Livets Lære
Jeg husker stadig, hvordan det var, da Inge-Lise, min elskede svigermor, kiggede så skarpt på mig den eftermiddag for mange år siden. Hun plejede at tage imod mig med smil og lune bemærkninger, men den dag sagde hun ingenting, smed blot skoene i entreen og satte sig stille ved køkkenbordet. Jeg kendte hende godt efter alle de år, og jeg kunne straks se, at noget pinte hende.
Hvad er der med dig, Signe? Er der noget galt med Astrid? spurgte Inge-Lise bekymret og satte sig tæt ved. Astrid var hendes alt, og tanken om, at noget skulle være galt med hende, var ubærlig.
Jeg… nej, det handler ikke om Astrid. Det er mig selv… Det hele på arbejdet, mumlede jeg, og ordene smagte tungt i munden. Jeg har fået tilbudt en forfremmelse… Men det betyder rejser hele tiden. Jeg kan ikke sige nej, men jeg kan ikke sige ja heller. Hvem skal passe Astrid, når jeg er væk? Hun er stadig lille. Hun har så meget brug for sin mor.
Inge-Lise lagde hånden beroligende på min skulder med et varmt smil.
Så lad hende bare være hos mig. Jeg er jo pensioneret. Jeg har masser af tid og det vil glæde mig, Signe. Virkelig.
Jeg så undersøgende på hende. Det var mærkeligt Inge-Lise havde aldrig før tilbudt sådan altid holdt lidt på afstand, spurgt høfligt om Astrids skole og sundhed, men aldrig ønsket sig en større rolle. Hvad havde ændret sig?
Jeg spurgte forsigtigt:
Er du sikker? Du forstår godt, at jeg i perioder nærmest ikke er hjemme?
Hun svarede uden at tøve:
Jeg har opdraget min søn. Jeg skal nok klare et barnebarn også.
Mit blik frøs i et øjeblik. Det var svært ikke at nævne, hvordan hendes opdragelse havde formet min afdøde mand, Mads. Ham, der sad uendeligt foran fjernsynet eller computeren, ufølsom overfor både familie og ansvar. Forkælede, selvoptaget. Aldrig villig til at tage fat og altid klar til at springe på næste spændende hobby, hvad end det var videospil eller… fart på landevejen.
For det var netop racerkørslen, der til sidst tog livet af ham.
Mads elskede sin bil elskede fart. Fredag aften tog han ud med kammeraterne til de lange, øde veje uden for Roskilde. Uanset regn, slud eller storm, mødtes de. Han lo, tog hjelmen på og vendte kun hjem, hvis han da ikke havde mistet sidespejlet eller fik en bule i kofangeren. Uheld var dagligdag, og guderne må vide, hvordan han blev ved at slippe uskadt. Til sidst blev han overmodig.
En mørk, glat aften kørte bilen pludselig af vejen i et sving direkte ind i en lygtepæl. Det var slut. Ingen kunne gøre noget.
Den sorg satte sig dybt i både Inge-Lise og mig. Hun blev gråhåret, tavs, gik nærmest ind i sig selv. Men tiden arbejder for os, og livet fortsatte på sin vis. Indimellem tænkte jeg: Hvad hvis han havde overlevet, men blevet hjælpeløs? Ville jeg kunne magte at tage vare på ham altid? Sandheden var vel, at det nok var bedst sådan. Ingen endeløse lidelser.
Nu mens jeg sad overfor Inge-Lise og hendes varme tilbud fyldtes jeg af taknemmelighed. Hun havde mistet så meget, men var parat til at tage et nyt ansvar.
Tak tusind tak, Inge-Lise, sagde jeg lavmælt og klemte koppen mellem hænderne. Jeg vil forsøge at få endnu mere tid med Astrid.
Hun rystede venligt på hovedet:
Tænk ikke på det. Du skal ud og skabe jeres fremtid. Jeg sørger for min pige.
