Fremmed Adresse
Hører du overhovedet, hvad jeg siger? Eller er det igen vigtigt opkald, igen det haster?
Anne, jeg hører dig. Lige nu er bare ikke det bedste tidspunkt.
Hvornår er det så bedre? Hvornår var du sidst hjemme før klokken ti om aftenen? Hvornår spiste vi sidst et ordentligt aftensmåltid sammen?
Jeg arbejder. Du arbejder. Vi har begge travle skemaer.
Du skal ikke forklare mig noget om skemaer. Jeg har kørt ambulance i tyve år, jeg ved, hvad det betyder at have travlt. Det er ingen gyldig undskyldning. Det er bare en dårlig bortforklaring.
Jeg svarede ikke noget dengang. Jeg satte min kaffekop i vasken, tog jakken på og gik ud. Jeg lukkede døren næsten lydløst efter mig, som om jeg var bange for at vække nogen, som faktisk ikke var der. Anne Sørensen stod midt på køkkengulvet i tre minutter mere og stirrede på min halvtomme kaffekop, så tog hun sin taske og kørte mod vagt. Jeg tror det var onsdag. Måske tirsdag. Jeg kan faktisk ikke huske det længere, samtalerne var ens: hun sagde, jeg gik, hun tog på arbejde.
Hun havde gjort det i tyve år. Når noget indeni brændte eller gjorde ondt, så arbejdede hun. Ambulancen ventede ikke på følelser, var ligeglad med familiesager, gav ingen tid til at puste ud. Der behøvedes hænder, hoved og evnen til at sortere alt unødvendigt fra. Det reddede hende. Hver gang.
Anne var 52. Hun så ud, som om hun var 45, men hun sagde ikke den slags ting til sig selv det var ligegyldigt. Lav, korthåret mørk, den første grå stribe havde slået sig fast for flere år siden. Hendes hænder var tørre og hurtige, de grå øjne roligsindede selv når bølgerne gik højt under hendes overflade. Kollegaerne respekterede hende. Ikke med bulder og brag, men det gjorde ikke mindre indtryk. Ambulanceassistent Mads, hendes makker i tre år, sagde altid: Man kan køre til alting med Sørensen. Hun svigter ikke.
Min kone, Anne, og jeg havde nu været sammen i treogtyve år. Jeg hedder Henrik. Jeg arbejdede med byggeri hvad jeg faktisk lavede, kunne Anne efterhånden ikke gennemskue. Projekter, sagde jeg, møder, investorer. Det lyder lidt hult, når jeg siger det. Vores søn, Rasmus, boede i Odense, arbejdede som it-mand og ringede hver søndag: Er alt fint, mor? Alt er fint, svarede hun, for det var da egentlig, det vi havde vænnet os til.
Den vagt, jeg nu skal til at fortælle om, var lang og tung. Ikke fordi noget ekstraordinært skete, bare fordi alt kom på én gang og blev hængende. En tidlig tur ud til en ældre mand, højt blodtryk, ville ikke med på hospitalet, vred datter som skældte både ud på sin far og Anne, som havde skylden for hans stædighed. Så var der en dreng på otte med allergianfald og en ung mor, der hverken kunne fatte eller kanalisere sin bekymring. Anne forklarede det samme tre gange, indtil mor fik styr på sig selv. Derefter ældre dame med mavepine, som skulle køres på akutmodtagelsen, vente i kø, papirarbejde. Igen blodtryk, diskussioner, mere papir.
Klokken otte om aftenen sad Anne i ambulancen, kunne mærke den særlige træthed, hvor benene føltes hule og øjenlågene tunge. Hun drak grøn te af sin termokande og lod blikket hvile på Mads, der blundede foran. Han kunne sove fem minutter overalt og vågne helt frisk. Det misundte hun ham lidt forundret og godmodigt.
Radioen spruttede.
Sørensen, er du på?
På.
Opringning. Strandvej 4, lejlighed 81. Ung kvinde, otteogtyve år, klager over hurtig hjertebanken, besværet vejrtrækning, følelsesløshed i hænderne. Første gang det sker. Meget bange.
Vi kører.
Mads vågnede, da han hørte radioen.
Hvorhen?
Strandvej fire. Nok et panikanfald.
Hun er ung?
Otteogtyve.
