Min mand sidder og ser fjernsyn, mens jeg græder på hans vens skulder
Anders sætter koppen på underkoppen og ser på Aase. Hun sidder overfor ham med hænderne om et nu halvkoldt glas the. Hendes øjne er røde.
Det er umuligt at tale med Ib, hvisker han dæmpet, som om nogen kan høre dem. Han pusler ude i værkstedet hele dagen, og om aftenen forsvinder han ind i fjernsynet. Det er, som om jeg ikke findes.
Aase løfter blikket.
Og Lene? Hun hører dig slet ikke. Og Ib det er som om han er død indeni.
Sådan starter det. På caféen Gamle Torv, ved vinduet hvor solstrålerne danser guldstreger på den broderede dug. En helt almindelig efterårsdag, der vender op og ned på alt.
***
De mødes tilfældigt. Anders er på vej hjem fra apoteket med medicin til Lene. Hun har brokket sig over blodtrykket på det seneste, men når han spørger, hvordan hun har det, fejer hun ham bare væk: Det klarer jeg. Klart hun gør det selv. Som om han bare er indlogeret til vækstforstyrrelse med sine spørgsmål.
Aase sidder på en bænk i Fælledparken. Skuldrene ryster. Anders standser op uden at genkende hende først. De har haft venskab mellem familierne i femogtyve år, men de ser kun sjældent hinanden nu. Ib og Lene har fået et anspændt forhold, og fælles arrangementer gled ud.
Aase?
Hun kigger op, tårevædet og meget sårbar.
Anders… Undskyld, jeg sidder bare her.
Hvad er der sket?
Hun ryster på hovedet og prøver et afvæbnende smil:
Ingenting. Livet. Hjertet gør bare ondt, det er alt.
Han sætter sig ved siden af. Rækker hende stille et lommetørklæde. Aase tager imod og dupper sine øjne.
Kom, lad os tage en kop the et sted. Det hjælper at tale, siger han.
De har alle fire tit været på Gamle Torv før. Bursdage, sølvbryllupper, lange diskussioner og planer om sommerhuse i kolonihaveforeningen Morgenrød, hvor begge familier har grunde side om side. Dengang var Anders lykkelig. Stabilt job nok, men en fast base. Lene spurgte ind til hans dag, når han kom hjem. Ib ringede ofte om aftenen og samtalerne trak ud.
Så ændrede alt sig. For et år siden gik Anders på pension. Otteoghalvtreds år, og pludselig har ingen brug for én. Lene knokler stadig på revisionskontoret, og kommer sent hjem træt og sur. Når han forsøger at starte en samtale, får han Gider ikke snakke, jeg er træt. Ib stoppede også med arbejde kort før, og det var som om han sank ned i mørket. Ikke flere lange telefonopkald. Han svarer knap nok.
Ved du hvad, siger Anders, mens han rører sukker i kaffen, jeg føler mig som et spøgelse. Står op, spiser morgenmad alene. Lene er allerede ude ad døren. Resten af dagen tusser jeg rundt eller sidder alene med min frokost. Så venter jeg bare på, at hun kommer hjem. Men hun har ikke tid til mig. Hun har sit. Jeg er overflødig.
Aase nikker:
Ib siger dårligt et ord. Bare: Lav mad eller Rør ikke ved mine ting. Jeg prøvede at foreslå en weekendtur, tale om børnebørnene. Han ser bare igennem mig. Går ud i værkstedet eller sætter sig til tvet. Og så er han væk. Alt føles tomt indeni som om jeg bare er møblement.
Anders mærker, hvordan halsen snører sig sammen. Det er ham. Nøjagtigt samme ord, samme smerte.
Jeg troede bare, det var mig, indrømmer han. At jeg måske er blevet kedelig. At jeg ikke duer mere?
Nej, Aase ser på ham med så stor sorg, at han får tårer i øjnene. Det er ikke dig. Det er nok bare midtvejskrise. Eller også bliver man bare træt af hinanden med tiden.
Men vi var jo venner! udbryder Anders. Husker du dengang vi alle fire var i sommerhus? Ib lavede grill, du og Lene lavede salater. Vi grinede og havde drømme.
