Fællesskabets Fælde
Kan du forestille dig det? Udlejeren af lejligheden, som jeg havde uheldet at leje, kræver nu pludselig, at jeg flytter ud! Alberte dundrer bogstaveligt talt ind i stuen hos veninden og kaster sig med et suk i sofaen, imens hun stirrer opgivende op i loftet, som om det skulle være skyld i alle hendes ulykker.
Vibeke sender hende et tungt blik. Alberte ser ud, som om hele verden er ved at falde sammen øjnene skinner af usagte tårer, læberne bævrer… hun ligner virkelig et forurettet barn uden håb.
Hun gav mig kun to dage! fortsætter Alberte, slår ud med armene. Hvordan kan man være sådan? Skal jeg så sove ude på gaden eller hvad?
Vibeke rynker brynene. Hun kender Anne-Lise, lejlighedens ejer, som en rolig og fornuftig kvinde. Hvad kan have fået hende til at handle så drastisk?
Hvad skete der imellem jer? spørger Vibeke forsigtigt og går hen til vinduet igen. Anne-Lise er, så vidt jeg ved, meget rimelig.
Hun skæver endnu engang ned i gården det er femte gang indenfor en time. Det irriterer Alberte gevaldigt. Kan Vibeke da ikke bare høre efter?
Hører du overhovedet efter? Jeg åbner mit hjerte, og du glor bare ud ad vinduet!
Undskyld, siger Vibeke, idet hun tager sig sammen og slipper udsigten. Jeg venter bare på nogen… Men fortsæt, jeg lytter nu.
Alberte fnysser, men gør alligevel klar til næste akt nu med store armbevægelser for at understrege alvoren:
Hun blev jaloux over sin egen mand! Kan du fatte det? Som om jeg skulle være interesseret i ham hallo?! Hun holder pause, hiver luft og fortsætter panisk. Han kom bare for at fikse hanen, der har dryppet i flere dage. Prøv at forestille dig det dryp, dryp, dryp… Intet tidspunkt på dagen har jeg haft fred! Jeg var ved at smadre den med vilje bare for at få det til at stoppe.
Vibeke får ufrivilligt et smil på læben ved tanken om Alberte i kamp mod en køkkenhane men det går Alberte fuldstændig forbi.
Nå men han dukkede op om morgenen. Jeg var lige vågnet og kunne knap nok åbne øjnene. Så jeg åbnede bare døren ja, iført morgenkåbe. Må man ikke det? Jeg var jo ikke nøgen! Hun tager en tår te og fugter sin tørre hals. Du kan tro, hun sænker stemmen til et fortroligt hvisken, at et halvt time senere kommer Anne-Lise ind ad døren. Uventet, selvfølgelig. Og der står hun så sin mand i arbejdstøj og mig i kåben. Og han kunne sagtens lige så godt have stået og holdt om mig, for det var sådan hendes øjne kiggede.
Vibeke får endelig indskudt et spørgsmål:
Tror du virkelig, hun har troet der var noget mellem dig og ham?
Selvfølgelig! Alberte slår ud med armene. Jeg fatter det ikke. Han siger aldrig andet end noget om vandrør og ventiler slet ikke min type. Men hvad ved hun om det? Hun så os og drog straks sine konklusioner.
Alberte læner sig tilbage med krydsede arme.
Nu kræver hun, jeg skal være ude om to dage. Vil ikke “kompromittere” sin lejlighed! Kompromittere det er fandme frækt sagt. Som om jeg har arrangeret orgier der! Hvor skal jeg nu bo?
Du nåede altså slet ikke at få skiftet tøj? Vibeke hæfter sig ved detaljen.
Alberte vifter hende væk med hånden og slænger sig tilbage i sofaen:
Magtede det ikke! Åbnede bare døren tænkte ikke over det. Og helt ærligt, hvad så? Jeg var jo ikke nøgen. Bare min sædvanlige bomuldskåbe.
Vibeke smiler svagt ved tanken om, hvordan de valgte den kåbe sammen, hvor Alberte roterede foran spejlet og sagde: “Den sidder så feminint, så elegant!” Sandheden var, at kåben var halvgennemsigtig med blonder og næppe dækkede halvdelen af lårene.
