Far fyrede 37 barnepiger på to uger – indtil én husholderske gjorde det, ingen andre kunne for hans seks døtre

Min far fyrede 37 barnepiger på to uger indtil en husholderske gjorde noget, ingen havde kunnet for hans seks døtre

Men, sagde Søren tøvende, der er én kvinde. Ikke fra bureauet. Anbefalingen er mærkelig, men der er ingen andre muligheder.

To dage senere stod hun foran lågen. Lille af bygning, omkring femogfyrre, klædt i en enkel grå striktrøje, uden uniform og uden det indstuderede jeg elsker børn. Vagten måtte spørge indtil flere gange, om hun virkelig skulle ind.

Jeg hedder Birgitte, sagde hun roligt. Hvis det stadig er aktuelt.

Jonathan betragtede hende skeptisk. Efter den sidste barnepiges grønne hårfarve var han forberedt på alt.

Jeg siger det med det samme, sukkede han. Seks piger. Fra seks til seksten år. De er svære.
Og De? Birgitte kneb øjnene sammen. Taler De med dem?
Jeg prøver, sagde han ærligt. Men mit arbejde, møder, deadlines
Jeg forstår, nikkede hun. Så lad aftalen være enkel. Jeg kommer ikke for at opdrage. Jeg kommer for at leve.

Allerede første dag skete det, han frygtede: råb, smækkende døre, de små fik raserianfald, de store tændte musikken på fuld styrke. Jonathan var på nippet til at undskylde og ringe efter en taxa.

Men Birgitte råbte ikke. Hun truede ikke. Hun gik ind i køkkenet og begyndte at bage pandekager.

Dem, der ikke vil have, skal bare lade være, sagde hun højt. Men så skal I heller ikke tude senere.

Efter ti minutter sad alle seks piger i køkkenet. Tavse. Mistænksomme.

Mor lavede altid sådan nogen, mumlede én af de midterste.
Det ved jeg, svarede Birgitte. Hun fortalte mig selv opskriften. Hun grinede endda af, at I altid skændtes om den sidste.

Stilheden ændrede sig. Ikke anspændt, men levende.

Om aftenen trak pigerne selv Birgitte med ind i stuen for at se gamle videoer. På tredjedagen faldt den yngste i søvn op ad hendes skulder. På femte dagen kom den ældste for første gang i et år ned til aftensmad.

Efter en uge opdagede Jonathan noget mærkeligt: huset lignede ikke længere en slagmark. Pigerne skændtes stadig, ja, men de grinede mere. Og de stak ikke længere af.

Hvad har du gjort ved dem? spurgte han en dag.
Birgitte trak bare på skuldrene.
Ingenting særligt. Jeg prøvede ikke at tage nogens plads. De har ikke brug for en ny mor. De har brug for én, der ikke stikker af.

Han var stille længe. Så satte han sig ved siden af.
Jeg har også svært ved det.
Jeg ved det, sagde hun blidt. Men du er her i det mindste. Det betyder meget.

Efter en måned aflyste Jonathan halvdelen af sine møder. Efter to begyndte han at lave mad selv om søndagen. Og efter et halvt år indså han, at det ikke handlede om umulige børn eller barnepiger.

Nogle gange har man bare brug for et menneske, der ikke er bange for at blive. Ikke en eksorcist. Ikke en professionel. Bare én, der tør blive.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