Jeg husker det, svarer Aase stille. Men det er længe siden. Nu er det noget andet. Mennesker forandrer sig.
De bliver siddende til det bliver mørkt. Taler om børnene, der er flyttet hjemmefra, om mistede jobs, om frygten for alderdom og ensomhed. Hver eneste sætning fra Aase rammer som ekko af Anders’ egne tanker.
Da de går, spørger han:
Skal vi ringes ved? Hvis det bliver svært?
Hun nikker:
Gør det.
***
Snart ser de hinanden jævnligt. Først under dække af hjælp til noget papirarbejde. Anders har styr på computer, hjalp Aase med at søge om tilskud via nettet. Så ringede hun og bad om et lift til hospitalet: Ib kan ikke, men jeg skal til lægen. Han kørte hende, ventede troligt og de endte igen på café.
I dag sagde jeg til Ib, at vi kunne gå en tur vejret var jo så smukt, sukker Aase over sin kaffe. Men han sagde bare: Gå du selv. Jeg har travlt. Han har altid travlt. Ikke med mig.
Lene sagde i går, at jeg skulle få mig en hobby, griner Anders tørt. Så jeg ikke render rundt og generer.
Hobby på vores alder Aase ryster på hovedet. Hele sit liv har man passet hus og hjem, og nu skal man pludselig finde sig selv. Det er ikke let.
Jeg har prøvet at læse. Det lykkes ikke. Tv gider jeg ikke. At gå tur alene er kedeligt. Venner har jeg ingen, Ib er trukket sig væk. Den eneste, jeg kan tale med, er dig.
Aase holder blikket længe:
Det er også det nemmeste for mig du lytter. Forstår mig. Ib hører aldrig efter mere.
De begynder at ringes sammen først ugentligt, så oftere. Anders ringer, når det hele føles uudholdeligt, når Lene endnu en gang bare går forbi ham. Aase tager altid røret. Hendes stemme er mild, nærværende. Hun siger aldrig: Jeg gider ikke. Hun siger: Fortæl. Jeg lytter.
En aften ringer Aase selv, sent. Stemmen bævrer:
Undskyld, jeg forstyrrer. Jeg kan ikke mere. Ib ænsede mig ikke i dag. Jeg bagte hans yndlingsbrød. Han spiste i stilhed og forlod køkkenet. Nu sidder jeg alene og græder. Som en idiot.
Du er ikke idiot, siger Anders roligt. Det er fuldt normalt at længes efter opmærksomhed. Alle mennesker har behov for at blive set.
Jeg føler mig så ensom i ægteskabet, hvisker hun. Hvordan kan det ske? Vi har levet sammen i tyve år, og nu føler jeg mig helt alene.
Jeg forstår dig, svarer Anders. Jeg har det præcis sådan.
***
Deres møder bliver mere end bare samtaler. Anders hjælper med at fikse den dryppende vandhane i hendes køkken. Ib havde lovet i en måned, men gjorde det aldrig. Lene opdager dårligt nok reparationen. Fint, siger hun bare uengageret, før hun går i gang med madlavningen.
Aase bager Anders yndlingsæblekage, med kanel som hans mor plejede. Lene har ikke bagt noget i årevis Ingen grund, du kan godt undvære. Anders sluger to stykker og føler sig for første gang glad på mange måneder.
Tak, siger han. Du aner ikke, hvor meget det betyder at mærke, man betyder noget for nogen.
Aase smiler:
Du betyder virkelig meget for mig, Anders. Du er min redning.
Han tager hendes hånd. Hun trækker den ikke til sig.
Langsomt opstår en nærhed, de ikke længere finder hos deres ægtefæller. De joker, griner, deler minder. Aase fortæller om ungdommen, om da Ib friede, hvordan han charmerede hende. Anders husker Lene som ung, sprudlende, forelsket. Hvor blev det af? Hvorfor bliver vi fremmede?
Måske er det os selv? spørger Aase tænksomt. Måske gled vi hver især bort?
Jeg har prøvet alt tale sammen, foreslå samvær. Men Lene hører ikke. Det er ellers stereotypen, at mænd ikke lytter men nu er det mig, der føler mig usynlig.
