Enkelbillet
Hold nu bare op med at bestemme over mig! Jeg har altså ikke bedt om sådan et liv, hører I? Ikke brug for det! Jeg skal nok selv bestemme over min skæbne! råbte Sigrid, så selv hønsene i baghaven mistede appetitten. Hun var decideret rødglødende af raseri, og det lignede nærmest, hun ville fare på sine forældre med de bare næver.
Hendes stemme rungede gennem parcelhuskvarteret i det lille jyske landsbysamfund. Naboerne begyndte straks at sive ud af deres bryggersdøre, som om nogen havde trykket på en fælles alarmknap. Fru Olesen vimsede rundt om sine kartofler, hr. Jensen hev skraldeposen ud under salig undren, mens en halv snes andre bare stillede sig op ved lågen og hældte kaffe fra thermokanden men blikkene var alle rettet mod Helgas hus.
I sådan en by, hvor selv et tabt strømpebarn bliver til ugens samtaleemne, skal der ikke meget til, før hele Facebook-gruppen koger. Og familieskænderier? Det er underholdning på niveau med MGP.
Nå, nu er Helgas datter ellers ved at tage kegler! peb damerne, så vinduesrammerne klirrede. Hun skælder ud på sin egen mor og prøver at sætte sig på tværs! Det er slet ikke til at forstå, hvad unger tillader sig nu om dage!
Bagsnak, misundelse og netop i dag tydeligvis stor fornøjelse. Endelig lidt saft og kraft til eftermiddagskaffen.
Inde i det meget danske køkken var stemningen til at skære i. Helga var blevet helt rød i kinderne af ren og skær forargelse og stirrede stift på sin datter. Inde fra stuen hørtes tunge skridt far, Bjarne, havde hørt postyret og kom nu med stormvejrsrøst.
Er det virkelig din opførsel? At du såmænd står her og råber ad dine forældre?! buldrede hans karakteristiske, dybe stemme.
Nu fulgte et kort og hidsigt skrig fra Sigrid, hvorefter hun eksploderede i gråd, så det kunne høres helt op til Brugsen. Bjarne blev ved med at skælde ud, nu i et tonefald, ingen gæster behøvede at høre.
Udenfor stod naboerne musestille; enkelte rykkede diskret lidt tættere på plankeværket for at samle alle detaljer. Men konflikten ebbede ud. Folk gik hjem forsynede med masser til sladderbanken.
Ja, så lærte hun da at svare igen, sukkede en eller anden, mens hun rystede på hovedet.
Kun de mest hårdføre sladretanter blev hængende ved lågen. Bedstemor Gerda, den uofficielle ekspert i mere eller mindre rigtige rygter, nikkede opgivende:
Stakkels Helga Tænk at have sådan en datter. Er jo utroligt så forskellige søstre kan være. Astrid, selvom hun kun er et år ældre, hun er jo nærmest perfekt hjælper til og har endda fået job og penge hjem til familien. Og vigtigst: Hun giver forældrene ret og siger aldrig imod. Men hende Sigrid? Hun kan kun råbe, smække med døren og gå i modvind, sagde Gerda med teaterstemme.
En anden sludretante, Ellen, hvis ord vægtede tungt i landsbyen, sukkede dybt:
Ja, de har da selv forkælet hende. Alt for blødsødne. Nu kan de ikke styre hende. Måske det var bedst, hvis de kunne gifte hende bort men jeg ville da nødigt tage sådan et stykke arbejde med hjem.
Ha! Gid man var heldig at få Astrid! Hun har jo allerede fundet sig en fantastisk kæreste skal bare lige være atten, så kan vi holde bryllup, indskød Vagn fra udkanten, mens han vippede på sandalerne.
De sludrede videre, diskuterede Sigrids optrin og sammenlignede hende med hendes søsters ophøjede dydighed, mens de forargede sig over nutidens ungdom. Da alle var mætte af sladder, spredte de sig hjem til.
Men netop den aften stod Ida, mere respekteret end snakkesalig, lidt for sig selv. Hun så ikke på Helgas hus med kritik i stedet lyste hendes blik af medfølelse for Sigrid. I Idas hoved var der langt mere foragt for Astrid, der altid bare nikkede og gjorde præcis, hvad forældrene sagde uden at løfte blikket, uden at protestere.
Sigrid kæmper da i det mindste for friheden, tænkte Ida. Astrid? Hun er bare svag, tænkte Ida.