Ja, jeg kender nu godt dine kåber, griner Vibeke let. Manden har sikkert fået sved på panden. Du vælger dem jo, så de virkelig gør indtryk.
Alberte sætter sig lidt op, tydelig fornærmet:
Står du på min side eller hendes? Jeg er næsten hjemløs, og du gør nar!
Vibeke sukker, kører hånden over ansigtet og prøver at samle sig. Hun kan mærke, at veninden er oprigtigt ked af det, men Vibekes egne tanker er et helt andet sted.
Undskyld, Alberte. Jeg er ikke det bedste selskab lige nu, indrømmer hun og slår blikket ned. Det er alt det med Bo.
Der bliver stille, mens hun samler sig. Med ét bliver Albertes stemning omsorgsfuld, hun sætter sig tættere på og ser Vibeke ind i øjnene:
Din eksmand? Fortryder du, at I blev skilt? Jeg sagde jo, du skulle tænke dig godt om! Du kan ikke bare gøre det om, Bo tilgiver dig aldrig, at du forlod ham.
Hun siger det uden ondskab, mest som én, der frygtløst står ved sine egne råd. Stemmen afslører en snert af “Jeg sagde det jo”, selvom hun prøver at skjule det.
Vibeke sætter sig op, fast og alvorligt.
Nej! Jeg. FORTRYDER. INTET, siger hun tydeligt og uden tøven. Ikke et øjeblik fortryder jeg. Jeg ville gøre det igen, uden at blinke.
Der er ingen vaklen, kun kølig ro. Hovedet vipper let frem, som for at understrege sin beslutning.
Alberte trækker på skuldrene og læner sig tilbage, korslagte arme, ansigtet udstråler skepsis.
Sådan kan du ikke mene det, svarer hun stille, dog let hovedrystende. Gode mænd vokser ikke på træer.
Tjah, gode og gode, mumler Vibeke, og i hendes stemme høres den ægte bitterhed.
Alt snakkes hen, der bliver stille. Vibeke vender sig igen mod vinduet, rastløs, nervøs. Hun scanner mekanisk gaden og pludselig fryser hun fast.
Nede ved opgangen holder en hvid bil akkurat som den Bo har. Vibeke mærker straks knugen i maven. Hænderne bliver kolde, hjertebanken vokser. Hun river sig væk fra vinduet og panikgennemroder stue og borde med blikket.
Hvor er min mobil? fremstammer hun lavmælt og lettere forpint. Hvor er den
Hun falder næsten ned i hug, kigger under sofabord, springer over til bogreolen, hænderne ryster.
Alberte ser let forvirret til. Hun fatter ikke panikken for et øjeblik siden var alt roligt. Hun hæver bare et øjenbryn, let skævt smil: “Nu går det helt galt!”
Vibeke finder endelig telefonen bag en pude i sofaen, fingrene skælver, og skærmen driller.
Alberte kan efterhånden ikke holde irritationen tilbage.
Kan du ikke slappe lidt af! siger hun højt, rejser sig og går over til vinduet. Hvad er der? Har du set et spøgelse eller hvad?
Hun ser ud jo, hvid bil, men intet særligt ved den. Bag rattet sidder en ung, lyshåret kvinde med store solbriller, på passagersædet en tung mand med rundt ansigt og lille vom. Absolut ikke Bo, der altid trænede, gik i jakkesæt og holdt sig slank.
Hvorfor skulle han komme her? siger Alberte eftertænksomt, dukker væk fra vinduet og stiller sig ved veninden. Og det er ikke engang hans bil. Det er en pige der kører, og manden ligner ikke Bo det fjerneste. Tag det roligt.
Vibeke lader armene falde, men spændingen forsvinder ikke den flytter sig blot indenfor. Hun går hen til bordet, rodeflittige fingre prøver at åbne en vandflaske, men det mislykkes. Tårerne presser sig på.
Bo truede mig efter retssagen, hvisker hun hæst og prøver at trække vejret normalt. Stemmen er hul og fjern. Han sagde, at jeg ville komme til at fortryde, at jeg ydmygede ham.
Hun får låget af flasken, tager et par store slurke, men rystelserne stopper ikke.
Alberte ser på hende, irritation bliver til medfølelse. Hun nærmer sig usikkert og lægger forsigtigt en hånd på Vibekes skulder.