Aase nikker:
Jeg bad om parterapi. Ib lo: Skal vi nu have psykologer? Han forstår det ikke. Jeg vil bare høres.
Jeg lytter til dig, siger Anders.
Hun læner sig mod hans skulder. Han holder om hende. Ikke lidenskabeligt bare i ren tørst efter kærlighed og forståelse.
***
Skyggen af skyld sniger sig ind, da de møder en fælles bekendt i Brugsen. Else fra kolonihaveforeningen løfter øjenbrynene:
Nå, Anders og Aase sammen ude at handle?
Anders bliver forfjamsket. Aase svarer hurtigt:
Vi ramlede bare ind i hinanden. Anders hjælper mig med at bære varerne.
Else nikker, men blikket er skarpt. Nysgerrig? Mistænksom?
Da hun går, siger Aase sagte:
Nu løj vi.
Ja, det gjorde vi, siger Anders med tungt hjerte.
Hvorfor? Vi gør jo intet forkert.
Nej svarer Anders tvivlende.
Hjemme spørger Lene pludseligt:
Hvor har du været så længe?
I supermarkedet.
Tog lang tid.
Der var kø.
Løgn. Den første åbenlyse. Det føles rædsomt.
Med Ib er det endnu værre. De mødes tilfældigt ved haven. Ib arbejder i jorden, sammenbidt og tavs. Anders prøver:
Hej, gamle ven.
Hej, svarer Ib kort.
Hvordan går det?
Fint.
Skal vi ikke drikke en kop kaffe? Få en snak?
Ib retter sig, ser Anders med matte øjne:
Snakke om hvad? Livet er gået. Ungerne rejst. Ikke meget at sige.
Ib, vi har jo været venner altid kan vi ikke tale om det hele? Om ægteskab, ensomhed, hvordan vi kommer videre?
Ægteskab? Pyt. Vi lever jo bare. Aase har ingen klager.
Anders går hjem med tungt hjerte. Om aftenen skriver han til Aase:
Jeg har set Ib.
Hvordan var han?
Tom. Ligesom altid.
Aase sukker:
Lene kom på besøg i dag. Hun snakkede løs om jobbet, kollegerne, bemærker slet ikke, at du har det elendigt.
Ib ser heller ikke, hvor dårligt du har det, svarer Anders.
Lyver vi ikke bare for dem? spørger Aase stille.
Vi søger bare noget, de ikke kan give, svarer Anders. Følelsesmæssig støtte.
Lang tavshed.
Måske ja, svarer Aase. Men jeg kan ikke undvære dig. Du er den eneste, der forstår.
Du også for mig, siger Anders.
***
I november krydses grænsen. En grå, råkold dag. Aase og Ib skændes. For første gang råber han ad hende over ingenting. Da hun beder ham bære skrald ud, eksploderer han, siger sårende ting. I gråd ringer Aase:
Kom, Anders. Jeg har det helt forfærdeligt.
Anders kommer. Ib er væk. Aase sidder på køkkenet, rystende og forvirret.
Han råbte, at jeg slider ham op, at han er træt af mig.
Anders holder om hende.
Det er ham, der tager fejl. Du har ikke gjort noget forkert.
Jeg er bange. Livet løber ud mellem fingrene. Ingen har brug for mig.
Jeg har. Jeg har virkelig brug for dig.
Hun løfter ansigtet. Øjne fyldte med tårer. Han kysser hende. Hun svarer. Resten sker næsten af sig selv ikke i lidenskab, men af desperat behov for nærhed, varme og at føle sig levende.
Efter akten ligger de tavse. Skyldfølelsen hænger tungt.
Aase græder lydløst:
Vi er forrædere.
Ja, siger Anders. Det er vi.
Hvad nu?
Jeg ved det ikke.
De klæder sig på, stirrer ned på bordpladen. Venskab og forræderi i uløselig klump.
Vi kan ikke mere, siger Aase. Det er forkert.
Ja, siger Anders. Men jeg ringer alligevel.
Hun beder ham om at ringe. Og han ved, at han kommer til det.
