Uønsket Hustru
Da Peter første gang mødte Mette, var der ingen gnister, ingen brændende passion, ikke engang en forlegen sitren, når deres blikke mødtes. Det var bare sådan, det gik til. På danseaftenen var alle allerede parret op, og Peter endte tilbage med Mette, for det virkede småligt ikke at følge hende hjem. Hun var en tiltalende pige, indadtil rolig og med en varm, stabil udstråling. Han kiggede forbi hende et par gange bagefter for at snakke bare sådan. Siden begyndte vennerne at drille: Hvornår er brylluppet så? Forældrene mente det alvorligt og sagde, det var tid at fri.
Så giftede de sig, som man gør på landet. Livet gik med arbejde fra morgen til aften, og de havde ikke tid til romantiske tanker. Deres eneste søn, Søren, var familiens stolthed først med gode karakterer i folkeskolen, så på universitetet, og siden da han mødte en sød pige, Sofie. Forberedelserne til brylluppet begyndte og Mette kunne ikke mere ønske sig. Mette kunne lide Søren valg Sofie var kær, og det lettede hendes moderhjerte. Men så ramte stormen uventet.
Brylluppet var i fuld gang, gæster fyldte den hyggelige festsal, musikken spillede op, bordene bugnede af sild, frikadeller og andre lækkerier. Mette sad let døsig og så lykkelig ud. Hun betragtede gæsterne, børnene, der jagtede balloner, og ungdommen der dansede lystigt. Midt i dansen fik hun øje på Peter hendes egen mand, der svingede sig energisk for fødderne af en plat blondine, som nærmest klamrede sig til ham, mens hun lo udfordrende og sendte dragende blikke. Gammelfar slår sig løs, tænkte Mette, halvt forarget, halvt fornøjet.
Lysene blev dæmpet, og en rolig vals fyldte rummet. De unge nygifte stor midt på gulvet så smukke! Sofie var yndefuld og fin i blonder, med spinkle arme om Sørens hals. Han rakte næsten et hoved over hende, favnende hende som en klippe. Mette tørrede øjnene med en serviet. Stoltheden og kærligheden trak tårerne frem.
Men så gled Mettes blik tilbage til Peter. Blondinen hang stadig fast på ham. De bevægede sig knap, næsten stående på stedet, mens hun fniste ind i hans øre. På stolen ved siden af sad Mettes kusine, som havde travlt med at proppe sildesalat i munden og samtidig hvisle: Det er Sørens kollega, hun hedder Maria. Ugift, yngre end dig. Skulle du ikke lige slå dem i hovedet? Jeg bakker op, hvis der bliver ballade!
Slap nu af, svarede Mette. Vi skal da ikke ødelægge Sørens bryllup med det her pjat. Med Peter taler jeg hjemme. Stemningen var ødelagt for hende, og resten af aftenen blev Peter hængende om Maria, der tydeligvis ikke havde noget imod det, dansende i bare tæer med rødvin på læberne og latter i blikket. Mette kunne næsten misunde hende den energi.
Hjemme var samtalen kort. Ja, jeg fik vist lidt for meget snaps, så dansede jeg lidt hvad så? Det var jo fest, sagde Peter. Men Mettes sjæl føltes tom. Han havde vist en side hun aldrig havde set før, noget fremmed og ubehageligt. Billedet af den blonde kvinde med klæbende hår og koket latter vendte tilbage igen og igen.
Peter blev ivrig som bedstefar: Jeg tager hjemmelavede syltetøj og mad med ind til ungerne, sagde han ofte. Du kører dem på nerverne! Lad dem nu have deres tid, svarede Mette. Alligevel lasede han bilen med rabarbersyltetøj og agurkesalat, og kørte ind til Aarhus. Ifølge ham var det bare for at aflevere ting.
Ved et besøg hos Søren og Sofie nævnte Mette de mange besøg: Er I ved at være trætte af alle hans ture herind? spurgte hun. Næh, sagde Søren. Han sætter tingene udenfor vi ser ham næsten ikke.
Til sidst spurgte Mette Peter direkte: Hvad skal du egentlig inde i byen? Peter skjulte det ikke længere. Han og Maria havde noget sammen. Hvorfor? For Maria var vild. Der var ild, drama de kunne skændes og forlige sig flere gange på én aften, det var som han aldrig havde prøvet det før. Alt gnistrede mellem dem, det fløj med tallerkener og følelser. Maria var rent bål, Mette kun som blikstille vand!