5 × 3 =

Far fyrede 37 barnepiger på to uger – indtil én husholderske gjorde det, ingen andre kunne for hans seks døtre
Familie er trods alt familie – Hvilke lejligheder, siger du? – slægtningen viftede afværgende. – Mette har allerede ordnet papirerne, så vi kan sælge den ene og købe et sommerhus uden for byen. Og moren – hun skal ind i den mindste lejlighed. Nu tager hun det helt ilde op: “Mine vægge, jeg flytter ingen steder.” Skænderier hver dag. Mette siger – hvis moren ikke flytter, tager hun barnet og rejser. Og jeg… jeg er jo vant til min søn. Kira hørte på det hele og vidste ikke, om hun skulle grine eller blive vred. – Så Mette har tænkt sig at sælge arven, inden hun overhovedet har fået fat i den, og smide tante Toni ud i et-etværelses? Hvor charmerende. Og I vil have os til at overtale hende til ikke at stå i vejen for jeres nye, fine liv? – Ja, eller sådan noget, – mumlede Valdemar. – I kan jo godt lide hende. Familie er jo familie. Kira hev gummihandskerne af, de sagde en klam lyd mod hendes slappe, rynkede fingre efter en dag med klorvand. Hun så på sine hænder, derefter på det perfekt pudsede vindue, hvor aftensolen spejlede sig, og mærkede irritationen boble op indefra. Det var det sidste vindue i tante Antonias fireværelses. – Kira, er du færdig derinde? – lød en bestemmende stemme. – Kom ud i køkkenet, jeg har lavet en liste over, hvad du skal hente på apoteket. Og gardinerne… dem har du stadig ikke hængt op! De samler bare støv på altanen. Kira gik ud i gangen og kiggede ind i stuen. Antonia Pedersen sad i sin yndlingsstol, omringet af puder, og pegede majestætisk hagen mod køkkenbordet. – Tante Toni, – Kira forsøgte at beherske sig. – Jeg har været i gang siden klokken ni i morges. Først gulve, så vinduer, så lysekroner. Jeg kan ikke mere. Min ryg kan ikke mere. – Nå, – Antonia Pedersen viftede ligegyldigt. – At du kan brokke dig over sådan noget i en alder af 25! Skam dig! Da jeg var på din alder, stod jeg to skift på fabrikken, og passede så hjemmet bagefter. Din mor var ellers hurtigere sidste gang. Sikke en slap generation, I er blevet til… Kira tog tavst listen. Først havde det været mormor, Antonias lillesøster, der skulle hjælpe. Så gik tjansen videre til moren. Og nu Kira. Antonia Pedersen havde altid været “den ældste” og “særlige” i familien. Hun havde to lejligheder i samme ejendom – boede selv i den ene, sønnen Valdemar i den anden opgang. Valdemar var lige blevet 50. Hele sit liv havde han arbejdet lidt som nattevagt hist og her, eller som vicevært. Altid små på penge. Han kom dagligt hos sin mor, men kun for at hente bøtter med frikadeller. Opvask eller vinduespuds var ikke til Valdemar – han var jo mand, og det skal mænd ikke beskæftige sig med. Det sagde tante Toni altid. – Valdemar kommer i morgen – tilføjede Antonia Pedersen og tog et fastere greb om sit sjal. – Pak lige de varer jeg har købt til ham, jeg kan ikke bære det selv. Kira lagde listen på bordet. – Tante Toni, jeg kommer ikke i morgen. Og heller ikke i overmorgen. Antonia Pedersen stivnede. – Hvorfor det? Siden hvornår er du blevet så vigtig? Din mor havde mere travlt end dig, men hun klagede ikke! – Fordi Valdemar har fået kone nu. Mette, ikke? – Kira lænede sig mod dørkarmen. – Så kan hun vel komme. Hun er yngre end mor, har masser af kræfter, og hun bor i naboopgangen. Der er to minutters gang. – Mette… – Antonia Pedersen snoede læberne, som et bagt æble. – Mette er en seriøs kvinde. Hun venter barn. Og hun har allerede en dreng – i skolealderen. Hun har ikke tid til mine vinduer. Hun skal bygge rede. – Venter barn? – Kira kunne ikke lade være at