Han nikkede. Anne drak teen færdig og ryddede op. Strandvej-kvarteret kaldtes glashusene højhuse med facadevinduer, underjordisk parkering, videofon. Dyrt, stille, nybygget, ny elevator. Anne havde været der før på vagt: stress, panikanfald hos kvinder i tyverne. Livet var rigt men nerverne de samme.
Hus nummer fire var, præcis som hun havde forestillet sig. Lys facade, brede trapper, hi-tech dørtelefon. En kvindestemme sagde kom op og lød allerede forpustet. Elevatoren var spejlbeklædt og blød i lyset. Mads bar udstyr; Anne tænkte på, hvad hun skulle købe efter vagten brød, måske også hytteost.
Lejlighed 81 lå for enden af gangen. Døren åbnede, før de nåede knappen. På dørtrinnet stod en kvinde iført råhvid silkekåbe, lyse, filtret hår. Smukke træk, noterede Anne ikke af misundelse, bare som konstatering. Ung, bange, armene over brystet som for at varme sig.
Til sidst! Jeg troede ikke, I kom.
Vi er her nu, sagde Mads. Må vi komme ind?
Ja, ja, selvfølgelig.
De kom ind. Stor lejlighed, lyse vægge, moderne, men diskret indrettet. Sofa i lysegråt, på bordet et halvtomt glas vand. Kun standerlampen var tændt, og det gjorde både stuen hyggelig og lidt anspændt.
Hvad hedder du? spurgte Anne, mens hun åbnede tasken.
Lærke. Lærke Jensen.
Lærke, sæt dig her. Hvornår begyndte det?
Cirka førti minutter siden. Sad bare og læste pludselig banker hjertet og jeg kan ikke få vejret. Jeg blev virkelig bange for, det var hjertet.
Lad os kigge på det. Har du smerter i brystet?
Nej. Det banker bare voldsomt.
Godt. Ræk mig armen.
Anne satte blodtryksmåleren på, lyttede til pulsen den var hurtig, men regelmæssig. Mads gjorde klar til EKG. Lærke så på dem skiftevis med blandet angst og lettelse; den slags blik kendte Anne alt for godt et menneske, der både frygter og håber at høre sandheden.
Trykket er 120 over 80, sagde Anne. Helt normalt.
Er du sikker?
Meget. Pulsen er høj, men det tjekker vi nærmere. Bor du alene?
Det spørgsmål stillede Anne altid, rutinemæssigt, for at forstå situationen om der var nogen til at hjælpe, hvis noget blev værre om natten.
Nej, ikke helt alene, sagde Lærke og slog blikket væk.
Godt. Så er der nogen, der kan ringe, hvis det bliver nødvendigt.
Mads satte elektroder på, Lærke løftede morgenkåben en smule. Anne noterede blodtryk og puls, klokken var halv ni. Hun nåede et kort tanke-glimt: Henrik er sikkert hjemme nu eller måske stadig på et møde, og straks var hun på arbejde igen. Her var patienten, her skulle hun være til stede.
Netop da lød der fodtrin fra gangen. Bløde, som om nogen gik med strømper over parketgulvet. Døren åbnedes.
Anne kiggede ikke straks op. Hun skrev i formularen. Men så alligevel.
I døråbningen stod Henrik.
I T-shirt, jeans, uden jakke, som om han bare kom ud fra soveværelset for at hente et glas vand. Håret lidt uglet. Telefon i hånden. Han så ud, som folk gør hjemme, afslappet.
Så fik han øje på Anne.
Hun betragtede ham i to sekunder. Tid senere skulle hun tænke meget på de to sekunder, uden at kunne sætte præcise ord på følelsen. Det var ikke, at der ikke var nogen følelse den var bare bemærkelsesværdig afdæmpet. Som om der blev trykket på en kontakt et sted i kroppen, og lyset slukkede kun i det lille hjørne.
Henrik blev fuldstændig bleg, selv i det dæmpede lys.
Anne så væk, vendte sig mod Mads, der tog EKG-strimlen ud.
Lad mig se, sagde hun.
Hendes stemme var mærkeligt rolig, bemærkede hun endda selv, og det overraskede hende.
Mads rakte hende strimlen. Anne kiggede grundigt igennem. Sinus-takykardi det vil sige hurtig, men ufarlig hjerterytme. Ingen tegn på alvorlig sygdom. Det, hun havde ventet.
Lærke, sagde hun, dit hjerte er sundt. Det her kaldes et panikanfald. Ubehageligt, men ikke farligt. Hjertet fejler ikke noget.