Tror du virkelig, han vil gøre dig noget? spørger hun stille. Han prøver bare at skræmme dig. Det er klassisk manipulation: hvis du er bange, kan han lettere presse dig.
Vibeke smiler bittert, kigger ned. Det er en udmattet, opgivende mine. Hun trækker vejret tungt, forbereder sig og begynder at fortælle.
Først var det bare beskeder. Flere gange dagligt, korte og vrede. Du skal nok få hvad du har fortjent, Du slipper ikke så nemt, tro mig!, Jeg tilgiver dig aldrig. Først tog hun det ikke særlig alvorligt. Han er bare vred, det går over, tænkte hun. Men det blev mere aggressivt, mere truende og mere konkret.
Skilsmissen var højrøstet, dramatisk. I retten måtte Vibeke lægge alle kortene på bordet også dem, man helst ikke viser. Hun afleverede kopier af sin journal dokumentation for blå mærker, hudafskrabninger, endda et par forstuvninger. Datoerne fortalte en historie, som dommeren ikke kunne overse. Alt sammen var sket det sidste halve år netop da hun første gang havde sagt til Bo, at hun ikke ville mere.
Hun kan præcist huske, hvornår hun fik nok. Hun prøvede at forklare, græde, snakke fornuft med Bo. Men han slog det hen eller blev rasende. Snart begyndte han at smadre ting, true, råbe. Hun blev bange for at gå hjem, dobbeltkontrollerede dørene hver nat.
Så kom hendes bror på besøg tidligere soldat, en ligefrem type. Da Bo en dag løftede hånden, greb broderen straks ind. De røg i håndgemæng, Bo endte til sidst på hospitalet med brækkede ribben og en hjernerystelse.
Det blev vendepunktet. Mens Bo var indlagt, pakkede Vibeke alt sit sammen. Hun sagde op på arbejdet hun kunne ikke længere holde ud at blive mindet om fortiden på hvert gadehjørne. Alt vigtigt blev pakket ned, og hun rejste hjem til Esbjerg, hvor hun var vokset op.
Hun boede de første uger hos forældrene. De tog imod hende uden spørgsmål, sørgede for tryghed, men hun følte sig barnlig som én, der havde klaret sig dårligt som voksen. Så snart hun kunne, flyttede hun ind i en gammel treværelseslejlighed, hun havde arvet fra sin mormor. Vibeke istandsatte selv, valgte møbler, pyntede med yndlingsmalerier. Her følte hun sig for første gang tryg, hemmelig for Bo.
Og vigtigst: Bo kendte ikke adressen. Han kunne ringe til gamle numre, skrive i beskedtråde, men denne stille lejlighed yderst i byen var skjult for ham. For første gang i månedsvis kunne hun sove uden hele tiden at sikre, at døren var låst. Hun begyndte at tro, roen kunne blive.
Vibeke begyndte så småt at tø op, men så brast facaden igen. Hun ventede en pakke, havde bestilt et par bøger og noget til køkkenet. Da pakkebudet ringede på, åbnede hun uden at tænke.
En mand i arbejdstøj rakte pakken over, fik sin digitale underskrift, og gik. Hun tog pakken med i køkkenet, fandt en saks og åbnede forsigtigt… et lysbrunt tøjdyr, en bamse, som hun havde købt som barn på Bakken. Nu uden hoved. Under bamsen lå en seddel: Vil du ende som den? Det kan jeg ordne.
Hun blev iskold. Hvordan havde han fundet hende? Hvordan havde han fået fat på bamsen, der lå i hendes lagerboks, hvor hun havde anbragt flyttetøj og minder? Bo måtte have været der, have rodet i hendes ting.
I flere dage turde hun ikke forlade lejligheden. Hun holdt mobilen tæt ved hele døgnet, kontaktede sin bror og mor ofte med små beskeder.
En uge senere kom endnu en pakke. En gammel skolefoto, hvor hendes ansigt var gennemstreget med sort tusch. På bagsiden stod: Du kan ikke skjule dig.
Det blev kun værre. Hver gave forstærkede angsten. Hun stoppede med at købe ind selv hun bestilte kun dagligvarer med udbringning, gik kun ud, hvis familien kunne følge hende. Hendes bror kom næsten hver aften og tjekkede låsene.
