Der, hvor lykken opstår
Mor, se lige, hvad jeg har lavet! Jeg har virkelig gjort mig umage, og min lærer sagde, det var rigtig godt!
Rigmor stormede ind i køkkenet så hurtigt, at døren slog let mod væggen. Hun holdt sin maleri ikke bare i hænderne, men nærmest højtideligt foran sig, som om det var en skrøbelig vase, hun var bange for at tabe. Hendes ansigt strålede: kinderne var røde af spænding, og hendes øjne lyste, så det næsten virkede som om hele hendes eventyrlige, nymalede verden spejlede sig i dem.
Birgit satt ved bordet ved vinduet og rørte langsomt rundt i sin te. Lyden af døren, der sprang op, rev hende ud af sine tanker. Hun kiggede straks op og kunne ikke lade være med at smile datterens glæde var smittende. Rigmor stoppede kun to skridt fra bordet, rakte maleriet frem og inviterede sin mor til at kigge grundigt på det.
Da Birgit så rigtigt efter, spærrede hun øjnene op af forundring. På lærredet var et eventyrligt landskab: høje, snørklede slotte ragede op af den bølgende tåge, og langt oppe i himlen, nærmest usynlige, svævede drager. Billedet tiltrak blikket ikke gennem vilde farver, men gennem fine nuancer. Bløde blå og grå toner flød sammen, gyldne blikke gav varme det hele hang sammen, let og luftigt, som ofte børns værker gør, men alligevel gennemført.
Det er virkelig flot, skat. Du har gjort det godt, sagde Birgit oprigtigt og rakte varsomt hånden frem. Hendes fingre strejfede maleriets overflade malingen var stadig ikke tør, så berøringen blev næsten vægtløs. Far bliver stolt, det kan du tro.
Rigmor stod et øjeblik stille og tog sine mors ord til sig. Det var dejligt at blive rost hun havde jo brugt lang tid på at tænke hver detalje igennem og vælge farverne. Hun nikkede, krammede billedet ind til sig og gik ind i stuen. Birgit rejste sig og fulgte efter, men bremsede uvilkårligt op i døren.
I stuen sad Troels ved det lille skrivebord. Han var fordybet i arbejdet foran computerskærmen, fingrene lynede hen over tastaturet. Han opdagede ikke med det samme, at kone og datter trådte ind.
Far, kom og se, hvad jeg har malet færdigt! Rigmors stemme dirrede af spænding. Hun stod et par skridt fra ham, løftede billedet op, så han kunne se det. Jeg har arbejdet på det i tre måneder! Jeg har valgt farverne, så det passer ind Jeg ville have, det hele skulle hænge sammen.
Troels rev blikket væk fra skærmen, så kort på maleriet og rynkede brynene. Hans ansigt blev alvorligt, og stemmen fik en kold kant, Rigmor ikke var vant til:
Og hvad forestiller det så? Tror du virkelig, at sådan noget klatmaleri passer ind hos os?
Fars ord ramte Rigmor som en spand isvand. Hun krummede sig uvilkårligt sammen om lærredet, fingrene blev helt hvide. Et øjeblik strøg usikkerhed over hendes blik den reaktion havde hun ikke ventet! Men hun tog sig sammen og prøvede at svare roligt:
Jeg har virkelig forsøgt Det passer med farverne, rammerne er lavet af de samme træsorter som møblerne… Jeg troede, du ville kunne lide det.
Troels rejste sig så brat, at stolen skred bag ham med en skrigende lyd over gulvet. Uden at sige noget gik han hen til maleriet, som Rigmor havde passet så nænsomt på. Han bøjede sig over det og betragtede det minutiøst som om han ledte efter fejl i tegninger, ikke kunstneriske valg.
“Gennemtænkt farvevalg”? sagde han endelig, og irritationen var tydelig i stemmen. Det er smagløst. Du ødelægger sammenhængen. De drager… de kunne være revet ud af et billigt eventyrhæfte. Ingen stil, ingen dybde bare sammenrodede motiver.