***
De næste uger er et helvede. Anders kan ikke se Lene i øjnene. Hun bemærker intet hendes liv kører videre, hun spørger intet.
Med Ib er det værre. Gamle ven fra barnsben, fælles soldatertid, dobbelte bryllupper. Vennernes børn voksede op sammen. Sommerhuse side om side. Et kvarte århundrede venskab og nu dette. Forelsket i sin vens hustru mere forræderisk bliver det ikke.
Anders forsøger at holde sig fra Aase. Men hun ringer snart igen:
Jeg har det elendigt. Ib er væk, siger ikke hvorhen. Jeg sidder alene og bliver vanvittig.
Anders dukker op. Det hele gentager sig. Nærhed, tårer, skyld.
Hvorfor kan vi ikke stoppe? spørger Aase. Hvorfor kan vi ikke holde op?
Måske fordi vi ikke kan gå til andre mere, siger Anders stille. Kun med dig føler jeg mig i live.
Men det er forkert!
Jeg ved det.
De veksler mellem skyld og behov, mellem fortvivlelse og lettelse. Hver gang de ses, føles det som den sidste. Men de mødes igen.
***
I slutningen af november ringer Ib:
Skal vi tage ud at fiske? Som i gamle dage.
Anders siger ja. De sidder ved Esrum Sø med fiskestænger og tavshed. Ib virker mut, men siger pludselig:
Hør, min ven, jeg har vist forsømt Aase. Hun virker underlig. Måske kan du tale med hende? Du er jo næsten familie hun hører efter, når du taler.
Anders bliver iskold. Hans hænder ryster.
Næsten som en bror?
Ja. Du har hende tit på besøg, hun hjælper, bager. Du er god mod hende. Kan du ikke tage en snak med hende?
Anders nikker, men indeni er alt i opløsning. Ib aner intet. Han beder om hjælp, men Anders har forrådt ham.
Om aftenen ringer han til Aase:
Vi må tale sammen. Seriøst.
Jeg ved det, svarer hun dæmpet.
***
De mødes på Gamle Torv ved vinduet. Uden sol. Våd sne strømmer ned ad ruden. Anders kan ikke se på hende. Hun ser bleg og slidt ud.
Ib bad mig tage en snak med dig, begynder Anders. Han er bekymret for dig.
Aase skjuler ansigtet i hænderne.
Hvad er det, vi har gjort? Vi har forrådt dem begge og vores eget venskab.
Vi ledte efter noget, der kunne redde os, hulker Anders. Men vi har kun fundet et større hul.
Hvad nu? Skal vi fortælle dem alt? Eller forsvinde ud af hinandens liv?
Jeg aner det ikke. Bare at uden vores samtaler bliver det svært at trække vejret.
Hun rækker ud han tager hendes hånd.
Vi har ødelagt det hele, hvisker Aase. Et kvart århundrede venskab. Familien.
Alt sammen bare for at undgå at blive vanvittige af ensomhed, svarer Anders stille. Det eneste, vi søgte, var at mærke livet.
Men prisen
Alt for høj, siger han. At tie gør ondt, at tale vil sprænge alt.
De sidder længe, hånd i hånd, fanger i fælden. Hvis de bekender, mister de alt. Tager de hemmeligheden med sig, skal de leve med smugmøder og tavs skyld resten af livet. Eller bryde helt og falde tilbage i ensomheden.
Jeg elsker stadig Ib, hvisker Aase. Han ser mig bare ikke længere. Men du du ser mig.
Og jeg elsker Lene. Men hun har ikke brug for mig mere. Med dig føler jeg mig set.
Er vi dårlige mennesker?
Jeg ved det ikke. Måske bare bange. Ensomme.
Aase tørrer tårer væk:
Uanset hvad gør vi nogen fortræd.
Ja, nikker Anders. Det gør vi.
De siger ikke mere. Udenfor bliver det hurtigt mørkt. Tjeneren spørger, om de vil have mere te. De ryster på hovedet. Hun lader dem blive alene med deres uløselige dilemma.
Hvis vi stopper nu, begynder Aase, bliver jeg igen alene. Sammen med en mand, der ikke hører mig. Det kan jeg ikke holde til.
