Lars, kan du huske, da vi boede til leje lige her i nærheden hos den skøre udlejningsdame? Hun med det brede smil og de evigt strikkede trøjer, sagde altid så sjove ting, Jens trak tallerkenen med koppen lidt tættere til sig og kiggede over på sin ven.
Selvfølgelig, hun var altid så hjertevarm. Drengene mine, sagde hun hver gang vi så hende. Forresten, jeg så hende i Brugsen i sidste uge, her rundt om hjørnet. Hun er blevet ældre, svarede Lars.
Ja, det er jo også mere end tyve år siden. Hun var vel omkring de halvtreds, nu må hun nærme sig halvfjerds.
At ses igen, efter alle de år, var som at træde ind i et for længst forsvundet ungdomsliv. Det var sjældent, at de fik talt sammen som oftest blev det til et tillykke på Facebook eller en besked nytårsaften. Men nu var Jens flyttet tilbage til Odense midlertidigt for at tage hånd om arven efter mosteren, en lille etværelses på Tarup mark, og havde ringet til Lars.
Hun var rar, gav os altid lidt af sin egen mad.
Det passer ikke helt, Jens. Hun stod altid og rodede i vores køleskab for at tjekke om vi havde mad! sagde Lars og fnyste.
Ja, det var mere for at se, om vi manglede noget. Det gik først op for mig, da du var flyttet, mens jeg boede det sidste år på et andet værelse. Når jeg tænker tilbage, virker hun som en engel. Kan du huske den sæk kartofler hun altid havde stående ved døren?
Jeg husker tydeligt, hvor mange gange den reddede os vi tog et par stykker, det blev aldrig opdaget.
Nej, hun var snedig. Hun købte store kartofler, lagde dem til side, og de små havnede i sækken, så vi kunne tage af dem. Og hun lagde altid et par gulerødder og løg frem, så vi kunne lave suppe. Kan du også huske, hun foreslog, vi skulle købe en sæk mel sammen?
Ja, for hun bagte brød til os.
Men du har aldrig set hende spise brød selv, har du? Det var altid til os.
Nej, aldrig.
Præcis. Og jeg har tænkt over det når hun vaskede tøj, spurgte hun altid om vi havde noget, der skulle med. Hun kunne lige så godt have gemt sit eget og vasket alt samlet uden at bekymre sig om os.
Jeg husker det hele, Lars. Men dengang så jeg det helt anderledes.
Det gjorde jeg også, først senere gik det op for mig, da jeg flyttede og skulle betale for el, vand og rengøring af gang og toilet, selv om jeg kun var hjemme meget sent.
Ja, tingene ændrer sig med tiden. Men nu må du fortælle, hvordan går det? Bliver du her længe?
Jeg er her mest for at ordne papirarbejdet. Men Lars, skal vi ikke tage ud og besøge hende? Købe en kage, et eller andet jeg vil gerne vise, at jeg er taknemmelig.
Det var en rigtig god idé! Lars smilede og de gav hinanden håndslag.
De aftalte at mødes lørdag, hvor ingen af dem skulle noget. De mødtes foran opgangen, gik op på anden sal og stod foran hendes dør.
Kan du huske, hvad hun hedder til mellemnavn? Jens stod med en buket krysantemum.
Øhm Det er Helle, men mellemnavnet kan jeg ikke huske.
Dørklokken lød nervøst og gammelkendt. Døren, udskiftet for ti år siden, blev åbnet langsomt.
Tante Helle, goddag! råbte de nærmest i kor.
Den gamle dame rynkede panden, justerede brillerne og blev stående et øjeblik.
Lars? Jens, drengene mine hun var allerede ved at græde.
Men Helle, hvad nu?
Kom indenfor, kom nu bare ind, mine drenge.
De sad snart ved hendes køkkenbord, med ny voksdug over, og mindedes gamle dage, grinede og lavede sjov. Jens så ud ad vinduet hvor mange aftener var ikke tilbragt ved dette bord. Intet havde forandret sig: det falmede grønne køkken, de nymalede taburetter, det gamle køleskab fra tresserne, der stadig knurrede lavt i hjørnet.
Kom Lars, lad os få lidt luft, vi smutter ned og ryger en smøg, vi er straks tilbage, Helle.