le. – Valdemar er altså 50. Og Mette, så vidt jeg ved, omkring de 40. Hun flyttede ind gravid. Er Valdemar nu sikker på, at det er hans? – Hvordan kan du sige sådan noget! – udbrød den gamle. – Eget kød og blod! Har han sagt det, så er det sådan. Endelig en arving. Så er det jo kun retfærdigt… Her gik det op for Kira, at denne samtale aldrig kunne undgås. Før havde Antonia Pedersen altid hentydet: Valdemar er alene, ingen børn, når jeg dør arver I begge lejligheder – dig og din mor. Derfor havde de skuret hendes gulve i årevis og taget imod endeløs kritik. – Så nu er det Mette og hendes børn, der arver? – Kira løftede tasken fra gulvet. – Fair nok. Tillykke. – Ingen grund til at surmule! – Antonia Pedersen blev for alvor gal. – Familie er familie. Jeg har lovet Valdemar det hele nu, så de ikke bor for trangt. Og I… I er da ikke fremmede, men I har vel ikke kun hjulpet for lejlighedernes skyld? Havde I da ikke samvittighed! – Jo, tante Toni. Netop derfor går jeg nu. Jeg pudser ikke flere vinduer her. Send dine indkøbslisten til Mette på Messenger. Hun arver jo, så må hun også arbejde for det. Kira gik uden at vente på svar. Forbandelserne regnede efter hende. *** En uge senere holdt familien stormøde hjemme hos Kira. Moren, Olga, sad på køkkenet og græd. – Kira, hun ringede. Skældte mig ud i tre timer! Sagde vi havde svigtet hende, at Valdemar konstant er væk, og Mette har kvalme, så hun kan ikke engang lugte støv. – Mor, hør dig selv lige! Kvalme forhindrer hende i at købe lidt brød til den gamle? Mette har boet der i et halvt år, har hun nogensinde vasket en tallerken for svigermor? – Nej… Tante Toni siger, hun “stadig er gæst”. – Gæst? Hun er skrevet på adressen, Valdemar pralede til mig. Hun planlægger jo allerede at renovere fireværelses, når tante Toni… du ved. Moren sukkede og tørrede panden. – Det føles bare forkert. Vi har altid hjulpet. Din mormor sagde: “Lad være med at svigte Toni, hun har temperament, men hun er vores.” – Familie gør ikke sådan, mor. I årevis havde hun os som gratis hushjælp. Så kom en pågående dame med rund mave, og vi blev smidt ud. Ved du hvad? Lad tante Toni spørge Mette om vinduerne. Olgas telefon vibrerede. “Tante Toni” stod der. – Ikke tag den, – sagde Kira fast. – Vær nu stærk én gang, mor. Tag den ikke. – Hun ringer, til mobilen løber tør… – Lad hende. To timer senere var batteriet dødt. Så tikkede en sms ind hos Kira. Fra Valdemar: “Hva’ så, tøs, moren ringer, hvorfor tager I ikke telefonen? Hun er dårlig, og der er ikke mad. Skynd jer, ellers kommer jeg personligt!” Kira svarede straks: “Valdemar, du er ægtemand og far. Din kone bor op ad gangen. Gå selv i Netto. Eller send hende – frisk luft gør godt for gravide. Vi er ikke længere jeres hushjælp. Farvel.” *** Tre måneder gik. Kira og mor holdt sig væk fra Antonia Pedersen. Olga havde lyst til at hjælpe, men Kira var stålsat: – Vil du være Mettes hushjælp? Så værsgo. Valdemar indfandt sig personligt. Han så slet ikke godt ud: uglet, snavset tøj. – Nå, du kom alligevel – sagde Kira tørt og spærrede døren. – Hvad vil du? – Kira, lad nu være – prøvede Valdemar at mase sig ind, men hun stoppede ham. – Mor har det dårligt. Hun piver hele tiden. Mette kan ikke sammen med hende, siger den gamle er tosset. – Hvad er der sket? – spurgte Olga. – Lad nu være, mor – advarede Kira, men Olga trak hende væk og lod Valdemar komme ind. Han sank sammen i køkkenet. – Kort sagt, Mette har sagt: enten hende eller mor. Vi har barn nu, skriger hele tiden. Mor kommer ind hver halve time, blander sig – råber, at Mette er doven, vasker ikke vinduer, der er støv overalt. Mette tudbrøler: “Jeg er ikke rengøringskone. Jeg er kone!” – Så hjælp din kone, – foreslog Kira. – Tag en klud – vask de vinduer. – Mig? – Valdemar stirrede som om hun var bindegal. – Jeg arbejder! Jeg er nattevagt! Jeg er udmattet! Det er ikke for mænd at hoppe rundt på vindueskarme. – Olga, du forstår da… Gå hjem og gør rent, ik’? Hun giver dig også lidt penge. Ikke mange. – Penge? – Olga trak på smilebåndet. – Valdemar, hun sagde aldrig tak på 30 år. Og lejlighederne satser hun jo på jer nu. Så kan I selv tage en omgang med støvkluden. – Kom nu, bare lidt – peb Valdemar. – Det tager tre timer: vinduer, køkken, tør støv af… – Valdemar, smut du hjem – Kira klappede ham på skulderen. – Gå til din Mette. Vi kommer ikke og gør rent mere. Vi kan komme til te. Bare til te og snak om vejret. Mere ikke! *** En måned senere valgte Kira alligevel at besøge tante Toni – mødrene insisterede. Døren blev åbnet af Mette, og stanken slog hende omkuld. Der lugtede… Ja, ganske forfærdeligt af sure sokker, sur suppe og noget helt tredje. – Hvem søger du? – spurgte Mette ligegyldigt. – Jeg søger Antonia Pedersen. Kira. – Åh, afhopperen… – Mette grinede. – Velkommen. Hun sidder inde på sit værelse og surmuler. Kira gik ind i den store stue. Antonia Pedersen sad stadig i stolen, men hun lignede ikke længere en dronning, men en lille, sammenkrøbet gammel dame. De vinduer, Kira havde poleret til pynt, var nu snavsede og fulde af regnstriber. Gardinet hang skævt. – Hej, tante Toni – Kira satte chokolade på bordet. Den gamle løftede hovedet. – Så kom du… – hviskede hun. – For at se hvordan jeg mugner hen herinde? – Mugner? Du har jo familie. Søn, svigerdatter, barnebarn. – Familie… Den “familie” satte lås på min dør i går. Siger jeg ikke må komme ud, når de har gæster. Valdemar? Han siger ingenting. Spiser bare frikadellerne, hun køber i Brugsen. Uf, vi lever i snavs, for svigerdatteren har ikke tid. Hun siger at hvis her er ulækkert, kan jeg selv gøre rent. Men mine hænder kan ikke mere, Kira… De duer ikke. Hun så på sine krogede fingre og begyndte at hulke, barnligt. – Jeg gav dem jo alt… og i går sagde Mette: “Kan du ikke snart flytte ud, så vi kan lave børneværelse?” Valdemar? Han sagde ikke et ord. Stirrede bare i fjernsynet… Kira mærkede medlidenhed, men sagde til sig selv at det ikke var hendes ansvar længere. – Skal vi tage te, tante Toni? – Hvis hun giver lov til at tænde for kedlen. Hun synes jeg spilder gas. Svigerdatteren stak hovedet ind. – Hvad hvisker I om? – Mette lænede sig ind. – Kira, nu du er her, så tjek lige badeværelset. Vandhanen drypper, og Valdemar kan ikke fixe det. Og toilettet trænger… Kira vendte sig roligt. – Mette, du forstår ikke. Jeg er gæst her. Ikke rengøringshjælp. – Ej, lad nu være! I ville jo ikke have lejlighederne? Så bevis I elsker bedstemor. Vi har ikke tid, vi har barn. – Vi vil ikke have lejlighederne – sagde Kira stille. – Antonia Pedersen har allerede givet dem til Valdemar. Så nu må I selv tage det – og badeværelse, og toilet, og vinduer. Nyd det! Mette satte teen i halsen. – Og hvem skal så hjælpe? Den gamle kan ikke engang selv vaske sin tallerken! – Det skal du, Mette. Og din mand. De fik ikke drukket te – Mettes lune som herskerinde fik hende til at smide Kira ud. *** Antonia Pedersen tilbringer nu sine sidste år på et plejehjem. Valdemar, fuldstændig under tøflen på Mette, afleverede selv sin mor der. Den ene lejlighed blev solgt, der blev købt sommerhus. De lever livet – bor selv på landet, og udlejer fireværelseslejligheden. Kira kommer stadig forbi på besøg. Hun har ondt af den gamle, der så tankeløst gav slip på alt for ingenting…