Rigmor mærkede en knude i maven. Hun trak vejret dybt og kæmpede for at holde sig rolig, men fars ord sved, og stemmen knækkede lidt:
Det er fantasy! Sådan ser jeg det! Det er min stil, mit udtryk! Jeg har skabt en stemning, og min lærer vil sende billedet til konkurrence. Han sagde, jeg har en reel chance for at vinde.
Troels fnøs hans arme foldet stramt over brystet. Utilfredsheden stod malet i hovedet. Hans blik flakkede endnu en gang over gyldne blikke, rammen, de tågede slotte. Stilheden varede kun et par sekunder, men for Rigmor føltes det som evigheder.
Så pludselig slog han hånden ud, og maleriet væltede. Lærredet tabte balancen og landede med en dump lyd på gulvet.
Det er skrald. Ikke engang værdigt til at hænge herhjemme sagde han iskoldt. Han var irriteret, fordi han blev forstyrret i sit arbejde af sådan noget smagløst.
Rigmor gispede og kastede sig instinktivt efter sit maleri. Hun satte sig på knæ, samlede det op og tjekkede varsomt, om malingen var ødelagt. Hendes hænder rystede, men hun forsøgte at skjule, hvor ondt det gjorde. En tung klump satte sig i brystet, men hun bed tænderne sammen og undersøgte nøje lærredet.
Troels vendte sig nu mod Birgit med et påtrængende, næsten anklagende blik.
Det er din skyld, du opmuntrer hende for meget! Hvis ikke du roste hende for alt, ville hun vide, hvad god smag er. Og hvis hendes lærer virkelig mener, at DET dér er genialt, skal hun nok have en ny lærer! vrængede han og satte sig igen til sin computer.
Birgit gik tavst hen til sin datter og hjalp forsigtigt med at rejse maleriet op. Begge deres hænder rystede, men Birgit holdt stemmen rolig uden skygge af raseri eller sårede følelser.
Vi går nu, sagde hun blot, uden dramatik og uden patos. Nok er nok. Du har gjort vores hjem til et udstillingsrum! Men det værste er, at du skælder vores barn ud og kvæler hendes talent. Jeg er træt af det. Bo selv i dit museum.
De gik langsomt mod døren. Birgit gik først, Rigmor bagefter, stadig med maleriet i favnen som var det hendes kæreste eje. Over skulderen efterlod de Troels alene i stuen, stadig med korslagte arme urørlig og uden at ville følge dem.
Hvad nu? spurgte han, som om han ikke havde hørt det. Du mener det ikke?
Jo, svarede Birgit uden at se sig tilbage. Beslutningen var ikke spontan, den havde hun båret længe. Vi tager billedet, vores ting, og så går vi. Vi vender ikke tilbage. Hverken i dag, i morgen eller nogensinde.
Han fnøs kort og forsøgte at være hånlig:
Hvor vil I så tage hen? sagde han og pegede rundt i rummet. Til din mors gamle lejlighed i Valby? Den faldefærdige, med træk og lappede gulve? Du overdriver. Om et par dage kommer du krybende tilbage og så skal jeg nok overveje, om I kan flytte ind igen!
Men Birgit lod ordene passere. Hun vendte sig mod Rigmor, der stadig stod med maleriet, tog hende i hånden varm, men skælvende og trak hende med mod soveværelset.
De pakkede hurtigt. Ikke stresset, men målrettet. Tøj, bøger, billeder, sutsko alt som var deres og ikke Troels. Maleriet blev særligt pakket ind i pap, så det ikke blev skrammet. Troels traskede ind i stuen og satte sig til sidst opgivende i lænestolen. Han forsøgte ikke at stoppe dem deres rolige, praktiske forberedelser forvirrede ham mere end raseri eller tårer.
Ud på aftenen ankom de til lejligheden i Valby den, Troels havde talt så nedladende om. Et gammelt etagehus med lave lofter og knirkende gulve. Væggene bar slidte malingsrester, og vinduerne var utætte. I hjørnerne spindelvæv, på vindueskarmene støv. Luften duftede lunt af gamle bøger og træ.