Helt sikkert? spurgte Lærke hun kiggede ikke på Anne, hun kiggede lidt forbi, hvor Henrik stod. Hendes stemme havde en underlig spænding.
Helt sikkert. Prøv at drikke lidt vand og træk vejret roligt: fire slag ind, seks slag ud. Kommer det igen, så er det ikke farligt, men kontakt din læge. Panikanfald kan behandles ganske effektivt.
Det sagde hun i den neutrale, informerede tone, som hun altid brugte i slutningen af undersøgelser. Samtidig pakkede hænderne udstyret væk. Alt kørte rutineret.
Tak, sagde Lærke lavt.
Det var så lidt, svarede Anne. Mads, klar?
Klar.
Henrik stod stadig i døren. Anne så ikke hans vej. Hun tog tasken over skulderen og dokumenterne under armen.
Så skal vi bare lige udfylde rapporten, sagde hun til Lærke; den sædvanlige afslutningsreplik.
De gik. Mads trykkede på elevatoren. Der var stille; han var god til at tie rigtigt, til ikke at mase unødvendige ord ind i tomrummet. Elevatoren kom, de steg ind.
Er du okay? spurgte han.
Han så ligeud på sit spejlbillede.
Jeg er træt. Det har været en lang vagt.
Han nikkede, og intet mere.
Udenfor var det blevet køligt, selvom dagen havde været lun. April i Danmark i år var ubeslutsom: snart varmt, snart kold vind fra fjorden. Mads begyndte på papirarbejde, mens Anne sad og så på de oplyste vinduer. Fjerde sal, ottende vindue eller niende? Der var stadig lys.
Hun tjekkede telefonen. Fem ubesvarede opkald fra Henrik fra de seneste ti minutter. Hun lagde telefonen væk.
Flere udrykninger i aften? spurgte hun.
Ikke endnu, svarede Mads. Men Birthe sagde, det plejer at gå løs omkring ti.
Birthe var vores disponent, og hun fik ret. Ved titiden begyndte det: ældre med blodtryk efter aftenuro, unge med hovedbefindende efter hektisk dag. Ambulancedriften levede sit eget liv, altid uafhængig af dramaer i fremmede lejligheder.
Lad os køre hjem på station og tage en kop te, sagde Anne.
Sådan gjorde vi.
Hun så ud på byens nat: gadelygter, butiksruder, enkelte forbipasserende. Alting var præcis, hvor det plejede. Hun tænkte på, at treogtyve år ikke blot er tid. Det er et liv. Rasmus, nu syvogtyve, der ringer hver søndag. Sommerhuset tre timers kørsel væk, som vi købte for ti år siden, og som Henrik døbte vores projekt. Hendes strikkede tæppe i sofaen, arvet fra hendes mor. Fælles juleaftener, fælles sygdom, fælles småkedelige aftener foran fjernsynet.
Hun så på det hele fra et nyt syn, som når man pludselig bemærker en gammel ting, fordi lyset rammer anderledes.
På stationen lavede Mads te. Vi sad i vagtstuerummet. Lidt senere sagde han:
Jeg har kendt dig længe.
Det har du.
Og jeg kan se, der er sket noget. Du skal ikke sige noget hvis du ikke vil. Men hvis du har brug for kørsel eller andet, så sig til.
Han var 38, gift med Stine, to børn i skolealderen, det samme liv på hjul som Anne. Et godt menneske.
Tak, Mads. Virkelig. Men det er ikke nødvendigt.
Godt.
Han vendte sig mod vinduet, og hun var ham taknemmelig.
Telefonen vibrerede igen. Henrik. Hun trykkede afvis. Skrev bagefter en sms: På vagt. Lad være med at ringe. Hun lagde telefonen væk og krammede tekoppen i hænderne det føltes rart, konkret.
Hun tænkte, hvornår det var begyndt. Hvornår Henrik blev forsinket hver dag, ikke bare nu og da. Hvornår hans forklaringer blev så uklare, at de nærmest ikke kunne forklares. Hvornår han holdt op med at tale om sit arbejde i detaljer, så hun kun hørte generelle vendinger. Hun havde vænnet sig til det, troet det var almindelig træthed, at mænd var sådan.
Mænd er sådan. Hun noterede tanken og lod den ligge.
