Frieri efter tidsplan
Sofie sad bøjet over skrivebordet på kontoret, helt fordybet i dagens arbejde. Foran hende voksede en solid stak papirer rapporter, regninger, fakturaer. Hun sorterede dem sirligt i mapper, tjekkede tallene, satte små notater i sin notesbog. Det var stille på kontoret kun en lav mumlen fra naborummet og den monotone klikken af tastatur kunne høres i baggrunden. Solstråler sneg sig gennem persiennerne og kastede skarpe, gyldne striber på bordpladen.
Pludselig vibrerede hendes telefon insisterende. Sofie fór sammen, slap kuglepennen og rakte ud efter mobilen. På displayet stod “Mor”. Hun rynkede panden moren plejede kun at ringe om aftenen, når hun var hjemme fra arbejde, ikke midt på eftermiddagen. Hvad kunne der være sket?
Hun tog opkaldet.
Sofie, skat, kan du ikke komme hjem med det samme? Morens stemme var usædvanlig ophidset, en lille snert af uro, som Sofie straks fornemmede. Det er meget vigtigt!
Noget trak sig sammen i Sofies bryst. Hun satte sig straks rank på stolen, skubbede papirerne til side, som om de lige nu bare var forstyrrende.
Hvad er der sket? spurgte hun og forsøgte at holde stemmen rolig, selvom bekymringen sneg sig ind. Er du syg?
Nej, nej, svarede moren hurtigt, nærmest for at berolige hende på forhånd. Men vi skal tale sammen. I dag. Med det samme, faktisk.
Sofie kiggede et kort øjeblik på den spredte papirbunke. Arbejdsdagen var langt fra ovre, og hun havde masser hun egentlig skulle nå. Men hendes mors tone efterlod ingen mulighed for modsigelse.
Okay, sagde hun og sendte et hurtigt blik mod uret på væggen. Jeg er der om en times tid.
Det ville være bedst, hvis du kunne skynde dig, stemmen blev lavere, og der sneg sig noget skjult hastværk ind. Der venter nogle her.
Ordene “der venter nogle” hang uudtalt i luften. Sofie kneb øjnene sammen; en million gætterier fór gennem hovedet på hende fra alvor til det mest banale. Men hun ville ikke blive klogere over telefonen. Når mor sagde, det var presserende, så var det det.
Hun smed dokumenterne i en mappe, tog sin jakke, pung og mobil og gik straks ind til chefen for at forklare situationen. Heldigvis var han forstående og lod hende gå. Ude i foyeren bestilte hun straks en taxa gennem app’en, bekræftede adressen og ringede til moren endnu engang for at høre, om hun skulle tage noget med. “Nej, bare kom,” svarede moren kort.
På gaden opdagede Sofie, at hun nærmest løb. Bekymringerne kredsede om hovedet, og hun forsøgte ikke at lade fantasien løbe løbsk. Fem minutter senere ankom taxien, og Sofie satte sig bagi, sagde adressen, og kiggede rastløst på klokken hele vejen.
Det tog præcis fyrre minutter tværs gennem Københavns kendte gader: forbi grå etageejendomme, farverige butiksskilte og små grønne parker. Men Sofie så knap nok noget af det sædvanlige; alle tanker var rettet mod, hvad der ventede.
Havde mor problemer på arbejde? Hun havde nævnt en stresset deadline og kolleger, der var lidt oppe at køre for nylig. Måske noget med tante Lise? De havde altid holdt tæt sammen. Kunne det være noget med en slægtning, der var blevet syg? Mulighederne susede rundt i hovedet, men intet virkede for alvor sandsynligt.
Da bilen standsede foran barndomshjemmet, betalte hun med Dankort, løb op ad trapperne, fandt nøglen frem men inden hun kunne stikke den i døren, blev den åbnet indefra.
Endelig! Moren trak hende næsten ind i entreen ved ærmet. Skynd dig, skat.
Den velkendte duft af hjemmelavede vaniljeboller mors specialitet, gemt til særlige lejligheder ramte Sofie. Duften gav normalt kun gode fornemmelser: fødselsdage, familiefester, noget hyggeligt. Men i dag hang der en sær blanding af spænding i luften.