Birgit klagede ikke, men sagde, at hun skulle have passet bedre på arven. Men pyt de skulle bare lave det hyggeligt. Ikke noget designershow, bare så man kunne bo rart.
Rigmor stod med en stor kasse med farver. Hendes øjne glimtede, ikke af tårer, men af håb. Hun gik hen til en væg, løftede en pensel og kiggede spørgsmålet på sin mor.
Må jeg? spurgte hun stille, næsten bedende.
Selvfølgelig, svarede Birgit. Mal, hvor du vil! På vægge, på loftet, hvor du har lyst. Det er vores hjem. Men vi skal nok lige spartle først så holder det bedre.
Birgit greb hurtigt telefonen og ringede til sin kollega, hvis mand var håndværker. Allerede næste morgen stod de i lejligheden og vurderede opgaven, og få dage efter gik arbejdet i gang.
Imens boede mor og datter i et midlertidigt lejet værelse. Det var ikke superpraktisk, men trods alt bedre end at bo i byggestøv. Birgit nåede også at arrangere udskiftning af vinduerne.
Det var godt, hun ikke havde brugt arven på noget andet pengene faldt på et tørt sted nu
********
Så blev der endelig færdigt. Væggene var lyse, men i hvert rum var én væg holdt kridhvid til kunst.
Rigmor sprang op, snuppede penslen og gik straks i gang. Hendes penselstrøg var både spontane og præcise hun havde længe tænkt motivet igennem. De klare farver voksede frem til et eventyrlandskab: tåge snor sig for foden af høje tårne, drager kredser i luften, gyldne farver glimter på bjergene.
Birgit satte sig i den gamle stol. Hun blandede sig ikke, men nød at iagttage datteren det glødende ansigt, de gnistrende øjne, de frie bevægelser. En varm, stille glæde bredte sig alle de farverige, skæve penselstrøg var nemlig fuld af liv.
Telefonen summede. Birgit tog den og læste et nyt besked: Troels. Når du er færdig med at være fornærmet, så kom hjem. Men lad billedet blive det hører til på genbrugspladsen.
Birgit slukkede telefonen uden at svare. Rigmor grinede, stænkede med maling over væggen hun strålede af lykke! Birgit mærkede det klart: Hun ville ikke tage tilbage. Ikke fordi kærligheden var død men fordi datterens glæde var vigtigere. Troels havde fordybet sig i arbejde og var blevet blind for alt andet
********
Rigmors værelse blev hurtigt til et atelier. Væggene blev fyldt med eventyrlandskaber med flyvende drager, fortryllede slotte, loftet som et stjernehimmel, døren blev til porten ind til et slot med flagrende flag. Rigmor var så opslugt, at hun glemte både sult og træthed konstant nye detaljer!
Birgit så stille til. Hun bemærkede forvandlingen hos datteren væk var frygten for fejl, væk trangen til bekræftelse. Nu var hun fri.
En aften, da Rigmor var faldet i søvn, listede Birgit ind. Væggene glødede i det dæmpede lys, eventyret virkede næsten levende. Birgit strøg langsomt hånden hen over væggen og mærkede malingen. Det var dette, der var ægte kunst ikke et nøje afmålt rum uden sjæl, men vild, fri fantasi og mod til at vise den.
Telefonen lyste igen. Ny besked fra Troels: Virkelig? Vil du bo i sådan noget skrammel? Tænk på Rigmors fremtid. Hun har brug for et ordentligt hjem, ikke maler-klat.
Birgit læste længe på beskeden. Fingerne tastede, langsomt og sikkert: Hun skal bo, hvor hendes fantasi ikke bliver kaldt skrald. Og hvor jeg ikke skal frygte at købe forkert farve opvaskesvamp. Vi har lavet et fantastisk hjem, bare rolig. Hun sendte uden tøven.