Peter forlod hende, opsagde sit arbejde i skovbruget efter tyve år og flyttede ind til byen til Maria. Mette følte det som en tung sten i brystet. Hun græd sig træt, tankerne nærmest gnistrede ud i mørket nat efter nat. Heldigvis kom Søren og Sofie jævnligt ud og hjalp de var den eneste glæde, hun havde.
Om natten stirrede hun ind i mørket, tankerne tumlede. Hvad havde hun gjort forkert? Hvorfor var hun blevet uønsket? Hvad manglede der hos hende? Skulle hun have været mere heftig, mere levende? Smide med porcelæn og forsones med tårer og grin? Men hun var og blev rolig, afbalanceret, lidt for eftergivende måske. Skulle hun virkelig have levet på en løgn? Hvis det var dét, så havde det ikke været værd at binde sig til Peter. Men hvem havde kunnet vide, at de aldrig passede sammen? Og uden ægteskabet havde der jo ikke været nogen Søren Tankerne fór omkring, indtil søvnen endelig gav fred.
Hun vågnede mens det stadig var mørkt. Regn og sne piskede mod den gamle bølgebliktag, hun hørte naboen kæmpe med at starte sin ældgamle bil. Den lyd havde i årevis været hendes signal til at begynde dagen: Op, varme havregrød, vække Peter. Men nu, trillede hun sig tilbage under dynen der var ingen Peter der skulle op, hun havde ferie. For første gang tænkte hun: Hvor er det egentlig rart, at han ikke er her og faldt hurtigt i søvn igen.
Peter hadede træk. Han mente altid, det blæste ind under dørene eller fra vinduet, så derfor havde spisebordet stået i det mørkeste, mest kedelige hjørne langt væk fra al frisk luft. Nu greb Mette fat og trak bordet hen til vinduet, så porcelænet klirrede og benene skrabede imod gulvet. For første gang sad hun og nød synet af haven, mens hun spiste. Træerne stod nøgne, og de sidste klaser rønnebær lyste rødt i alt det grå. Men for hende var det smukt. “Hvor er livet dog godt,” tænkte hun, mens snefnuggene lagde sig let over de nøgne grene, som om de pyntede dem med blonder.
Da sneen dækkede haven i et hvidt tæppe, fandt Mette de gamle langrendsski frem fra loftet. Det var mange år siden, hun sidst havde haft tid. Fornemmelsen af at glide hen over det knitrende lag sne og støv af isnende sne mod kinden genoptændte hendes livslyst. Svedig og lykkelig kom hun hjem til det lille hus.
Mette hældte generøst smør i panden det sydede lystigt. Peter havde altid hadet smagen og lugten af olie, det væmmede ham. Nu smilede hun og lagde kartoffelbåde i, mens det duftede i hele køkkenet. Senere kom Søren og Sofie forbi og fandt hende midt i kartoffelfesten. Far sagde, han kom forbi, sagde Søren. Han studsede over det lille glimt af uro i Mettes øjne. Han skal bare hente nogle vinterting, tilføjede han.
Pyha, du skræmte mig, svarede Mette med et smil. Kom, sæt jer prøv lige at smage, de er helt perfekte! Hun satte en sprød kartoffel i munden og sukkede lykkeligt: Hvor er det rart!Sofie greb fat i Mettes hånd over bordet, og uden at sige noget mødte hun hendes blik. Et lille, men forstående smil gled over hendes ansigt. Søren skænkede kaffe op, og det varme mørke dryppede trygt ned i krusene, mens stilheden mellem dem blev fyldt af noget nytikke sorg, men lethed. Udenfor faldt sneen stadig. Huset føltes ikke længere tomt, men rummeligt, som om der endelig var plads til Mettes drømme at folde sig ud.
Efter maden tog Mette skiene på igen. Hun vinkede farvel til de unge fra haven, mens deres latter blev hængende ude mellem træerne. Da hun gled ud over marken, føltes det som at føre sig selv fremad for første gang. Hun lod vinden rødme hendes kinder og tænkte: Måske var der aldrig blevet skrevet eventyrsromantik om ægte hverdagslykke. Måske var blidheden og stædigheden i at stå op efter et tab med bønner, kartofler, snefnug og kærlighed i hjertet langt mere værd end noget, der brænder op i løbet af en nat.
Mette satte farten op. Hun følte sig let, næsten vægtløs lige dér, midt i den knirkende, nyfaldne sne og under de åbne himmelstrøg, tænkte hun ikke længere på at være uønsket. Hun var fri. Hun var mere end nok. Og hun var endelig hjemme.