Der kom ingen nye udrykninger før elleve. Så var det en ældre mand med ondt i knæet. Det var ikke akut, men han havde ingen til at følge sig til lægen og bad særligt om en ambulance. Anne så på ham, anbefalede ham en kirurg, gav ham nummeret på klinikken, forklarede hvordan han bestiller tid. Manden takkede længe, lidt skamfuldt, som om han forstyrrede hende. Hun beroligede ham; han havde gjort alt rigtigt.
Mads tændte let for radioen på hjemvejen. En kvinde sang blidt og lidt sørgmodigt. Anne kiggede ud og tænkte på næste morgen hvad hun skulle sige, hvad Henrik ville sige. Eller måske ville de slet ikke sige noget, fordi hun igen ville vælge: Måske misforstod jeg. Måske var der en uskyldig forklaring.
Hun havde lang øvelse i at finde på forklaringer. Treogtyve år.
Vagten sluttede halv et. Den sidste opgave var en ung mand med feber, som Anne straks sendte til infektionsafdelingen. Alt gik rutinemæssigt: dokumenter, afrapportering udstyr, nik til natholdet.
Skal jeg køre dig hjem? spurgte Mads.
Nej, jeg har bilen.
Er du sikker på, du er okay?
Mads.
Ja, undskyld, jeg tier.
Hun nåede hjem på tyve minutter. Om natten kørte det let hun holdt meget af tiden, hvor man kunne tænke uforstyrret undervejs.
Lyset i entreen var tændt. Henrik sov ikke. Det vidste hun, før hun gik ind.
Han kom ud fra stuen, idet hun tog skoene af. Han så på hende med det blik; det skyldige men også lidt forsvarsparate, som hun kendte alt for godt.
Anne, sagde han.
Ikke nu, svarede hun.
Lad mig forklare.
Henrik, jeg kommer lige fra vagt. Jeg er træt. Ikke nu.
Det er ikke, som du tror.
Hun så længe på ham. Så gik hun forbi og ind på badeværelset, vaskede sig, børstede tænder. Da hun kom ud, stod han stadig i gangen.
Anne, tal med mig.
I morgen, sagde hun, og gik i soveværelset.
Hun sov ikke. Lå bare og så op i loftet. Stille udenfor væggen, lidt lyde fra stuen, hvor han lagde sig på sofaen. Godt. Han kom ikke ind i soveværelset. Det var fint.
Hun lå og gennemgik tingene nøgternt, nærmest, som hun sorterede redskaber før en undersøgelse. Her var kendsgerningerne: Henrik var derinde i lejligheden. Ikke tilfældigt, men hjemmevant. I en ung kvindes lejlighed, som selv havde nævnt, at hun ikke boede alene.
Fler kendsgerninger: Det seneste halvandet år kom han sent hjem. Ikke hver dag, men ofte. Forretningsrejser, som hun kun kendte vagt til. Telefonen forlod aldrig hans hånd. Hun havde vænnet sig til det.
Hun tænkte på, at når man hører om andres historier med utroskab, tænker man altid: Hvordan kunne hun ikke se det? Men det er let ikke at se, når man lever indeni det. Man vænner sig. Man vil ikke vide.
Et forhold efter årtiers ægteskab er ikke bare vane; det er et sammensurium af alt: gode ting, dårlige ting, fælles liv, barn, tusind små ting, der tilsammen udgør hverdagen.
Anne opdagede, at hun ikke græd. Det overraskede hende ikke fordi tårer burde være obligatoriske, bare fordi hun troede, smerte ville føles skarp. Men det var stille. Smerte, ja, men mere som udmattelse end et sår.
Hun faldt sent i søvn.
Vågnede klokken ni. Ingen lyde fra stuen. Hun stod op, vaskede sig, tog jeans og grå sweater på ikke hyggetøj. Gik i køkkenet.
Henrik sad der med kaffe. Da hun kom, løftede han hovedet.
Anne.
Godmorgen, sagde hun, hældte sig et glas vand.
Vi må tale sammen.
Ja, det er nok på tide.
Hun satte sig overfor ham, rankede ryggen, lagde hænderne på bordet og så ham i øjnene.
Jeg lytter.
Han talte længe. Det handlede om, at det ikke var, hvad hun troede, at Lærke bare var en bekendt, at han hjalp hende med noget arbejde, at han arbejdede derfra somme tider, fordi stemningen hjemme var anspændt. Han talte og så på henne ventede måske, at hun ville græde, råbe, kræve detaljer og rulle sig ind i en opslidende diskussion.
Hun lod ham tale ud.
Det var det hele? spurgte hun.