Der lå sådan en trofasthed i stemmen, så selv min sidste uro smeltede lidt væk. Måske ville det hele gå …
****************
I starten gik det faktisk nemt. Astrid nød dagene hos mormor, og hver aften kom hun hjem eller blev hos Inge-Lise, når jeg var ude at rejse for firmaet. Jeg kunne ikke være til stede så tit, som jeg ønskede, og stolede på, at Inge-Lise havde det hele under kontrol.
Men snart kom de første advarsler fra lærerne, små henvendelser og til sidst påtaler i Astrids kontaktbog. Hun lavede sjældent lektier, karaktererne faldt, og nogle dage dukkede hun slet ikke op i skolen. Dårligt vejr, hovedpine undskyldningerne var mange.
Angsten for, at det gik skævt, voksede i mig. Hver samtale med skolen rev i nerverne. Jeg prøvede at tale med Astrid, men hun vendte det døve øre til: Det går fint, mor, lad nu være med at stresse!
Til sidst tog jeg det op med Inge-Lise, så snart Astrid var uden for hørevidde.
Inge-Lise, vær sød at hjælpe Astrid med lektierne. Lærerne klager, og jeg kan slet ikke nå at hjælpe hende, når jeg først er hjemme sent.
Hun kiggede op fra sin strikkepind, smilede afvæbnende:
Åh, du skal ikke bekymre dig sådan. Hun skal nok klare det. Ikke alle bliver akademikere! Mads var jo ikke ligefrem mønsterelev han endte jo som en god mand alligevel.
Jeg bed mig tilbage for ikke at sige noget grimt om Mads gode mand. Sagen var, at jeg havde brug for hendes hjælp og risikerede at stå alene, hvis jeg skændtes med hende.
Jeg vil bare være sikker på, at Astrid følger med. Det er vigtigt for hendes fremtid…
Inge-Lise strøg mig over hånden:
Signe, lad nu være. Jeg har oplevet børn før. Hun skal nok klare den.
Jeg bad for anden gang om lidt hjælp med lektierne og mindede forsigtigt om vigtigheden af at bestå eksamener, men Inge-Lise lukkede samtalen:
Det er godt med dig! Piger har brug for at komme ud, opleve noget og ikke trække sig ind med bøgerne hele tiden. Hun skal nok klare sig.
Jeg vidste, at situationen var ved at slippe mig af hænde. Men hvad skulle jeg gøre? Tage Astrid hjem og lade hende være alene de lange arbejdsdage? Det virkede ikke bedre.
Så jeg fortalte mig selv, at jeg måtte holde ud et par år endnu så kunne Astrid komme hjem til mig for alvor. Der måtte kunne rettes op på det hele.
Naivt, tænker jeg nu …
********************
To år fløj forbi. Jeg var omsider i stand til at planlægge mit arbejde, så jeg var hjemme hver dag. Ikke mere rejseri, kun faste uger i København. Så jeg tog det op med Astrid:
Astrid, jeg tænker, nu hvor mor altid er hjemme, skal du bo fast hos mig igen. Så kan du besøge mormor i weekenden, som du før har ønsket.
Hun så straks utilfreds ud. Men hun nikkede.
Reelt ændrede intet sig. Hun blev boende, men passede sine gamle omgangsvaner, lod bøgerne ligge og tog mine ønsker om regler med et skuldertræk.
Jeg behøver altså ikke læse så meget, sagde hun. Mormor siger, man alligevel klarer sig, hvis man bare er flink. Jeg får nok en middelkarakter, og det rækker.
Det blev klart for mig, at hendes syn på skoleliv og ansvar havde skiftet. Min datter havde forandret sig i sin mormors hus, og det, jeg synes var vigtigt, betød ingenting for hende mere.
Vi laver lektier først så kan du gå ud bagefter, aftalte jeg.
Astrid slog ud med armene.
Sådan er det aldrig været før! Mormor har da aldrig tvunget mig!
Jeg holdt fast. Men til sidst kastede hun sig vredt ud i gangen, hev i overtøjet, og da jeg forsøgte at stoppe hende, mødte jeg kun en iskold modstand.
Du har ikke ret til at bestemme over mig. Du lod mig være hos mormor hele tiden, råbte hun. Det er hende, jeg vil bo hos!