Ida blev selv mindet om sin ungdom og drømmen om at flygte fra landsbyen, men havde ikke turdet bryde med forældrene for det snærende fællesskab, for frygten for det ukendte.
Jeg turde aldrig, men Sigrid, du Hold fast i din drøm. Forhåbentlig lykkes det dig, mumlede Ida, da hun gik hjem i halvmørket.
Hendes ord forsvandt i den lune danske sommeraften, men rummede hele hendes håb for den, der turde bryde ud.
*************************
Inde på værelset, hvor det sparsomme lys kæmpede sig ind gennem beskidte ruder, sad de to søstre. Astrid satte forsigtigt en tallerken med varm biksemad på natbordet luntende kartofler, kød og løg, så hjemligheden nærmest stod ud i armene. Hun trissede lydløst, men Sigrid havde alligevel bemærket hendes tilstedeværelse og var straks vendt bort.
Sigrid, hvorfor skal du altid sætte dig på bagbenene? hviskede Astrid, satte sig tøvende på sengekanten. Hvorfor gå i flæsket på far? Du ved jo godt, hvordan det altid ender.
Sigrid hev hovedet op fra puden. Hendes øjne var blanke af gråd, men stadig brændte et trodsigt glimt. Håret var filtrede, og kinden bar svage mærker fra puden tydeligt at hun havde ligget og småsippet hele eftermiddagen, gemt ansigtet væk fra denne verden.
Hvad skulle jeg ellers gøre? snøftede hun, med et skævt smil. Nogen må jo prøve at ændre det mindste! Jeg vil altså ikke sidde fast i den her dødssyge landsby for evigt! Blandt folk, der lever som om, det stadig er 1953! Undskyld mig, men vi er altså i det 21. århundrede! Andre piger bestemmer selv, hvor de vil bo og hvad de laver. Vi havde bare uheld med postnummeret.
Astrid greb nervøst fat i lagenet. Hun vidste selv, hvad hun ville, og havde endda tænkt at dele sine planer med Sigrid. Men at se sin søster sådan opkogt? Det virkede tamt at tale om egne drømme Sigrid ville alligevel bare bruge det imod hende, for selve principlets skyld.
Men er det nu en grund til at spille dukketeater foran alle naboerne? Astrid sukkede. Jeg ville faktisk have talt med dig om… ja, mine tanker. Men… nu gider jeg ikke. Du vender jo bare alt på hovedet, råber, modsiger alt. Skal du virkelig gøre dig selv til grin? Fint, så go for it.
Sigrid var straks oppe at stå, rystende af indignation.
Jeg VIL bare ikke leve sådan her! nu var stemmen så hæs, at det skar i ørerne. Jeg gør da i det mindste et forsøg, men du…
Hvis du ikke vil, så tag dog afsted, svarede Astrid køligt, og løftede et øjenbryn. I det øjeblik lød hun 10 år ældre. Hvad holder dig? Der går bus hver eneste dag. KØB EN BILLET! Bare, drop at gøre familien til landsbytossen!
Ordene ramte Sigrid som et mågeskud på en sommertur langs den jyske vestkyst. Hun sank sammen på sengen og kneb hænderne sammen.
Det er da lige til, det der. Ja, skal nok så overnatter jeg bare på banegården efterfølgende, eller hvad? Du ved jo lige så godt som jeg, at sådan noget ikke er så enkelt!
Astrid pustede tungt. Måske var Sigrid ikke naiv måske var hun bare konfliktglad.
Lad mig røbe en vild hemmelighed, sagde hun med et træt smil. Man kan… tjene penge.
Og hvad skulle det hjælpe?! hvæste Sigrid, mens hun vendte ryggen til. De snupper jo lønnen hjemme. Jeg er jo ikke myndig endnu. Du har let nok ved at tale alt passer dig!
Nu blev det virkelig stille. Solen dalede, skyggerne lagde sig over værelset og foretog sig ingenting. Astrid så på sin søster og mærkede, hvordan skuffelsen voksede sig større end teenageplakaterne på væggen. Hun havde håbet på indforstået støtte, måske en fælles plan… Men for Sigrid var der tilsyneladende kun problemer.
Prøv at høre… begyndte Astrid, mens hun rejste sig. Hvis du ikke selv tror, du kan ændre noget, ændrer der sig heller ikke noget som helst. Jeg ville såmænd gerne hjælpe, men du hører jo ikke efter.
Hun tog stille tallerkenen og gik mod døren, men stoppede på kanten.
Tænk over det. For at sidde og tudespille i dynen dét er ikke at kæmpe for sin skæbne. Det er bare at have ondt af sig selv.