Anne, vær sød at forstå…
Henrik. jeg diskuterer ikke, hvad du lavede i den lejlighed. Det interesserer mig egentlig ikke.
Hvordan kan det ikke gøre det?
Jeg så dig der. Du så mig. Du kontaktede mig ikke, skrev ikke, sagde ingenting. Du kom hjem og lagde dig til at sove. Det dér, dét betyder noget. Resten, forklaringer og detaljer, dem orker jeg ikke.
Han tav. Så fortumlet ud, som om jeg talte fra et manuskript, han ikke kendte.
Jeg går, sagde hun. Ikke lige med det samme, men i dag. Jeg tager det, jeg skal bruge, og så går jeg. Resten ordner vi roligt, uden drama.
Anne, vent…
Jeg har ikke travlt, sagde hun og rejste sig. Men jeg vil bare gerne have, du forstår: det er ikke et udbrud. Jeg sov på det, vågnede, tænkte. Det er afgjort.
Hun gik ind i soveværelset, tog den store blå rejsetaske ned fra skabet, den hun brugte til konferencer. Åbnede den og pakkede uden hast, men konsekvent. Et skift tøj, papirer fra skrivebordet, oplader, nogle bøger, mors gamle tæppe. Resten kunne vente.
Henrik kom hen til døren.
Mener du det?
Ja.
Anne, treogtyve år. Kan du bare…
Netop treogtyve år, sagde hun uden at lade sig forstyrre. Det er derfor, jeg ikke vil skændes eller græde, ikke pege fingre. Jeg er træt. Ikke kun af dig, men af det hele.
Han gik ind i stuen. Hun kunne høre ham pusle, så blev det stille. Hun trak jakken på.
Hvor skal du hen? Han stod i gangen.
Hjem til Kirsten. Min veninde.
Hvor længe?
Ved ikke endnu.
Anne, er du… er du okay?
Hun holdt inde. Det var et mærkeligt spørgsmål.
Det ved jeg ikke endnu, svarede hun ærligt. Lige nu: ja.
Hun gik.
Elevatoren var tom. Hun kiggede på sit eget spejlbillede i døren. Ansigtsudtrykket var ikke særligt bare træt, som efter en nattur. Hun rettede lidt på håret, tasken stod ved hendes fod.
Udenfor var det frisk, aprilsol. Hun satte sig i bilen, lagde tasken på bagsædet, tog telefonen frem og skrev til Kirsten: Kan jeg komme? I nogle dage? Svaret kom straks: Selvfølgelig. Kom bare.
Anne startede bilen.
Hun tænkte på, at folk taler om utroskab som noget larmende, dramatisk. Men egentlig sker det hele stille. En kontakt slås fra, ét sted mørkt, resten brænder videre.
Hun holdt for rødt. Ved siden af i bilen sad en lille dreng på bagsædet og stirrede dybsindigt ud af vinduet. Anne smilede til ham, han smilede alvorligt igen. Typisk børn.
Lyset skiftede. Hun kørte videre.
Det tog cirka 30 minutter til Kirstens lejlighed, en rød murstensblok tæt på vandet. Anne kørte stille, uden radio. Tænkte, at hun snart måtte ringe til Rasmus. Hvad skulle hun sige? Det måtte vente.
Hun tænkte, at Lærke den unge kvinde i silkekåben ikke havde nogen skyld i sin panik. Det er egentlig en mærkelig tanke, men den dukkede op. Panikanfald kan ramme alle.
Hun kom i tanke om, at hun havde undersøgt hende omhyggeligt, ikke misset noget. Givet de rigtige råd. Det betød noget. Hun kunne sit job uanset, hvad der foregik udenfor arbejdstid.
Det var vigtigt. Hun forstod først rigtigt under køreturen, hvor vigtigt det egentlig var.
Livshistorier, som kvinder fortæller over kaffe, starter altid et sted og slutter med en pointe: Sådan endte det, derfor har jeg det nu fint. Men min historie havde ingen slutning endnu. Og faktisk jeg behøvede ikke konklusionen.
Når alt bliver rystet, er instinktet at søge fast grund hurtigt. Folk beslutter ofte for tidligt, bare for at have hold i noget. Anne ville tage det stille og roligt. Hun havde truffet ét valg: at forlade huset. Det var tilstrækkeligt nu.
Kirstens bolig var tydelig på afstand en robust blok fra 60erne med bøgehække foran. De første blade var netop sprunget ud. Tidliggrønne og næsten gennemsigtige.