Sofie tog tøvende skoene af og fulgte moren ind i stuen.
Hvad sker der? spurgte hun på vej ind i stuen.
Men allerede i døren stivnede hun. Omkring det runde bord med hvid dug, sad Mikkel. Mikkel søn af mors veninde, hende hun havde kaldt “prygl” indvendigt siden hun var seks. Han havde altid forekommet Sofie lidt klodset, langsom og forfjamset. Nu sad han der, roligt smilende og trak nervøst i kraven.
Ved hans side sad tante Lise, med et ansigt, der strålede som solen selv. Hun lyste af uforfalsket glæde så meget at Sofie blev helt paf.
Hej, Sofie, sagde Mikkel, rejste sig akavet og sendte hende et anstrengt smil. Det er længe siden.
Bestemt. Det kunne sagtens have været længere, mumlede Sofie, armene over kors og et neutralt ansigtsudtryk. Mor, hvorfor skulle jeg komme hjem så hurtigt?
Moren lod som ingenting og begyndte at rette på dugen, så på servietterne, så på dugen igen.
Sofie, vi har tænkt, begyndte hun, du og Mikkel har kendt hinanden fra små. Nu er I voksne, arbejdsomme
Og hvad så? Sofie så direkte på sin mor. Hvad har det med mig at gøre? Mor, jeg har meget at se til, jeg tog fri fra alt dette for hvad?
Tante Lise afbrød med forventningsfuld mine:
Mikkel har styr på det! Fast job, egen lejlighed Alt er, som det skal være.
Vi vil bare have, at I snakker sammen, morens blik søgte gulvet.
Nu kogte Sofies irritation under huden. Igen, endnu et forsøg på at sætte hende sammen med “en god kandidat”, som om hun ikke kunne finde ud af det selv! Hun kneb næverne sammen under bordet for ikke at tabe besindelsen.
Mor, jeg ved du vil mit bedste, men hvem jeg skal ses med, bestemmer jeg altså selv.
Mikkel rødmede og trak sig endnu mere sammen.
Sofie, kunne vi måske prøve? Vi kender jo hinanden. Du ser sød ud, jeg er okay
Hvad er der at tale om? afbrød hun, jeg har aldrig haft den slags følelser for dig.
Han begyndte at pille ved skjortekraven.
Men det kunne jo vokse frem, forsøgte han.
Hun sukkede.
Du er sød nok, Mikkel, virkelig. Men kærlighed er ikke noget, man trykker på en knap og får. Bare fordi to mødre synes, det ville være smart.
Endelig lettede spændingen lidt i Sofie. Hun greb sin taske, kastede den over skulderen og sagde stille ud i rummet:
Jeg smutter nu. Undskyld, mor, men jeg vil ikke lege med i noget iscenesat. Ring når du vil tale rigtigt, ikke arrangere.
Sofie! Moren hev blidt i hendes ærme, vent nu Vi ville bare hjælpe.
Men det gør ikke mit liv lettere. Jeg må tilbage på arbejde. Og vær sød ikke at gøre det igen jeg har været virkelig bekymret.
Hun nåede knap ud af opgangen, før den kølige, friske luft mødte hende. Døren lukkede sig sagte bag hende, og hun kunne trække vejret frit igen.
Hvorfor nægtede mor at lade hende være i fred? Skulle hun partout finde en mand til hende? Skulle man ikke mærke kærlighed selv? Nogen som Mikkel javel, fast job, god fremtid. Men er det vigtigst? Det måtte være en mand med selvtillid! Ikke én, der beder mor om hjælp i den slags sager.
Fortumlet trak Sofie imod Søndermarken, hendes gamle barndomspark. Børn drønede mellem plaskende pytter, mødre skiftede nyheder over barnevognene, ældre par sad og nød solen. Regnvåde blade dryppede ned mellem sneakers og grusstier, men det gik hun ikke op i.
Pludselig summede telefonen i lommen.
“MOR” stod der igen. Sofie overvejede et sekund, men tog den alligevel.