Så sætter jeg bare vand over til te imens, drengene mine, sagde Helle, mens hun fyldte kedlen.
Jens blev stående stille ved opgangen udenfor, ansigtet alvorligt, mens han stirrede ned i asfalten.
Lars så bare ud på den gamle mand, der sad og røg på bænken.
Hvorfor mon hun altid kaldte os for sine drenge? Det gjorde hun dengang, og hun gør det nu.
Aner det virkelig ikke, sagde Jens og trak på skuldrene.
Spørger I om Helle fra nummer 29? lød det fra den gamle mand, hvis mund smilede uden tænder.
Jens kiggede op, Lars nikkede.
Ja, det er hende.
Hendes to sønner blev slået ihjel ovre ved garagerne for over femogtyve år siden, derfor lejede hun kun ud til unge mænd. For at holde sammen på sig selv.
Så du det ske?
Nej, ingen gjorde. De kom op at toppes i garagerne, den ene var 21, den anden næsten 18, ville lige til at starte på universitetet, og så fandt man dem først næste morgen. Hun gik rundt som en skygge i lang tid. Da hun begyndte at leje ud til unge drenge, blev hun levende igen. Jeres lejemål holdt hende oppe.
Ja, det giver mening, mumlede Jens.
Lars, vi må gøre noget godt for hende. Hun fortjener det, sagde Jens, mens de gik op ad trappen.
Skal vi købe noget eller lave noget?
Ser du ikke, hvor slidt hendes badeværelse er? Og toilettet? Det kunne virkelig trænge.
Ja, hvis vi lægger fliser selv, bliver det ikke dyrt. Skifte toilet og vask, badekarret er solidt nok, bare ny belægning.
Fliser kan jeg købe billigt på min vens lager, hun har altid rester eller gamle tilbudskollektioner.
Aftale de gav hinanden hånden og gik ind.
Teen blev drukket hurtigt. De var allerede spændte på at gå i gang. De nævnte ikke noget for Helle før alt var købt og planlagt.
Da Helle endelig gik ud og så det færdige resultat skinnende fliser, nyt toilet og vask klappede hun i hænderne og rystede bare på hovedet. Hun havde set det undervejs, men hun var aldrig nærig med roser. Det tog dem en måned de knoklede i weekenderne, og arbejdet blev flot, udgifterne holdt nede.
Stolthed lyste ud af dem, da de vinkede farvel nedefra til Helle, der kiggede ud af sit vindue fra anden sal.
Hvor er det fedt, sagde Jens lavmælt.
Det er virkelig godt, svarede Lars.
Helle kiggede op mod himlen, da de gik væk.
Tak, tak for alt. Drengene mine… Pas nu på Lars og Jens, for de er gode drenge. Tak fordi I findesEn let brise gik gennem kastanjetræerne langs vejen, og fuglene begyndte at synge lavmælt, mens aftensolen kastede lange skygger hen over rækkehusene. Jens og Lars gik side om side, og med tiden tilbage til dengang i deres hjerter, følte de sig lettere. For en stund var nutid og fortid smeltet sammen deres egne spor i verden havde forenet sig med Helles stille omsorg.
De standsede et øjeblik og så sig tilbage, op mod Helles vindue, hvor hun stadig vinkede, håret gråt i de sidste solstråler, ansigtet mildt og smilende. Ingen af dem sagde noget, men begge vidste, at netop det, at kunne vende tilbage og give noget igen, havde ændret dem givet dem noget uventet; en ro, de længe havde ledt efter.
Da de nåede hjørnet, lagde Jens en hånd på Lars skulder.
Nogle mennesker slipper man aldrig rigtig, sagde han stille.
Nej, og det skal man heller ikke, svarede Lars.
De gik tøvende videre, mens et vindue blev lukket op bag dem, og Helles stemme lidt hæs, men stadig kærlig flød ud i forårsluften:
Drengene mine! Pas nu godt på jer selv og glem ikke at komme forbi en anden gang!
De lo, og i det øjeblik følte Jens og Lars, at verden var akkurat så tryg, som da de var unge for der fandtes stadig et sted, hvor nogen kaldte dem drengene mine.