Jeg stod dér med hendes nøgler i hånden det var ikke til at bære.
Hun pakkede resolut det mest nødvendige, og før jeg fik set mig om, var hun væk. Hendes ord om, at jeg havde svigtet hende, borede sig ind i mig.
Jeg ringede til Inge-Lise, i afmagt og med gråd i stemmen, og spurgte:
Hvad har du gjort ved min datter? Hun vil jo intet have med mig at gøre!
Signe, hun har det meget bedre her, sagde hun bare lidt køligt. Du maser alt for meget med de lektier. Ungerne skal nyde livet.
Min vrede sprøjtede frem.
Hvad med fremtiden? Hvad med ansvar? Med det her gør du hende en bjørnetjeneste! Det hjælper hende ikke
Astrid har valgt selv, stod svaret. Jeg beder dig bare betale det månedlige beløb til hende. Du tænker vel på dit job, ikke? Ellers bliver der problemer.
Det var som et koldt gys gennem blodet. Jeg følte mig magtesløs, knust.
**************
Derefter så jeg knap nok Astrid. Hun nægtede at tale med mig, kaldte mig gøge-mor både bag min ryg og i ansigtet på mig. Alt, jeg kunne, var at sende lidt lommepenge til hendes kort, og resten til Inge-Lise. Hver gang gjorde det ondt mere end jeg kan forklare.
Eksamensresultaterne blev som ventet. Astrid dumpede i næsten alle fag, ingen mulighed for gymnasium.
Så en dag trådte hun uventet ind på mit kontor, rank og sikker.
Mor, betal for en erhvervsuddannelse til mig. Jeg har fundet én, der ikke er svær.
Jeg lagde sagsmappen fra mig. Så dybden i hendes blik, alle hendes forventninger og vidste, hvad jeg måtte svare.
Nej, Astrid. Ikke denne gang. Jeg har tigget og bedt dig tage skolen alvorligt, og du valgte andet. Vil du videre, må du selv tage ansvar nu.
Hun så såret ud.
For dig er det jo småpenge! Du kunne da i det mindste give mig den chance.
Jeg rystede på hovedet.
Jeg giver dig en lære for livet: At tage ansvar. Du er ikke barn mere. Nu må du stå på egne ben.
Hun fløj op. Du har aldrig bekymret dig om mig! Nu gør du det igen.
Jeg så på hende, tog en dyb indånding:
For tre måneder siden gik jeg på barsel. Du får ingen flere penge af mig. Tiden er kommet til at stå på egne ben.
Hun gispede.
Barsel? Skal jeg have en lillebror? Hvem har givet dig lov til det? Skal han arve det hele?
Nu var det min tur til at tale fast:
Ja, hvad jeg ejer, går til min søn. Du sagde jo selv, jeg intet skulle betyde for dig.
Astrid blev bleg, rystede, men jeg bad sekretæren tilkalde sikkerheden. Da vagtfolkene stod i døren, mødte hun mit blik, forstumret af vrede. Jeg gentog én gang:
Når du bliver atten, er du selv ansvarlig. Farvel, Astrid.
Hun gik, og døren smækkede. Jeg sad længe og klemte kuglepennen, rystede lidt men følte ro. Jeg gjorde det rette.
**************
To år senere stod Astrid atter i et stormvejr. Hun havde længe haft blik på en kjole til over 800 kroner i Magasin. Nu var hun klar til at købe, men da hun tjekkede sit betalingskort i automaten, stod der nul kroner.
Hun ringede mit gamle nummer op nummeret eksisterer ikke.
Hun listede sig ind på min gamle arbejdsplads, en slags sidste håb. Receptionisten smilede venligt, men rystede på hovedet, da Astrid spurgte efter mig.
Beklager, Signe arbejder ikke længere hos os. Hun har ikke efterladt et nummer, men hun sagde, at denne konvolut var til dig.
Astrid åbnede den. I lå et lille kort mit håndskrift:
Kære Astrid, tillykke med de atten år. Nu er det tid at stole på dig selv og tage ansvar for dit eget liv.
Langsomt gik det op for hende, at barndommen var endegyldig forbi…