Så skete det, hun frygtede allermest.
En morgen så hun pludselig Bo stå i opgangen. Han stod der, rolig og arrogant, kiggede rundt som om han ledte efter noget bestemt. Vibeke sprang væk fra vinduet med hjertet i halsen og iskolde hænder. Hun ringede nervøst 112. Politiet sendte straks en patrulje. På afstand kunne hun se alt: Bo svarede roligt politiet, viste legitimation, smilede endda. Politiet forlod stedet.
Men Bo blev stående. Han kiggede lige op i hendes vindue, vinkede provokerende og forsvandt først efter lang tid.
Efter han var gået, blev hun bare siddende på gulvet, ryggen mod væggen, ansigtet i hænderne. Hul indvendig og stiv af rædsel.
Vibeke krøller sig sammen, stirrer på sine hænder der skælver. Hun sukker og siger dæmpet:
Snart bliver jeg bange for min egen skygge. Jeg ved ikke længere hvad jeg skal tro.
Stemmen er træt. Frygten, hun prøvede at skjule, slipper endelig ud.
Alberte, der har siddet tavs, vrider sig lidt i stolen. Skam over at have følt sig overset skyller ind over hende. Nu forstår hun pludselig alt.
Jeg var faktisk såret over, at du trak dig, indrømmer hun, prøver at lyde så støttende som muligt. Undskyld. Mine problemer er små ved siden af dine.
Hun prøver at sige mere, men kan ikke finde ordene. I stedet rækker hun ind over bordet og klemmer Vibekes fingre let.
Vibeke svarer med et svagt smil, mest for høflighedens skyld. Hendes tanker er et helt andet sted. Pludselig ranker hun sig:
For resten, hun læner sig lidt frem du kan godt bo her hos mig så længe. Så er vi to, og jeg slipper for at være alene et par måneder, indtil papirerne på salg går igennem.
Hun indser, mens hun siger det, at det virkelig er bedste løsning for begge.
Skal du sælge lejligheden? udbryder Alberte forbløffet, kigger på Vibeke med interesse for første gang i dag. Hvorfor det? Det er den perfekte lejlighed! Stor, fin planløsning, dejlig beliggenhed! Bo… Han giver vel op en dag, finder en anden.
Hun kan ikke forstå, hvorfor Vibeke vil væk fra noget så godt. Det er lyst, rummeligt, med en hyggelig altan til grønne områder.
Vibeke sukker, læner sig bagud og kører tankefuldt en finger rundt om koppens kant.
Jeg har brug for at komme væk, langt herfra. Jeg har brug for at kunne gå ture uden frygt, sove uden hele tiden at spidse ører. Jeg vil gerne bare… leve.
Der er ingen panik, kun beslutning. Hun har tænkt over dette længe, men først nu bliver det virkelig.
Men hvor vil du tage hen? spørger Alberte dæmpet.
Jeg er ikke helt sikker. Overvejer enten Aalborg tæt på havet eller Vejle med bakkerne. Jeg har kontakter begge steder, der kan hjælpe mig i gang.
Alberte lytter uden at kunne forestille sig at slippe alt og bare tage af sted. Men Vibekes ord giver mening.
Så… Vil du flytte ind? Vi kan jo hjælpe hinanden lidt.
Alberte tøver. Det ville være nemt, sjovt, og hun sparer husleje. Men hvad hvis Bo lurer i nærheden?
Tak, hvisker hun til sidst. Ja, det er nok en løsning.
Den næste uge er overraskende rolig. Vibeke begynder at slappe en smule af. Der kommer stadig et par bidske SMSer fra Bo, men ikke mere. Ingen uventede pakker, ingen mystiske ansigter i gården.
Det begynder at føles som afslutning. Måske har han givet op? Hun drømmer om, at alt det forfærdelige er slut.
En morgen beslutter hun sig for at gå i Netto selv, bare 200 meter væk. Det er små skridt mod normalen, og butikken er altid fyldt med mennesker.
Han gør ikke noget dér, prøver hun at berolige sig selv. Og han kan ikke følge mig overalt.
Alberte nikker opmuntrende:
Godt, du kan ikke gemme dig for evigt!
Det tager fem minutter at gå derhen. For første gang i evigheder føler hun nærmest lethed. Indenfor er der varmt; folk fylder varer op, der dufter af brød, radioen spiller stille musik.