Fortsætter vi, er det forræderi hver dag. Og en dag vil alt falde fra hinanden.
Hvis vi fortæller dem alt?
Så mister vi alting med det samme.
Aase presser hans hånd:
Jeg vil ikke miste dig. Men heller ikke ødelægge det, jeg selv har bygget op.
Jeg heller ikke. Men det smertefri valg findes vist ikke.
De bliver siddende. Taler om begyndelsen, om at ingen af dem planlagde noget. De ville bare høres.
Måske burde vi have gjort mere for vores egne ægteskaber, siger Aase. Satset noget.
Måske. Eller måske lukkede de bare af for længe siden. De så os aldrig rigtigt mere. Er det ikke også et forræderi?
Ikke en undskyldning, dog.
Nej. Det er det ikke.
Da de går, holder Anders døren. Aase stopper og ser på ham:
Vil du ringe til mig?
Han nikker langsomt:
Jeg ringer.
Og jeg tager den, hvisker hun.
De står i den våde sne, to mennesker fanget mellem håb og fortvivlelse. Ligegyldigt hvad, venter smerte. Men de slipper ikke taget, for det er alt, de har. Deres ulovlige forhold, født ud af savn, er nu en fælde.
Aase træder tættere på:
Anders, hvis vi nu prøver at tale med dem? Forklare, at vi er ved at drukne ikke om os to, bare om ensomheden?
Anders ryster på hovedet:
Jeg har forsøgt igen og igen. Lene gider ikke høre det. Hun vil helst, at alt fortsætter som det er.
Ib siger, jeg er tosset: Hvordan kan du være ensom? Jeg er jo lige her! Men han er kun fysisk til stede ikke med hjertet.
Så snak hjælper ikke, konstaterer Anders.
Så er der kun tre muligheder Aase ler tørt: Fortælle sandheden og ødelægge alt. Eller fortsætte og leve med skyldfølelsen. Eller bryde og tilbage til ensomheden.
Anders holder om hende, der på gaden. Måske ser nogen dem. Det er ligegyldigt.
Jeg kan ikke vælge, hvisker han.
Jeg heller ikke, svarer hun.
Så går de hver til sit, til deres halverede venskab.
***
Derhjemme er Lene væk. En seddel på køleskabet: Kommer sent mad i mikrobølgeovnen. Anders sidder alene, uden at tænde lyset. Tænker.
Hvad hvis han havde råbt højt tidligere? Ikke bare fundet sig i det? Hvad hvis han havde sagt: Jeg har brug for dig. Ikke husholdning, men dig. I stedet ventede han. Nu er alt tabt.
Telefonen summer. Besked fra Aase: Ib sover på sofaen. Han spurgte ikke engang, hvor jeg havde været. Han er ligeglad.
Anders skriver: Lene på arbejde. Som altid.
Aase: Vi er som to skygger, der driver rundt i andres hjem.
Anders svarer bare: Ja.
Han taster en længere besked, sletter, skriver igen. Til sidst sender han: Jeg vil ikke miste dig, men kan ikke bære den her skyld længere. Hvad gør vi?
Det varer længe, før svaret kommer: Jeg ved det ikke. Måske lærer tiden os noget. Lige nu kan jeg bare ikke give slip på dig. Lad os i det mindste prøve at støtte hinanden.
Og Anders forstår, at det netop er deres valg. Ikke rigtigt, ikke forkert bare det eneste de kan gøre lige nu. De bliver hængende i gråzonen mellem skyld og savn, mellem kærlighed til ægtefæller og hengivelse til hinanden. De bliver ved at ses, ringe, søge trøst. Indtil kræfterne ikke rækker længere. Eller alt bryder sammen.
***
To uger senere. December har slået til med sne og frost. Anders og Aase ses sjældnere, men taler dagligt. Deres stemmer er deres ilt uden hinanden får de ikke vejret.
Lene lægger mærke til, at Anders nærmest bor med telefonen i hånden:
Sidder du virkelig og nørder på nettet nu? I din alder!
Tjekker bare nyheder, lyver han.
Hun trækker på skuldrene. Det rager hende ikke mere, hvad han laver.