Sigrid trykkede hovedet ned i dynen. Måske græd hun, måske bare bed tænderne sammen i stædighed over verdens uretfærdighed. Hendes position var klar: samtalen var slut.
Astrid blev stående et sekund med følelsesmæssig utilregnelighed; irritation over at blive misforstået, og en knugende medlidenhed. Hun tog en dyb indånding og lod sin indre lektie forblive usagt: Du kan nemlig ikke plante fornuft ind i andres hoveder.
Til sidst nikkede hun blot:
Det er dit valg.
Og hun gik, lukkede døren sagte i med en rolig hånd ingen grund til at smække og hidse stemningen yderligere. Hun gad ikke ofre flere kræfter på at overtale Sigrid. Astrid havde sine egne bekymringer at rode med.
Astrid havde tænkt alt igennem i detaljer. At leve op til forældrenes drøm, blive gift med købmandens søn, føde en flok poder, gøre rent og vaske tøj for evig? Ja, bare tanken gav hende trang til at tage første og bedste tog væk fra indhegningen.
Hun så for sig en livlig by, hvor hun kunne være anonym, bo i en lille lejlighed med store vinduer, og arbejde med noget, der gav mening. Hun ville langt væk og aldrig se sig tilbage.
Men hvordan? Det plagede hende. Hvis hun så meget som nævnte planerne for sine forældre, ville de gå amok. Ikke bare surmuleri nej, decideret panik. Hendes mål i livet skulle helst være rent tøj, boller i karry, og børn på stribe.
Dit kald er at tage dig af hjem og familie, lød mantraet. Karriere? Uddannelse? Unødige luksusfornødenheder.
Så Astrid holdt kortene tæt til kroppen. Hun spillede rollen som datter af Guds nåde: hjælpsom, arbejdsom, lydig.
Til gengæld sparede hun, hvor hun slap. I det sekund forsamlingshuset åbnede en lille filial i nabobyen, søgte hun job som deltids-bibliotekar. Opgaverne var overskuelige: udlåne bøger til skolebørn, arrangere højtlæsning og for det modtog hun lidt i lønningsposen. Det meste gik til husholdningen for husets bedste, men hver en krone hun kunne klemme, røg i skoæsken under bræddegulvet på værelset.
Med tiden voksede formuen overraskende stabilt. Nok til første måneders husleje, måske til busturen hele vejen ind til Århus og videre.
Nu, kun få dage fra de 18, havde hun vurderet og revurderet sin flugtplan. Tasken stod diskret pakket, og pengene var gemt, så ikke engang mormor fra Slagelse kunne snuse dem op. Hun manglede bare det rette øjeblik.
Hvordan slippe væk, uden at blive fanget af forældrenes radar før tid? Onkel Torben kørte til daglig skolebus, og han ville høre et og andet, hvis hun forsvandt. Forældrene ville uden tvivl aflyse ham, og måske politianmelde hende, hvis hun ikke stak halen mellem benene.
Svaret var, sjovt nok, det allermest jyske trick: Sige, hvad folk vil høre.
*******************
Mor, kan jeg tage til byen? spurgte Astrid, så afdæmpet og troværdigt som muligt. Hun gned sig på kinden som om en tand gjorde livet til en lang lørdag. Tanden driller helt vildt. Har ikke kunnet sove. Der er jo ikke noget tandlæge herude.
Helga, midt i at sortere rene strømper, stivnede brat.
Åh nej, hvem skal nu køre dig? Far er på job og jeg har så rigeligt med forberedelser… Måske kunne vi høre Ellen? Hun skal alligevel ind…
Astrid måtte beherske grin alt gik efter planen. Hun tog mor i hånden.
Det behøver du ikke. Jeg kan sagtens selv klare det. Klinikken er jo lige ved stationen det er bare fem minutter at gå. Det klarer jeg. Og… jeg skal jo også finde en gave til min kommende forlovede. Det har jeg jo sparet op til, ikk’…
Helga tøvede kort, men overgav sig:
Okay, men KUN i dag, og du er hjemme til aften! RING nu lige og sig du lever, ellers får jeg dårlige nerver.
Indeni dansede Astrids indre Mads Mikkelsen, men udadtil nikkede hun roligt.
