noget i København?
Hun vendte sig, smilede varmt.
I København? Bare de spiller godt fodbold. Det går nok, Laurits.
Jeg så nervøsiteten i hans øjne, han gned hænderne. Han blev kaldt hen til træneren, stod lidt på sidelinjen, så jeg blev alene med Amalie.
Amalie, sagde jeg forsigtigt.
Hun kiggede nu var hun særlig smuk, omend enkelt klædt.
Kan du kende mig?
Selvfølgelig, Anders. Vi ændrer os ikke så meget.
Så du er … tilfreds her?
Hjemme? Jo. Nogle dage kunne jeg smutte til byen, men børnene skal lære at stå på egne ben. Vi snakker tit om det.
Jeg mente faktisk, om du… boede i København.
Det har jeg ikke overvejet. Måske, hvis Laurits ville med. Men vi har det godt her. Børnene flytter snart hjemmefra.
Jeg ville spørge om Mads, men højtaleren kaldte afgang. Nu var det tid til farvel. Jeg gik mod min vogn, lidt bitter og skuffet over hele situationen.
Var jeg ikke en navngiven forfatter? En, der kunne give muligheder. Her blev al opmærksomhed givet til nogle lokale drenge på vej til København hvad kunne de herude lære?
Men nu havde jeg chancen i toget. Jeg ville opsøge Mads, fortælle, hvem jeg var, hjælpe ham videre.
Jeg tænkte det nøje igennem. Hvis Amalie havde fortalt Mads sandheden, havde hun sikkert nedgjort mig. Eller holde det skjult.
Jeg valgte tidspunktet. Klokken var ni. Barnevognene var ikke så stille endda.
Mads! Mads Bruun! Der er en, der kalder på dig.
Han kom ned, vi gik ud i overgangsrummet mellem to vogne, hvor toglysene flakkede over vores ansigter.
Jeg må indrømme, jeg blev nysgerrig. Har noget på hjerte, begyndte jeg.
Jeg ved det godt. Du er min far.
Hvad? Hvordan ved du det?
Mor har fortalt mig det for længe siden. Og jeg har din bog derhjemme.
Bogen? “Morgendugg”? Har du læst den?
Ja.
Så I ved altså alle sammen, at jeg
Ja. Min far Laurits har kendt det hele vi har ingen hemmeligheder. Jeg var kun lille, da de fandt sammen. I øvrigt: man skaber sin egen lykke.
Mit gamle slogan…
Toget ramlede over broen, og jeg måtte råbe:
Men… Du skal til at vælge uddannelse. Jeg er i København. Mange venner, plads jeg er alene. Kunne hjælpe dig, du ved…
Tak, men nej. Vi har talt det igennem derhjemme.
Ja, det kan man jo ændre. Her er mulighederne større! Tænk dog…
Nej, tak. Jeg klarer det selv. Skal tilbage, ellers bliver træneren urolig. Farvel!
Han forsvandt ind igen. Tilbage blev jeg.
Nu kun den julede lyd af hjul…
Mads var fremmed og dog min søn. Det var min egen skyld: ville ikke tænke, ikke vide, ikke huske… Hver smeder sin egen lykke.
En anden havde smedet huset med udskæringer, børn og dampende pelargonier. Ikke det jeg ville, ikke min ret, ikke min lykke.
Jeg fandt til min køje, svimlende, og længtes slet ikke hjem til min “bondegårds-stil-lejlighed”.
Mine principper bristede lykke er, når intet gør ondt Nu gjorde alting ondt: hjertet hamrede, blodet kogte, hovedet trykkede.
Hvorfor bragte livet mig til Skovby, til hende, til min søn? Gav det mening?
Mit sind viste mig min datter lys, genert. Var hun tabt eller var der en chance endnu?
Og et sted på en overkøje lå Mads Bruun med blikket mod natten og følte, at hans fremtid skulle være som forældrenes: et godt hjem, sit arbejde og ærlige, nære relationer.
Og han havde lidt ondt af denne ensomme forfatter fra byen.