Hun går rundt og gør noget, hun ikke har tilladt sig længe: køber lige hvad hun har lyst til. Chokolade, friskbagt rugbrød, jordbær, mango-yoghurt.
Da hun står ved kassen, smiler butiksvagten, en fyr hun kender af navn:
Nå, Vibeke! Længe siden! Alt vel?
Ja, tak, siger hun og føler for første gang varme indeni. Jeg prøver at komme lidt ud igen.
De snakker kort om vejret, frisk brød, og han hilser hende farvel.
Hun går ud i solen, posen i hånden, håret blafrer i vinden, og hun glider straks ind i fornemmelsen af, at livet endelig kan begynde igen.
Men knap nok er hun nået ud på fortovet, før en hånd griber hårdt fat i hendes albue. Grebet er ubarmhjertigt. Vibeke stivner, vender sig og hjertet håbløst synker i kroppen.
Bo står foran hende. Hans ansigt er vredt, øjnene mørke.
Troede du virkelig, du kunne slippe for mig? hvæser han i hendes øre med sin iskolde stemme. Nu går du stille og roligt med, ellers gør jeg dig ondt.
Først bliver hendes tanker tomme. Kroppen lammer. Hun prøver at sige noget, men stemmen svigter. Angsten overtager.
Nu har han mig. Hvad vil han gøre?
Heldigvis har vagten set hende blive grebet og kommer hurtigt til:
Er der problemer? siger han højt, og går mellem dem.
Bo ændrer øjeblikkeligt tone, men truslen ligger tyk:
Ingen problemer. Jeg skal bare snakke med min kone!
Skal konen snakke med dig? spørger vagten. Og Vibeke ryster desperat på hovedet:
NEJ, jeg vil slet ikke!
Bo fniser hånligt:
Hvem spørger hende?
Vagten løfter allerede mobilen:
Så ringer jeg til politiet.
Bo får et vredt udtryk, kaster Vibeke fra sig. Hun falder, slår knæene, bider smerten i sig og nægter at give ham tilfredshed.
Vi ses igen, råber han tilbage, mens han forsvinder. Han mener det alvorligt.
Butiksvagten skynder sig til hende:
Skal jeg hjælpe dig? Er du okay?
Vibeke nikker, samler sig op. Hænderne er ridsede, knæene gør ondt, men frygten drukner det hele. Hun stirrer efter Bo og forstår, det her kun lige er begyndelsen…
********************
Den nat kan Vibeke ikke sove. Hun ligger i mørket og genskaber episoden for tusindende gang. Hver gang sniger angsten sig ind.
Hvordan kunne Bo vide, hun ville lige præcis i den butik?
Har han holdt øje? ventet, til jeg slappede af? tænker hun.
Tankerne kører i ring. Hun beslutter sig for te og lidt chokolade måske kan det dulme. Hun vil ikke vække Alberte i værelset ved siden af, der allerede har været der for hende.
Men på vej forbi Albertes dør hører hun hvisken. Alberte taler i telefon lavmælt, men tydeligt nok til at forstå ordene.
Vibeke fryser. Først tror hun, det er en kæreste, men hendes stemme lyder forkert.
Hun kommer nærmere og hører nu klart:
Bo, drop det nu. Skulle du absolut gå amok foran butikken? Nu er hun helt ude af den, og hun tør sikkert ikke gå udenfor de næste mange dage. Hvis du tager dig sammen, finder jeg måske hendes nye adresse men det er ikke sikkert.
Vibeke får åndenød. Står bomstille og lytter.
Lad os gøre det sådan: Jeg prøver at overbevise hende om at tale med en psykolog. Når det lykkes, sender jeg dig adressen. Men du må ikke dumme dig igen, forstået?
Ordene svirrer rundt i hovedet som glassplinter. Alberte! Hende, Vibeke har stolet på. Hende hun betragtede som sin ven.
Hun sniger sig væk, bider sig i læben for ikke at græde højt.
Tilbage til mit værelse, tænker hun. Lås døren. Ring til min storebror. NU.
På tåspidser lister hun tilbage. Bag døren klikker låsen lyden føles uendeligt skarp. Hun lener sig ind mod væggen, mobil i hånden. Hun ringer til sin bror, Asger, og håber panisk, at han tager telefonen.