Hvorfor gik du? lød mors stemme, lettere bebrejdende, men ikke vred mere såret, som om hun var blevet forladt midt i en vigtig snak. Vi skulle jo tale sammen.
Mor, sagde Sofie, mens hun gik, jeg kan ikke bare sige ja til Mikkel, fordi du og tante Lise har været veninder i tyve år. Det er ikke sådan man vælger en kæreste.
Altså, jeg siger jo ikke du skal giftes med det samme! Bare tal med ham, han er sød, ordentlig, har styr på livet
Det er han sikkert. Men derfor passer han ikke nødvendigvis til mig.
Men hvem gør så? Morens stemme bar præg af udmattelse, som de havde vendt det mange gange. Du har været single i tre år. Jeg forstår ikke hvad du venter på?
Jeg venter ikke, sagde Sofie og satte sig på en bænk i solen. Jeg vil bare vælge selv. Ikke bare tage hvem som helst. Hvis det skal være, skal det være mit valg ikke jeres projekt.
Så du vil helst bare sidde derhjemme, arbejde til sent, spise din mad foran fjernsynet og aldrig se nogen udover kolleger? spurgte mor, og Sofie kunne mærke modløsheden.
Mor, jeg er glad for mit liv. Jeg har mit job, mine interesser, og hvis jeg en dag møder nogen, så skal det ikke være på andres foranledning.
En lille pause opstod. Så lød morens stemme, nu lavt og næsten kærligt.
Undskyld, fordi jeg pressede dig. Jeg bliver bare urolig hvem passer på dig, når vi bliver gamle?
Jeg ved det, mor. Og jeg elsker dig jo, fordi du altid bekymrer dig så meget. Men lad os gøre en aftale ikke flere overraskelser som i dag? Du aner ikke, hvad jeg nåede at forestille mig.
Lovet, svarede moren, nu med et smil i stemmen. Men hvis du møder én du gerne vil lære at kende lover du så at fortælle mig det først?
Det lover jeg, sagde Sofie med et grin. Og nu er jeg nødt til at komme videre. Knus.
Knus, min pige. Pas nu på dig selv.
Hun stak mobilen i lommen og så op på himlen. Skyerne begyndte at glide til side for solen, og byen funklede foran hende. Ungdomsgrupper grinede og gestikulerede på fortovet; en motionsløber med sin glade brune hund fór forbi.
Hun kneb øjnene sammen og indåndede den friske, danske sommerluft. Alt omkring hende virkede så almindeligt, så roligt. En slags triviel lykke. Hun kom til at tænke på alle de veje et menneske kan gå, alle muligheder hver dag rummer hvordan man ikke burde lade andre forme ens liv.
De næste dage tvang hun sig selv til ikke at tænke for meget på episoden. Arbejdet på bureauet krævede alt de forberedte et stort projekt, alle kørte i højt gear. Sofie var første mand på kontoret og sidste, der gik. Hun slugte tunge rapporter og koordinerede regneark, snublede i hurtige frokostpauser og levede af stærk kaffe og rugbrødsmadder. Om aftenen faldt hun bare om i sengen.
Men om natten, i mørket, kom tankerne alligevel snigende. Mors skuffede ansigt, Mikkels forlejenhed, tante Lises håbefulde kaglen. Hun var ikke i tvivl om sin holdning, men en sødme af sorg blev hængende.
Fredag aften, mens hun gennemgik indbakken, dukkede en invitation op fra en kollega. Invitation til fødselsdag. “Det bliver hyggeligt, stod der du skal komme! Du vil elske selskabet, og vi har god musik!”
Sofie tøvede et øjeblik, men besluttede: Hvorfor ikke? Hun tastede hurtigt Jeg kommer.
Festen blev holdt i en lille, smagfuld café ude på Nørrebro: rå murstensvægge, træborde, bløde sofaer under vinduerne. Da Sofie trådte ind, summede rummet allerede af gæster, jazz spillende lavt, kaffeduft og fnisen over bordene.
Fødselsdagsbarnet spottede hende straks fra baren, vinkede og råbte Kom ind!. De hilste, snakkede kort om arbejde, og så blev hun vist over til et bord under et vindue.