Ib bliver lidt mere opmærksom på Aase et par spørgsmål om hendes dag, hjælper hende med indkøb. Aase ringer til Anders med sarkastisk stemme:
Nu spørger han pludselig. Men for sent. Nu gør det næsten ondt, at han først nu opdager mig.
Folk indser først, hvad de har, når det er for sent, siger Anders. Sådan er vi mennesker.
Men det er for sent. Jeg orker ikke længere at kæmpe for noget, der for længst er væk.
Jeg heller ikke.
Stilhed i røret.
Anders, hvad hvis vi bare gik? Forlod det hele, prøvede forfra kun os to?
Anders holder vejret. Han har tænkt det samme. Men ved også, at ny begyndelse kræver smadrede liv: børn, der ikke forstår; børnebørn, der ikke vil tilgive. Ib og Lene, forrådte. Hele naboskabet, der snakker i krogene.
Det kan vi ikke, svarer han. Vi er for gamle til at starte forfra. Og hvis vi ødelægger alt, kan vi ikke klare det ansvar.
Så vi må bare bære det her, siger Aase træt. Eller prøve at fixe vores ægteskaber?
Tror du reelt på det?
Han tøver. Tror han? Ikke på Lene, at hun ændrer sig. Ikke på Ib. Folk ændrer sig ikke sent i livet.
Nej, indrømmer han.
Så hvad kan vi så gøre? Vi er fanget, græder hun næsten. Skyld, løgn, skjulte møder ellers bare ensomhed. Er det straf?
Måske er det, siger Anders dæmpet. For at lade stå til så længe. For at vælge den letteste udvej.
Synes du, vi skal have det dårligt?
Vi bærer alle skyld, men dermed ikke sagt, det er rigtigt.
***
Nytårsaften skal de to familier som altid samles i Morgenrød kolonihave. Før var det fest juletræ, mad, gaver. Nu frygter Anders og Aase det.
Hvordan skal jeg kunne se Lene i øjnene? spørger Aase.
Hvordan kan jeg give Ib hånden? siger Anders.
Men de må. Lene har arrangeret alt, Ib glæder sig endda: Det er længe siden vi alle var samlet.
Den 31. samles de alle fire i Ib og Aases sommerhus. Bordet bugner, Lene har lavet salater, Aase står for hovedretten. Ib åbner vinen. Anders forsøger et smil.
Det er akavet Anders og Aase undgår øjenkontakt. Men efter et glas løsner stemningen. De taler om gamle dage Kragerup-lejren, børnefødselsdage, byggedagene på sommerhusene.
Kan du huske da vi satte taget op, Anders? udbryder Ib. Du faldt næsten ned, og jeg nåede at gribe dig.
Det husker jeg, smiler Anders. Du reddede mig.
Ib klapper ham på skulderen:
Vi er jo venner. Venner hjælper hinanden.
Anders får kvalme. Venner og han er Ibs forræder. Har sovet med hans kone. Løjet.
Aase sidder bleg og piller ved servietten. Lene siger bekymret:
Aase, er du okay? Ser sløj ud.
Bare slidt, siger hun. Har lavet mad hele dagen.
Du skulle passe mere på dig selv, siger Lene. Anders har også været mærkelig. Måske er det bare alderen?
Ib nikker:
Det kan være svært på pension. Man mister sig selv.
Nemlig. Find dog et hobby, siger Lene.
De taler om dem, ikke med dem som børn. Og Anders mærker kløften til Lene igen. Hun ser ham slet ikke.
Ib skænker op:
Skål for venskabet! At vi stadig kan samles.
De drikker. Anders og Aase mødes kort i blikket smerte i begge blikke.
Senere, da Ib og Lene er i køkkenet, trækker Anders og Aase frisk luft på trappen. Kigger op mod stjernerne.
Jeg kan ikke mere, hvisker Aase. Det er et helvede at skulle lade som om.
Jeg ved det. Men det er et valg. At tie.
Måske var det forkert. Måske skulle vi fortælle?
Og hvad så? Så ville vi sidde hver for sig nu. Nu har vi i det mindste ét fællesskab endnu.