Næste dag blev der indrettet ekstra hyggeligt. Ind med lys, plads og varme farver. Møblerne blev rykket, sofabordet ud under vinduet, boghylder blev flyttet. Birgit fandt de farvestrålende puder frem, og Rigmor arrangerede dem i sjove mønstre.
I weekenden tog de på loppemarked. Et summende sted med gamle ting, hjemmegjort kunsthåndværk og duften af kaffe og franskbrød. Rigmor forelskede sig i en gammel trææske med udskæringer præcis som i et eventyr! og Birgit fandt et slidt, men hyggeligt gyngestol. Det bliver vores tronstol, sagde hun, når vi læser eller nyder solstrålene.
På vej hjem stoppede Rigmor foran en butik med malergrej. Hendes øjne fangede straks de metalliske oliemalinger. Forsigtigt spurgte hun:
Må jeg få de der oliefarver? De skinner nærmest indeni
Birgit smilede. Selvfølgelig, og lærred også et stort ét. Så kan du male alt, du vil.
Rigmor kastede sig om halsen på hende, og et dyb, rolig glæde bredte sig i Birgits bryst ikke bare glæde, men sikkerhed: Det var det rigtige.
Hun mindedes, hvor anstrengt alting var i det gamle hjem. Frygten for at stille koppen forkert, vælge fejlfarvet håndklæde, bryde harmonien. Her var der nu plads til latter og rod og følelsen af at have fundet hjem.
Om aftenen, da mørket lå udenfor, hørte Birgit lyde fra Rigmors værelse. Først troede hun, det var puslen, men indså, at datteren hviskede for sig selv. Hun listede til døren og kiggede ind.
Varmen fra bordlampen lyste rummet op. Rigmor stillede omhyggeligt tuber med oliefarve op, sorterede penslerne i størrelser og fordybede sig i sine forberedelser.
Birgit spurgte stille: Du kan ikke sove?
Nej, jeg vil starte på et nyt billede nu. Forestil dig: et tårnhøjt slot, der rører skyerne, magisk skov omkring, hvor træer lyser i mørket, og i himlen flokke af drager, på vej med en vigtig hemmelighed.
Birgit smilede og tog plads i døren.
Det lyder magisk. Hvor vil du male det?
På væggen! I stuen. Det skal være vores historie. Så vi altid husker, hvordan det hele begyndte.
Birgit nikkede. Hun græd næsten, men af lettelse, ikke sorg. Nu forstod hun: Et hjem er ikke vægge og møbler, men et sted, hvor man kan male drager på væggene og blive forstået. Et sted, hvor man tør drømme højt.
Næste morgen duftede lejligheden af kaffe. Birgit gik ud i køkkenet Rigmor var allerede oppe og havde gjort klar til morgenmad. Smilende lagde hun straks et ark papir frem foran sin mor.
På arket var et slot med mange tårne, hver med sin egen fantasi. Omkring lå en glimrende have, og drager svævede venligt over det hele.
Det er vores familieslot, forklarede Rigmor. Med skjulte gange og lysende blomster. Jeg vil male det på væggen. Må jeg begynde i dag?
Birgit studerede tegningen, mærkede varmen og fantasien, og svarede, mens hun tog sin datter ind til sig:
Sikke et vidunderligt projekt. Hvor begynder vi? Med det højeste tårn som et fyrtårn? Eller haven, så stemningen er lagt fra starten?
Rigmor tænkte kort og nikkede så bestemt: Fra tårnet. Så alle ved her bor vi.
Birgit så på sin datter på de tindrende øjne, de forventningsfulde hænder og eventyrtegningen. Hun vidste nu, at de aldrig skulle tilbage. Ikke til et sted, hvor man skulle passe på hvert skridt og hvor fantasi blev latterliggjort. Her, mellem farver, pensler og ufuldendte værker, havde de endelig fundet det rigtige hjem.
Et hjem, hvor man må være sig selv.
Et hjem, hvor eventyrene bliver til.