Her sad en lille gruppe én fortalte vittigheder, latteren rullede. Sofie fandt en stol og præsenterede sig diskret og blev hurtigt draget ind i snakken.
Hej, sagde en fyr med åbent smil, der pludselig satte sig ved siden af. Du må være Sofie? Jeg hedder Andreas, jeg er Maries kollega.
Ja, det er mig. Hyggeligt at møde dig.
Jeg så dig vist på et afdelingsmøde for nogle uger siden, ikke? Han balancerede sin kaffekop på kanten af bordet. Kører du det GlobalTek-projekt?
Sofie hævede øjenbryn lidt overrasket over, han vidste det.
Det gør jeg faktisk, sagde hun.
Jeg laver analyser for jer. Risikovurdering og prognoser.
Samtalen gled overraskende let. Andreas var både skarp i faget og vildt behagelig at tale med han lyttede, stillede gode spørgsmål, bød på selvironisk humor, og Sofie indså, at hun smilte meget mere denne aften end længe.
Senere blev der livligt omkring dem, og Andreas pegede mod døren:
Skal vi ikke gå udenfor og få lidt luft og ro?
Sofie nikkede for første gang på længe havde hun lyst til at blive hængende. Udenfor var det lune danske aftenvind, og de lænede sig afslappet mod gelænderet.
Hvad laver du, når du har fri? spurgte Andreas.
Jeg læser, går ture, en sjælden gang i biografen. Hvad med dig?
Jeg elsker at rejse! Sidste år var jeg i Georgien. Helt fantastisk: bjerge, vin, gæstfrihed
Det lyder vildt, fortæl mere! sagde Sofie.
Og det gjorde han. Han beskrev Tbilisis snævre gamle gader, duften af nybagt brød, bjergene, hvor man skulle se sig for. Hans fortælling trak hende ind der var så meget liv i hans blik, når han talte.
Og hvad med dig, hvor drømmer du dig hen? spurgte han.
Til havet, svarede Sofie, Sand mellem tæerne, salt vind. Men jeg har dog kun råd og tid til at tage afsted hvert andet år.
Det må vi lave om på! lo han og kastede et blink. Måske næste år, du og jeg?
Hun blev overrasket men grinede. Hans invitation var hverken tung eller påtrængende, kun venlig og ligefrem.
Lad os tage det roligt, sagde hun, smilende.
Det lover jeg, han gengældte smilet, må jeg invitere dig på kaffe i morgen?
Det kan du tro.
Da Sofie kom hjem, dårligt havde hun sat skoene, før mobilen ringede igen.
Hej skat, hvordan går det? Morens stemme var lidt forsigtig, som om hun listede på glasskår.
Det går fint, mor, svarede Sofie og smed sig i sofaen, stadig varm indeni efter en god aften. Jeg har været til fest på arbejdet. Og mødt en sød fyr.
Mener du det? Mor lød både håbefuld og forbeholden. Fortæl!
Han er sjov og klog og, ja, han render i det mindste ikke til sin mor, hvis det går galt! grinte Sofie.
Mor lo med.
Så skulle jeg måske ikke have været så bekymret alligevel?
Sofie blev stille et øjeblik. Hun ville have, moren forstod hende, ikke kun troede på hende.
Du bekymrer dig, og jeg forstår dig. Men du kan godt stole på, at jeg klarer mig for det meste selv. Tak fordi du elsker mig alligevel.
Elsker dig altid, sagde moren.
Med de ord sluttede Sofie samtalen stillede mobil og så ud i Københavns lys, gule, hvide, orange; lyset snoede sig som nerver mellem bygningerne. Byen havde sin egen rytme, gennem vinduet kunne hun høre snak, latter, musik langt væk.
Sofie mærkede en mærkelig ro. Denne aften, samtalen med mor, mødet med Andreas alt gled sammen i én fornemmelse af, at alt gik, som det skulle. Hun var ikke sikker på, hvad fremtiden bragte, men hun følte sig tryg. Og måske, bare måske, begyndte noget nyt.