Aase hviler sig mod hans skulder:
Jeg fortryder ikke, at du hørte mig. Men jeg fortryder alt det andet.
Det gør jeg også, siger Anders.
Så råber Lene indefra:
Kom nu ind. I bliver forkølede! Der er te på bordet!
De går tilbage til bordet. Spiser lagkage, griner til tvet, alt sammen en teaterforestilling. Ib og Lene ved ikke noget.
Januar er kold og klar. Anders og Aase erkender, at de ikke kan fortsætte som hidtil. Færre møder, kortere samtaler. Hvis de ikke stopper nu, vil de ødelægge alt.
Lad os prøve, siger Aase en dag. Prøv at skabe kontakt til vores egne. Fortæl dem, hvordan vi har det. Måske får vi hjælp?
Hvis ikke?
Så har vi i det mindste forsøgt.
Anders siger ja. Da Lene kommer hjem, stopper han hende på vej i køkkenet.
Lene, vi er nødt til at snakke.
Hun bliver vagtsom:
Hvad nu?
Jeg har det dårligt. Rigtig dårligt. Jeg føler mig glemt. Eller usynlig. Vi har levet sammen hele livet men jeg har brug for kærlighed, for snak. Du spørger aldrig ind.
Lene ser forvirret ud:
Vi har det da fint. Hvad mangler du?
Opmærksomhed, siger han. Almindelig nærhed. At vi sidder sammen bare engang imellem.
Jeg er træt, har travlt. Kan ikke sidde og snakke hele tiden.
Jeg laver ikke noget længere. Jeg bliver sindssyg af det. Jeg behøver dig. Min kone, ikke bare én der ordner hus.
Lene siger ikke rigtigt noget. Så siger hun:
Jeg prøver at være mere opmærksom. Men forvent ikke mirakler. Jeg kan ikke ændre mig.
Hun går i køkkenet. Anders sidder og ved, at intet ændrer sig.
Aase prøver også at åbne op. Ib svarer bare:
Hvorfor er du så ked? Vi har jo hinanden. Hvad vil du have?
Dig. Rigtigt dig. Ikke bare et spøgelse foran fjernsynet.
Ib trækker på skuldrene:
Jeg er træt af livet. Træt. Tænk på dig selv.
Men hvad med mig?
Jamen, slap af da.
***
Anders skriver til Aase:
Vi lykkedes ikke.
Det gjorde jeg heller ikke, siger hun. De vil eller kan ikke.
Hvad gør vi?
Lang pause.
Jeg ved det ikke, Anders. Virkelig ikke.
Deres sidste møde i Gamle Torv. De sidder med kolde kopper, tavse.
Vi må stoppe nu, siger Aase. Det går ikke længere.
Nej, siger Anders. Men hvordan lever man uden dig? Du er den eneste, der forstår.
Og du med mig. Men hvis vi fortsætter, mister vi alt. Børnene, Ib og Lene alt.
Aase nikker:
Så er det vel slut.
Nok, ja.
De sidder længe, hånd i hånd. Så siger Anders:
Tak for at du holdt mig oppe.
Og dig for at du var mit lyspunkt.
De følges til busstoppestedet. Anders holder om Aase.
Hvis det bliver for slemt, så ring, siger han.
Nej, siger Aase, så bliver det bare værre. Vi må lade hinanden gå.
Hun stiger på bussen. Anders ser den forsvinde ud af byen. Han mærker tomheden indeni den samme han flygtede fra.
Hjemme står Lene i køkkenet.
Hvor har du været?
Gået tur.
I frost? Du bliver forkølet.
Der er intet mere at sige. Hun spørger ikke mere.
Anders sætter sig ved vinduet. Telefonen er tavs. Aase ringer ikke. Han ringer ikke. Det var deres aftale.
Men det gør ondt indeni. Ensomheden er ikke væk. Lene er ikke forandret. Ib heller ikke. Kun han og Aase er ændret nu bærer de bare skyld og tab.
Han ved, at det rigtige valg findes ikke. Bare det mindste onde. Og de har valgt at lade som alt var som før og dermed opgive det eneste, der gjorde dem levende.
Anders lukker øjnene. Og for første gang i lang tid tillader han sig at græde.