Femtin minutter senere ringer det på døren. Vibeke ånder lettet op, da hun ser Asgers ansigt i dørspionen. Han ser bekymret ud, men bestemt.
Tak Gud, det er dig! hvisker hun, da hun åbner. Hun kaster sig i armene på ham. Han omfavner hende beskyttende, hun slapper endelig af.
Hvem ringer på midt om natten? lyder det gnavenet ude fra gangen. Alberte står i døren med slåbrok og søvndrukne øjne. Er det morgen nu eller hvad?
Det er min bror, siger Vibeke køligt uden at slippe Asger. Hun henter styrke fra hans nærvær. Så, ven, fortæl mig lige… Hvor længe har du konspireret med Bo? Og prøv ikke at lyve, jeg hørte, hvad du sagde!
Alberte stivner, rødmende af irritation. Hun retter sig straks op:
Han kontaktede mig. Forrige uge. Han tilbød mig penge, hvis jeg fortalte ham, hvor du var. Hvem ville ikke tage imod det tilbud? Jeg ville bare have mit eget sted, ikke mere sofaliv!
Stemmen er stolt, ikke flov.
Jeg ville have sagt nej, svarer Vibeke sagte. I hendes stemme er kun skuffelse. Jeg kunne aldrig svigte en ven…
Ja, lad os lige prøve at være i min situation! blusser Alberte op. Bo tilbød så meget, at jeg kunne købe mit eget og være fri. Det er ikke let at leve sådan her!
Bo igen! Asger lyder vred. Han slipper søsteren og ser hårdt på Alberte. Må jeg ikke nok give den idiot en lærestreg næste gang?
Han mener det for sjov, men tonen er truende.
Så du kan blive anholdt? Vibeke ryster på hovedet. Nej. Vi tager væk. Langt væk. Han skal aldrig finde mig!
Hun vender sig mod Alberte med en ny sikkerhed:
Og du pakker dine ting og forsvinder. Nu. Du har en halv time.
Det er midt om natten! indvender Alberte. Jeg har ingen penge, ingen steder at gå hen…
Så gå til Bo! Eller hvor du vil. Jeg er ligeglad.
Asger nikker samtykkende, arme over kors. Hans øjne siger tydeligt: Du går selv, ellers får du hjælp.
Tykkende stilhed. Alberte ser skiftevis på Vibeke og Asger men ingen bløde træk. Hun slipper bævende og går ind for at pakke midt om natten…
*********************
Vibeke flytter med sin familie mor, far, to brødre til den modsatte ende af Danmark. De vælger en lille havneby, som ingen fra hendes gamle liv har forbindelse til. Hun skifter navn, telefonnummer, sletter sine sociale profiler. Bo får aldrig et hint.
Et stykke tid prøver han dog. Han forsøger via bekendte, hyrer måske endda privatdetektiver. Alt forgæves.
Et halvt år senere falder hammeren endeligt. Bo får en ny kæreste Line som han snart slår. Lines familie, velstillede folk, reagerer straks: dokumentation, anmeldelse, politi. Bo får en fængselsdom.
Alberte får heller ikke sit drømmeliv. Efter hun blev smidt på gaden, lever hun fra sofa til sofa, finder til sidst en rig mand, Henrik, men hans kone sætter direkte ind. To skumle mænd banker hende voldsomt op. Efterfølgende forsvinder hendes chancer for velstående ægteskab. Og hun ender hos en hårdtarbejdende mand, Jan, som drikker, råber, slår. Hun lever i en lille fremlejet lejlighed, ældes for tidligt og fortryder i sit stille sind, at hun svigtede Vibeke for penge.
Vibeke får gradvis ro. Hun får job som bogholder i et lille firma, kollegaerne er rare, lederen retfærdig. Hun får nye venner, varme relationer. Hun lærer igen at sætte pris på livet: vinden fra havet, morgenkaffe, grin i gågaden. Begynder at bade om søndagen, læse bøger, tage til film.
Indimellem kommer minderne. Frygten. Svik. Trusler. Men fortiden mister sin kraft.
Hun har fået et nyt liv og gamle mennesker som Bo og Alberte har ikke længere nogen plads i det.