Anne fandt plads, tog tasken, ringede på. Kirsten åbnede døren allerede fra tredje sal, lav, i bomuldsslag, med en kop i hånden. Kirsten Hansen, 54, folkeskolelærer, ekspert i at være stille sammen med andre, hviskede bøger og kaffe.
Kom ind, sagde hun.
Jeg går ind, sagde Anne og satte tasken i entréen. Duften af kaffe og bøger. Det var hjemligt.
Vil du spise? spurgte Kirsten.
Måske senere. Lige nu vil jeg bare sidde her med dig.
Sæt dig. Køkkenet.
De sad. Kirsten skænkede kaffe, satte tallerken med rugbrød og ost frem, lod den bare stå. De tav.
Vil du fortælle? spurgte Kirsten.
Senere. Nu bare sidde et øjeblik.
Sådan.
Anne kiggede ud på aprilhimlen gennem køkkenvinduet; enkelte lette skyer. Familien, tænkte hun, psykologibøgerne kalder alt det med fine ord, men følelsen, det er noget helt andet. Skilsmisse, utroskab der findes betegnelser, men lige nu var det bare en taske i gangen, kaffe i koppen, bøgetræer udenfor og en veninde, der venter tålmodigt.
Kirsten, sagde hun.
Ja?
Har du tænkt over, at det sværeste ved at træffe en stor beslutning ikke er selve øjeblikket, men tiden bagefter? Lige dér hvor livet endnu ikke har fået ny form.
Kirsten tav en stund.
Da jeg blev skilt fra Lars, forstod jeg det først tre måneder senere. Ligesom at bo midt imellem.
Lige præcis.
Det er normalt. Mellemstationen er en slags buffer, så vi kan vænne os til dét, der skal komme.
Anne tog et stykke brød, ost og karse. Det smagte godt.
Tak fordi du lukkede mig ind, sagde hun.
Du ville have gjort det samme for mig.
Selvfølgelig.
Udenfor blæste bøgetræet let. De første blade skinnede. Anne tænkte på, at ordet kvindeskæbne lød gammeldags, men også rammende. For skæbne er ikke bare noget, vi får tildelt det er det, vi selv gør med omstændighederne.
Hun vidste ikke, hvad der nu skulle ske. Hvordan hun og Rasmus skulle tage samtalen, hvordan de skulle dele lejligheden, hvor hun flyttede hen. Ville smerten under ribbenene forsvinde hurtigt, eller vare? Hun vidste ikke, hvad Henrik tænkte nu.
Én ting vidste hun dog sikkert: hun havde vagt i morgen klokken tre. Det gjaldt om at spise og sove ordentligt ambulancen ventede aldrig på ens privatliv, og det var forunderligt trøstende. Når man har et arbejde, som man er god til, er det da noget værd.
Historier om styrke handler ofte om heltemod. Men måske er sand styrke bare at sætte sig i køkkenet hos en veninde, spise rugbrød, se på bøgebladene i april og mærke, stille for sig selv, at det klarer jeg.
Telefonen vibrerede. Ikke Henrik men Rasmus. Han ringede ikke normalt om lørdagen, men nu gjorde han.
Hej mor. Alt okay?
Hun ventede, så Kirsten diskret vente sig væk.
Hej Rasmus. Jeg prøver at finde hoved og hale, men jeg er okay. Hvordan er du?
Fint. Jeg ville bare høre din stemme.
Dejligt, du ringede.
Hun gik ud i gangen, talte med sin søn, svarede, som hun kunne. Ikke alt, ikke nu. Hendes stemme var rolig, træt, men levende. Han spurgte endnu en gang, om hun var helt sikker på, hun havde det godt. Hun sagde ja.
Da hun lagde på, stod hun lidt i gangen. Den blå taske stod, og gennem ruden anede hun bøgetræet.
Hun gik ind i køkkenet.
Rasmus? spurgte Kirsten.
Ja.
Han er en god dreng.
Ja.
De sad i stilhed, drak resten af kaffen. Da sagde Kirsten:
Du bliver bare, så længe du skal. Jeg finder en nøgle til dig.
Tak.
Og du fortæller, når du er klar.
Det skal jeg nok. Det er sådan en historie, der skal siges højt for selv at forstå, hvordan den egentlig var.
Kirsten nikkede, og det forstod hun. Hun var jo dansklærer.
Når du engang er klar. Der er ingen hast.