Selvfølgelig, mor. Det bliver hurtigt overstået. Jeg kan næsten ikke have byluft i lungerne, du ved jo… Hun holdt dramatisk pause. Jeg får brug for mit sygesikringskort ellers kan de jo ikke hjælpe i byen…
Helga stillede sig ikke på bagbenene. Kortet blev gravet frem og stukket i hånden på Astrid, der skjulte sine rystende fingre bedst muligt.
En halv time senere stod hun ved stoppestedet. Vinden nærmest susede frihed gennem hendes hår, men hun mærkede knap nok det danske vejr. Tasken var lille, med kun det vigtigste der måtte ikke vække mistanke ved stikprøvekontrol derhjemme.
Bussen ankom på sekundet, hun købte en billet for lidt over 60 kroner, og satte sig ved vinduet. Hjertet bankede dobbeltslag men hun lod blikket følge parcelhuse, marker og Brugsen forsvinde bag sig, mens hun blev fyldt af frygt og begejstring på én gang.
I byen brugte hun ikke tid på shopping. Lige hen til stationen, købte en togbillet for 210 kroner retningen var mindre vigtig end at komme LANGT væk.
Så tog toget fart og Astrid begyndte for første gang at trække vejret frit. Hun sad bomstille med begge hænder om tasken, prøvede at lade være med at tænke på, hvad mor og far mon ringede til naboerne om. Hvis de satte eftersøgning i gang, ville hun stå af før endestationen. Hellere tage et skævt stik ind ad sidedøren end at blive hentet hjem med politiet.
Hun steg af et stop for tidligt og følte sig for første gang i live.
Så fandt hun hurtigt et billet igen; denne gang direkte til den by, hun havde udset sig for længst ikke alt for tæt på barndomshjemmet, men med universitet, muligheder og alt hvad hun drømte om.
*********************
Astrid tog en dyb indånding af storbyens luft slet ikke så slem, som hun havde fortalt mor. En forsigtig glæde bredte sig i hende. Ukendt, ja, men for første gang i årevis vidste hun: Nu var det hende, der bestemte.
Hendes drøm var endelig blevet virkelighed! To år senere sad hun med sit første studiekort fra medicinstudiet, et lille plastikkort med hendes billede og logo fra Aarhus Universitet hun havde gjort det.
De to år havde været hårde. I landsbyens skole var der hverken lektiehjælp eller talentudvikling, så Astrid måtte virkelig tage sig sammen for at klare sig ind. Hun stod op klokken fem for at læse, gik sent i seng og havde bøger med selv på job.
Jobbet hun startede som rengøringsassistent på en lokal klinik. Ikke videre prestigefyldt, og hun plejede sin drøm om hvid kittel med klud og moppe, men hun bød det tænder med trinene på stigen tæller. Personalet tog hurtigt pænt imod hende, tilbød kaffe og tips til jobsøgning.
Hun fandt et kollegieværelse via en lille annonce hos en sød pensionist, fru Berg, der manglede selskab. Du bliver som en barnebarn for mig. Men så skal du også fortælle om studiet, sagde fru Berg. Astrid fik egen lille hule ud til gården, hvor hun kunne læse og snakke med bedsteveninden online.
Forældrene ledte længe efter hende, ringede rundt, satte efterlysninger op over det meste af Østjylland. Politiet fandt hende også hurtigt men nu var hun over atten, altså voksent myndig og egen herre. Et kort møde med betjenten, og hun måtte blive. Beskeden blev leveret hjem: Jeres datter har det godt, men vender ikke hjem.
Sigrid var rasende, da hun hørte søsteren var stukket af! Så lod hun mig bare sidde fast! Og hvem skal nu give forældrene grå hår? Astrid! hende der var så kedelig! Jeg troede faktisk hun ville komme kravlende hjem, men næ hun kunne i det mindste have spurgt, om jeg ville med!
Astrid fulgte indimellem med i landsbysladderen via gamle venner og Facebook. Hun følte sig ikke ligefrem hævngerrig bare lidt trist. Hun ville ikke såre nogen, men hun kunne heller ikke vende hjem. Når hun så billeder fra landsbyen eller hørte de gamle navne, mindede hun sig selv: Det var før, nu er nu.
Om aftenen i det lille værelse, bøjet over noterne, tænkte hun: Endnu et skridt måske, og så kan jeg gøre det jeg vil hjælpe børn, som jeg har drømt om hele livet. Trætheden forsvandt, når hun forestillede sig at gøre en forskel, der var større end skænderier i et parcelhus.
Vejen var lang og snørklet, men Astrid vidste: Hun var på rette vej. Drømmen var ikke længere bare drøm nu var den på vej til at blive virkelighed.
